Jesus er en bondeknold. Sådan blir han i hvert fald opfattet af de
toneangivende folk i Jerusalem. Han hører til langt der oppe mod nord. Hans
omgangskreds er småbønder og fiskere og fattigfolk. Han er ufarlig. Godnok
er der meget uro omkring ham. Der går vilde rygter om hans magt og evner.
Det har varet i flere år nu. Men sålænge han bare blir derude på landet - i
hedningernes Galilæa, som de kalder det - så kan det gøre ligemeget.
Ulykken kommer først den dag, hvor uroen breder sig til Jerusalem, til
templet, til de lærdes kreds. 

Den dag kom. Efter 3 års virke i Galilæa drager Jesus mod Jerusalem. Med
sig har han en stor skare af tilhængere. Det er en lang vandring og de gør
mange stop undervejs. Når de møder en blind tigger ved vejkanten, standser
Jesus og hjælper. Når der er mange mennesker samlet på torvet, så taler han
til dem om Guds rige, der er på vej. Når det er sabbat, prædiker han i
synagogerne, som de kommer forbi. Optoget bevæger sig langsomt frem.
Men rygterne løber i forvejen og da de nærmer sig byen, Jerusalem, da ved
de allesammen, at han er på vej. 

Mange mennesker glæder sig og gør klar til at tage imod ham. De har sikkert
vidt forskellige motiver til at glæde sig. Nogen er tilfredse, fordi der nu
endelig sker noget. Nu blir der ballade. Og det glæder de sig til. Andre har
en forventning om, at det er en virkelig Guds mand, der er på vej. Og de
glæder sig over det. De vil se Guds rige blomstre. De ledende omkring
templet er knap så glade. De stikker hovederne sammen og diskuterer, hvad
de skal stille op. Det var jo lige præcis det, de frygtede: At uroen skulle
brede sig til byen. De blir enige om at tage det roligt - i første omgang. De må
se tiden an. Men der er nok ingen tvivl om, at de må have ham ryddet af
vejen, hvis han ikke snart forsvinder af sig selv igen. De kan ikke forsvare at
ro og orden og værdighed blir sat over styr for en enkelt fanatikers skyld. De
holder et vågent øje med ham.

Pludselig standser Jesus. Og med ham standser hele optoget. De er kommet
over det sidste højdedrag. Foran dem ligge Jerusalem. Vejen slynger sig ned
ad Oliebjerget og op på den anden side af dalen. Ind igennem Den gyldne
port. Det er et storslået syn. Byen med dens mur. Templet der rager op med
solen i de hvide sten. Mylderet af mennesker. Der går et suk igennem
folkemængden. Det er et syn, som de forbinder med valfart og fest og højtid.
Den hellige by, hvor Gud bor. Og om et øjeblik drager de derind. Det blir
højdepunktet i deres liv sammen med Jesus.

Men hvad ser de? Jesus græder! Han ser ud over den hellige by - og græder.
Det har de ikke oplevet, siden dengang ved Lazarus’ grav. Mange gange har
han været vred. Han har ført hidsige diskussioner med de mest hårdhjertede.
I sene nætter har han snakket varmt og inderligt med dem om det, der hører
Guds rige til. Der har ikke været mangel på stærke følelser. Men det er ikke
hver dag, de ser ham græde. Nu græder han. Og stilheden breder sig som en
summen ned igennem flokken. 

Bagved byens skønne facader ser Jesus mennesker, som går hjemløse og
hvileløse rundt. De er travlt optaget af deres forskellige gøremål. Både de
daglige og de religiøse pligter. Nogen har nok i det. De er fuldt tilfredse.
Andre affinder sig med det - som med en uundgåelig skæbne. Sådan er livet
åbenbart. Det kan nok ikke være anderledes. Men der er også mennesker i
byen, som drømmer om - og længes efter - et liv bagved facaden og bagved
den travle foretagsomhed. Et liv, som ikke bare leves i det udvendige, men
også i det indvendige. Et liv med alvor. Et liv med fred. 

