8. søndag efter trinitatis 1999 - Snoldelev og Tune 



GT-Læsning: Jer. 23,16-24

Epistellæsning: Rom. 8,14-17

Evangelium: Matt. 7,15-21

Salmer: DDS 5, 359, 249 - 41, (432) og 574.



En advarsel mod falske profeter, 

det er, hvad der møder os i dagens evangelium: 

“Tag jer i agt for de falske profeter!”

Den kan vi jo så tygge lidt på.



Vi kunne jo f.eks. overveje, hvem det mon kunne være, 

der er sådanne glubske ulve i fåreklæder.

Vi kunne forsøge at vurdere vore nærmeste, vore venner, 

og vore foresatte på deres frugter.

Og mon der så ikke snart nok skulle vise sig en eller anden,  der nok var i

stand til at leve op til betegnelsen?

Mon ikke der i sognet, nabosognet eller et stift i den anden ende af landet

skulle være en præst eller en biskop, 

der nok taler med store og fine om Gud og Jesus, 

men efter vor opfattelse næppe selv lever efter Guds vilje? 

Jo, det skulle nok vise sig at være rigtigt!

Og så kan kætterjagten sætte ind.

Vi kan bøje os ned og samle den sten op, 

som vi vil kaste mod den formastelige. 

Alt dette kan vi forsøge at fange ind med Ordet og evangeliet som spejl - det

kaldes “at prøve ånderne”. 

For hvis der virkeligt findes falske profeter og ånder, 

så gælder det jo om at genkende og afsløre dem 

inden de får lavet alt for meget ravage hos os.



Nu kunne vi imidlertid også gøre noget helt andet.

Vi kunne også tøve lidt og spørge, 

hvorfor vi samtidig har det lidt svært med dette spørgsmål?

Hvorfor vi i dag alligevel ikke helt er så vilde efter at gå på jagt efter falske

profeter og kættere?



Det har nok noget med usikkerhed eller tolerance at gøre:

Hvordan afgør vi, hvad der er sandt og hvad der er falsk?

Vi kender alle til tvivlen om, hvad der er hvad.

Tænk f.eks. bare på det ordsprog, der siger: 

“Ikke alt, som glimter er guld”.

Eller; “Man skal ikke skue hunden på hårene”.

Vi ved godt, at vi skal være på vagt. 

Vi ved godt, at vi ikke skal falde for det første og det bedste bud på

sandheden, som vi møder.

Nej, vi skal se tiden an, bevare vor kritiske sans og til sidst selv træffe en

vurdering. 



Men selv da kommer vi ikke udenom behovet for at have 

et entydigt kriterium for vor afgørelser, men har vi det?

Er det ikke i stedet sådan, at vi har forfærdeligt mange målestokke at tage

bestik efter?

Der er de økonomiske muligheder, der er juraens regelsæt og da ikke mindst

politikkernes vurderinger af “tilslutning”.

Så er der jo også den aktuelle “offentlige mening”, 

som medierne ofte læner sig op ad.

Eller den mere afgrænsede opfattelse af rigtig og forkert, 

som kulturens feinschmeckere ynder at dele med hinanden?



Og betragter vi hertil også den kirkelige sammenhæng, 

så er jo også folkekirken i selve sin struktur indrettet på, 

at de mange forskellige opfattelse af sandhed og falskhed skal kunne trives

side om side. 

Ikke blot har vi i samfundet som sådan via grundloven lov til at mene og tro,

som vi vil, men her i kirken har præsten forkyndelsesfrihed og menigheden

frihed til at samles om den præster, hvis udlægning af evangeliets sandhed, de

synes de bedst kan trives med. 



Med andre ord: Det danske samfund er et pluralistisk samfund, hvor de

mange meninger om sandhed og løgn kan trives side om side, men også i

kirken har vi længe indrettet os efter denne virkelighed.

Og det “pluralistiske” betyder faktisk, at vi ikke har fælles og entydige

kriterier for at skelne sandhed fra løgn.

Og har vi ikke sådanne kriterier, så er det svært, ja, vel egentligt umuligt at

skelne mellem sande og falske profeter. 

Nuvel, nu er det jo ikke den grundlovssikrede frihed, 

der står på spil her i dag.

Den advarsel, vi har lyttet til, udgør en del af afslutningen på Jesu

bjergprædiken, der udtrykkeligt er rettet mod hans disciple og dvs. kirken

efter dem.

Vi kan altså med god samvittighed koncentrere om denne lille del af vor

livsrum, som kirken er ramme om.

Falske profeter og forvanskere af evangeliets sandhed har der altid været - er

man tvivl, skal man bare læse lidt af kirkens historie.

Og der har altid været nogen, der mente, at de havde et grundlag at vurdere

ud fra. 

