Der er en børnesang, som handler om ti små cyklister.
De ni gjorde noget forkert og faldt fra. Den tiende kørte
korrekt, og ham kan vi li, siger sangen. Sådan kan vi også
høre historien i dag, at de ni helbredte ikke var opdraget
særlig godt, men den tiende gjorde det rigtige - det som
ethvert artigt barn skal: huske at sige tak.  Vi kan høre
fortællingen om de ti spedalske som en moralsk historie,
der skal lære os at opføre os rigtigt. Der er bare en
ting, som forhindrer, at det er historiens mening. Det er,
at den tiende er en samaritaner. Det tænker vi ikke over,
når vi hører historien.  Men det er det vigtigste i den.
Hvis man skulle overføre det på børnesangen om
cyklisterne, så skulle den tiende, som roses, være en, som
slet ikke havde lov til at cykle. Sådan opfattede jøderne
samaritanerne, som nogle der slet ikke havde lov til at
bede til Gud. Det er vel iøvrigt grunden til at
samaritaneren vender tilbage til Jesus, da han ser, at han
er helbredt. Jesus havde jo sagt: gå hen til præsterne og
lad dem se på jer. Men de jødiske præster ville ikke se på
en samaritaner.  Han måtte ikke komme ind i templet.  Han
var en hedning. Han var en fremmed.
     Desuden kan vi være sikker på, at de ni helbredte
takkede Gud. Det skulle de. Det pålagde præsterne dem. I
3. mosesbog er der et helt kapitel, som handler om
spedalskhed. Og der er mange regler for de ofre, som
helbredte skal bringe til Gud. Men en samaritaner havde
ikke lov til at bringe ofre i templet. Han var nødt til at
gå til Jesus. Og samaritaneren vidste vel ikke engang, om
Jesus ville tage i mod hans tak. Mon ikke det er derfor,
samaritaneren kaster sig ned foran Jesus med ansigt mod
jorden. Han tør ikke se op på Jesus. Han er bange for at
blive forkastet.
     Da de ti var spedalske, var der ingen forskel mellem
dem. De var lige ulykkelige og udstødte. Der gjorde det
ikke noget, at en samaritaner var blandt jøder. Men da de
er helbredt, så glemmer de andre samaritaneren. Han er
stadig udstødt. Han er stadig ulykkelig i al sin lykke,
for han har ingen at give sin tak. Han prøver at give
Jesus den. Og der sker et under, som er lige så stort som
hans helbredelse. Jesus siger til ham: du er frelst. Dvs.
også du er et Guds barn.
     I dag hører vi to gange om Jesu godhed. De ti
spedalske føler sig uværdige over for ham og holder sig på
afstand og de råber i al deres nød om hjælp. Og Jesus
hjælper dem. Og den ene spedalske vender tilbage og føler
sig uværdig til at se op på Jesus og til Gud. Men Jesus
tager i mod hans tak.  Samaritaneren får da en
anerkendelse, en frelse, som er på højde med hans
helbredelse.  Jesus er umoralsk. Derfor slog de ham ihjel.
Han tilsidesætter moralen. Jesus viser, at Gud frelser en
synder, en spedalsk og en samaritaner.
     Det kan vi lære af. Men det er ikke en moralsk lære
om, hvad vi skal gøre for at blive frelst. Det er en lære,
som fortæller os, at Gud vil tage imod os, også når vi
føler os uværdige dertil, og når andre mennesker mener vi
er uværdige til Guds frelse.
     Hvor har det egentlig stor betydning for os
mennesker, om vi føler os udenfor eller med, om vi føler
os lukket ude eller accepteret. Og mærkeligt er det også,
at vi uvilkårlig selv går med til det skel, at nogle er
rigtige og nogle forkerte. Jøderne satte skel ved hjælp af
loven og budene i det gamle testamente. Dem, der kendte
budene og måtte og kunne leve efter dem, var rigtige
mennesker. De andre ikke. De spedalske måtte ikke
overholde loven, eller sagt på anden måde de skulle holde sig
fra templet og fra de sunde, for man mente, at de havde
fået deres sygdom som en straf fra Gud for noget dårligt
de havde gjort. Og når Gud selv havde vist den dom, så
ville de fromme jøder intet have at gøre med de spedalske.
     Der er lige udkommet en ny bog til undervisning af
konfirmander.  Den bruger også fortællingen om de ti
spedalske. Og bogen sammenligner med et kapitel i Astrid
Lindgrens Pippi Langstrømpe.
