Der er en historie om evangelisten Johannes. Det var i hans alderdom. Da han boede i Efesos i Lilleasien. Han fik besøg af nogle unge kristne. Og de spurgte ham, hvad der egentlig skete, da han var ung. " Jo, ser I," svarer han: " I begyndelsen var vi i Jerusalem. Det var påske og Jesus var blevet dræbt, og så .. Nej, det er ikke rigtigt. Det startede tror jeg, ved Jordan hvor Johannes døberen kaldte folk til dåb, og så en dag kom én, vi ikke kendte og han .. Nej, var det nu dér, det begyndte? Næh, ser I, i begyndelsen var ordet.."
Hvordan begyndte det. Evangeliesten Johannes var i tvivl, da han blev spurgt. Og han endte med, at begyndelsen er i Gud. Gud talte med sig selv. Gud talte om verden og menneskene. Og straks blev det til, som Gud sagde. For sådan er alle Guds ord, de er kun sande og virkelige. Og derfor skaber de også sandhed og virkelighed. Og det var den sandhed og virkelighed, som Jesus kom med. Han kom med Guds ord påny.
Det første Guds ord skabte himlen og jorden og alt livet og lyset. Det første Guds ord gjorde, at det hele er til og at vi er mennesker på en grøn jord. Det andet ord, det som Jesus bragte, giver lige så stor herlighed, giver os livet påny. Guds andet ord gør os til hans børn og bringer os tilbage til sandheden og virkeligheden, så vi aldrig igen kan falde væk derfra. Jesus fortalte om Gud, så menneskene ikke mere kan glemme Gud.
Førend Jesus blev født, da havde Gud også fortalt om sig selv. Allerede ved at skabe himlen og jorden og alt levende fortalte Gud om sig selv, at han elsker det som er. Gud elsker verden og os. Sådan sagde Gud til sig selv, hvergang han havde skabt en ny ting: Gud så at det var såre godt. Det kan man også mærke, når man ser ud på alle de smukke ting, der er i vores verden.
Til jøderne fortalte Gud om sig selv og sin vilje gennem budene. Men i Gt hører vi gang på gang, at jøderne faldt fra Gud og glemte ham. Det mærkelige er, at mange af ting, som Gud skabte, er så herlige, at selv hans eget folk glemte Gud over de herlige ting, som de så. Jøderne begyndte at dyrke det der er skabt. De dyrkede det som om det var Gud for dem. Mon Gud fortrød, at han havde skabt guld og ædelsten, der var så smukke, at de kunne drage menneskers blik så mennesker glemte Gud. Det var det som skete gang på gang i jødernes historie, at de dyrke herlige statuer af guld og træ som om de var guder.
Men Gud sendte sit ord igen, nemlig med Jesus. Han fortalte om Gud, så vi ser Guds sande herlighed, så den aldrig mere kan overstråles af andet. Jesus fortalte sandheden, så den ikke kan glemmes igen. Det er også i Johannes-evangeliet, at Pilatus spørger Jesus: " Hvad er sandhed." Det var ved forhøret før korsfæstelsen. Jesus sagde: " Mit rige er ikke af denne verden." Og Pilatus spurgte: " Så er du altså konge?" Jesus svarede: " Det er dig, der siger, jeg er konge. Jeg er født, og jeg er kommet til verden for at jeg skal vidne om sandheden." Pilatus sagde til ham: " Hvad er sandhed?"
Sådan spørger vi mennesker. Hvis det kom an på os selv, så ville vi hurtigt komme bort fra sandheden. Det har vi set i jødernes historie. Der er så meget som kan forblænde vores øjne med herlighed, så vi tror det er guddommeligt. Derfor var det nødvendigt, at Jesus kom for at vidne om sandheden. Den sandhed og det vidnesbyrd har overvintret i kirken.
Hvis ikke vi havde kirken, så ville sandheden ikke overleve. Ude i verden sker forandringerne så hurtigt, at det er svært at vide, hvad der er sandhed. Det lyder måske endda som et helt forældet ord, et altfor stort ord. Sandheden, skifter den ikke hele tiden. Virkeligheden, kan vi overskue den. Eksperterne prøver gang på gang at ramme sandheden, f.eks. om hvordan det står til med vores land. Men de regner tit forkert, og når året er gået, så ender det slet ikke dér hvor eksperterne mente. De giver skylden til computerne og siger, at de bare skal have nogle bedre maskiner og programmer, så de bedre kan regne sig frem til sandheden. Ja, her fornylig har vi endda hørt at vores kommuner gerne vil have maskiner, for at de kan sige kunderne, hvad de har ret til. I maskinen er alle loven indtastet. Maskinen kan så overskue alle lovene og kan fortælle hvad der er rigtigt i de enkelte tilfælde. Maskinen siger, hvad der er sandhed. Når man vil anskaffe sådanne maskiner ude i kommunerne, må det være fordi man ikke mere selv kan overskue lovene og virkeligheden.
Det var ikke godt dengang da det kun var eksperter, som kunne fortælle os sandheden. Fordi eksperter jo kun er mennesker. De har deres holdninger og kan tage fejl. Det er jo sket igen og igen. Men endnu værre er det, hvis det er maskiner, som skal fortælle os sandheden. Maskiner er jo kolde hjerner. Enhver som har læst love, ved at de kan fortolkes. Men det er da logisk, at en maskine altid vil tolke loven koldt og strengt.
Den sandhed, som Jesus kommer med, er en helt anden sandhed, end den som eksperter og maskiner kan regne sig frem til. Jesu sandhed er personlig. Det er en levende sandhed. Den findes ikke i regelsamlinger. Man skal ikke overskue den, men opleve den, og selv det mindste barn kan opleve sandheden, som Jesus kommer med. Den skal ses og forstås med troen. Det er en herlig sandhed. Det er ikke en kold men varm, en lysende og herlig sandhed. Den sandhed, som Jesus kommer med er ikke fra en kold hjerne, men fra et varmt hjerte. Det er herligheden fra Gud.
