Salmer: 700 - 279 - 627 - 111

I mandags sov B stille ind, mæt af dage, knap 90 år gammel. Og dermed har
det, jeg altid har kaldt “Det gamle Korsbæk” mistet en af sine sidste
personligheder. Uden at jeg på nogen måde vil lyde patetisk, er det på en
eller anden måde, som om det med Bs død er blevet klart, at en epoke er
ved at være slut.

B blev født i Xkøbing, som den yngste af en søskendeflok på seks og
flyttede med sine forældre til Korsbæk, da han var en stor dreng. Det er
blevet mig fortalt, at han allerede dengang i positiv forstand skilte sig ud fra
sine jævnaldrende med sine interesser og sine kundskaber, hvilket ikke
kunne undgå også ind imellem at give nogle  knubs, når man kommer udefra
til Korsbæk.

Efter endt studentereksamen var det ikke tandlægestudiet, der trak, men
lægestudier. Du fortalte mig, at hans store ønske egentlig var at blive læge,
men at han, efter at han havde gennemført og bestået første del af
medicinstudiet, blev overtalt til at skifte til tandlægestudiet, der på det
tidspunkt var i rivende udvikling, idet hans forældre mente, at der var bedre
karrieremuligheder inden for dette fag.

B kom da også som tandlæge til at sætte sit præg på Korsbæk. Han blev en
højt værdsat og søgt privatpraktiserende tandlæge, og ved siden af sin
praksis lagde han igennem 25 år et stort arbejde som hospitalstandlæge og
var i sin tid med til at etablere tandklinikken på sygehuset.

Fritiden blev præget af hans mange, kulturelle interesser. Det er ikke for
meget at sige, at han var en kulturpersonlighed. Højt begavet, udstyret med
en klæbehjerne, dyrkende sine lidenskaber til perfektion. Han tilegnede sig
hele forfatterskaber, danske såvel som engelske - den engelske litteratur 
læste han naturligvis på originalsproget, anglofil som han var på et meget højt
niveau. Han var et højt estimeret medlem af den gamle, ærværdige T-klub, i
tidens løb præsident for den og til sin sidste dag æresmedlem.  Hele hans
fremtoning bar præg af hans kulturelle interesser, sådan som jeg har mødt
ham, i ordenes allerbedste betydning: En fin herre, en gentleman. 

B fik et langt, godt liv, selvom han ikke blev sparet for også at måtte
gennemleve store, personlige sorger. Sorger, der uden tvivl også har kastet
en skygge ind over jeres ægteskab og ind imellem har givet jer vanskelige
stunder. Men du har loyalt og kærligt støttet din mand gennem jeres 36-årige
ægteskab. I de år, jeg har kendt dig, har din kærlighed, din beundring og
respekt for din mand lyst ud af dig, hver gang du har omtalt ham. Din kærlige
omsorg for ham i hans livs aften har været rørende, du har plejet ham og
værnet om ham og sørget for, at hans store ønske om at få lov til at dø
hjemme, med dig ved sin side, blev opfyldt. Jeg ved, du er ham dybt
taknemmelig for alt, hvad han har givet dig gennem årene, og jeg er ikke i
tvivl om, at du har givet ham utroligt meget igen. I har haft mange, mange
gode oplevelser sammen, dejlige rejser - ikke mindst alle de gange, I var i
England, hvor du loyalt delte din mands store interesse for engelsk
arkitektur, sprog og kultur.

Da vi talte sammen i onsdags, var det dig meget magtpåliggende, at vores
afskedshøjtidelighed for din mand i dag skulle afspejle noget af alt det, han
stod for. Du spurgte mig bl.a., om jeg evt. kunne finde noget fra Karen
Blixens forfatterskab til at illustrere det evangelium, der også skal lyde i dag. 
Den bibeltekst, jeg har valgt, er hentet fra Paulus´ brev til Galaterbrevet.  

Paulus skriver: Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en
kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven,
for at vi skulle få barnekår. Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i
vore hjerter, og den råber: Abba, fader! Så er du da ikke længere træl, men
barn. Og er du barn, har Gud også gjort dig til arving (Gal 4,4ff).

Kristendommen forkynder, at Gud elskede menneskene så højt, at han selv
tog et menneskes skikkelse på sig, gik ind i vores historie i mennesket Jesus´
skikkelse, og ved at leve et menneskes liv fuldt ud og dø et menneskes død
fuldt ud, befriede han os - løskøbte han os - for synd, død og djævel, som
Luther udtrykte det.

Denne tanke om løskøb er en af kristendommens anstødssten, en anledning
til både forargelse og afvisning. For den strider mod menneskets fornuft. Det
er logisk set absurd, at kærlighed kan være så stærk, at den kan løskøbe sin
genstand fra døden.

