se http://www.htsogn.dk




Prædiken  til Maria bebudelsesdag 1999.

For tiden vrimler det op med bebudere ude i naturen og i haverne. For
bebudere er jo det vi kalder erantis og vintergæk, påskelilje og andet
grønt, der just nu bryder den sorte jord for at bringe os bud om at nyt
liv  nu er på vej. Mariæ bebudelse som denne søndag kaldes er udtryk for
akkurat det samme - et bud eller budskab om  nyt liv. det kunne
fiorsåvidt være nærliggende at spinde en ende over hvorvidt, der er en
dybere mening med det tidsmæssige sammenfald mellem den ene og den anden
slags bebuder af nyt liv - tegnene på forårets komme og dét at Maria
undfanger dét barn, der skal kaldes verdens frelser eæller verdens
livsfornyer. Som sagt dét kunne der godt spindes en ende over - lad os
her nøjes med at lade tanken hænge i luften.

Marias bebudelse var noget meget kontant og konkret - hun blev gravid!
Hun fik tyk mave og nedkom så senere med dén søn, som vi alle kender
navnet på:  Jesus. Den forårsbebudelse, der lige nu vrimler op omkring
os, den er også meget kontant og konkret - vi kan endda gå ud og plukke
blomsterne, sætte dem i vaser og lade disse forårsbebudere smykke vore
stuer og give os glæde derved. Bebudelse er med andre ord - noget godt,
noget der gør os godt! Maria blev forbavset, forvirret og underlig
tilmode, da hun fik bud om dét, der skulle overgå hende. Dét havde hun
ikke regnet med, det kom bag på hende. Når der sker os noget godt, så er
dét også noget der kommer bag på os - således at forstå, at dét der er
rigtigt godt, det er også dét der er  uventet godt, det der sker med os
- så at sige - uden beregning. Det gode vi får  fordi vi har slidt og
slæbt for det - det kan være godt nok, for dét har vi ærligt fortjent,
men netop  fortjent! Det er der ikke noget nyt i, det er der ikke noget
spændende i! Det kunne naturligvis lige bare mangle andet! Det ville da
være uretfærdigt om vi ikke fik løn som forskyldt. Sådan er det i vores
almindelige måde at tænke på. Men det at få løn som  uforskyldt, som
noget vi ikke har gjort os fortjente til, som så er et  umotiveret gode,
det er noget helt anderledes. Det er som at vinde i lotteriet - på  en
måde i hvertfald, men på en anden ikke! At vinde i lotteriet er nemlig
udtryk for et tilfældighedernes spil, der  ganske vist er uden anden
beregning end den pris som lotteriseddelen kostede. Men  det umotiverede
gode har slet ingen indsats kostet - det gives os for det rene og skære
intet! Det er der noget ved. For dét er meget mere værd. Det lyder
selvmodsigende og paradoksalt. For det vi får for ingenting er ud fra en
umiddelbar betragtning heller ikke noget værd. Men det er alligevel det,
der er det hele værd og mere til, netop fordi det gør noget med og for
os, som er helt og aldeles ufortjent og umotiveret.

Dét liv vi får i fødselen er - set  med vore øjne - umotiveret. Vi  har
ikke bedt om at få det. Det er muligt, at vi har været ønskebørn - set
med vore forældres øjne, men dét som vi fødes til er alt andet end
umotiveret, det opdager vi des ældre vi bliver. Så kommer nemlig alle
mellemregningerne; vi skal begrunde, motivere  hvorfor vi gør som vi gør
og siger som vi siger. Dermed bliver livet også mere og mere besværligt,
mere og mere får det karakter af noget vi skal gøre os fortjente til.
Det umotiverede forsvinder med andre ord. Det kan vi så kalde  livets
gang, for det er nemlig lige hvad det er. Livets gang - men i Lidenlund.
Den miniverden, som den nu afdøde tegner Gantriis så mesterligt har
portrætteret i tegneserien af samme navn. Den liden-verden hvor
småligheden og den småtskårne borgerlighed spiddes så præcist, at man
udover at få krampe i lattermuskelen over de andres tåbeligheder også
til tider rammes på ens egen forfængelighed. Det er netop det fine ved
livets gang i Lidenlund - ingen går ram forbi.

