se http://www.htsogn.dk



Prædiken til 2. søndag e. trin. 1999

Der ER forskel! Endda en ganske graverende forskel på at høre til DET
GODE SELSKAB og så på at være i GODT SELSKAB. I vores fortælling til i
dag, der er Jesus sammen med 'det gode selskab', men han er bestemt ikke
i godt selskab. Han hører slet ikke til i det gode selskab. Hans
tilstedeværelse der er lige så påfaldende, som en punkers ville være det
blandt nålestribede vekselerer i børssalen. Det gode selskab - plejer at
være betegnelser for dem, der selv er bevidste om, at de er bedre end
andre ENTEN i kraft af mange penge, ædel byrd ELLER religiøs eller etisk
selvbevidsthed. De sidste er rent ud sagt værre end de første, for de er
nemlig farisæere så det kan klodse noget. Det var sådan en forsamling
Jesus var til stede i - og det gik bestemt ikke stille af. Der var
spænding i luften, farisæerne vidste, at denne tømrersvend kunne få
folkeskarerne til at lytte, derfor var de piskede til at beskæftige sig
med ham - hvor nødigt de end ville - for at få lukket munden på ham - på
den ene eller den anden måde. Vi der sidder inde med en historisk
bagklogskab ved, at de var nødsaget til til at anvende vold og mord for
at opnå det de ville. OG - SÅ mislykkedes det endda - budskabet lever
videre i bedste velgående - på trods af skiftende farisæergruppers
forsøg på at gøre det til det gode selskabs ideologi, til
bedsteborgerlig moral eller fordømmelsesnorm for magtgale sekteriske
tendenser. BUDSKABET STÅR VED MAGT, derfor kan VI komme i godt selskab -
uanset hvad VI er, eller hvem VI er.

I DET GODE SELSKAB gælder en masse regler og normer, som man bare har
at efterleve og leve op til, om man ikke vil forstødes, ses skævt til,
ugleses o.s.v.  Når man er  i godt selskab kan man ikke  blive forstødt,
bevares - man kan sætte sig selv udenfor, men det at selskabet er godt,
det betyder, at alle hører med, som vil høre med, der kræves ingen
særlige forudsætninger, der fordres ikke en særlig moralsk habitus
eller  religiøs tilbøjelighed. Det ligger også i sagens natur, når det
at være i godt selskab i evangelisk forstand er at være  med i et
fællesskab af syndere. Kristendommen kritiseres ofte for sit
syndsbegreb, man siger, at kristendommen har et negativt menneskesyn på
grund heraf; det kan man vist kun sige, hvis man misforstår hvad synd
er; for det er det forhold, at ethvert menneske står sig selv nærmest,
derfor er kristendommens menneskesyn aldeles ikke negativt, det er bare
realistisk. Men det er mere end det, det er også  opløftende  og
livgivende for det siger: Kom nu og vær i godt selskab med alle de andre
syndere! Kom og bliv bekræftet i, at al jeres synd, al jeres
selvoptagethed til trods, så er der alligevel ny begyndelse, nyt håb og
nyt liv for enhver af jer, som selv synes, at I har forspildt det hele!
Blæs dog på  hvad de andre mener! Vær dig selv bekendt som den synder du
er: selvoptaget, sladervorn, herskesyg, pengegrisk, ambitiøs, ja vi kan
selv hver især supplere listen - for hvilke egenskaber vi end trækker
fra eller føjer til - så har de alle een fællesnævner - nemlig den, at
vi hver især vil være vort eget livs Vorherre, vore andre gode
egenskaber ufortalt, så betyder det, at der altid er nogle, der bliver
ofre for vores egensindighed. Men lad os holde fast ved, at vi er i godt
selskab, hvilket vil sige, at vi ikke gør os bedre end vi er. Selskabet
er også godt, fordi der ind i det lyder  et godt budskab, budskabet om,
at vores synd er os forladt. Vi får grønt lys til at gå ud i den verden,
der er vores omverden.

