Hvem vil ikke gerne med til fest. Det
Kommer selvfølgelig an på hvilken fest det drejer sig om.
Det kommer an på hvem der holder fest. Der er nogle, som
vi siger jatak af pligt. Eller vi prøver måske at finde en
undskyldning for ikke at komme. Men det er egentlig
sjældent at man på forhånd kan sige om en fest, at den vil
blive dårlig. Og heldigvis her i Sønderjylland synes jeg
at folk forstår at fest, dvs. at hygge sig sammen og
snakke og more sig. For det er jo gæsterne der skaber
festen. Værten kan have gjort nok så meget ud af det. Hvis
ikke gæsterne tager deres gode humør med, så duer det hele
ikke.
     Jeg har været til fester i andre egne af landet, hvor
der var stilhed ved bordet tit og man tænker, hvor længe
skal det her varer. Men ved de fleste fester der tænker
man ikke over tiden. Den flyver afsted. Eller det er
forkert at sige, for på en måde, så er tiden der slet
ikke.
     Men der jo fester, hvor man må sige nejtak, fordi man
har for travlt.  Det kan være man skal til en anden fest,
som man har sagt jatak til først.  Men det kan også være
at man skal arbejde og ikke kan bytte sit arbejde til en
anden. Nu er det ingen katastrofe at gå glip af en fest.
Men for det meste er vi kede af det.
     Jeg synes gæsterne i Jesu lignelse er mærkelige. Dels
lyder det ikke som om de er kede af, at de må sige nej til
festen. Dels siger de ganske åbent, hvad som forhindrer
dem og det er ikke undskyldninger, som duer. Hvis man har
købt nogle okser eller en ny bil, så kan man da prøve den
en anden dag, ja, det er den letteste sag i verden at
prøve den en anden dag. Og en mark den bliver liggende,
den kan man gå til en anden dag.
     Der må være grunde til at de ikke vil til den mands
fest. Og jeg tror ikke, at det var fordi der var for mange
fester dengang, så de var trætte og tænkte: nu er det på
tide at få arbejdet noget. Vi kan ikke feste hver dag.
Nej, enten må de ikke kunne lide værten. De regner ham
ikke for noget. Men nu står der jo, at det er en konge. Så
han må da have stor betydning. Og det var måske netop det.
De ville gøre oprør. De ville vise deres mening om ham, at
de mente, han var en dårlig konge. De ville straffe ham
ved ikke at komme til hans søns bryllup. Hvordan turde de
det. Dengang havde konger står magt. Og det viser sig jo
også ved, at kongen sender sine hære ud og brænder byen
af.  Det kunne de have undgået, hvis de gik til hans fest.
     Men nu ved vi ikke rigtig hvem vi skal holde med.
Det lyder til at være en hård konge, når han kan blive sur
over at de ikke vil til fest, så han dræber dem. Det lyder
også som en hård konge, når han kan smide en gæst ud, der
ikke har festtøj på. Det er også et mærkeligt træk ved
Jesu lignelse. For hvis det er folk, som fylder festsalen,
som kommer ude fra vejene, altså som er hjemløse. Mon der
så ikke er mange flere som ikke har festtøj på.
     Der er nogle fortolkere, som er kommet over dette
punkt, ved at sige, at gæsterne fik udleveret festtøj ved
indgangen, så selv om de ikke havde råd til fint tøj, så
fik det de i gaderoben. Altså omvendt af vores fester,
hvor vi hænger vores frakker i gaderoben, så det var
dengang sådan, at gæsterne fik fint tøj på, når de kom til
en fest og var kommet inden for døren.
     Men nogen forklaring på kongens hårde facon synes jeg
ikke det er. Så skulle kongen jo sige til gæsten der sad i
almindeligt tøj: du kan bare gå ud i gaderoben og finde
noget du kan lide, og kom så tilbage og hold fest sammen
med os andre. Bliver gæsten smidt ud, fordi han ikke
svarer kongen, altså fordi han også gør lidt oprør. Og er
det så igen ikke en meget hård konge, som ikke tåler at
mennesker omkring ham har deres egen mening.  
     Hvad tænker vi, når vi hører til sidst i dag, at
gæsten bliver bundet på hænder og fødder og kastet ud i
mørket. Dér skal der være gråd og tændersskæren. Ja, jeg
får lyst til at klage til amnesty eller en anden humanitær
organisation, for det lyder som tortur, at få hænder og
fødder bundet og så skulle ligge ude i mørket og hører
festmusikken inden for murene men ikke kunne komme derind.
