Mogens Agerbo Baungaard wrote:
> 
> Kære Ulla
> Må din dejlige prædiken komme på præstesiden?
> venlig hilsen
> Mogens



Det må den gerne, og det når du synes - fortolkningsbrøler eller ej - du
får den lige med nogle smårettelser.

Kærlig hilsen Ulla



9. s. e. trinitatis, 1. tekstrække. Sct. Clemens 10.00 - 1999
1. Joh. 1,5-2,2; Lukas 16,1-9
Salmer 12 - 858 - 249 / 595 - 46 v6 - 675
_________________________________

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Dette hellige evangelium til 9. søndag efter trinitatis står skrevet hos
evangelisten Lukas....................

Jesus sagde også til disciplene: Der var en rig mand, som havde en
godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans
ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg
hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke
længere være forvalter.
Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre
tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge
skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal
tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen.
Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den
første: Hvor meget skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede
han. Forvalteren sagde: her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og
skriv halvtreds!
Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede
tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit
gældsbevis, skriv firs!
Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt.
For denne verdens børn handler langt klog-ere over for deres egne, end
lysets børn gør: Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige
mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige
boliger.
Amen.

Der er vel ikke ret mange - om overhovedet nogen - af Jesu lignelser,
der har givet så meget hovedbrud og så mange grå hår i hovedet som denne
- lignelsen om den utro godsforvalter, som den kaldes.

For det er en provokerende fortælling, og en underfundig fortælling, som
vi ikke lige bliver færdig med. Og vi kan ikke lade være med at undre os
over, hvad det er Jesus vil os med denne umoralske historie.

Her hører vi om en mand, en utro godsforvalter - han er en værre
svindler, sådan som der fortælles om ham. Han forvalter ikke det
betroede gods godt, nej, han ødsler det bort.

Og stillet overfor sin afsked på grund af dette, da vægrer han sig ved
at arbejde hårdt - det har han ikke kræfter til - tigge vil han heller
ikke, for det skammer han sig ved.

Men han skammer sig åbenbart ikke ved at nedskrive andre menneskers gæld
til hans herre for derved at skaffe sig venner.
____________________________

Så langt så godt. Dertil kunne historien være fortalt som en moralsk og
afskrækkende historie,- en fortælling om hvordan man ikke må gøre.

Men da kommer vi til det virkeligt provokerende,- denne mand får ros,-
han roses for sin klogskab.
____________________________

Jo, det er en fortælling, der godt kan give hovedbrud.

For økonomisk svindel er bestemt heller ikke ukendt for os. Og selvom
det lang hen af vejen betragtes som klogt at slippe så billigt som
muligt - så er regulær svindel dog noget ganske andet, og det er
forargeligt.

Og forargede det bliver vi over lignelsen - der er jo så vigtige ting
som ejendom og penge på spil!!
_______________________________

Så jo, lignelsen her kan godt give hovedbrud. Indtil den så alligevel
løser sig op for os, og giver god mening.

For mon ikke Jesus her taler om meget andet end mammon - eller penge,
som vi hellere må kalde det. 

Det er jo en lignelse,- og  som alle de andre lignelser handler også
denne om os. Og vi skal faktisk finde os i at tage forvalterens rolle i
skuespillet, hvor usympatisk denne rolle end er.

Men rollen passer os i virkeligheden meget godt, den er som skræddersyet
til os - for hvad er vi  andet end forvaltere,- og det i en langt mere
vidtrækkende forstand end lige forvaltning af penge. 

For vi er forvaltere af det liv vi har fået, og de muligheder, der er
givet os hver især. Det er ikke vores som sådan,- nej, vi er forvaltere
af alt det, som er vores men på lånt tid.

Og sandheden er, at vi alle før eller siden går fallit som forvaltere af
Guds gode gaver. Vi forvalter dem ikke godt nok, vi svigter og fejler -
og handler egoistisk. 

Der er muligheder, som vi ikke får brugt. Der er skyldig gæld, som vi
ikke får betalt. Og vi rager til os af det, der ikke er vores.

Der er ikke så langt til den utro godsforvalter i lignelsen som vi kunne
tro - eller måske håbe på. Det ligner ganske godt.
_______________________________

Så kunne vi måske også ligne godsforvalteren i lignelsen på den måde, at
vi ikke kommer med alverdens dårlig undskyldninger, som alligevel ikke
holder,- men i stedet står ved at vi langt fra er perfekte.

Vi kunne måske også ligne ham på den måde, at vi er villige til at
nedskrive de andres gæld. 

Det vil sige - se med milde øjne på andres fejl og skyld i stedet for at
fastholde dem på det - hjælpe dem over deres skrammer i stedet for at
mene, at andres ramponerede liv blot får vores eget til at se så meget
desto pænere ud.

