9. søndag efter trinitatis 1999



Epistellæsning: 1. Johs, 1,5-2,2

Evangelium: Lukas 16,1-9

Salmer: DDS 690, 258 - 675, (432) og 680



Rigtige venner?

Når vi nu i dag er kommet hjem fra kirke og har spist den gode middag, som

hører dagen til, vil mange af os nok tænde for radioen og lægge os på sofaen,

mens hilsener og ønsker fra Giro 413 toner ud i det søndagsstille hjem.

Og jeg vil næsten vædde en kage til kaffen på, 

at I før eller senere hører dette omkvæd:

“Rigtige venner kan ej købes for penge!

Rigtige venner kan ej vindes for guld!

For dem er stilling og status og rigdom kun et nul”.



Denne sang er, så vidt jeg kan skønne, en af favoritterne til titlen “Danskernes

sang” nr. 1.

Det skyldes næppe melodien alene eller det forhold, 

at det netop er til fest i famille og gode venners lag, at man samler ind til et

ønske i dette populære søndagsprogram.

Nej, det skyldes helt sikkert også den tanke, som sangen sætter ord på, at

venner skal man altid kunne stole på - uanset hvordan det går!

Og dog lurer tvivlen mistanken også et sted; 

Hvorfor skelne mellem venner og “rigtige” venner?

Mon ikke der bag denne præcisering ligger en erfaringen af, at sådanne venner

ikke gror på træerne, hvorfor sangen ikke så meget er udtryk for en

konstatering, som et ønske for, hvordan vi gerne ville have virkeligheden var?

Det kan vi jo så ligge og spekulerer på, 

mens maden fordøjes og tanken sløres.



Men så kan en anden tanke måske også pludseligt slå ned:

Hvad i al verden var det dog, vi hørte i kirken i dag?

Passer det virkeligt, at Jesus roste en slyngel, der efter at have handlet

uansvarligt med sin Herres ejendom, brugte sin sidste time til at nedskrive

godsets skyldneres gæld - med netop den begrundelse, at så ville man tage

imod ham, når han blev sat fra bestillingen?

Og kan det virkeligt passe, at Jesus sammenfatter fortællingens morale med

disse ord: 

“Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige Mammon, 

for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i det evige boliger?”.



Jo, hvis ellers jeg har læst teksten, som den står hos Lukas - og det kan I jo

selv kontrollere, så er det korrekt, 

at Jesus her går i direkte konfrontation med ønsketænkningen fra Giro 413, at

de rigtige venner er dem, der ikke er til falds for stilling, status og penge. 



Her står vi altså med et udsagn og en holdning, vi måske ikke ved første blik

helt kan identificere os med det.

Vi kan da enten gå i dybden og vende hvert eneste ord og udsagn eller vi kan

prøve at se os om efter andre lignelser, der har fælles tema eller

berøringpunkter med denne.



“Der var en rig mand....”

Sådan begynder lignelsen og selvom den rige mand her er godsforvalterens

Herre, så kan det ikke undgås, at tanken ledes hen på et par andre rige mænd,

f.eks. ham vi kalder “Den Rige Bonde” (Luk. 12,13ff.) og den anden rige

mand, der optræder som modpol til den fattige Lazarus (Luk. 16,19ff). Begge

lignelser står for øvrigt kun hos Lukas.



Den rige bonde, det var jo ham, der dummede sig så gevaldigt, fordi han ikke

blot byggede større lader til sit korn, men stræbte efter en tryg og sikker

tilværelse som pensionist, mens han stadig kunne nyde sin rigdom.

Over ham lader Jesus Gud udtale den nådesløse dom:

“Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig...... 

sådan går det den, der samler sig skatte, 

men ikke er rig hos Gud”.



Din tåbe! siger Gud.

Den uærlige forvalter roser Jesus, fordi han handlede klogt.

Hvad er ligheden og hvad er forskellen? 



Så var den anden lignelse, 

den om den rige mand og Lazarus. 

Her er den rige sat overfor den fattige udenfor hans dør. Selvom lidelsen altså

er så tæt på, så ser den rige intet, 

men lever sit eget glade liv uberørt af den andens smerte.

Så dør de begge, men ender efter døden hvert sit sted; 

den rige på et meget varmt sted, hvor der ingen lindring er, mens den fattige

kommer til at hvile ud i Abrahams skød.

Og som en slags begrundelse, lader Jesus Abraham sige:

“Mit barn, husk på at du fik dit gode, mens du levede, 

og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, 

mens du pines”.

Dumt, at den rige man ikke tænkte på det, men han levede - og grumt at hans

skæbne ikke længere står til at ændre!

End ikke hans efterlevende brødre kan han gøre noget for, for de har jo

allerede Moses og profeterne. 