Fred er et stort ord. Det kan dække over mange ting. Det kan betyde fravær
af krig og vold. Det kan betyde, at man trives og har det godt med sine
naboer og sine landsmænd. Det kan også betyde en indre harmoni og
tilfredshed. En forvisning om, at mit liv er, som det skal være. Jeg er på plads
i tilværelsen - i forhold til Gud og i forhold til min næste. Alt er godt. Sådan
en indre fred kan godt tåle tider med ydre ufred. Den indre fred kan eksistere
midt i ydre ufred. Det er der så mange stærke eksempler på. Mennesker, der
blir udsat for lidelser og modgang, men som alligevel klarer sig, fordi de har
en indre fred, som gir dem styrke. De ved, at midt i det aller vanskeligste er
de alligevel på den rette vej. Og så går det. 

Jesus og hans følge står stille på Oliebjerget. De ser ind over Jerusalem. De
var egentlig på vej ind i byen. Men de gik i stå. Jesus græder. ‘Jerusalem,
bare du havde vidst, hvad der tjener til din fred. Men det er skjult for dig. Og
nu er det forsent.’

Jesus ser en dyb konflikt bagved al den ydre skønhed. Og han ved også, at
hans indtog i byen vil få konflikten til at bryde ud i lys lue. Der mangler ikke
noget i ydre skønhed. Der er en emsig travlhed overalt. Også på det religiøse
område er der rigelig med aktivitet. Der studeres og diskuteres i hvert hus og
på hvert gadehjørne. På tempelpladsen blir der vekslet penge og handlet duer
og ofret lam. Der blir sunget og bedt dagen igennem. Der mangler ikke noget
i det ydre. Men den indre fred kender de ikke - og så er al den ydre
foretagsomhed dybest set forgæves. Det ydre liv kan ikke eksistere i
længden, hvis ikke det blir fyldt af liv inde fra. Den tomme skal kan ikke
holde sig selv levende. Derfor forudsiger Jesus også templets og byens
undergang. 

Sådan - nogenlunde - er de tanker, som går gennem disciplenes hoveder,
mens de står stille på Oliebjerget. Så sætter optoget sig i bevægelse igen. De
går den sidste kilometer tværs over dalen, ind ad Den gyldne port, som fører
dem næsten direkte ind på tempelpladsen. Nu er de i konfliktens centrum.
Alles øjne rettes mod Jesus. Hvad vil der nu ske? Jesus går hen til boderne,
hvor der veksles penge og sælges små offerdyr. Han vælter bordene. Han
jager de handlende ud. Han råber: ‘Mit hus skal være et bedehus, men I har
gjort det til en røverkule.’ 

Vi vil forlade Jerusalem og tempelpladsen midt i den her tumult. Og bare tage
de to ord med os derfra: bedehus og røverkule. De to ord afspejler hele den
konflikt, som fik både gråden og vreden frem i Jesus. Hvis vi oversætter
ordene til nudansk, så er de også en overvejelse værd for os. 

Røverkulen repræsenterer den tomme, udvendige foretagsomhed. 

Den travlhed, som fylder vort liv, uden at give det indhold.

Bedehuset repræsenterer stilheden. Den stilhed, som først tømmer os for
overvejelser og bekymringer og planer. Og dernæst gør os åbne overfor det,
der kan vokse i stilheden. I stilheden lever også bønnen. Hvis stilheden og
bønnen er fremmed for os, så må vi gøre os kendte med de ting. For uden
stilhed og bøn blir vi ligesom den smukke by Jerusalem, der ikke kendte sin
besøgelsestid. Uden liv bagved facaden. Kun tomme skaller. Men igennem
stilheden og bønnen fylder Gud os med det liv, som kun han kan give os. Når
bønnen rækker ud imod Gud, så møder den ikke et tomt verdensrum. Men
den møder Gud, som er tilstede i stilheden. Uendelig nær ved os. Uendelig
kærlig. Amen.