"Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred."
 
Jo, det var de ord han havde sagt. Og han havde grædt, da han
sagde det. 
 
Det var mærkeligt, synes Mika, da han var på vej hjem. Det havde
i det hele taget været en mærkelig dag. Først havde han grædt,
ham, som de kaldte Guds søn eller profeten eller frelseren,
eller hvad de nu ellers kaldte ham. OG bagefter var han gået
bersærk i Guds tempel. Havde ødelagt duekræmmernes boder. Det
var i hvert fald ikke sådan, at Mika havde forestillet sig Guds
søn.
 
OG Mika spurgte sig selv, hvordan i alverden denne "Guds søn"
mente, at man så skulle købe de dyr, som man skulle ofre til
Gud, når han havde smadret alle boderne.
 
Han var altså ikke helt normal, ham Jesus. Men hvorfor skal man
egentlig være ligesom alle andre? Tanken slog Mika. 
 
Måske havde Jesus jo en mening med at vælte duekræmmernes boder.
Selv onm rabbien i toraskolen havde fortalt om, at det var
vigtigt, at ofre de rigtige dyr til Gud på de rigtige
tidspunkter. 
 
Egentlig burde han jo vide det selv, tænkte han. Nu var han lige
fyldt 13 år. Han var gået i toraskole i lang tid for at
forberede sig til sin "bar mitzwah"-fest. Og nu blev han derfor
regnet som voken jøde. Derfor gik han også med bederemme om
håndled og pande. Egentlig burde han nok vide det selv. 
 
Men måske havde han ikke ret, ham rabbien, om det med dyrene.
Måske mente Jesus, at man ikke skulle ofre dyr, fordi det ikke
var vigtigt for Gud. 
 
Det var varmt. Mika tørrede sveden af panden. Han stødte hånden
ind i den lille kapsel, der sad på bederemmen. Den der bederem
føltes stadig uvant. Hvad var der nu, der stod inde i kapslen?
 
Nåja: Der stod: "hør Israel! Herrren vor Gud, Herren er én.
Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele
din sjæl og af hele din styrke"
 
"Du skal elske Herren din Gud" Mika studsede over ordene.
"Vidste du blot i dag, hvad der tjener til din fred" Jesu ord
poppede op igen. Mika var forvirret. OG så havde Jesus væltet
duekræmmernes borde, så man ikke kunne ofre dyr.
 
Nej, at man elskede Gud Herren, det måtte være det vigtigste.
Det måtte det være. Det havde rabbineren forøvrigt også sagt.
Pludselig kom Mika i tvivl. Jamen, hvordan elske Herren? Hvordan
er Herren overhovedet?
 
Mika var i vildrede. For hvis ham Jesus nu er Guds søn, så måtte
han da vide bedst, hvordan Gud er. Og så tog rabbineren måske
fejl. Selv om det var en tradition, at ofre til Gud i templet i
Jerusalem. 
 
"Vidste du blot denne dag, hvad der tjener til din fred", ordene
rungede i baghovedet. Han kendte mange mennesker, egetnlig, der
gjorde, som man skulle, og ofrede dyr. Havde de egetnlig noget,
der bare lignede fred. 
 
Tag nu smeden, tænkte Mika. Han kommer også i templet. Han ofrer
også, og alligevel virker han som én, der altid er sur og
frustreret, som én, der altid ville pumpe folk for penge. Havde
han fred? 
 
Betød smedens ofre overhovedet noget for ham? Var de et tegn på
at han elskede Gud? Eller gjorde han bare, som alle andre
gjorde? Er det at elske Gud ikke andet, end at gøre, som man
skal? Mika grublede.
 
"Nu er det for meget" tænkte Mika. "Jeg vender om og spørger
Jesus, hvad han egentlig mener. Godt at de gamle ikke ser det.
De ville gå ud af deres gode skind"
 
Mika vendte om. Traskede tilbage henimod templet. Ordene og
tankerne fløj igennem hans hoved, da han gik tilbage gennem
byen. Indtrykkene var mange. Dér var nogle romerske
besættelsessoldater. Han kunne ikke se, hvem de slæbte afsted
med. 
 
Han vidste også godt, hvad der foegik i huset derhenne. De
voksne kalder det horehus, når de tror jeg ikke hører det,
tænkte han. 
 