Men hør nu, hvorledes Karen Blixen i sin novelle “Sorg-agre” indarbejder et
gammelt dansk folkesagn om en mor og hendes eneste søn og udlægger
denne kærlighedens løskøbende magt:

Ane Marie og Godske er ugelesete i det lille, lukkede samfund på
herregården, og da Godske anklages for ildspåsættelse, er han næsten dømt
på forhånd, selvom vidneudsagnene mod ham ikke er helt pålidelige. Selv
bedyrer han sin uskyld, men kan ikke bevise den. Da går hans mor i forbøn
for ham hos herremanden.

Herremanden får en absurd tanke. Han siger til Ane Marie: Hvis du på én
dag fra solen står op til den går ned igen, kan meje marken foran os med
dine egne hænder, så vil jeg lade sagen falde, og du kan beholde din søn.
Men ifald du ikke kan få det gjort, sender jeg ham til herredsfogden. Og jeg
kan ikke love dig, at du får ham at se igen.

Marken var almindeligvis et dagværk for tre mænd eller tre dages arbejde
for en. Det er altså en umuligt handel, Ane Marie får tilbudt. Men sønnen er
hende så dyrebar, at hun går ind på at udføre det umulige arbejde for at
løskøbe sønnen. 

Dagen oprinder, hvor marken skal mejes. Før solen står op, går Ane Marie
derud med seglen i hånden. Hun kommer for tidligt og sætter sig ned og
venter på, at ridefogeden skal komme, ængstelig for, om han kommer for
sent, så hun mister tid. Så snart han kommer, tager hun fat, og der i arbejdet
glemmer hun sig selv. Efterhanden som timerne går, kommer der en heftig
vildskab op i hende, hun kan ikke mere føle sin træthed, det er, som om hun
er forløst fra sit legeme. Alle gårdens folk, der er stimlet sammen omkring
marken, ser hvordan hun mejer kornet ned, så det flyver i lange strimer efter
hende over stubbene.

Da halvdelen af dagen er gået, har hun høstet to tredjedelen af marken. Men
trætheden er begyndt at indfinde sig. Hun har ikke tid at se op, hendes ryg er
stivnet i den kumme stilling. Med på sine hænder kan hun se, at solen er i
nedgang. Hun falder, de rejser hende op, hun fortsætter. Da lader
herremanden Godske hente, og han får lov til at gå med sin mor. Kornet
lægger sig for hendes segl i lange, strå fald.

Lyset skifter farve. Hun skotter uroligt opefter, men standser ikke imens
arbejdet. Snart vil dagen dø og tiden tage ende. Snart er der ikke mere.

Inden solens sidste stråler falder på marken, tager Ane Marie den sidste
håndfuld korn og skærer den af. En lyd som af et mangfoldigt, dybt suk
løber gennem folkemængden i marken. De sidste aks er faldet for hendes
hånd. Ageren er nu mejet fra ende til anden i løbet af  én dag, fra solopgang
til solnedgang. Kun Ane Marie selv forstår det ikke. Hun strækker endnu en
gang armen frem, så lader hun armene falde og synker langsom ned på knæ. 

Da står herremanden foran hende - og han tager sin hat af - for hende, for
Ane Marie - og siger de ord, hun har længtes efter: Din søn er fri, Ane
Marie. Din søn er fri.

Men det er, som om Ane Marie ikke forstår, hvad der bliver sagt. Da
venner herremanden sig mod sønnen: Godske, sig til din mor, hvad jeg har
sagt.

Jeg er fri, mor, siger han, men lav stemme. Og ved lyden af hans stemme
løfter hun sit ansigt mod ham. Et svagt, blidt skær af undren glider over det,
så løfter hun endeligt sin hånd op til hans ansigt og rører blidt hans kind med
sine fingerspidser.  I et minut forbliver de således, ubevægelige, hinanden
ganske nær. Så synker Ane Marie sammen, langsomt og lydløst, som et
kornneg, der segner - fremover mod sønnens skuldre. Ane Marie er død. Så
stor var hendes kærlighed til sønnen, at hun med sin død gjorde det, som
synes menneskeligt umuligt: Hun løskøbte ham fra dommen og døden.

Ligeså lidt som Ane Marie forstod, at hun virkelig havde gjort, hvad der ikke
syntes menneskeligt muligt, ligeså lidt forstår vi det kristne budskab om, at
Gud med Jesu død og opstandelse har løskøbt os fra dom og død og har
givet os barnekår og indsat os til arvinger til det evige liv. Vi forstår det ikke,
vi må lade os det sige - vi må lade os det forkynde. Vi kan ikke bevise -
eller modbevise. Vi hører det - til afvisning eller til tro. Det er en uforståelig
gave.

Det er denne uforståede gave, løskøbelsen af os til det evige liv, der i dag
skal forkyndes for os her ved vores afsked med B. I denne tro, i dette håb,
lyser jeg da Guds fred og velsignelse over B minde og båre, og Guds fred,
velsignelse og ikke mindst frimodighed være med alle jer, der var hans.
Amen.