     Det er i skolen, hvor der en dag om året kommer en
rig dame og uddeler belønninger til børnene. Men de
frygter den dag. For de skal først udspørges om de har
lært noget i årets løb, og dem der ikke kan svare bliver
sat i en række for sig. De får at vide de skal skamme sig.
Pippi er også kommet i skole den dag og skal stå ret foran
den fine dame. Men Pippi kan selvfølgelig ikke i svare
rigtigt, og svarer også noget uartigt, så hun bliver sendt
hen til dem, der skal skamme sig. Hun siger til dem: Nu
skal vi også lege " Hvem ved hvad." Og hun stiller dem
spørgsmål. Men det er spørgsmål, som de alle kan svare på,
f.eks. Hvis Per og Poul skal dele en lagkage, og Per
absolut ikke vil have noget, men sætter sig hen i en krog,
hvem bliver så nødt til at opofre sig og sætte hele
lagkagen til livs?" Og de kan selvfølgelig alle svare:
Poul. Og Pippi siger: Jeg gad vide om der nogen steder
findes så dygtige børn som jer. Men nu skal I også få
jeres belønning. Og Pippi tager guldmønter og slik op af
sine store lommer og giver til hver af dem.  Og
fortællingen slutter med ordene: sådan gik det til, at der
blev stor glæde blandt alle de børn, der egentlig skulle
skamme sig.
     Det er en børnebog, som Astrid Lindgren har skrevet,
men hun må have skævet til Jesu lære.  Jøderne mente også,
at frelsen var en belønning, som kun de dygtige og rigtige
fik, dem, der kunne svare på spørgsmålene. Og mon de ikke
også så på Gud lidt som børnene på den fine dame, som en
man skulle frygte. Men Jesus gik til dem, som ikke kunne
svare for sig, dem der skulle skamme sig, og han gav dem
belønning for noget de ikke havde gjort. Han gav dem
frelse og stor glæde.
     Jesus er umoralsk i den forstand, at han ikke lader
den hellige lov og budene skille folk. Jesus viser en
kærlighed, som er grænseløs og som udsletter skellene
mellem mennesker.
     I fortællingen i dag hører vi om de værdier, som skal
være i vores liv.  Når vi er syge, regner vi sundhed meget
højt. Og det gør Jesus også. Han gør de spedalske raske.
Og der står ikke, at han tager helbredelsen fra dem, da de
ikke kommer og takker Gud for den. Men vi hører også, at
der er noget større end alt det vi ønsker os så højt.
Frelsen. Når vi tror på Jesus og går til ham, får vi
frelsen. Også selv om vi ikke fortjener den belønning,
også selv om vi egentlig skulle skamme os. Også om vi
føler os fremmede over for Gud.  Vi opdager jo tit, når
vi får det vi ønsker os, sundhed efter sygdom, at vi bare
kommer ud i livet, hvor der er alle problemerne og alt det
der skiller os fra hinanden. Man kan jo overveje, hvordan
de gik de helbredte i prædikestykket i dag. En tog hjem og
fandt, at hans bror havde overtaget ejendommen og giftet
sig med hans kone, fordi de opfattede en spedalsk som død.
En var rask et par år og fik så en anden sygdom. En blev
modtaget med åbne arme af sin familie, som hele tiden
havde håbet at se ham igen. En vendte måske senere tilbage
til Jesus og fulgte ham, men var blandt dem, som svigtede
Jesus i Jerusalem til sidst. Sådan er livet jo fyldt med
problemer og forandringer. Det er kun når vi tror på Guds
kærlighed og Guds tilgivelse, at vi kan leve gennem det
hele med tak til Gud. Og det er kun hos Jesus vi kan få
den tro. Fordi han ikke svigter os. Fordi han ikke
forkaster os. men giver stor glæde til os, som skulle
skamme os.
     Den rettesnor vi skal bruge er Guds kærlighed og
tilgivelse. Den skal vi rette os ind efter. Den giver os
stor glæde og viser os, hvordan vi skal være over for
andre, at der er ingen vi må lukke ude fra Gud. Vi står
alle i en række, der er ingen vi kan sende hen og skamme
sig.
ny præd

     Spedalskhed var ikke kun en legemlig sygdom. Det var
også en åndelig sygdom, en religiøs sygdom. Derfor skulle
de ti helbredte gå hen til præsterne og lade sig syne.
Først da var de rene, når de havde fået en erklæring på
det fra dem, som havde forstand på det åndelige. Det var
ikke nok, at de var legemligt raske. De skulle erklæres
religiøst rene igen. Først da var de almindelige mennesker
og kunne være sammen med andre igen.
