10.s.e.trin 1999 Galten kl.10.00
3 dåb – altergang
Lukas 19,41-48
Kedelig – det ord tillægges så ofte vores kirke og alt, hvad der
vedrører den. Kedelig. 
Gudstjenester er kedelige. Sproget er uforståeligt og derfor
kedeligt. Salmerne er kedelige – de synges dræbende langsomt
og er i øvrigt i et alt for højt toneleje - der mangler fart over feltet
og rytme. Og præsterne, ja, de er måske de allermest kedelige i
hele foretagendet
Der er mange, der mener, at kirken skal synliggøre sig, markere
sig og udbredes til. Bekymrede på vor Herres vegne synes de, at
kirken skal gøres mere populær. Den skal "sælges". Folk skal
opdage, at her er der virkelig noget, der kan rykke – noget der er
langt mere interessant end søvnen søndag morgen, rundstykkerne
og avisen. Og følgelig findes der på og gøres ved, for at det ikke
skal være så kedeligt, som ´folks fordomme og meninger siger. 
Der er radio- og tv-stationer, der laver såkaldte kristne kanaler og
programmer - noget af det mere smagløst og banalt end andet.
Men der er gang i den, og det er noget nyt og noget andet, end
det, der foregår inde i kirken, og så er det ikke er kedeligt. 
For et par år siden hoppede tv-avisen med på samme galej. De
satte et par eksperter ud i markedsføring til at give deres bud på,
hvordan kirken kunne gøres mindre kedelig og mere attraktiv. De
skulle kort sagt vise os alle sammen (især præster, tror jeg),
hvordan kirken bedre kunne sælges til folk. 
Så vidt jeg husker, gik deres forslag blandt andet ud på, at
børnene skulle have slik og Anders And blade udleveret i kirken
ved gudstjenester – og de voksne skulle gives en mere
spændende servering ved alterbordet. For helt ærligt, det samme
papbrød og den samme vin søndag efter søndag – dét er da for
trivielt og kedeligt! 
Og så var der præstens kjole. Den kedelige sorte
beklædningsgenstand fandt bestemt ikke nåde for de unge
eksperters øjne. Den skulle tilpasses tidens tendenser. De
kvindelige præster skulle nu iføres noget lårkort, for pigeben
sælger som bekendt også godt – og kunne nok tiltrække en eller
anden. 
"Mit hus skal være et bedehus, men I har gjort det til en
røverkule." 
Barsk tale fra Jesus i evangeliet til i dag. Ord, der nok var
henvendt til jøderne, til dem, der drev handel i templets forgård,
men stadig barske ord, fordi de også får os til at se på os selv
med kritiske øjne.
Hvad er vores kirke? Er det en røverkule, eller er det et bedehus?
Er det er sted, hvor vi vil underholdes, hvor vi altså på en eller
anden måde vil dyrke os selv og vore egne behov, eller er det et
sted, hvor vi vil tilbede Gud, et sted, hvor vi giver os selv og
hinanden mulighed for at erfare Gud og lade ham tale til os – for
at finde ud af, hvordan vi har det og hvad vi vil med vores liv? Et
bedehus, der nok fornyer sig og forsøger at tale tidens sprog,
men som aldrig gør det på tidens betingelser – for det primære er
nemlig at lytte til Gud.
Jerusalem stod med sit tempel og hele sin præstestab som stedet,
hvor den sande gudsdyrkelse fandt sted. Sådan mente man – og
tjente tilmed penge derpå. 
Men hvor sandt og ægte var det, da det kom til stykket?
Blændværk, overfladiskhed, ja et gedemarked, det afsløredes på
én gang, da Jesus ryddede hele bulen. Dermed viste han konkret,
hvad han mente om stedet og om de mennesker, der kom der. 
Man kan se det for sig: tumulten ville ingen ende tage. Flagrende
duer, brægende får, geder, som løb mellem benene på folk,
borde, der væltede, og penge, der flød. Folk råbte og skreg,
forvirrede over det, der skete og over det, de ikke kunne
overskue.
Vred over at se tingenes tilstand og gennemskue
falskneriet/løgnen krævede han en radikal ændring. Han krævede
folkets opmærksomhed, lydighed og troskab mod Gud. Det, der
skulle forestille at være gudsdyrkelse var det ikke. De havde med
deres handel gjort gudsdyrkelsen til en forretning. En forretning,
hvor de kunne købe sig til Guds gunst. Og tilmed en attraktiv
forretning, for folket elskede det. De var hoppet med på galajen,
som et bedre bingo, banko eller lottospil. De fandt det bestemt
ikke kedeligt, men tog aktivt del i hele menageriet. Det var nemlig
overkommeligt – det foregik jo på menneskenes egne betingelser.
Og så er vi tilbage igen – tilbage ved os og det, vi står i fare for at
gøre hvis vi vil skabe en kirke på vore egne betingelser, hvor vi
tjener os selv, fordi vi synes, det er for tamt, for bart og for
usikkert, - ja kedeligt - blot at være henvist til Guds nåde og
barmhjertighed. Faren består i, at vi i vores forsøg på at gøre
kirken tidssvarende sætter Gud og hans ord ud i periferien og os
selv og vore krav på Guds plads. 
Evangeliet vælter i dag vores selvtilstrækkelighed omkuld.
Evangeliet vil have os til at se, at vi ikke kan sikre os selv, men
altid kun modtage med tak. 
Og således kommer vi dertil, at evangeliet endnu engang har
inddraget os i sit store drama. Et drama, hvor vi afsløres, som
dem, vi er - hvor vi dømmes, men hvor vi sluttelig også tilgives
og dermed får nyt liv og mulighed. 
Han græd, stod der indledningsvist. Han græd over Jerusalem og
over os. Og det gjorde han netop, fordi han trods alt ikke var
ligeglad, men han nærede medynk. Som han nærer medynk og
kærlighed til os. Derfor græd han. Derfor var det følgelig også
vrede han udtrykte i templets forgård og ikke had. Der er en
markant forskel. Had udspringer nemlig ikke af kærlighed, had
udspringer af ligegyldighed/ af en væren sig selv nok. Men vreden
er båret af et engagement. 
Og derfor fortsatte han yderligere – som der står – i dagene efter
tempelrensningen med at undervise på tempelpladsen. Han vendte
ikke byen ryggen efter tempelrensningen – efter afsløringen af
deres falsknerier. Han blev og holdt ud med dem. For så stærk
var hans kærlighed. Ja, han forsøgte end ikke at flygte fra sin
skæbne, da de kort tid derefter tog ham til fange for at korsfæste
ham. 
Hans kærlighed er stadig stærk og udholdende. Den renser os til
stadighed, når vi driver falskhedens spil som mennesker og som
kirke.
Falskneriet, det kommer vi aldrig udenom, men Guds tilgivelse
må vi trods den kendsgerning altid holde os til. Og det er vist
heller ikke så kedeligt endda!
Amen.