se http://www.htsogn.dk

Prædiken til 6. s. e. påske 1999.

Hvad er  ånd? Hvad betyder egentligt dette mærkelige luftige udtryk?
Har dét noget at betyde i dén verden, der som det kunne se ud - har
solgt sin sjæl til det håndgribelige, det materielle? JA - sandelig så
- må vi håbe, at dét har noget at betyde, for som én har sagt: “Ånd er
et gammelt ord for at livet kommer os ved!” LIV - det er vel andet og
mere en blot håndgribelige ting, dét er også kærlighed - dén er da
uhåndgribelig! Dét er ogfså tillid! Dén bliver ikke til som følge af
produktion: Dét er også umiddelbarhed! Dét at få noget givet, som ikke
var ventet og slet ikke fortjent!

Når nu ordet ånd betyder, at livet kommer os ved; og når det så
samtidigt fra mange sider hævdes, at vi lever i en åndløs tid!  HVAD SÅ?
Kommer livet så slet ikke os ved? Går det bare forbi os - uden at vi
optages af det? Er vi så fortabte? Er det  sandt at vi er ligegyldige og
ligeglade? Ja læser man tidens tegn - så skulle man tro det. Strejker og
konflikter, vold og terror, krig og ufred hærger landene. Men er der
noget nyt i det? Har det ikke altid været tilfældet? Også for dé tider,
der nu står for os i en slags romantisk skær - som perioder i hvilken
åndens udfoldelser havde gode kår?  Egentligt talt  så er der ikke noget
som helst nyt under solen - enhver tid har haft sin plage. Det forholder
sig sådan af den simple grund, at vi som mennesker både er  ånd men
sandelig også  støv - og der vil altid være perioder i ethvert menneskes
liv hvor støvet hvirvles så meget op, at vi får det i øjnene og derfor
bliver ude af stand til at se livet og til at opleve det. Når det sker
så har ondskaben taget magten, således at ånden drives ud, og så kommer
livet os ikke længere ved, så er vi fortabte.

Når livet ikke kommer os ved - så følger deraf, at  livets giver heller
ikke kommer os ved. Den, der har givet os alt, er også den vi skylder
alt. Når vi ikke vil være ved den skyld, så bilder vi os ind, at vi
skylder os selv livet. Så er det at der er lukket op for alskens
dårligdom. Så er vi tvungne til at frelse os selv. Når vi helt skal
hvile i os selv - så bliver der sandelig forskel på folk - på dem, der
kan og på dem, der ikke kan. Så er de mindre kloge henviste til at lade
sig narre af de mere kloge. Når vi skal hvile i os selv - så bliver vi
ganske enkelt ude af stand til, at elske andre end os selv. Vi savner
ånd, vi savner bevidsthed om, at livet er større end os. Vi vil tage det
selv - derved enten smuldrer det bort imellem vore fingre eller også
bliver det til et helvede på jord, vi bluver bogstaveligt talt til
“fortabelsens æt.”

I dagens tekst taler Jesus om, at han vil sende os  sandhedens ånd. Det
er det samme som  Helligånden! Førhen i kirkens historie kunne man
skændes bravt om den rette forståelse af Helligånden. Det gør man ikke
mere - og det kunne  så tages som udtryk for enighed,  men der er nu nok
snarere tale om at det er udtryk for en vis forlegenhed. Helligånden har
ingen aktualitet. Man véd simpelthen ikke hvad man skal stille op med et
så mærkeligt og gammeldags begreb. Men det  er ikke spor gammeldags, det
er ikke spor mærkeligt, det er  ikke spor forældet. Det skal bare
forstås ordentligt! “Hellig ånd” er at evangeliet kommer os ved. Dét
evangelium at livets giver, den mægtige har accepteret mig uden
betingelser og gjort min skæbne til sin (Knud Hansen). Når ånd betyder
at livet kommer os ved, og Helligånd at evangeliet kommer os ved - så
vil dét sige, at livet i evangeliets forstand kommer os ved. Det kommer
os ved som  evigt liv. Dét kan vi kun forholde os til i tro. Dén tro er
aldrig et resultat af intellektuelle overvejelser eller moralske
anstrengelser. Det kan da godt være at et menneske kan indoktrinere
eller gejle sig selv op til at antage visse meninger og læresætninger,
men man kan ikke indoktrineres eller gejles op til at tro. At tro er
noget ganske andet end dét at have en mening, noget helt andet end blot
dét at tilslutte sig et katalog af sandheder. Man kan have alle de
vedtagne meninger om sætningerne i trosbekendelsen - man have vil - uden
af dén grund at tro, og man kan leve i tro selvom man ikke kender disse
meningers rette fortolkning. Troen er først tro, når mennesket gribes af
evangeliet som en sandhed, der er ham livet om at gøre (Knud Hansen).
Dét kan kun ske ved Helligåndens bistand.

