2 sep I 990418 Vejgaard

Den gode hyrde

Det der med hyrder - det er måske et lidt gammeldags billede. Hvad forbinder
man i dag med en hyrde? - To ting falder i øjnene: Noget med hyrdetimer. Og
noget med cowboys.

Begge dele har meget med Vor Herre at gøre.

En hyrde er en, der lever af at vogte en flok dyr. Vi tænker måske mest på får,
fordi det er det, vi har set så mange billeder af. Men det kan nu ligeså godt være
svin. (Det ser bare ikke så godt ud på en altertavle.) - Eller kødkvæg.

Ja, faktisk kender vi mest til hyrder, der vogter kødkvæg. Vi plejer at kalde dem
cowboys. De der søde hyrdebilleder, vi har set så mange af, er ikke nær så
realistiske som en god, barsk cowboyfilm. Hyrdeliv er cowboyliv, og det er ikke
for de sarte.

Den gode cowboy, som enhver ranchejer gerne vil hyre, værner om sin flok med
alle midler, om han så skal sætte sit eget liv på spil. Han er ikke sentimental i
forhold til dyrene. Men hvis nogen prøver at gøre dem noget, så er der ingen
tvivl om hans omsorg. Omsorg er ikke altid noget sødt pyssenysse-noget.

En cowboy - en hyrde - kan være både grov og stridbar. Vant til lidt af hvert.
Hård hud på hænder og sjæl. Men han har altså ét svagt punkt, ét sted hvor
sjælen er uden hård hud. Det er, når det gælder dyrene. Deres dyr, den flok, de
har fået betroet. Ikke fordi kvæget eller fårene er særligt nuttede. De kan være
alt andet end kære, hvad enhver, der har set cowboyfilm, kan bekræfte. Dyrene
kan være dødirriterende, folvildede, dumme, - altid på vej væk ad deres egen
stædige bane.

Men hyrden, cowboyen, passer på de dumme kreaturer alligevel - fordi de er
hans dumme kreaturer.

Det er sådan, Vor Herre har det med os. Som min gamle biskop skrev i en avis i
går: "Sådan er Gud god. Ikke fin og god, men grov og god. Guds hånd har rørt
ved lidt af hvert."

Det synes jeg er godt sagt: Guds hånd har rørt ved lidt af hvert. Han er ikke for
fin til at stikke hånden i den hvepserede, vores tid kan være. Eller den
skidtbunke, vi somme tider kan synes, vores liv er. Han er der - vores hyrde.
Med sine barkede, omsorgsfulde næver.

Det var det med cowboy-billedet. Det andet, ordene om hyrden fik mig til at
tænke på, var hyrdetimer.

Tja. - hyrdetimer: - det er noget med at være to, der trækker sig tilbage
sammen. Søger tæt ind til hinanden, mens man glemmer resten af verden, lader
alle masker falde og bare giver sig hen.

Det er slet ikke så dårligt et billede på, hvordan vi også kan have det med Gud.
Hyrdetime har selvfølgelig en erotisk klang. Og det erotiske univers har faktisk
mange lighedspunkter med det religiøse univers. Det skal vi ikke kimse ad.
Masser af steder i Bibelen henvises der til erotiske følelser, når man skal
illustrere noget religiøst. Det er helt naturligt.

Det kan også godt give mening i religiøs sammenhæng at tale om hyrdetimer. Vi
har behov for, en gang imellem, at søge tæt ind til ham, som vi ikke har nogen
hemmeligheder overfor. Bare være sammen med ham, mærke spændingerne i
sjælen bløde op, nyde oasens fred.

Det er det, vi gør, når vi f.eks. kommer forbi en kirke på en travl hverdag og slår
et smut indenfor, sætter os på en bænk, måske tænder et lys, hvis der er
mulighed for det. Er stille i bøn - med eller uden ord.

Det kan godt se ud til, at moderne, rastløse danskere - jeg vil ikke sige travle,
for det er jo ikke pligter, vi drøner rundt til hele tiden, rastløse er nok mere
dækkende - det kan godt se ud til, at det passer dårligt ind i vores livsform at gå
til gudstjeneste hver søndag formiddag.

Men der er intet, der forhindrer, at vi kan standse op og tag en lille hyrdetime
med vor hyrde, når vi er ved at gå i spåner af for megen uro eller
utilstrækkelighedsfølelse eller tomhed eller zapperi. Vi kan måske finde et helligt
sted, sådan som mennesker i årtusinder har gjort det, når de søgte Guds
nærhed.

Vi kan godt bare gå for os selv et eller andet sted. Men der er en helt særlig
styrke i at gå ind på et helligt sted, en kirke, alene - og være på tomandshånd
med vor skaber. Han kender hver eneste lille krog af os - hos ham kan vi slappe
helt af.

Når vi drøner rundt om os selv som forvildede kreaturer, - så lad os minde os
selv om, at vi har en hyrde. En som ryster på hovedet ad os, alt imens han følger
os med blikket og er parat til at tage fat i os, når vi falder. Og en som er der, når
vi trænger til en åndelig hyrdetime. Og til at blive mindet om, hvem vi er: hans
flok.

Amen