     Der sker virkelig noget med os, når vi følger Jesus i
hans fortælling om kongesønnens bryllup. Først bliver vi
glade, fordi vi hører om en fest, endda en fest på et
slot. Så må vi undre os, fordi gæsterne ikke vil komme.
Hvis det havde været dronning Margrethe som havde
inviteret, tror jeg at gæsterne ville prale med at de
skulle til fest hos hende og de ville sætte alt til side
for at komme. Vi bliver lidt kede af det på grund af
gæsternes opførsel og vi kan tænke, om vi måske i overført
betydning har opført os lige så tåbeligt i åndelig
henseende. Jesus må jo mene noget med det han siger.
Gæsterne får endda en indbydelse til. Kongen er meget
tålmodig. Han frister dem endda med at fortælle menuen:
oksesteg og fedekalv. Alt står på bordet.  Men gæsterne er
forfærdelige. Det ender med, at de slår kongens tjenere
ihjel. Det er forfærdeligt, og lige så bedrøveligt er det,
at kongen dræber morderne, altså gæsterne. De får en hård
straf, døden, og deres by bliver brændt af. Hvor
sørgeligt. Men så kommer der andre gæster, alle de
hjemløse.  Det var dejligt for dem, og vi kan igen begynde
at glæde os lidt, mærke feststemningen i en fyldt sal. Men
ligesom vi mærker at vi bliver lette om hjertet, så hører
vi om gæsten som ikke har festtøj på og han bliver smidt
ud i mørket, og mon vi ikke føler, at vi pludselig er
derude sammen med ham.  Jesu lignelse har virkelig ført os
gennem hele følelsesregisteret.
     Hvad skal vi så gøre. Ja, hver gang vi ikke ved, hvad
vi skal gøre, så skal vi tænke på Jesus. Og mærkelig nok
så er der andre historier, som har akkurat de samme ord
som vores fortælling slutter med. Tag f.eks. at gæsten
skal bindes på hænder og fødder. Dér er dels en fortælling
om en kvinde, som var syg og hvor Jesus siger: Denne
kvinde, som Satan har holdt bundet i hele 18 år, burde hun
ikke løses af denne lænke på sabbatten. Jesus viser, at
han løser mennesker, når han finder stakler, der er bundet
på hænder og fødder.  Og Jesus gør det også til sidst
langfredag ved at gå i vores sted, netop om langfredag
står der, at de lod Jesus binde. Han blev bundet på
hænderne.
     Eller hvad med ordet om gæsten som kastes ud i
mørket. Der står om Jesus han blev ført uden for byen til
golgathabakken og der blev mørke over hele landet. Jesus
er virkelig i vores sted langfredag.
     Når der står om gråd og tænderskæren. Så skal vi
først tænke på, at når Jesus mødte mennesker, som græd, så
sagde han: græd ikke. Jesus siger det direkte et sted:
salige er I, som græder nu, for I skal le. Eller han siger
det sådan: Salige er I som sørger, for I skal trøstes.
Jesus er kommet for at trøste os. Og han gør det ikke kun
med undere, han gør det med sit eget liv.  Også ved
langfredag står der, at der var tilskuere, som græd, men
hvor Jesus sagde til dem, at det skulle de ikke.
     Se hvordan alle ordene, som er i slutningen af vores
prædikestykke i dag, de peger hen på langfredag. Et sidste
bevis er at der også ved Jesu død er tale om tøj, at
soldaterne tog Jesu kjortel. De tog hans tøj. Men det
ligner jo fuldstændig gæsten, som ikke havde festtøj på.
Jesus går i vores sted. Os, der er elendige syndere, og
som skulle kastes ud i mørket. Jesus er gået derud i vores
sted.
     Hvad skal vi gøre. Vi skal holde os til Jesus, for
han gik ud i mørket for at vinde over mørket og Gud
oprejste ham påskemorgen, og når vi holder os til Jesus,
så er det ikke kun hele følelsesregisteret han fører os
igennem, nej så fører han os fra døden og mørket og
gråden, ind til livet og lyset og festen i Guds rige.
     Når vi spørger: hvad skal vi gøre. Så skal vi høre,
at Jesus kan frelse os, også selv vi er bundet på hænder
og fødder og er kastet ud i mørket, hvor der er gråd og
tænderskæren. Jesus har selv været dér og han er gået
forud for os til opstandelsen, så vi bare skal gå i hans
fodspor, ind i paradis.