2 set I 990613 Århus
Salmer:
247, I al sin glans
7, Herre Gud, dit dyre navn og ære
5, O, havde jeg dog tusind tunger
674, Gak ud min sjæl

Det er en formidabel fest, vi er indbudt til! Lagde I ikke mærke til, hvor godt
det lød, da profeten Esajas udmalede, hvad Gud vil med mennesker:
”På dette bjerg skal Hærskarers Herre holde festmåltid for alle folkene, et
festmåltid med fede retter og lagret vin, med marvfede retter og ædel, lagret
vin.”
Man kan høre, hvordan Vor Herre glæder sig til at stille den ene pragtfulde ret
efter den anden foran gæsterne. Skænke godt op i glassene. Nøde dem, indtil
de overgår sig selv i nydelse.
Jeg synes næsten, jeg kan høre, hvordan han tænker, mens han går rundt og
skænker op: ”Hvor var det dog en god ide, jeg fik – at skabe sådan nogle
mennesker i mit eget billede!”– Lidt ligesom forældre kan have det, når det
står på hovedet for at gøre børnene glade juleaften. Vi beruser os i deres
glæde. Og i den fælles glæde.
Selvfølgelig har Gud det også sådan med os. Når vi en gang imellem giver os
helt hen i glæde over livet, så lægger han hovedet tilbage og ler af bare
nydelse. Det er meningen med livet. – Eller i hvert fald en af meningerne, tror
jeg.
Martin Luther, den gamle stridsmand, som vi ellers mest husker fra alvorlige
situationer, siger det sådan her: ”Gud vil, at vi skal være glade og hade
melankolien. Thi hvis han havde villet, at vi skulle være sørgmodige, så havde
han ikke givet os solen, månen og jordens frugt, hvilket han alt sammen giver
til glæde. Da ville han gøre det mørkt. Han ville ikke lade solen stå op og
sommervarmen vende tilbage.”
Der kan fantaseres i det uendelige over, hvorfor Gud skabte menneskene,
endda i sit eget billede. Men jeg tror ikke, vi kan finde noget mere
selvindlysende svar end: han gjorde det for at have nogen at glæde sig sammen
med. Er det ikke også derfor, vi får børn? For at få glæde og for at give glæde
og for at kunne dele glæde?
Jeg tror virkelig, det er urkraften i alt guddommeligt og dermed i alt
menneskeligt: trangen til at få glæde, at give glæde og at dele glæde med
andre.
Når Gud kalder på mennesker, er det ikke, som når skoleklokken ringer, og
lærerinden råber: ”Kom, nu må vi videre i den store opgavebog!” Når han
kalder på os, er det for at skabe glæde, for at genoprette glæden, for at dele
glæden med os.
At han også deler smerten med os, og sorgen, og følelsen af magtesløshed –
og alle de andre mørke sider af vort liv, - det er uløseligt forbundet med
ønsket om, at glæden skal fylde livet. Ikke alene derved, at glæden skal afløse
smerten. Der er også en dyb, meget alvorlig glæde i at være sammen om sorg
eller smerte. Hvis vi oplever Guds nærhed meget levende, når vi er ulykkelige,
så er det en glæde. Samme slags glæde som mennesker, der elsker hinanden,
oplever ved at rykke helt tæt sammen i sorgen.
Glæden er grundtonen. Hvis vi lytter godt efter, kan vi høre den. Og nynne
med på den. Vi kan selvfølgelig også lukke ørerne for den, men det vil være
dumt. Glæden er den grundtone, som Gud fylder universet med. Vi kan fange
den og stemme i. Somme tider på en vild og lystig melodi. Somme tider stille
og eftertænksomt. Somme tider smertefuldt og søgende.
Glæden er stadig grundtonen. Det har lige været pinse, så vi kan måske tale
om Guds Ånd, der suser over jorden, somme tider som en brølende storm,
somme tider som en lun brise.
Hvadenten vi taler om Guds ånd eller vind eller grundtone, så gælder det, at
den kommer fra ham, som er glædens ophav, - den søger efter os, den kalder
på os, for at vi skal lade os blæse med, for at vi skal nynne med eller synge
med eller skråle med, - og for at vi skal mærke enheden med ham, som
skabte os til glæde.
Gud byder til fest, siger Jesus i dagens evangelium. Stor fest – alle sejl sat til.
Hvad får dog de indbudte gæster til at finde undskyldninger for at blive væk?
Ja, hvad får os til at holde igen?
Mon ikke det somme tider kan være angst for at give os hen? For nogle kan
det være angst for at give sig hen i nydelse. For andre angst for at give sig hen
til en anden, om det så er Gud. I begge tilfælde er det, der kommer mellem os
og glæden, en angst for at slippe kontrollen over os selv.
Det hører ellers nøje sammen: At give sig hen til en anden. At give sig hen i
glæde og nydelse. – Og at slippe den fuldstændige kontrol over os selv.
Jeg var engang til en fest for en hel masse norske hørepædagoger. Jeg var
rejst derop sammen med en ven, der var salgschef i et firma, som sælger
høreapparater. Det var påfaldende at se, hvor svært han havde ved at nyde
festen. For han måtte ikke slippe kontrollen over sig selv. Han kunne ikke
tillade sig bare at give sig hen i samværet og festen. For næste dag ville de
mennesker, vi var sammen med, være hans kunder. Så skulle de helst have et
ganske bestemt billede af ham.
Hvor sjovt kan man have det ved en fest, hvor man er nødt til at gøre et
bestemt indtryk?
Næh, skal man opleve glæden, så må man kunne give sig hen i den. Give sig –
give slip på sig selv.
Og skal vi opleve glæden ved at være nær ved Gud, så må vi give os hen til
ham. Give os, give slip på os selv.
Ligesom han gav sig, gav slip på sig selv, da han kom til jorden som en fattig
tømrer. Prisgivet.
Der er ingen vej udenom: vil vi med til Vor Herres store fest – den med de
marvfede retter og de ædle, lagrede vine – så må vi give opgive vor
krampagtige kontrol over os selv. Give os hen. I bøn. I tilbedelse. I glæde. I
nydelse. I samvær, både om smerte og om fryd.
Glæde er at give sig hen. Tro er også at give sig hen. Kærlighed er at give sig
hen. Det er det, vi er indbudt til. En guddommelig fest.
Amen





--------------------------------------------------------------------------

Jan Grønborg Eriksen - gronborg@post3.tele.dk
Kancellivej 5, DK-5200 Odense V, Denmark.
Tel. +45 6592 3033     Fax +45 6592 3064