2. Pinsedag, 990524 kl. 10.15, Bjerringbro

12, Op, al den ting, som Gud har gjort
243, Kraften fra det høje
248 Du, som går ud fra den levende Gud
279, O kristelighed
432, Jesus Krist, du gav mig livet
272, Kom, regn af det høje


Det er lidt svært at finde ud af, det med frelse og fortabelse!
Hvem er frelst, og hvem er fortabt? Og hvorfor?
Og hvordan undgår man at gå fortabt?
Hvad er det i det hele taget at være frelst og at være fortabt?
Og hvad har det hele med pinse at gøre?
Hvis I nu lader være med at tage det som den fulde og hele sandhed om disse
spørgsmål, så vil jeg forsøge mig med nogle svar.
Tidligt i gudstjenesten sang vi ”Op, al den ting som Gud har gjort”. Og vi
hørte Davids salme, som også lovpriser Gud for hans skaberværk. Som der
stod: ”Alle har det håb til dig, at du giver dem føde i rette tid; du giver dem,
og de samler op, du åbner din hånd, og de mættes med gode gaver…: Du
sender din ånd, og der skabes liv, du gør jorden ny.”
Jeg tror, at de ord siger det vigtigste, der er at sige om Guds frelse. At
modtage liv af Guds hånd – det er frelse. At modtage ånd af Guds mund – det
er frelse.
Og fortabelse er det modsatte: ”Du giver dem, men de samler ikke op; du
åbner din hånd, men de lukker sig for dine gode gaver. Du sender din ånd,
men de vender ryggen til.”
Tag en blomst. Pluk den. Afskær den fra dens rod, som den er spiret af, og
som den får sin næring fra. Det er fortabelse. Tænk hvis en blomst voksede
op og sprang ud – og blev så betaget af sin egen pragt, at den ville gøre sig
uafhængig af den grimme stængel og den snavsede rod, som var under den. –
Det ville være forståeligt, det ville være menneskeligt, - det ville være
fortabelse.
Fortabelsen ville endda være uoprettelig. Ingen ”magter blot det mindste blad
at sætte på en nælde”. Hverken blomsten selv eller nogen anden skabning kan
genoprette forbindelsen til stænglen og roden.
Det er det, vi får at vide, Gud kan. Og gør.
Hans frelse er først og fremmest, at han har givet liv til os. Og har blæst sin
ånd i os, så vi på mærkelig måde hæver os over det materielle. Han skaber os
og nærer os og elsker os frem til at blive smukke, fine blomster, roser og
violer og nelliker og asters og pinseliljer. Og vi ser os i spejlet – åndeligt talt –
og synes, at det har han vel nok gjort godt.
Eller - vi tænker måske netop ikke, at det har Gud vel nok gjort godt. Vi
tænker måske snarere, at vi er vel nok blevet til noget. Vi er ikke sådan at
sige ski’ til.
Eller - måske tænker vi, at der er fejl i kronbladene, og det kniber med at
folde os ordentligt ud, og derfor må vi i hvert fald sørge for, at der ikke er
nogen, der blander sig og forhindrer vor frie vækst og udfoldelse.
Eller måske synes vi bare, at det er dog en trist mælkebøtte, der møder os i
spejlet, - almindelig, flygtig, værdiløs.
Om vi tænker det ene eller det andet eller det tredje, så fører det dog igen og
igen til, at vi river os løs fra stænglen og dermed fra roden.
Det er fortabelse. At være skabt som et guddommeligt væsen, men ikke have
sin rod i den eneste Gud.
Frelse er at være i kontakt med sin skaber og derved med det inderste og
mest ægte i sig selv. Da er det, at ånden hæver sig over støvet, og vi
blomstrer i Guds mangfoldige billede.

Det evangelium, vi hørte for lidt siden, er næsten som en ny
skabelsesberetning. I den første hører vi om, hvordan Gud skabte alt levende.
Og vi hører, hvordan han tog mennesket og blæste sin egen ånde ind i det, så
det blev ikke bare levende, men – et åndeligt væsen. En skabning i Guds eget
billede.
Baggrunden for evangeliets nye skabelsesberetning er, at menneskene, disse
smukke blomster, var blevet så betagede af sig selv, at de mente at kunne
klare sig uden stængel eller rod. Men Gud elskede sine skabninger så meget,
at han sendte sin søn til verden, for at verden skulle frelses ved ham. Igen. Og
igen og igen.
Det, som menneskene ikke kan selv, - sætte et blad på en nælde eller sætte
en pinselilje på dens stængel eller hjælpe et menneskehjerte til nærhed med sin
Gud, - det kan Gud selv. Det var meningen med, at han sendte sin søn. Og
det er meningen med, at han siden da aldrig er holdt op med at sende sin ånd
til menneskene.
For hvad vi ikke kan, det kan Gud. Når vi ser os i det åndelige spejl og ser,
hvor ramponerede vore fine kronblade er blevet, hvor svært vi har ved at løfte
os fra jorden og fra det materielle, - så hvisker Guds ånd til os: ”Lad mig
sætte dig på din stængel igen. Lad mig hjælpe dig til at blive den, du virkelig
er.”
Og det eneste, vi behøver gøre, er at slappe helt af i sjælen og lade ham gøre
det hele. Åbne vore hænder, åbne vort hjerte – og tage imod.
Den måde, de fleste af os har lært at bede på, er at bøje hovedet og folde
hænderne. Men der er også en anden måde, som måske er mere pinseagtig:
Gå ud i det fri, et ensomt sted, bred armene ud, vend de åbne hænder opad
og løft blikket mod himlen. Krum dig ikke sammen, men vær en antenne! Lad
kroppen og sjælen åbne sig for Guds åndepust. Glem tiden….
Det behøver ikke være i det fri, - det kan også være i kirken. De fleste kirker
er åbne på alle hverdage, og der er god mulighed for at være alene med Gud.
Rummet indbyder til det.
Om vi gør det på den ene eller den anden måde, - det afgørende er, at vi
giver Gud lov til det, vi ikke magter selv: at genoprette forbindelsen mellem
skaberen og hans skabning. At lade ham frelse os fra den fortabelse, der er
adskillelse fra ham..
I Johannesevangeliet siges det pessimistisk: ”lyset er kommet til verden, og
menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde.” –
Gid det må siges om os, at vi elsker lyset mere end mørket, selv om også
vore gerninger er onde. At vi taknemmeligt lader lyset skinne på os og stoler
på, at Gud tilgiver os vore gerninger. Håber på, at hans nærhed måske endda
vil gøre os lidt mindre onde.
Fortabte er vi aldrig længere, end til vi åbner hænder og krop og hjerte og
siger til Gud: Tag mig tilbage. Sæt mig på min nælde, min stængel, min rod.
Så blæser han sin ånde i os igen – og igen og igen og igen. Det er det, der
hedder pinse. Den slutter aldrig. Og når vi er færdige med at leve på jorden, -
skal vi være sammen med Gud et andet sted – alle steder, til alle tider.
Så det er i grunden ikke spor for meget, om vi udbryder et lille Halleluja!
Amen





--------------------------------------------------------------------------

Jan Grønborg Eriksen - gronborg@post3.tele.dk
Kancellivej 5, DK-5200 Odense V, Denmark.
Tel. +45 6592 3033     Fax +45 6592 3064