se http://www.htsogn.dk

2. Pinsedag 1999.

Ligesålænge som menneskeheden har været til - ligesålænge har mennesker
prøvet på at forklare sig tilværelsen.. Man har prøvet på at gøre sig
det ubegribelige begribeligt og forklare sig det uforklarlige. Snart har
man ment, at de sidste gåder var opklaret - for ikke længe efter at
blive mindet om, at den bund man alligevel befandt sig på - var akkurat
lige så bar, som den man begyndte fra. Vel er alverdens ting blevet
udforsket - og vel er summen af menneskelig viden blevet million-doblet
siden de ældste græske filosoffer opstillede deres teorier om hvorledes
verden hang sammen. Men om  de ting, der virkelig har betydning véd man
ikke mere end dengang.

Ingen kan forklare hvorfor der findes både godt og ondt.  Filosofien og
teologien har hver på sin måde forsøgt at løse det såkaldt “ondes
problem”. Vi er stadig lige langt væk fra en løsning, som vi altid har
været. Dengang da evangelisten Johannes levede havde man fundet på en
løsning, som mange troede på. De troede, at der var to guder til - en
ond og en god. Da det onde fandtes  i verden og verden måtte være skabt
af en gud, ja så måtte deraf følge, at den onde Gud var lig med
skaberguden, derfor gjaldt det så om helt og aldeles at forsage denne
verden, gøre sig uafhængig af dens tilskikkelser og ved religiøs stræben
så gå op i en højere enhed med den gode Gud.

At dette ikke er en kristen opfattelse, dét burde være klart for os
alle, men ikke desto mindre så er det den opfattelse, der synes at have
sejret i kirken igennem snart et par årtusinder. Vel har man ikke
ligefrem opereret med tanken om to guder - men middelalderens meget
kontante måde at forstå djævelen på - en måde der foriøvrigt synes at
leve i bedste velgående den dag i dag - kan nu nok alligevel lede tanken
i den retning. Desuden har  der været tendenser i kirkens historie til
at - det frem for alt -   gjaldt om at flygte  fra verden. Munke og
nonneuvæsenet taler sit tydelige sprog derom. Den protestantiske kirke
har ikke kendt til munke - og nonnevæsen på samme måde som i pavekirken
- det sørgede Luther for at forhindre - men de samme tendenser til
verdensforsagelse stikker også hovedet frem her hos os. I 1700-tallet
var det de såkaldte pietister hos hvem dette kom klarest til udtryk -
kristendom  skulle - påstod man - basere sig på omvendelsesoplevelser -
disse blev i sig selv større og rigtigere, når alt hvad der hører denne
verden til blev forsaget - jo dygtigere man blev til det - jo større
chancer ville man så få overfor det hinsidige. Også i vor tid kan den
slags tendenser spores, man har skelnet mellem åndeligt og verdsligt på
en sådan måde, at ingen kunne være i tvivl om - hvad der var bedst!
Kortspil, biografbesøg, dans, kønsliv, mode - ja nævn selv eksemplerne,
for de er utallige på hvad den “kristne” her i gåseøjne - ikke måtte af
dét, der hører denne verden til. Men af en eller anden grund så har
forbuden frugt altid smagt bedst - og det var nu engang det bedste og
det sjoveste der altid blev forbudt. Men hvorfor blev det forbudt? Ja
det blev det vel af frygt for det onde. Men er det sjove og det
spændende da ondt? Nej - vel! Ihvertfald ikke ondere end den strenghed
og fordømmelse hvormed dem, der kontrollerede forbudene - behandlede
overtræderne.

I dagens tekst hed det - med nok det mest kendte, mest elskede, og mest
citerede skriftsted i hele Bibelen: “Thi således elskede Gud verden, at
han gav sin søn.” Der stod ikke at Gud  forsagede verden - eller at han
hadede verden, men at han  elskede den - og hvorfor skulle han ikke også
det - han har jo selv skabt den., dét tror vi på og det bekender vi når
vi siger: “Vi trtor på Gud fader den almægtige, himlens og jordens
skaber”. At sige  himmel og jord var grækernes måde at sige hele verden
på. Nu er det naturligvis ubestrideligt, at der er ondt til i verden -
men det er også ubestrideligt, at du og jeg er til i verden - og derfor
er der også ondt til i verden. Det onde er nemlig inden i os - det
kommer ikke udefra - det er en del af os selv - ja det er meget værre
endnu - det er nemlig det meste af os selv. Det onde er, at vi vil os
selv på bekostning af de andre. Men det er ikke kun os der er sådan -
det er også alle de andre - i naturen går det ligesådan til - ja i den
hele verden. Men alligevel hedder det: “Thi således elskede Gud verden
at han gav sin søn.”

