Prædiken til 2. s. e. påske 1999.

Der findes et helt klassisk spørgsmål, som alle børn kender - nærmest
til hudløshed - og det er dét spørgsmål, som den forlegne voksne, der
ikke rigtigt kan hitte ud af hvordan han eller hun skal føre en samtale
med et barn - så lægger ud med: Nemlig spørgsmålet: Nå min lille ven,
hvad skal så du være når du blir stor? Det uskyldige børn besvarer som
regel spørgsmålet umiddelbart - ud fra et af de erhverv, som det lige
for tiden har indenfor sin horizont - og så er det emne uddebatteret.

Ligeså umiddelbart som barnet besvarer dét spørgsmål - ligeså ubevidst
ligger der i ethvert menneske - barn eller voksen - en trang til at være
hyrde. Allerede hos børn kan man iagttage dén trang - når for eksempel
et større barn, der strutter af selvtillid og selvbevidsthed siger til
et mindre:”Nu skal jeg nok vise dig hvordan du skal gøre!” Hos voksne
giver den samme trang sig udtryk i ønsket om at få magt, i lysten til at
ville bestemme over andre, til at være  formyndere. Vel er den  lyst til
magt mange gange motiveret af at  ville den andens bedste. De
magthandlinger, der således udføres, gøres ud fra en tro på, at man
gavner den svage part. Det at formynderi eller godgørenhed er frugter af
et magtspil - dét ser vi allertydeligst i sproget: begreberne “stærk” og
“svag” er netop begreber, ord der henter deres betydningsbaggrund i
noget der har med magt at gøre.


Dette her ser vi allertydeligst hos magten over alle magter -
statsmagten - selve udtrykket: magten over alle magter blev førhen brugt
om Gud selv; men nu har statsmagten sat ham fra bestillingen og søger at
regulere, lovgive om alle livets forhold helt ud i de allermindste og
allerubetydeligste detaljer. Dér hvor der er huller i statsmagtens
fintmaskede sikkerhedsnet, dér kappes andre magter, andre der brænder
efter at være  hyrder om at komme til. Jovist har brodervogteriet gode
kår i dagens Danmark! Tag nu endelig ikke fejl - selvfølgelig er der
fulgt meget godt med i kølvandet af det sikkerhedsnet, dét er således
ubestrideligt, at andet end selvvalgt materiel nød og elendighed er
udryddet, dét er en uomgængelig kendsgerning, at vores boligstandard, at
vores ydre livsvilkårs niveau er højnet med flere hundrede procent!  Men
- men  er vi blevet gladere af den grund? Er vi blevet sundere i sindet
af at kunne slippe frygten for ikke at blive mætte? Enhver kan besvare
dét spørgsmål på egen regning og risiko!

Nej vi er så sandelig ikke blevet lykkeligere af at blive sikret i alle
ender og kanter. Hvorfor er vi ikke det? Har det da ikke alle dage været
et mål for enhver menneskelig stræben at blive bekymringerne kvit? Det
er jo blot en anden måde at sige “Paradis” på. I materiel forstand er
det vel en sandhed med modifikationer - men dog alligevel en sandhed, at
vi er kommet i paradis - vi har i vid udstrælning - i alle samfundslag
fået vore ønsker opfyldte - og hvad har vi så fået i stedet andet end et
nyt helvede? Vore ønskers mål - viste sig kun at være et delmål - det
løste visse ting, da det blev opnået - men bragte sandelig også andre
problemer for dagens lys!

Det materielle delmål - velstandens paradis - kostede noget og prisen
var dyr - for ansvaret blev taget fra os. Hyrderne - de stærke - påtog
sig det hele - og så er de alligevel ikke andet end lejesvende. Vil de
stå ved ansvaret? Vil de sætte deres liv til for fårene? Det spørgsmål
skal få lov til at stå som en ubesvaret anklage - men vi kan også vende
den indad mod os selv - hver og én. Ethvert menneske udøver magt over et
andet - nogle i store, andre i mindre sammenhænge. Hvad gør vi selv?
Udøver vi dén magt for magtens egen skyld eller udøver vi den for vores
egen skyld? Er vi andet end lejesvende? Vil vi sætte vores liv til for
dem vi udøver magt over og tager ansvaret fra?