Når dét siges - så vil vores fornuft straks stikke en finger i vejret
og spørge: “Hvordan det?” Det er nu engang fornuftens væsen, at te sig
på den måde. Men dertil er så kun at svare, at  Helligånden kan vi ikke
sætte på en formel eller indplacere i en facitliste. “Den blæser hvorhen
den vil, vi hører dens susen”. Hellig ånd  er at der prædikes, at der
forkyndes til tro på ordet om syndernes forladelse, dét er der ikke
nogen trolddomskunst i, det er der ikke spor mærkeligt ved, det er der
ingen ben i. For dét er et ord, der handler om, at få rettet op på det
afsindige misforhold, der er opstået på grund af af vores egenmægtighed
og bevidstløse for ikke at sige åndløse villen-os-selv. Når vi kun vil
os selv - så er vi - åndeligt talt - døde og fortabte! Evangeliet - det
glade budskab - kalder os ud af den død, ud af den fortabelse. Kalder os
til opstandelse - kalder os til evigt liv!

Så kan det da godt være, at forstanden så igen er der som en smed og
spørger: Jamen - hvad skal dog vi med et evigt liv? Er der ikke jammer
og elendighed nok i det liv vi har? Hvorfor forlænge dét uendeligt? Ak -
ja dén forstand, den spørger akkurat som den har forstand til! Den
begrænser og reducerer virkeligheden ved sine dumme spørgsmål.
Forstanden vil have tingene til at gå op. Men de går ikke op! Livet  er
større end os. Det lader sig ikke mønte ud i firkantede båse, der passer
smukt ind i hinanden. Der  er nemlig  ånd til forskel - sandhedens ånd -
der ene kan oplyse os om, at livet har en dybde og en spændvidde overfor
hvilken forstanden må komme ynkeligt til kort.

Nu lever vi som bekendt i en tid hvor alle, altid og om alt spørger:
Hvad nytte er det til?  Lad os blot også stille dette spørgsmål her:
Hvad nytter den erkendelse, at LIVET ER STØRRE END OS? Kan vi bruge det
til noget? Skaffer den arbejdspladser? Hjælper den på den
betalkingsbalancen? Afskaffer den vold og krig? Nej den gør hverken det
ene eller det andet, men den gør så noget helt tredie, noget der er
langt vigtigere, meget mere fundamentalt. Den placerer os som dét vi
er, som det vi er bestemte til at  være, som  mennesker. Som væsener der
er af både ånd og støv - og ikke kun de produktionsmaskiner som
forstanden vil gøre os til. Dét at Jesus måtte dø for at kunne sende os
talsmanden - sandhedens ånd - dét betyder hverken mere eller mindre end
dette, at livet igen kan komme os ved, at vi skulle få vort fortabte og
forspildte liv tilbage. Og det vel at bemærke - livet i evangeliets
forstand - livet som gave, som ren og skær foræring, som det vi hverken
kan eller skal fortjene, som det vi ikke selv kan tage. Sådan lige ud på
dansk - så betyder dét at tage sit liv, det samme som at begå selvmord.
Jamen i overført forstand - så er det jo ganske det samme man gør, når
man vil være sit eget livs herre, så vil man tage selv og det er jo synd
- den synd hvis sold - iflg. Paulus er død. Det er og bliver “åndeligt
selvmord” at ville være sit eget livs herre. Den - hvem livet kommer ved
- begår ikke selvmord. Den - hvem livet kommer ved - behøver ikke tage
det - for han har  jo fået det.

Det at vi HAR fået livet, det burde jo være banaliteten over alle
banaliteter. Det burde være selvklart, men desværre er det ligeså
selvklart, at vi  ikke vil fatte det. Derfor får vi  sandhedens ånd
sendt. Derfor bliver det  pinse på næste søndag. Pinse er netop
forståelsens fest. På den dag fattede Jesu disciple først for alvor hvad
det egentligt var dét drejede sig om. Fra dén dag af begyndte de at
prædike, at forkynde det glade budskab , det der skaber liv af
døde.      AMEN.