se http://www.htsogn.dk

Kristi himmelfart 1999

Mon der findes ret mange mennesker i det herrens år 1999, der tror på
at jorden blev skabt på de berømte 6 dage og Gud Herren hvilede sig på
den syvende? Det gør der næppe! Dertil ved vi for meget om geologi og
geofysik og hvad de utallige naturvidenskaber ellers hedder. Der var en
tid hvor det faldt mange mennesker usigeligt svært, at der bestod en
sådan konflikt imellem bibelens verdensbillede og naturvidenskabernes.
De ligesom følte at grunden blev revet væk under deres barnetro - for
hvis dét ikke passede - så kunne der ligesåvel være andre kære
forestillinger, der ud fra en nærmere betrqgtning heller ikke kunne
holde.

Heldigvis så er det altså ikke bibelens anliggende at anstille
videnskabelige betragtninger eller nøjere at skulle definere hvorledes
verden er blevet til. Såfremt det var dét vores helligskrift ville - så
var  konflikten mellem naturvidenskaberne og dén så sandelig uløselig. I
den videnskabelige tidsalder har vi måttet lære at skelne mellem
forskellige slags sprog - det præcist videnskabeligt beskrivende på den
ene side og på den anden side det, som vi kan kalde det
religiøst-mytiske sprog. Hver af de to sprog vil noget forskelligt og
derfor udelukker de ikke hinanden. Og derfor er det også en stor
misforståelse, når den moderne skeptiker kommer til én, der går i kirke
og siger til ham: “Alt det dér, dét kan du da ikke tro på, videnskaben
har jo modbevist bibelens påstande!” Ham der siger sådan - han er i
virkeligheden at ynke, fordi han anskuer tilværelsen så enøjet
fornuftigt, at han kun kan blive fattig deraf.

Præcis det samme problem som med skabelsesberetningerne står vi overfor
når talen er om Kristi himmelfart. Den skeptiske vil ønske at få at vide
hvor dét sted i himmelen er hvortil Vorherre farer hen  og han vil
formentlig i den forbindelse henvise til amerikanske og  russiske
rumfarere, der ikke har set noget til hverken Gud eller Jesus ude i det
store himmelrum. Nuvel - man forstår da godt den skepsis, den er talt
udfra det moderne menneskes oplevelse af sin virkelighed som meget
kontant, det er tænkt og talt ud fra den stadige søgen efter
håndgribelighed og beviser, der ikke kan gøre andet end at gøre
tilværelsen fattig, fantasiforladt og håbløs. Vi kan af gode grunde ikke
vide hvor Jesus farer hen, vi kan heller ikke vide om han fór nogetsteds
hen - og hvad skulle vi egentligt også vide dét for?

Det eneste vi  kan vide noget om, det er, at der er overleveret os en
beretning om Kristi himmelfart - den kan vi så enten afvise som tomt
tankespind eller vi kan slå knuder på vores forstand og opfatte den som
bogstavelig sandhed - eller vi kan også gå en helt 3. vej - og det er
dén at spørge: Hvad betyder det, at den beretning bliver fortalt og har
overlevet lige til den dag i dag? Som sagt - det er den sidste
spørgemåde, der er interessant - de øvrige to er ganske ligegyldige.

Af det allerede sagte skulle det gerne fremgå, at der altså findes  to
slags virkelighed - i den ene stiller vi forstands eller fornuftsmæssige
spørgsmål, de udfylder selvfølgelig deres funktion - der er ting der
skal ordnes, planer der skal lægges og bringes til udførelse. Men det
skulle også gerne være klart, at den virkelighed ikke består af andet
end vekslende sværhedsgrader af den simple kendsgerning, at to og to nu
én gang er fire. Er det virkeligt kun dét? Er det så nemt? Det nægter i
al fald jeg at tro på, og det sker med belæg i den rigdom af erfaringer
vi gør i mødet med vore medmennesker. For det er sandeligt yderst
begrænset hvad man dér kan måle og veje eller dividere med et lige eller
ulige tal. Enhver tale om mening, enhver tale om håb og enhver tale om
tillid og om kærlighed - hører til i en anden virkelighed end den i
hvilken alting skal måles og vejes. Det er i dén virkelighed at talen om
skabelsen, om opstandelse og om himmelfart hører hjemme. Det er en
verden som vi alle kender til i stort og i småt, men det er samtidigt en
verden som vi kun oplever stykkevist. Beretningen om Jesu himmelfart
skal tjene til at gøre os begribeligt, at der er en virkelighed til, som
er større end vores daglige trummerum, at der  er noget over os eller i
os, der kan få os til at opfatte os selv i en meget større sammenhæng
end vores kroner-og-øre-eksistens.

Det hænder, at man hører kristendom udlagt som en lære, hvorefter man
skal leve sit liv for at blive et godt menneske. Kort sagt en sætten
lighedstegn mellem kristendom og moral. Det er frygteligt ærgerligt - ja
det er ligefrem synd for mennesker hvor det sker - for derved bliver
kristendommens tale om kærlighed - om det evige liv og om syndernes
forladelse alt, alt for hurtigt drejet hen til at betyde, at vi bare
skal være så og så gode, at vi skal præstere både dit og dat for at få
del i Guds nåde, for at komme i himmelen. Det er desværre blot en
underlig bagvendt måde at forstå forholdet mellem de to slags
virkelighed på. Det er rigtigt nok, at de har noget med hinanden at gøre
- at de så at sige griber ind i hinanden. Men bevægelsen går aldrig fra
mennesket til Gud - den går altid omvendt - fra Gud til menneske.

Beretningen om Kristi himmelfart skal tjene til at understrege overfor
os, der ellers med alt hvad der er i os vil have bevægelsen til at
foregå modsat. For kun på den måde har vi selv styr på vores tilværelse
- tror vi da - det varer nemlig aldrig længe før vi selv bliver slaver
af vore egne tilbøjeligheder - og så kan vi godt begynde forfra. Der
blev før skelnet mellem de to forskellige slags sprog - det er
nødvendigt al den stund, at det ikke lader sig gøre, at vide noget om
Gud, derfor kan vi heller ikke forstå ham eller vores eget forhold til
ham i videnskategorier - det kan vi kun i tro. Tro er i en vis forstand
lig med det stik modsatte af viden - viden er noget man kan erhverve sig
i større og større grad - den dygtige endda i højere grad end den mindre
kloge  - men med troen forholder det sig anderledes - det kræver ikke
dygtighed at være åben og modtagelig - man skal ikke være i besidelse af
særlige evner for at fatte himmelfartens mysterium  - nemlig dén at der
findes en virkelighed ud over denne!

Hermed er det så godtgjort, at talen om himmelfart hører det religiøse
sprog til; men tilbage står der et spørgsmål om hvordan vi skal forholde
os til den anden side af tilværelsen, som vi så kan kalde himmelens
dimension - vi kan absolut intet gøre selv for at bringe den inden for
vores rækkevidde. Himmelfart betyder heller ikke andet end, at alt
allerede er gjort for os. Med dét må og skal vi lade os nøje og fornøje!

Lad så blot de to slags virkelighed stå overfor hinanden - de er ikke
ens - de skal tydes og forstås hver for sig. Hvis vi lader
to-og-to-er-fire-virkeligheden bestemme - så bliver livet tomt og goldt
- derom ingen tvivl - men gør vi det omvendte så åbner livet sig for os
med en rigdom og fylde, der henviser alt andet til dets rette plads.

    Amen!