12. søndag efter trinitatis 1997



Tekster: 

Epistel-læsning: 2. Kor. 3,4-9 "Åndens - bogstavens pagt"

Evangelium     : Mark. 7,31-37 "Effatha - Luk dig op!".

Salmer            : 4, 141 - T838, 406/178 og 6



Prædiken:



Bevingede ord, er ord, der bærer noget gennem tiden.

En succesrig romersk kejser sagde engang de triumferende ord: "Jeg kom,

jeg så og jeg sejrede!"

Og en anden hersker skal i nederlagets time fortvivlet have udbrudt: "En

hest, en hest - et kongerige for en hest!".



I begge tilfælder er der ikke bare tale om replikker, der i et højdramatisk

øjeblik virkeligt ramte plet, men de virker også som et ekko af noget, der

nok var engang, men dog stadig kan blive til virkelighed igen - også for os

i dag. 

Både sejr og nederlag er muligheder, vi altid stilles overfor.



Også i dagens tekst lyder ekkoet fra begivenheder, der fandt sted i en

anden tid, men hvis mulighed for igen at blive til virkelighed er bevaret i få

- ja, måske blot et enkelt bevinget ord; ordet "Effatha".



"Effatha" er aramaisk, det sprog, Jesus selv talte, og som beretningerne

om ham blev videregivet på, da ganske almindelige mennesker fortalte om

ham, de selv havde mødt eller hørt om fra andre.

Siden blev fortællingerne samlet og nedskrevet, først på tidens

internationale sprog - græsk, og siden på latin, som det på et vist

tidspunkt dog kun var de færreste, der forstod. 

Først ved reformationen fik vi igen fortællingerne om Jesus på

modersmålet - i Tyskland på tysk og i Danmark på dansk, så almindelige

mennesker atter kunne høre om ham på deres eget sprog, og blive

"overvældede af forundring" over ham, "der havde gjort alting vel". 

 

Set i det lys er arbejdet med at videregive bibelens fortællinger i et sprog,

som enhveraf os kan forbinde med sit eget liv, tæt knyttet til det "at lukke

op", og "Effatha" er på sin vis overskriften for det, der altid er kirkens

opgave - at høre budskabet og at sørge for at det bliver hørt af andre. 

Men er det sagt, så kan man godt undre sig over, hvorfor det lille ord

"Effatha" - alle oversættelser til trods - alligevel har fået lov til at blive

stående? 

For som det står der midt mellem alle de velkendte danske ord, lyder det

naturligvis fremmedartet i vore ører. 

På den anden side er det dog ikke mere uforståeligt end at vi blot med en

ganske lille forklaring næsten kan høre Jesu suk, da han tager den

døvstumme afsides og helbreder ham.

Nu findes der også andre ord, som ikke er oversat i Det nye Testamente -

heller ikke i den danske udgave.

Jeg kunne f.eks. nævne "Abba", der betyder "Far", og som er et ord, der

udtrykker Jesu grænseløse tillid til Gud.

Et mere tvetydigt udtryk gengives i lidelsesberetningen, hvor Jesus på

korset råber sin lidelse ud: "Eloi, Eloi! lama sabaktani?". Også disse

fortvivlede ord er aramaiske og betyder "Min Gud, min Gud, hvorfor har

du forladt mig?"



Stiller vi disse udtryk op mod hinanden, konfronteres vi med den

spænding, som Jesus-skikkelsen altid har været omgærdet af; på den ene

side en grænseløs tillid til Gud, og på den anden side hans erfaring af den

dybeste ensomhed noget menneske kan komme ud for. 

Og dog - selv da han følte sig allermest forladt af alle - kaldte han stadig

Gud for sin Gud! 

Selv da gav Jesus ikke op. Aldrig gav han køb på den tro og tillid, som

bar hans liv og som han fastholdt indtil døden; 

at Gud er vor skaber - han er livets gode kilde og derfor vil han også, at

livet forsvares mod alle onde kræfter.



Og netop som Guds Søn satte Jesus i kampen mod det onde sit eget liv

ind på at forkynde Guds kærlighed.

Med sine helbredelser gik han ind i en kompromisløs kamp mod alle de

kræfter, der kan forkrøble og ødelægge menneskers liv.