Hermed menes uden tvivl, at hvis ellers de vil leve i overensstemmelse med

Guds vilje, så ved allerede godt, hvad de skal gøre: Elske Gud og næsten, 

- og ikke, som var Gud ikke til og næsten kun til besvær!



Men den uærlige forvalter roser Jesus altså, fordi ham inden det var for sent,

brugte sin sidste chance til at nedskrive sine medskyldnere deres gæld, og

derved sikre sig hos dem, når han selv blev sat på gaden.



De to andre rigmænd tænkte kun på sig selv og skænkede ikke fremtiden en

chance, mens forvalteren stillet overfor katastrofen, klamrede sig til det eneste

strå han havde tilbage - andre menneskers venskab.

Og vel kom dette i stand ved en slags handel.

Vel spillede gælden og pengene den beskidte rolle, som de jo altid gør, når

den ene tjeneste skal være den anden værd, 

fordi stilling, status og rigdom i vores verden nu engang ikke regnes for nul og

ingenting.

Og vel var og blev forvalteren ikke en helgen gennem sin disposition, men han

havde dog fattet det, som hverken den rige bonde eller den rige mand i

pinestedet i tide havde erkendt, nemlig at de trods deres rigdom og den illusion

af tryghed, som den gav dem, ikke var mere sikret i livet end deres fattige og

lidende medmenneske.



Med andre ord: 

En af moralerne på denne lignelse - hvis den altså kan nøjes at være udtryk for

en morale, der kunne jo være flere - kunne jo være, at overfor Gud er vi alle i

samme båd, 

og at det for alle gælder, at det er en båd, der før eller siden vil synke og

trække os med ned i dybet.



Alle er vi skabt af Gud, og som hinandens medmenneske og næste skylder vi

at dele de muligheder, Gud skænker os, med hinanden.

Men vi er ikke helgener og vi lever ikke af kærlighed og kildevand.

Vi lever alle med den uretfærdige mammon, som ikke er et mål i sig selv, og

som ikke bør være et middel for at bygge massive mure op omkring vores

tilværelse, så vil ikke kan række ud og nå hinanden.

Nej, netop fordi vi er skabt af samme Gud, skylder vi ikke blot Ham, men

også hinanden at dele den livets gave og de goder, som vi har fået givet - oven

i købet kun til låns!

For det, som forvalteren glemte, var jo ganske enkelt dette, 

at han kun var forvalter.

Han var blevet en dårlig forvalter, og måske hans ros netop kommer af, at han

i sidste øjeblik gik hen og blev den gode forvalter, som hans herre havde

betroet ham at være.



Kun ved at dele tilværelsen og dens gaver med hinanden men vi lever, kan vi

gøre os håb om at dele skæbne, når stilling, status og rigdom er sluppet op,

når døden lægger os i graven og alt - for os - er endegyldigt forbi.

Til den tid skal det så vise sig, om Gud vil behandle os så lige, som hans

skabte os til at leve med hinanden. 

Da skal det vise sig, om den barmhjertighed og kærlighed, som Moses og

profeterne peger på, også omfatter os.

Og da vil det vise sig, om vi alle er så meget i samme båd, at Jesus Kristus

ikke blot er vores talsmand hos faderen, men tillige er det sonoffer for hele

verdens synd, sådan som apostlen Johannes udtrykte det i epistlen.

For uanset hvor gode og rigtige venner vi kan håbe at blive med hinanden,

både med eller uden den uærlige Mammons mellemkomst, så forbliver det i

kristendommen en afgørende sandhed, at skyldsbrevet overfor Gud, 

som vi skylder alt, det kan nu engang kun nedskrives af en, 

nemlig af Jesus Kristus selv. 

Om ham står der i Kollosenserbrevet, at;

“Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os, han

fjernede det ved at nagle det til korset” (2,14).



Fordi han har gjort dette, fordi alene han kan fjerne den skyld, som skiller os

fra Gud og vor næste, netop derfor både kan og skal vi nu vende os mod vort

liv, og som gode forvaltere af Guds ejendom og rigdom bruge de muligheder

vi har, for at sikre næsten og os selv en rimelig tilværelse.

Vi skal forvalte de pund, som er os givet, vel vidende at de ikke er vores

ejendom, men er givet til fælles bedste.



Og netop da kan selv den uretfærdige Mammon gå hen og blive et middel for

sande venskaber.

Netop da, når stilling og status ikke længere spiller deres egen rolle, men

regnes som nuller blandt “rigtige” venner, kan det være at Herren også vender

sig mod os og lader et rosende ord falde af. For helt ligeglad med, hvordan vi

forvalter hans gaver, er han næppe!



Amen!