Vi er indbudte til et gæstebud, en fed fest, livets fest, et godt
selskab. Pa invitationen står der ikke noget om hvilken dragt vi skal
møde op i. Vi skal komme som vi er. Det nytter ikke at forblive foran
spejlet med  det  velkendte: Hvad skal jeg dog tage på? Inden den
beslutningsprocess er ført til ende kan festen hænde at være forbi. På
invitationen står ikke heller det lille s.u. der betyder: svar udbedes,
bare det at skulle formulere et svar rummer i sig selv muligheden for,
at alle undskyldningerne og forbeholdene får mund og mæle. De hører
ingen steder hjemme - jo måske i det  gode selskab - men ikke når man
vil i godt selskab - så gælder det nemlig om at give sig livet i vold og
dermed også livets giver  - GUD - i vold.

Nu sidder der måske en eller anden besindig tilhører og siger til sig
selv, at den præst vist kommer lidt  for  let til alt dette her. Hvordan
kan han dog tale sådan om livet som en fest, et gæstebud, når det nu er
vitterligt, at livet ER fyldt med problemer, at verden ER ond,  at
mennesker dør i  utide og det af urimelige og uretfærdige årsager.
Medmennesker -  vores næste - lægges i bælte på vore psykiatriske
hospitaler fordi vort samfund er for nærigt til at holde personale nok
til at give dem en menneskeværdig tilværelse. Det kan der siges meget om
- og det skal der siges  meget om i den politiske del af vores
tilværelse som er vores hverdag; men idag er det søndag - festdag,
hviledag, den dag på hvilken vi skal samle mod og kræfter til at tackle
hverdagen med al dens politik og problemer. At der både er søndag og
hverdag, det er udtryk for, at der er to forskellige dimensioner i vores
menneskeliv, de må ikke blandes sammen, men adskilles det  hverken må
eller kan de heller ikke - i og med at de er forenet  i os. Festen giver
nemlig overskud, der tjenes  både på gyngerne og karrussellerne; men
det overskud skal forvaltes, det skal bruges ordentligt - vores næste
til gavn og glæde. Vi kan ikke bekymre os til det overskud; den
bekymrede slår altid mindre brød op end han eller hun kan bage - og så
skal der jo være nogle, der kommer til at sulte. Den bekymrede køber
også sine sko et nummer for småt - det ville jo være ærgerligt om de
kommer til at slubre, desværre kommer han så til at gå i for små sko -
de gnaver - og så kan man selvsagt ikke danse uden smerte og så er for
ham al dans forbudt, og fordi den er ham forbudt vil han også forbyde
andre dem. Den bekymrede skal altid lige nå et eller andet inden han kan
nyde  livet, derfor er bekymring hans lod. Er han så bekymret, at han
slet ikke evner at se, at just hans bekymring er hans synd, så må han
bekymret gå i sin grav så vist som syndens sold er DØD.

Men indbydelsen, invitationen  - den står ved magt - også til den
bekymrede. Det er en indbydelse til at komme i GODT SELSKAB. Men husk
nu, at DER ER FORSKEL på DET GODE SELSKAB og så at VÆRE I GODT SELSKAB.
I det gode selskab bekymrer man sig til døde for at bevare sin plads
deri, når man er i godt selskab, så er der ingen grund til bekymring,
for Vorherre har selv betalt vores kontingent. Derfor er restancer et
ukendt begreb. I Vorherres  register der er vi alle kreditværdige.
Debitering er ikke Vorherres sag, han krediterer i stedet. Det er
foriøvrigt ejendommeligt, at netop disse udtryk som vi kender så godt
fra økonomiens og bogholderiets verden egentlig er gamle teologiske
betegnelser. At kreditere er netop at give tro, at skænke tro og tillid,
og  det er akkurat det der  sker med os i dåben.

Vi krediteres, vi får troen skænket, vi får noget, som vi kan leve af
og på. Det er langt mere værd end det pure guld......

   ....hans er sølvet, hans er guldet,
                                   mer end guld hans kærlighed,
                                   den er himmelglans i muldet,
                                   den skal vi forklares ved.
           AMEN.