Forfatteren Peter Seeberg skrev ikke mange bøger - men når han endelig
kom med en, så var den til gengæld også altid tankevækkende og barsk -
så den ikke evartil at blive færdig med! Han har skrevet en bog, der
hedder “Hyrder” og meget kort fortalt så er handlingen i den bog
følgende: En mand  kører galt med sin bil, han bliver både lammet og
stum. I den tilstand bliver han udskrevet fra hospitalet. Ingen ved hvor
meget eller hvor lidt han opfatter af dét, der foregår omkring ham. Men
det står klart at han resten af sit liv ikke kan klare sig selv. Han er
hjælpeløs og må hjælpes. Men han er ikke uden hyrde eller hyrder. Først
og fremmest er der én kvinde (blandt hans kvinder), der i situationen
viser sig ikke at være en lejesvend. Hun vil ikke slippe ham. Men han
slipper hende! En dag da han i sin rullestol bliver kørt en tur, viser
det sig, at han kan mere end de aner. Rullestolen er blevet placeret på
en sti, der skråner ned mod en dam. Nu løsner han bremsen med det
resultat, at han ender i dammen og drukner. Hvorfor løsner han bremsen?
Fordi han ikke vil leve! Hvorfor vil han ikke leve? Et meget nærliggende
svar er naturligvis, at han ikke ønsker at fortsætte livet som invalid.
Men det er jo da også muligt, at han ikke ønsker altid at skulle være
som et får, der skal vogtes på, der er prisgivet sine hyrder. Som vi har
set det, så er det svært at være hyrde uden samtidig at tage magten og
ansvaret fra den man er sat til at vogte.

Et menneske uden ansvar er ligesom et træ uden skygge.  Hvornår kaster
så et træ ingen skygge? I den mørkeste nat kan det selvsagt ingen skygge
kaste - heller ikke når det er fældet - lagt ned - giver det skygge fra
sig. Så er det dødt materiale - så mangler det liv og lys. For invaliden
i Seebergs hyrder, var der rimeligvis ingen anden udvej end dén han
valgte. Men for os er der en anden udvej - vi behøver ikke fremture i
ansvarsløshed og opgivelse overfor formynderiets tyranni. Vel kan vi af
nødvendighed skulle affinde os med det - forsåvidt angår en masse  ydre
ting. Men lad dé ting være hvad der er:  ydre, og lad aldrig dem få
indflydelse på de  indre!  For omvendt gælder det - heldigvis - at de
indre ting kan påvirke de ydre. Mennesker uden ansvar er ikke bedre
bevendte  overfor ydre ting end en flok umælende dyr. Men mennesker med
ansvar, med en viden om, at de både kan pådrage sig skyld og skal kunne
stå til ansvar overfor dén skyld - de er ikke umælende, de er ikke
marionetter - men tværtimod mennesker af kød og blod, der må og skal
reagere overfor dem,  der vil tage ansvaret fra dem.

Derfor har Gud heller aldrig været magten over alle magter - hans
forhold til os går nemlig ikke ud på at tage ansvaret fra os, dét
forholder sig lige modsat. Han vil give os det, han vil lade os mærke,
at vi er mennesker af kød og af blod. Kun én er den gode hyrde - de
andre er lejesvende. Kun én sætter sit liv til for fårene. Gud er ikke
magtens Gud - han er lidelsens Gud, afmagtens Gud, tilgivelsens Gud. Det
menneske, der intet ansvar har, behøver ingen tilgivelse - hvad skal det
dog med dén når det ikke kan være skyldigt? Derfor behøver det menneske
heller ingen Gud - tilgivelsens Gud - den gode hyrde. Denne tale om den
gode hyrde må ikke opfattes som et stykke naturlyrik - en pastorale  -
eller billig romantik. Billedet er     tværtimod barskt! Det siger
nemlig til os, at tilværelsen  er skyld, at den er  ansvar. Men det er
sandelig også deri, at der er liv!

Dét liv, der er besjælet med en evighedsdimension, der betyder at det
er andet og meget mere end det golde og kolde præstationshalløj, som alt
for ofte udgives som en sølle erstatning for liv. I den slags liv vil
der altid  være hyrder, magtmennesker, der vil tage ansvaret fra os; men
de er falske lejesvende, der  er  kun én hyrde, der er værd at holde sig
til:

Hyrden er én, og så hans hjord,
er end fuldmange hans folde
enbåren i sin faders gård
Sønnen skal alting beholde;
Sønnen er sandhed først og sidst,
Virkelig være, her og hist,
kan kun hvad sandhed besjæler.


    AMEN!