I det konkrete tilfælde, vi hører om i dag, drejer det sig om en mand,

der ikke kan høre og derfor havde svært ved at give udtryk for sine tanker

og følelser overfor andre.

Berøvet sprog og tale er han isoleret, ensom og fortabt, og måske han

også følte sig forladt af både Gud og mennesker.



Men skylden for dette var ikke hans egen. 

Jesus træder frem og handler, som var den døves liv angrebet af kræfter

og magter, der langt oversteg menneskers formåen - kræfter som kun den

gode Gud og skaber kan vinde over.

Alle sådanne livsødelæggende magter har Jesus på sin Fars vegne erklæret

krig, og helbredelsen af den døvstumme må derfor også ses på linie med

de øvrige helbredelser, Jesus kaldte tegn på Gudsrigets frembrud blandt

mennesker.



Og for at fastholde dette, er de bibelske skrifter til stadighed blevet

oversat, mens det lille ord "Effatha" er blevet stående. 

For idet det stadig lyder på aramaisk, er det næsten som var det Jesus

selv, der taler det til os - som var han fortsat tilstede og stod bag ethvert

af sine ord - som var fortid og nutid i hans ord ophævet, så alt, hvad han

dengang sagde, også er rettet og taler med myndighed til os i dag.



En sådan nutidighed kom på en ganske særlig måde til udtrykt i det

dåbsritual, som blev anvendt i Danmark indtil reformationen.

Dengang var troen på dæmoner og djævle langt mere håndfast end i dag,

og derfor var også dåbsritualet udformet, så betydningen af dåben som en

indvielse til Gud også kom frem ved de konkrete tegn, som ledsagede

ritualet.

For udover den række af handlinger, der udtrykte besværgelse af alle

onde kræfter, gjorde præsten umiddelbart før dåben en symbolsk gestus,

der viste dåbens betydning som en ny åbenhed overfor Gud. 

For som en klar efterligning af Jesu helbredelse af den døvstumme

spyttede han nemlig på en finger, rørte ved dåbskandidatens ører og næse

og udtalte ordet "Effatha".

 

Med dette forkyndtes det helt konkret, hvad det var dåben bragte i stand;

en ny mulighed for at åbne sig overfor Gud og i troen på hans gode

sindelag fremover leve sit liv for Gud.

 

At det blev muligt netop i dåben, var ikke fordi mennesket i sig selv blev

et andet end det altid havde været, men det var en forkyndelse af, at den

døbte fra nu af overfor Gud blev set på som en helt ny skabning - som

var alt begyndt forfra uden syndefald og fortsat modstand mod skaberen.

Også dæmonerne og alle onde kræfters herredømme var brudt, og den

situation, hvor mennesket nødvendigvis var døvt for Guds tale var nu for-

andret - nu kunne det virkeligt høre Guds tale igen - som I Eden før Adam

og Evas fald!

Så når vi samles til gudstjeneste i dag, sker det på en måde for at høre

ekkoet af bevingede ord, der nok lød for 2000 år siden, men som også

taler til os.



Det har f.eks. fået nedslag i indgangsbønnen, hvor vi beder Gud "oplade

vore hjerter, så vi kan høre, hans tale til os".

Også i dåbsritualet beder vi fortsat Gud "bevare den døbte i sin nåde til

det evige liv" dvs. at den døbte altid må være i stand til at høre Gud tale til

sig.

Ja, selv i nadveren lyder et ekkoet af dette, når vi der beder Gud "styrke

os og bo ved troen i vore hjerter", så han altid må være den, der holder os

åbne for sin ord til os.

Og sådan kunne vi blive ved - i skriftlæsninger og salmer, lyder en stadige

opfordring til at lukke sig op for det som Gud vil sige - ligesom også

takken for, at det virkeligt er sket, også kommer igen og igen. 

Ekko efter ekko runger det bevingede "Effatha" gennem tid og rum, mens

kernen altid er den samme, nemlig budskabet om, at Gud i Jesus nu er

kommet os så nær, at han - når vi er døve og stumme for hans tale til os -

atter rører ved os og giver os hørelsen og lovsangen tilbage igen.

    

Og så sandt som det altid er Gud selv, der står bag sine ord, vil han også

lade det ske! Også hos os i dag! 



Amen!