1 set I 990602 Urlev
12, Op, al den ting
323, Guds kærlighed ej grænse ved
277, Vidunderligst af alt på jord
703, Nu hviler mark og enge

Den rige mand og Lazarus.
Hver gang jeg hører en god historie eller ser en god film, kan jeg ikke lade
være med at udvælge en af hovedpersonerne, som jeg i særlig grad føler mig
forbundet med. Hvem holder jeg med i historien?
Her skulle der ikke være noget at tage fejl af. Vi må selvfølgelig holde med
den arme Lazarus. Så uretfærdigt skæbnen og den rige mand har behandlet
ham. Man må fryde sig over, hvor godt det til gengæld går ham til sidst.
Og kan vi ikke – selv hos fortælleren – ane en smule skadefryd over den rige
mands skæbne? Jeg kan næsten se ham for mig: fed og glinsende, med det
særlige udtryk i ansigtet, man får af altid at spise fin mad og drikke
årgangsvine. Lettere portvinsfarvet næse, utvivlsomt. Et tilfreds, måske
selvtilfreds udtryk i øjnene. Dobbelthager, der skvulper af fryd, når der sker
noget morsomt….
Og se ham så dernede i dødsriget! Se, hvordan fanden stikker treforken i
hans flæskede bagdel! Det har han vel nok godt af, ikke?
Men - inderst i ethvert menneske findes en smuk og værdifuld sjæl. Guds
billede - det er det, der bliver tilbage, når alle ydre lag skrælles af os. Det
gælder både fattige og rige, både pæne mennesker og forbrydere. Der er en
hel masse mudder i vort liv og rod og smålighed og andre knap så fine træk.
Men det allerinderste i os er smukt og godt.
Vi er skabt i Guds billede – skabt til at ligne ham. Der kommer bare så let
noget imellem, så Guds billede kan være lidt svært at få øje på i os.
Denne fede, rige mand – ja, faktisk ved vi slet ikke, hvordan han så ud, men i
mangel af viden kan vi altid bruge vore fordomme, så han har nok været godt
i stand – hvordan har han mon opfattet sig selv?
Måske har han tænkt, at han kun havde sig selv at takke for den velstand, han
havde. Han har nok arbejdet hårdt og spinket og sparet i sine unge år for at
nå derhen, hvor han var. Og måske har han set den ene efter den anden af
sine jævnaldrende sløse tiden og pengene bort – og selvfølgelig blev de ikke
lige så rige som han.
Han har nok været et af de mange, mange mennesker, der ikke synes, de har
fået noget foræret. En ”selfmade” mand. Hans rigdom var nok velfortjent. Det
er rigdom tit – selv om det selvfølgelig ikke er altid.
Hvis vi ærligt mener, at vi kun har os selv at takke for, hvordan vi har det, så
er det helt naturligt for os at gå ud fra, at det samme gælder andre mennesker.
Hvis tiggeren udenfor døren er fattig, så er det sikkert, fordi han har forvaltet
sine pund dårligt. – Det er det måske også. Somme tider.
Og det er ikke kun med hensyn til penge, vi kan tænke sådan. Nogle
mennesker kan finde ud af at have et godt familieliv, hvor de rigtigt holder
sammen. I andre familier er der ustandseligt nogle, der bliver skilt, børn der
gør oprør, kriser og spektakel. Hvem har vi at takke, når det går os godt? –
Vi har nok været gode til det. De andre familier – ja, det er trist, at de ikke
kan finde ud af det.

Men lige meget om det går os godt eller dårligt, så er det aldrig sandt, at vi
kun har os selv at takke! Vi skylder ikke os selv livet. Alt hvad vi har, har vi
fået foræret af Gud ud af hans store kærlighed. Fatter vi for alvor det, vil den
indsigt forandre os.
Den, der har fået stor lykke foræret, uden at have fortjent den, foræret som
en gave fra Gud, fordi Gud ikke ved alt det gode, han skal gøre for os, - den,
der opfatter sin lykke på den måde, han vil have let ved at dele den med
andre.
I epistelteksten, som jeg læste fra alteret, siger apostlen Johannes: ”Vi elsker,
fordi han elskede os først.” – Det er ligesom med børn: jo mere kærlighed de
får, desto lettere har de ved at vise kærlighed. Sådan er det med os og vor
himmelske far. Hvis vi har øje for den kærlighed, han viser os, så bliver det
meget mere naturligt for os at se på andre med samme varme øjne.
Historien om den rige mand og Lazarus er en appel til os om at vise
næstekærlighed, ikke være egoistiske. Men evangeliet er heldigvis mere end
en appel om næstekærlighed. Ellers ville det bare gøre vores dårlige
samvittighed endnu dårligere. For vi ved jo godt, hvor svært det er.
Udover at være en appel om næstekærlighed er evangeliet gudskelov også et
tilsagn om tilgivelse til os, der ikke lever op til kravene.
Vi får at vide, at vi skal gøre, hvad vi kan. Samtidig får vi at vide, at uanset
om vi er mere eller mindre gode, så vil vor himmelske far aldrig støde os bort.
Godt det samme, for ellers ville der blive stor trængsel der, hvor lignelsens
rige mand befinder sig. Treforken ville blive slidt helt op.
Evangeliet er en appel. Evangeliet er tilgivelse. Og – evangeliet er en kilde, vi
kan øse af, så vort liv bliver både bedre og smukkere. Som der står i
epistelteksten:
”Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud
bliver i ham. Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på
dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden.
Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver
frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke
fuldendt i kærligheden.
Vi elsker, fordi han elskede os først.”

Så selv om vi måske er lige så rige som den fede mand i lignelsen, eller vi har
et vidunderligt familieliv eller på anden måde er lykkelige, så er der bestemt
håb for os: Vi skal bare åbne vore øjne og indse, at alt det, vi har, som er
noget værd, det har Gud givet os af ren kærlighed. Vi har fået livet og lykken
og velstanden og – ikke mindst – hinanden helt ufortjent! Fordi Gud sætter så
stor pris på os!
Det er det, vi skal indse. Og så skal vi lade den indsigt fylde os, indtil der er
så megen taknemmelighed og kærlighed i os, at den flyder over og kommer
vore medmennesker til gode. Det bliver de ikke kede af. Det gør vi heller
ikke selv.
Amen




--------------------------------------------------------------------------

Jan Grønborg Eriksen - gronborg@post3.tele.dk
Kancellivej 5, DK-5200 Odense V, Denmark.
Tel. +45 6592 3033     Fax +45 6592 3064