se http://www.htsogn.dk



TRINITATIS SØNDAG 1999

Jeg har en erindring om et skuespil jeg så engang, hvad det hed husker
jeg ikke, det kan såmænd også være ligegyldigt, men det centrale tema i
handlingen står mig stadigt lysende klart - måske nok fordsi det i
virkeligheden var både banalt og indlysende stereotypt. Stykket handler
om to brødre. Den ene pæn - kedsommeligt pæn; den anden og yngre havde
ikke meget pænt over sig - ihvertfald ikke hvis pænhed  skal måles med
hans borgerlige brors alen. Den yngre var arbejdsløs og stykket tog sin
begyndelse med at den ældre bror havde sat sig for at skaffe lillebror
et job via sine gode forbindelser. Det var åh så 'pænt' gjort af ham.
Men se til om lillebror skønnede på   det - vel ville han gerne have
jobbet, men de omkostninger der  fulgte med, det at skulle blive ligeså
pæn som sin bror, dem havde han ikke lyst til at betale. Efterhånden som
stykket skred frem blev det mere og mere klart at storebroderens pænhed
''kun'  var facade - han spillede en rolle som forretningsmand, som
ægtemand, som far. Han gjorde alt det 'man gør' når man er pæn, det
indbefattet at løfte høje moralske pegefingre af sin flippede bror, der
havde mange løse  forbindelser til det andet køn, levede i rod og var
som før sagt arbejdsløs - men han levede - for ham var tilværelsen åben
og fyldt med mulighed, for storebror var den lukket og beseglet af tomme
ritualer. Lad os nu lade disse to brødre stå som typer, og med dem i
baghovedet vende os til de to mænd, som dagens text handler om: Jesus og
Nikodemus.

Nikodemus var en pæn mand - en rådsherre - en der havde magt - han var
noget, han var anset - han var tillige en klog mand - en lovkyndig. Han
vidste noget om retfærdighed i jødernes  forstand af ordet. Det havde at
gøre med deres religion, i følge  hvilken alt drejer sig om, at blive
retfærdig overfor Gud. Det bliver man ved at følge det de mente var Guds
lov - Moseloven til punkt og prikke. At blive retfærdiggjort var det
samme som at blive “pæn” i Guds øjne. Det var vigtigere at holde budene
end det var at leve livet. Disse bud var Nikodemus allesammen ekspert i.
Men nu havde han hørt om denne Jesus, om hvem rygtet gik, at han kunne
mange sære ting, samt at han plejede omgang med de besynderligste
mennesker - lovovertrædere, luddere og ganske almindelige ulærde
fiskere. Nikodemus var på en gang nysgerrig og fascineret af det han
hørte - nu måtte han selv opleve denne mand. Som sagt så var Nikodemus
en klog mand, klog nok til at ane, at der var noget galt i al den
stræben efter retfærdighed  og pænhed - han anede godt at livet blev væk
i dem. Derfor  opsøger han Jesus i al hemmelighed - som en tyv om natten
- dels for at få sin nysgerrighed stillet, dels i håb om at få hjælp af
ham. Jesus sagde til ham - som vi hørte før: Sandelig, sandelig siger
jeg dig: ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på  ny. Den
kamel har Nikodemus såre svært ved at sluge. Han tager ham på ordet og
kommer med forstandsmenneskets modargument. Han er så optaget af sit
eget system og lære, at han slet ikke er i stand til at høre hvad der
bliver sagt. Hans pænhed lukker af for mulighed.