Nogen har vidst, hvordan man skelner den gode frugt fra den dårlige, og har

haft både mandshjerte og -mod til at hugge de dårlige grene fra og sørge for

at de blev brændt.

I kirkehistorien kaldes det kætterdomstole og inkvisition!



Men nu skal vi til at passe gevaldigt på!

For hvem siger egentligt, at den vurdering, som velmenende kirkens folk i

tidens løb har afsagt over sandhed og løgn, 

er den samme dom, som Gud vil fælde?

Hvem ved om sejrherren virkeligt altid har ret?

Tænk på beretningen om kvinden, som farisæerne førte til Jesus, fordi hun var

blevet grebet i hor og derfor kunne stenes til døde: 

“Den, som er ren, kan kaste den første sten” var hans svar. 

Eller på lignelsen om verdensdommen, hvor skarerne føres frem for

Menneskesønnen for at blive dømt efter deres handlinger overfor ham. 

Tænk på hvordan hverken de, der blev fordømt, 

eller de, der gik fri, selv vidste, hvorfor det skete. 

Ingen huskede længere de situationer og de frugter, 

de blev krævet til regnskab for.



Disse beretninger kunne så måske få os til at spørge, 

om vi da er helt uden vished og sikkerhed? 

Er vi helt overladt til Guds lune og tilfældige indfald?

Nej, forhåbentligt ikke!

For i evangeliet til i dag ligger der dog en slags afklaring:

“Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, 

skal komme ind i himmeriget....” 

Her opfordres vi til at være både vagtsomme og varsomme, når vi vurdere

andres og egne frugter.

Det er ikke ordene alene eller den tilsyneladende skinnende overflade, som er

afgørende for Guds dom....

“.... men kun den, der gør min himmelske faders vilje”.



Guds vilje? Ja, Guds vilje!

Guds vilje, sådan som den er kommet til udtryk i Ham, 

som bekendelsen er rettet i mod.

Og lad os ikke lade os forlede af udtrykket “at gøre” som om det afgørende

var et fikst og færdigt katalog over gudvelbehagelige handlinger, man straks

kan kaste sig over.

Her vil vi vende vi os mod epistlen og kan der konstaterer, at den, der gør

den himmelske faders vilje, er den, der lade sig drive af Guds ånd.

“Alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn”, siger Paulus. 



Den, som føler tryghed og tillid ved at kalde Gud Abba, 

er arving til det himmerige, man ikke på anden måde får adgang til end ved at

blive budt og båret over tærsklen.

At vurdere andres eller egne “frugter” som adgangsbillet , er at tømme

bekendelsen af Jesus som Herre for indhold.



For at han er Herre betyder jo, at alt afhænger af ham 

- ikke af os og vore frugter!

At han er Herren betyder, at det er Ham, vi skal have tillid til, når vi føler os

omgivet af falske profeter og glubske ulve i fåreklæder.

Og i troen på ham kan vi fastholde tilliden til, at vi som grene på bærer den

gode frugt, som naturligvis har sin ret, men ikke fungerer som fribillet til

himmeriget.

For så ville vi kunne komme dér udenom og uden Ham, som har gjort det

muligt for os at vende tilbage til Gud, og i mødet med Ham kunne hvile i

udtrykket; Abba, Far!

Det kan vi, fordi vi har fået Hans, Sønnens plads, hos Gud, vi er blevet Guds

arvinger og Kristi medarvinger.

Og en del af den arv er også, at frugten er en følge af den livskraft, som

dermed får mulighed for at strømme fra Gud og gennem os til andre.

Til sidst kan vi så vende tilbage til udgangspunktet og spørge, hvad i alverden

vi så skal bruge en advarsel mod falske profeter til?



Vi kan naturligvis tage den som en anledning til at være opmærksomme på, at

der trods alt i netop bekendelse til Jesus som Herre er en sandhed, vi skal

værne om i kirken.

En sandhed, som ikke blot udfoldes i ord, 

men også i det liv som Guds børn og himmerigets arvinger, som bekendelsen

fører med sig.



Vi kan med andre ord bruge advarslen som et spejl, 

hvori vi spejler os selv og vor tilværelse.

Men gør det varsomt!

P.G. Lindhardt skriver det i en prædiken: 

“Guds Ord er jo et spejl med den mærkværdighed ved sig, at deri kan man

aldrig se andet end sig selv, og hvis du ser andre, så er det slet ikke Guds

spejl, du ser i” 

 At bruge Guds Ord som et spejl til at skelne det sande fra dets skin, det skal

man altid gøre varsomt.

For ordet og den kristne forkyndelse er først og fremmest rettet mod os selv,

og glemmer vi det, går det galt.

Helst skal man ikke selv føre spejlet, men om muligt lade Gud sætte det

fokus, som vi betragter.

Det er at lade sig drive af Guds ånd!

 

Amen.