Men så er skeptikeren i os alle der staks. Han siger: “Hvad løser det?”
Da ikke det ondes problkem? For udsagnet om Guds kærlighed, det er da
kun et ord - ondskaben varer jo ved - meningsløs død og ødelæggelse er
da ikke ophørt af den grund - uretfærdighederne består. Men Gud gav sin
søn - dét  betyder, at han prisgav ham netop til denne verdens ondskab -
den der slog ham ihjel. Men netop derved sejrede han. Et gammelt
mundheld lyder: “Død mand sladrer ikke!” - Guds søn blev slået ihjel,
men han sladrede alligevel - han afslørede ondskaben - satte den på
plads og reducerede den til at være ondskab blot og bart. Det er slet og
ret ondskab at slå uskyldige ihjel. Nu er uskylden ondskabens værste
fjende, den får nemlig de onde til at skamme sig - afdækningen af egen
ondskab gør ondt - den er direkte ubehagelig - derfor må uskylden
uskadeliggøres. Men uskylden gør ondskaben et puds - den genopstår til
evigt liv og tilbyder mennesker det samme - på trods af deres ondskab.

Men endnu er det ondes problem  ikke løst. Hvis Gud har skabt verden og
os i dén - og vi er onde - er Gud så også ondskabens skaber? Ja - sådan
kunne det godt tage sig ud udfra en logisk betragtning! Men nu er vi
altså ikke blevet skabt til at være marionetter eller figurer i et
dukketeater med Gud som dukkefører - vi er skabte til at være mennesker
med en fri vilje. Om  vi bruger  den  godt eller skidt - det er helt på
vores eget ansvar. Fordi det forholder sig sådan - kan vi ikke - hverken
teoretisk eller formelagtigt - løse dét problem - vi kan ikke afskaffe
alverdens ondskab - men vi kan afskaffe vores egen. Ikke ved at holde
vores sti ren - ikke ved kæmpe opbud ad moralske kæmpekræfter - jo det
går måske for en tid - men så er det også sikkert og vist at vi atter
ville falde tilbage i ondskabens klør.

Den eneste måde hvorpå vi kan løse det ondes problem, det onde der er
indesluttet i os selv. Det er ved at forholde os til det stik modsatte -
nemlig til  Guds kærlighed.  Ved at tage imod den bliver vi til  lysets
børn ved at afvise den bliver vi til  mørkets børn.  At Johannes bruger
disse udtryk - dét skyldes hans samtids måde at forklare sig det onde
på. Dén måde  er uden håb - for i følge dén er det egne kræfter, der
skal gøre mennesket godt. Johannes vender sagen på hovedet - det er ikke
mennesket, der skal stige op til guddommen - men det  er guddommen, der
stiger ned til mennesket. Vi får livet som en gave - og det er noget
ganske andet end at skulle gøre sig fortjent til livet! Men mere end
blot dét, det er nemlig  evigt liv vi får som gave. Og evigt liv
betyder, at Gud har elsket os - hvad skal vi så med ondskaben i os selv
- den er inderligt overflødig - vi har ikke noget at bruge den til!

Begyndelsesordet i vores tekst - Johs. 3,16 - er som sagt kendt og
elsket - i folkemunde kaldes det ligefrem for  den lille bibel. For i
det korte fyndordsagtige udsagn ligger hele evangeliet, hele det glade
budskab:  Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn, den
enbårne, for at enhver som tror på ham ikke skal fortabes, men have
evigt liv!”  Det er det mest forjættende udsagn, der tænkes kan. Det er
et ord der går helt på tværs af alle vore almindelioge synspunkter. I
hvertfald er det et ord, der helt tilintetgør vores ondskab og sætter os
i frihed til at leve dét liv, som Gud har givet os. Om dét liv hed det,
at det er  evigt liv. Med fare for at komme til at lyde alt for
filosofisk - vil jeg omskrive dét til at være et liv, der rummer en
evighedsdimension. Det er ganske nødvendigt at foretage dén sondring,
såfremt vi blot skal fatte lidt af hvad et evigt liv er for noget.
Almindeligvist opfatter vi nemlig udtrykket  kvantitativt - som en
mængde, d.v.s. vi bilder os ind at det er noget der bare varer ved og
ved. Men i evangelisk forstand der er det slet ikke et kvantitetsord -
det er tværtimod et  kvalitetsord. Evighed  er noget vores begrænsede
menneskeliv forlenes med - hvorved det får et helt andet indhold - en
anderledes spændvidde. En vidde i hvilken det onde sættes på den plads
hvor dét hører hjemme. En vidde i hvilken Guds kærlighed har sprængt
alle ondskabens skranker. Et liv i hvilket vi må få lov til:

  at.......gå frit
   enhver til sit
   og stole på Guds nåde
   Han giver os lyst og lykke til
   at gøre gavn som han det vil
   på allerbedste måde.


     AMEN!