  Her hører ligheden mellem Nikodemus og den før omtalte storebror i
stykket op, for den sidstes vedkommende krakelerer facaden så meget, at
han begynder at skimte omridset af en anden måde   at leve sit liv på,
ikke nødvendigvis som en kopi af sin udsvævende lillebror, men han
begyndte at ane, at der er andre og mere reelle værdier i tilværelsen
end  overfladisk pænhed og dertil hørende udvendige ritualer, som han og
hans kone havde opdyrket til noget nær fuldkommenhed. Der endte stykket
og ud går også Nikodemus fra dagens scene, på hvilken vi nu skal lade
Jesus optræde sammen med skuespillets lillebror. Den sidste havde ingen
normer, han tog livet som det kom, og det det bragte ham var mestendels
nydelse. Facade og pænhed var ham totalt ligegyldige begreber. Nu ved
selvfølgelig enhver, at livet er andet end nydelse - jeg havde nær sagt
desværre - liv er også pligter, ansvar, uafvendelige problemer, der skal
løses - problemer, som er til at tage og føle på, ægte problemer. Det
største problem som storebroderen eller rettere hans kone havde: var
hvem de  dog skulle invitere med til dén middag som de skyldte vennerne,
det var så problematisk at det måske ødelagde deres ægteskab -ak ja -
proportionsforvridende kan vi med tilskuerens distance sige. Men er det
ikke mange gange præcis det samme vi selv gør,  når vi skaber os
problemer hvor der ingen er - når vi ikke evner at se længere end til
enden af vores egen pæne næsetip. Den måde at leve på er det Jesus
kalder: At være af kød. Derfor skal vi - stadigvæk med hans sprogbrug -
fødes på ny - vi skal også være af vand og ånd. Og hvad vil det så
sige?  Det betyder ikke at vi skal være overåndelige eller meget
religiøse - men det betyder, at vi åbner vore øjne for hvad LIV
virkeligt er. Det er nemlig noget ganske andet end pænhed. LIV er at
alting dirrer og sitrer, LIV er at være i et spændingsfelt, LIV er at
være optaget af hele den storslåede virkelighed der er os for øje, og
LIV er ikke mindst kærlighed. Først og vigtigst som den kærlighed  vi
elskes med, den i hvilken vi ikke skal gøre noget til gengæld. Det er
Guds kærlighed - for sådan kan mennesker ikke elske, vores kærlighed til
andre kræver næring, vi skal have noget igen. Men Guds kærlighed skænkes
os betingelsesløst. Det bedste og mest talende tegn på det, var det vi
var vidner til for et øjeblik siden, da et lille barn blev døbt. I den
handling stilledes ingen betingelser - jo vel svarede Gudmoderen JA på
barnets vegne. Men det JA, det svar MÅ ikke forstås som når man svarer
ved en eksamen. Det JA der siges ved dåben betyder kort og godt  JA TAK.
Tak til den gave, som livet er og kan
være
når  det leves forlæns, åbent. At vi må det - og kan det, det er
dåbsattesten vores papir på.  Den er et beskedent ydre tegn på, at vi ER
født påny - eller født fra oven af, som ordet ligeså vel kan oversættes,

At være født påny eller fra ovenaf - det er en anden måde at sige på,
at foruden at leve vandret - lever vi også lodret.  I den lodrette
dimension behøver vi ikke gøre indtryk på nogen som  helst - vi skal
ikke være pæne - vi skal ikke præstere - vi skal bare VÆRE. Det burde
være det enkleste og simpleste af alt bare AT VÆRE. Men netop det - er
blevet så uendeligt besværliggjort af alle mulige og umulige hensyn, som
vi har lært at vi skal tage. Mange af disse hensyn savner enhver rimelig
begrundelse. Men fast står de og spærrer os inde i et pænhedens fængsel.
Det samme fængsel befandt  Nikodemus sig i. Han var expert i
lovsystemer. For ham var tilværelsen matematisk kortlagt. Alt havde sin
plads og bestemte sted. Heroverfor stod Jesus - Systemkritikeren - der
hev det nederste kort i korthussystemet ud - så det hele ramlede sammen.
Systemer kan være nyttige - men hvis de gøres til sagen selv så er de
ikke længere nyttige tjenere, men diktatoriske herrer. Dem skal vi
befris fra, sådan at livet på ny kan få lov at udfolde sig kvit og frit.
At blive befriet fra det - det er det samme som at blive født på ny, at
få sit liv tilbage.

At få sit liv tilbage, at få det blotlagt - det kan kun ske som ren og
skær gave. Alle har vi begivenheder eller hændelsesforløb i vores
fortid, som i et eller andet perspektiv har  medvirket til at dreje
vores levnedsløb i en bestemt retning, hvorved der lukkes af for nogle
muligheder, der var engang. Vi kan fortrænge, glemme at de muligheder
var. Men pludseligt kan der ske noget - noget som vi på ingen måde selv
har været herrer over ville ske. Og så åbner der sig pludseligt nye
perspektiver -vores liv bliver en dimension rigere - fordi det igen  får
en 'mulighed' der ellers ikke var. Det er også at blive født på ny.

      Evangeliet - det glade budskab - vil aldrig andet end forkynde for
os, at der altid er ny mulighed, nyt liv - uanset hvor forspildt og
forkludret vi synes vores liv er blevet.  Forkyndelsen deraf skal komme
ovenfra, lodret ned - ellers dur den ikke - i vores vandrette liv -
befængt som det er  af pænhedskrav, der kommer vi aldrig ud af stedet.
Men  gudskelov - så er livet større end det vi gør det til og derfor er
der håb, derfor er der mulighed, derfor kan vi befriede gå ud i den
hverdag, der er hver vores og få den til at dirre og sitre af liv.

        så..gå da frit enhver til sit
             og stole på Guds nåde
             Han giver os lyst og lykke til
             at gøre gavn  som Gud det vil
             på allerbedste måde.


     AMEN!