     Og underet skete. Ikke kun at de var raske, men også
at præsterne kunne se det og gav dem stempel på det. Hvad
gør de så?  Vi hører, hvad én af dem gør. Han vender
tilbage til Jesus. Men hvad gør de andre. Det hører vi
ikke.  " Hvor er de ni?" spørger Jesus.
     Vi kan gætte os til det. De blev sikkert i templet og
ofrede en gave til Gud som tak. Det har præsten nok sagt
til dem, at de skulle. Han har husket dem på, hvad de
skulle i følge de hellige love. Det har de gjort. De har
skyndt sig at bringe takofre til Gud, og så har de skyndt
sig ud i alle retninger, ud til deres familier, som de har
længtes efter i så mange år. De har ikke kunne vente med
at komme hjem til dem.
     Og de har nok fortalt om deres helbredelse, da de kom
hjem. Men de har ikke råbt højt om den. De ville helst
glemme alt om deres sygdom. De ville helst se frem. Nu
ville de leve som almindelige mennesker sammen med deres
kære. Hvis de fortalte alt for mange om deres helbredelse,
så var det jo at indrømme, at de havde været spedalske, at
de havde været urene. Mon så folk ville acceptere dem helt
igen. Nej, det var bedst ikke at tale for højt om det, som
var sket.
     De ni er forsvundet. De længtes kun efter at være
almindelige mennesker igen og være sammen med andre.
     Men én af de helbredte vendte tilbage til Jesus, og
han gik ikke stille med det, som var sket. Han råbte med
høj røst og priste Gud.  Folk som så ham, har sikkert
tænkt: " Der er vist et eller andet i vejen med ham. Han
er ikke helt rask." Det er både med krop og sjæl, at den
helbredte ærer Gud. Han er jublende glad. Han går til
yderligheder: han råber højt og kaster sig ned.  Så højt
agter han Gud og så dybt takker han. For ham er det ikke
nok at takke Gud i templet med de påbudte ofre. Måske
måtte han slet ikke komme ind i jødernes tempel, for han
var en samaritaner. Jøderne ville kun lade ham komme ind i
hedningenes forgård, men ikke derind hvor der blev ofret.
Måske ville præsterne slet ikke tage imod en samaritaners
tak. Ham kunne de ikke erklære for ren, hvor rask han end
var blevet. Så skulle samaritaneren først afsværge sin
tro. Så skulle han først igennem en lang prøvetid, hvor
han kunne vise om han virkelig mente det alvorligt, og han
skulle omskæres.  Derfor gik samaritaneren til Jesus.
     Det begyndte med, at Jesus mødte ti spedalske mænd og
de stod langt fra ham, og de blev ved med at være langt
fra ham, de forsvandt ud i alle retninger.  Men den ene
vendte tilbage og kom helt nær hen til Jesus og takkede
ham.
     De ni tænkte kun på at komme hjem til deres familier.
Det længtes de efter. Dér var livet for dem. For
samaritaneren var det at vendte tilbage, at gå til Jesus.
Det længtes han efter. Dér var livet for ham. I Jesus
havde han mødt sin Gud og frelser.
     Det er jo mennesker med sydlandsk temperament vi
hører om i fortællingerne fra NT. Vi ville ikke kunne få
os til at rundt på gaderne og råbe højt af glæde over Gud.
Vi kunne ikke få os til at kaste os ned på vores ansigt.
Det ville være unaturligt for os.
     Jesus siger da også et sted, at når vi beder til Gud
og takker Gud, skal det ikke være på åben gade for at
andre skal se os, men vi skal gå ind i et rum for os selv
og bede til Gud. Gud er i det skjulte. Vi behøver altså
ikke takke Gud på samme måde som samaritaneren. Men vi
skal vide, at vi har lige så stor grund som han til at
være glade. Også vi må ære Gud og takke ham for vores
frelse.
     Vi får jo så meget fra Gud. Alle glæderne i vores liv
er Guds gaver til os. Vi kan have svært ved at se, at det
er Gud, som handler. Vi kan jo ikke se Gud direkte. Gud er
i det skjulte og Gud handler i det skjulte. Vi føler måske
at tingene sker helt af sig selv, som det bare er heldet
eller tilfældet, som råder. De spedalske så jo heller
ikke, at Gud greb ind. De så ikke en sky, der nærmede sig.
De hørte ikke en stemme fra himlen. Det var mens de gik
hen til præsterne, at de blev renset uden at de selv
mærkede det.  Det skete helt af sig selv. Selvfølgelig var
det et under for dem. Men Gud havde de ikke set.