Der er kun én vej ud af moradset og det er dén, at blive gjort til
genstand for  bebudelse! - og dermed at få bud om nyt liv. Nu betyder
ordet bud som bekendt flere ting. Det er dels en, der bringer noget ud -
et postbud eller et bybud for eksempel. Den slags bud bringer os noget.
Men vi kender også ordet i en anden afledning - som f.eks. i  de ti bud
- der har ordet bud en noget anden valeur. Det har noget at gøre med
bydemåde dér - noget med at du  må  og du  skal. Noget med forbud og
påbud. Men det er jo noget helt andet - for hvor  bebudelse som før
sagt, har noget at gøre med indvarsling af nyt og spændende liv - altså
noget positivt og grænsesprængende - så handler påbud og forbud -
ihvertfald tilsyneladende om det modsatte. Om noget der reducerer og
indskrænker det gudgivne liv. Men hvad er så den egentlige og rette
betydning af ordet  bud? Er det dét indskrænkende eller det
grænsesprængende? Man kunne hertil svare, at i det gamle testamente, der
er det det første - altså det indskrænkende. Mens der i det nye
testamente er tale om det andet og det modsatte - nemlig det
grænsesprængende. Der er ganske enkelt indtil flere verdener til
forskel. Der er blot den hage ved det for os - at vi lever i dem begge
to, og det gør vi på én og samme tid. Vi kender ordet  bud - både som
noget glædeligt og positivt - men sandelig også som noget indskrænkende
og negativt. Det er en ganske alvorlig sag at leve i to verdener, der
er  så skarpt adskilte som de her nævnte. Det medfører en dyb og
alvorlig personlighedsspaltning, som vi vel egentligt ikke altid er os
så forfærdeligt meget bevidste om. Men den er der nu alligevel. Hos
nogle stakkels mennesker bryder den ud i direkte sygdom, der skal
behandles med medicin. Hos de fleste går det vel ikke helt så galt - vi
bliver ikke indlagte eller behandlede; men faren lurer nu alligevel og
på sæt og vis er den endnu farligere end for dém, der bliver virkeligt
syge. De sidste kommer dog i det mindste i behandling.

Bebudelsen - budet om det nye liv - handler om, at der knyttes en
forbindelse mellem den gamle og den nye verden - Sådan at budet i den
gamle verden, der er den indskrænkende og reducerende - bliver sat på
plads af det bud, der lyder fra den nye verden og som handler om, at der
bliver skabt liv af det der før lå hen som dødt. Akkurat som det sker
ude i naturen omkring os. Det bud eller budskab, der bliver Maria til
del, som skaber nyt liv inden i hende - dét bliver os alle til del  -
for det skaber også nyt liv inden i os. Naturligvis ikke ganske på den
samme måde - men alligevel! For det nye liv,  der blev Maria til del -
dét kommer også nær til os,  dét gør det som et nyt livets under; som
noget, der forlener vores tilværelse med dét som ikke var der før.
Fordi  før skulle vi finde ud af det hele selv. Men med Mariæ bebudelse
kom der noget til som var og er  umotiveret og altså  umotiveret godt.
Det kom til os fra evighed af, vi skulle ikke selv gøre os kloge på det,
eller forføje over det; og derfor er det ikke bare godt, men det gør
noget godt for os! Der er ganske enkelt  livet til forskel! Derfor kan
vi leve på den bebudelse -  den gør hele forskellen. Den skaber liv af
døde og foregriber dermed dét påskebudskab, som vi om føje tid skal
høre. Det budskab, der sætter det hele på sin rette plads - sådan at
ingen overhovedet kan være i tvivl om, at det  er  livet, der sejrer
over døden!

     AMEN!