Mika vidste også godt, at kvinden, der boede derinde, at hendes
mand var taget af romerne. Og at der ikke var andre måder at
overleve på for en kvinde, der har msitet sin forsørger, end at
sælge sin krop. Jo, tigge, men det er jo ikke noget liv. 
 
Han vidste også godt, at folk spyttede på hende, når hun gik på
gaden. Egentlig var det jo mærkeligt, at ingen spyttede på de
mænd, der kom der i ly af mørket. 
 
det slog ham pludselig, at mændene, de kom sikkert også i
templet, og bragte derexs ofre, og troede, at så var alt i orden
med Gud. 
 
"Hvor er det hult og falskt" hviskede Mika til sig selv. Faktisk
var han lidt vred. 
 
"At elske Gud, det kan ikke være, at bringe de rigtige ofre. 
Det må da være, at man lever, som Gud vil have det. Og det
betyder da også, at man behandler sine medmennesker anstændigt".
Han kom igen i tanker om smeden og hans optrækkeri. 
 
Og måske er det det, der tjener til ens fred: At man slet og ret
elsker Gud, at man prøver at leve efter hans vilje. At man
indser, at alle de her ting med penge eller at man altid er "som
de andre", eller at man er checket, og hvad der ellers er så
vigtigt, måske ikke er så vigtigt. At det måske ikke var så
vigtigt, hvem der herskede i landet, romerne eller jøderne, når
bare en selv kunne leve et godt liv; 
 
et liv, hvor man ved, at Gud elsker én. Og at man ved, at man
selv er god ved sine medmennesker. Et liv, der giver mening. 
 
Han havde da forresten også hørt, ude i byen, at Jesus skulle
have sagt noget lignenede. Det var efterhånden mange spørgsmål,
som Mika ville stillle Jesus, da han omsider nåede
tempelpladsen. 
 
Da han kom ind i templet så han, at kræmmerne havde stillet
deres boder op igen. De solgte duer og andre dyr, som om intet
var hændt. Det lignede en markedsplads, de råbte og skreg deres
tilbud ud, for at kapre kunder. 
 
Det her, gjorde de i hvert tilfælde ikke for Guds skyld,
konstaterede Mika. "Det er bare sådan en ydre ting, det kan ikke
være så afgørende. Det afgørende er nok, at finde ud af, hvad
der tjener til min fred, sådan indeni."
 
Mika løb rundt igennem hele templet. Alt var som det plejede.
Men Jesus kunne han ikke finde. Han var gået.  
 
Få dage efter hørte han, at romerne havde korsfæstet Jesus. Og
at jødernes præster ved templet havde fået romerne til det. Er
at slå et menneske ihjæl at elske Gud? spekulerede han. Bare jeg
kunne få et svar, tænkte Mika. 
 
Efter nogle dage, der hørte han et rygte, at Jesus var opstået.
I hvert tilfælde sagde alle, at graven var tom. Men der var
andre, der sagde, at Jesu venner bare havde stjålet liget. 
 
Opstået fra de døde?, tænkte Mika. Selvfølgelig kan Gud gøre
sådan noget - han er jo almægtig. Og hvis Jesus nu virkelig er
Guds søn. Og den der med at stjæle liget... Den er da altså
langt ude. 
 
Hvad skulle han tro på. Var denne Jesus Guds søn? Havde han ikke
ret, at det er vigtigere, hvordan det ser ud inden i et
menneske, end om mennesket hænger sig i ydre ting. De rigtige
ofre, de rigtige ord, den rigtige påklædning?
 
Den rigtige påklædning, ja. Den havde han jo nu også. Den, som
en voksen jøde bærer. Med bederemme på hænder og pande. "du skal
elske Herren din Gud" stod der. "Vidste du blot hvad der tjener
til din fred" havde Jesus sagt. ORdene rumlede i baghovedet. 
 
Han opdagede pludsleig, at bedremmene strammede. Hvem havde ret?
Hvad skulle han tro? Og han indså, at ingen kunne svare for ham.
Afgørelsen, det var hans, svaret måtte han selv finde.
 
Amen. 
 

 
Thomas Feddersen
Snail mail: Sct. Clemensvej 66
DK 4760 Vordingborg
Kirkens hjemmeside: http://www.churchsurf.net/users/world/kastrup