     Nej, dér tog de fejl. Samaritaneren vidste, at han
havde set Gud. Han havde set Gud i Jesus. Han kom til
Jesus for at give Gud ære.
     Det er også gennem Jesus, at vi skal give Gud vores
tak og vores glæde.  Det er i Jesus vi får vores frelse.
Dér er livet for os. Vi skal søge vores frelse hos Jesus.
Og vi skal vende tilbage til ham med vores tak, for det er
gennem ham, Gud vil æres. Gud sendte sin søn til os, for
at vi i ham skal møde Gud og takke Gud. I vores liv kan vi
have svært ved at se Gud. Dér er Gud i det skjulte.
     Gud er jo særlig skjult, hvis vi er syge, hvis det
går dårligt for os.  Så kan vi ikke forstå, hvor Gud er
henne i det, som sker. Selv om det jo tit sker også hos
os, at syge bliver raske, at de bliver helbredt, uden at
vi har hørt Guds stemme og set ham over os. Så sker det jo
lige så tit, at syge ikke bliver helbredt. Der er en grund
til, at der ikke sker undere hos os på samme måde som på
Jesu tid. Når Jesus helbredte spedalske, når han helbredte
en samaritaner, en fremmed, så var det for at hjælpe, ja,
det var for at give en dobbelt hjælp. De spedalskes sygdom
og samaritanerens afstamning havde udelukket dem fra andre
og de var udelukket fra Gud. De var stemplet som fortabte,
som nogle der ikke kunne frelses.  Med sit under vil Jesus
vise, at han kommer med frelse til alle mennesker. Der er
ingen som er fortabt, selv om de er fremmede, selv om vi
er spedalske eller har en anden forfærdelig sygdom, så
betyder det ikke, at Gud har forkastet os. Vi kan ikke
forstå det som sker. Men vi  må vide, at Gud er nær ved os,
også i det som vi ikke kan forstå.
     Det er grunden til, at der ikke sker helbredelser hos
os på samme måde som på Jesu tid. Sygdomme skiller ikke os
på samme måde fra Gud. Der er jo ingen, der vil sige om
f.eks. dem, der har aids, at de er fortabt og ikke kan
frelses. Nej, vi ved at evangeliet er til os alle, og at
vi alle må hente hjælp i evangeliet om Guds kærlighed og
frelse, og at det er Guds frelse vi skal leve på, hvad
enten vi er syge eller raske.
     I vores liv kan Gud være skjult, særlig når alting
går os imod. Derfor skal vi søge hen til Jesus, for dér er
Gud klart tilstede. Dér er Guds vilje ikke til at
misforstå. Dér ser vi klart, at Gud vil frelse os alle,
hvor fortabte vi end føler os.
     De ni helbredte mente, at Gud skulle æres i templet.
Samaritaneren så, at Jesus er Guds tempel. Det er hos
Jesus vi skal finde Guds vilje og mening med os. Og det er
i Jesus vi skal dyrke Gud. Derfor er der også stor forskel
mellem jødedom og kristendom. Jødernes tempel, hvor de
ofrede til Gud, det lå kun ét sted, nemlig i Jerusalem.
Hos os kristne er templet, kirken, overalt hvor to eller
tre er forsamlet i Jesu navn. Dér er han nemlig selv
tilstede, og hvor han er, dér er kirken, dér er Gud.
     Mennesker har det med at stemple hinanden. Det gør
myndighederne også hos os, stempler i udearbejdende,
hjemmearbejdende, arbejdsløse, bistandsklienter. Og hvis
man vil flyttes fra en gruppe til en anden, skal man hen
til et offentligt kontor og undersøges og bedømmes.
     På Jesu tid var det også de offentlige myndigheder,
præsterne, som bestemte, hvad mennesker skulle kaldes,
hvilke stempel de skulle have, om de var rigtige
mennesker, om de var urene, eller om de var fremmede, som
helst skulle blive i deres egne lande.
     Men Jesus ophæver alle disse stempler og grupper.
Han gør de spedalske raske, og han kalder samaritaneren
frelst, dvs. han er ikke uden for. Den hjælp får vi hos
Jesus, at der er ingen myndigheder eller magter her i
verden, som kan stemple os kristne eller dele os op i
grupper. Her i kirken er vi ét, om vi er børn eller
voksne, om vi arbejder eller ej, om vi er syge eller
raske. Gud har taget imod os. Vi er i samme gruppe. Vi har
samme navn: Guds børn. Frelst. Og det må vi være glade og
takke Gud for.
                           Amen.