Da vil vi i sandhed fortjene ros. 
_________________________________________

Det karakteristiske for evangeliet - også for denne lignelse - det er jo
hele tiden det uforudsigelige,- overskuddet i fortællingerne,-

og det som er det virkeligt befriende - nemlig at moralens kolde
gengældelseslov ikke gælder.

Den gælder ikke mellem Gud og mennesker,  moralens kolde
gengældelseslov,- det er gratis at stå i gæld til Gud, for han har selv
betalt prisen på et kors. 

Vi må leve på hans regning. Og det gør os frie til at tage fat på livet,
selvom vi så også må se i øjnene, at vi er dårlige forvaltere af det.

Mellem mennesker er det det samme,- det eneste, der kan give os glæde og
få livet mellem os til at blomstre - at vi har det på regning hos
hinanden - og at tilgivelsen er en levende mulighed mellem os.
______________________________

I en grafitti-tekst, een af den slags som oftest unge mennesker kan
finde på at male på mure og vægge og togvogne,- i en af disse
grafitti-tekster rummes noget af dette vigtige fra dagens lignelse
faktisk på en meget fin måde.

Grafittien lyder:

Du har ikke en chance - brug den.

Vi kan høre den grafitti i det store perspektiv - for selvfølgelig har
vi ikke en chance - vores lod er døden,- alligevel skal vi bruge chancen
og tiden, mens den er der.

Men også ind i lignelsens sammenhæng er det så sandt som det er sagt.

Vi har ikke en chance for at leve dette liv perfekt, uden at fejle og
pådrage os skyld - vi kan ikke leve til UG med kryds og slange -
alligevel er vi sat til at bruge chancen,- alligevel er vi sat til at
leve alt det bedste vi kan. 

Selvom det så også er på regning hos både Gud og hos andre mennesker.
___________________________

Jeg vil slutte med at læse et lille stykke - en andagt af en Svend
Jakobsen, fra en bog der hedder "Guds kærlighed ej grænse ved".

Det giver endnu et bidrag til forståelsen af lignelsen om den utro
godsforvalter.

Og vi kan jo læse eller høre eller tænke over denne lignelse om den utro
godsforvalter mange gange - og hver gang vil vi opdage noget nyt, vi
bliver aldrig færdig med den. 

Sådan er det i det hele taget - vi bliver aldrig færdig med det, som
Jesus sagde og gjorde, men vil til stadighed opdage og opleve nyt - høre
det ind i det sted i livet, hvor vi netop da er.

Men nu til denne andagt af Svend Jakobsen, som jeg vil tillade mig at
læse i dens fulde længde - simpelthen fordi jeg synes den er
fremragende. 

Den giver et fremragende - og samtidig også muntert - bud på lignelsen
om den utro godsforvalter.

Svend Jakobsen skriver:

Jesus har, hvad angår den utro godsforvalter, der fik ros og ikke ris,
en slags morale i baghånden. Men rigtignok en anden slags end man
umiddelbart ville vente.

Han gør bedrageren til et efterlignelses-værdigt forbillede for os.

Ikke sådan at Jesus opfordrer os til direkte at bedrage hinanden.
Naturligvis ikke! Men han konstaterer som et faktum, at det gør vi
allerede, at vi alle mere eller mindre har en snusket omgang med mammon
- taget i videste betydning. 

Om ikke på anden måde, så dog i hvert fald oftest ved at tænke først og
mest på os selv. At sikre sig selv.

Egentlig er det barsk tale, dette her. Jesus har opgivet at finde
forbedring hos os:

I er bedragere alle til hobe. Og I bliver aldrig andet. Så kan I da for
skams skyld - som den uærlige forvalter - være lidt opfindsomme i jeres
bedragerier, i jeres sikren-jer-selv.

Skaf jer venner ved hjælp af jeres amoralitet, så de kan tage imod jer i
de evige boliger. 

Den replik har altid fået mig til at boble af fryd.

For det første fordi der klart siges, at også kæltringer kommer i Guds
rige. Det var en selvfølgelig sag for Jesus.

For det andet på grund af dette festlig billede af en modtagelses-komité
lige inden for himlens port. Med en flok venner, der hilser én velkommen
i det himmelske:

Hej med dig, din gamle snydetamp. Hyggeligt at se dig igen.

Forargeligt? Åh, ja for den, der endnu mener, at vi kan forbedre os og
lægge vort gamle jeg bag os og blive pæne, moralske Guds riges borgere.

Men for alle os andre, der ved, at vi aldrig bliver fri af syndernes
synd - egoismen - (da) et evangelium, der giver håb. Og det var just
hvad Jesus ville med den historie.
_____________________________

Sådan slutter Svend Jakobsen. Det er just hvad Jesus vil med denne
historie om den utro godsforvalter.

han vil give os mod og håb til at leve dette liv på regning hos ham -
sende os ud i verden som forvaltere - uden en chance for at leve det
perfekte liv,- men alligevel skal vi ud for at gribe chancen og livet.

Amen.