Johannes skriver det sådan: " Vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed."
Den sandhed er bevaret i kirken, fordi vi her hører det ord, Jesus bragte. Vi kan se det bare i den kendsgerninger, at vi havde afskaffet ordet " Nåde.", hvis ikke kirken stadig brugte det. Nåde, det lyder som et forældet ord. Men det er et ord som enhver kan forstå, som kommer i kirke. Enhver som har været til gudstjeneste, har hørt og set nåden, nemlig i Jesu ord. Det er hans ord som er herlige og som stråler af himmelsk glans, af nåde og sandhed.
Bistandsloven giver ret til, at dem, der trænger til hjælp, får det. Men det er meget svært at finde ud af, hvem der falder ind under bestemmelserne. Den regel, som Jesus kommer med, er helt forskellig fra det. For Jesus er det nemlig alle som trænger til hjælp og alle som kan få. Man skal ikke engang henvende sig på et kontor og bede om det. Nej, det er hjælperen som kommer til os. Han er midt iblandt os. Ordet bliver kød og tager bolig hos os. Og han giver os ikke kun lidt hjælp. Han ændrer med et ord hele vores liv. Vi får nemlig ret til at blive Guds børn.
Det er den herlighed og nåde og sandhed, som Jesus giver os.
Ny prædiken
Først i Johannes evangeliet står der: I begyndelsen
var Ordet. Først i bibelen står der: I begyndelsen skabte
Gud himlen og jorden og jorden var øde og tom og der var
mørke. Og lidt senere høre vi, at Gud talte: bliv lys. Og
der blev lys.
Der er ingen tvivl om, Johannes vil henvise til skabelsen. Men Mosebogen taler om, at der var tomhed og intethed og mørke og Guds ord. Johannes siger det stærkere: I begyndelsen var Guds ord. Johannes forklarer Guds ord og lyset: det er Jesus. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Ordet blev kød og tog bolig iblandt os.
Med Jesus sker der et ligeså stort under, som i begyndelsen, da Gud skabte himlen og jorden. Ja, det er den samme kraft, livskraften, som nu kommer til verden i Jesus. Og mens det ved skabelsen var virkningerne af Guds ord, som blev virkelighed: nemlig den faste jord, de grønne planter, de mange slags dyr, og endelig mennesket, så er det ved Jesu fødsel Guds ord i sig selv der kommer til verden. Det er et endnu større under der sker julenat i Betlehem. Ved skabelsen i tidernes morgen satte Gud verden og menneskene uden for sig selv. Ved fødslen i Betlehem gik Gud ind i verden for at forene og forsone os med sig selv.
Vores videnskabsmænd har mange teorier om, hvordan universet blev til. Den mest udbredte teori hedder " the big bang", det stor brag. Man mener, at der i begyndelsen er sket en stor eksplosion. Den er ikke sket på et sted. Den er foregået overalt på en gang. Man må forestille sig en eksplosion, hvor alle punkter i verdensrummet eksploderer.
Der er nogle, som mener, at bibelens skabelsesfortælling er overtroisk. Men for det første skal vi lægge til, at også videnskabsmænd mener, at der er en begyndelse på universet. Og vores fornuft vil straks spørge, hvad var der før. Men det siger videnskabsmændene, at de ikke kan svare på. Der er et nulpunkt, en mur, som de ikke kan komme om bag ved. For det andet når vi bruger vores fornuft og ser på de videnskabelige teorier, så lyder det mærkeligt, at en eksplosion kan skabe stof og virkelighed. Det plejer at være sådan, at en eksplosion ødelægger noget. Og en eksplosion, som sker overalt på en gang, det kan vores fornuft ikke fatte. Jeg synes, at videnskabens teorier viser, at vi her taler om noget ufatteligt. Man blive helt religiøs af at læse om videnskabens undersøgelser. Og det er der i øvrigt også mange videnskabsmænd, som er blevet. Det, som de har fundet ud af, har fyldt dem med undren og ærefrygt, så de måtte tro på Gud.
Når vi lytter til bibelen og skal forestille os, hvordan universet og vores dejlige jord blev til, så siger bibelen ikke, at det skete ved et frygteligt brag. Jo, Gud talte. Men Gud taler ikke med tordenstemme. Engang viste Gud sig for profeten Elias. Og der står, at først kom der et stort og stærkt vejr, som sønderrev bjerge og sprængte klipper, men Gud var ikke i vejret. Så kom der et jordskælv, men Gud var ikke i jordskælvet. Så kom der ild, men Gud var ikke i ilden. men efter ilden kom der en stille, sagte susen. Og da Elias hørte den, hyldede han sit ansigt i sin kappe.
Når vi skal forestille os skabelsen i tidernes morgen, så skal vi ikke tænke på et tordenbrag. Nej, vi skal tænke på en stille sagte susen. En hvisken. En kærlig hvisken. Når en mor eller far skal vække et barn, som sover tungt, så råber de ikke, at nu er det tid at vågne. Nej, de hvisker kærligt til barnet. Det var med en sådan kærlig hvisken, at Gud vækkede alt til live.
Og det er akkurat den samme kærlige og milde stemme vi hører i Jesus. Der er mange, som har svært ved at godtage, at Jesus er Guds søn i den forstand, at Jesus ikke har nogen jordisk far. Men det er et endnu større under Johannes taler om, at Jesus er Guds ord, som i begyndelsen skabte alt det der er til. Et ord bliver menneske. Almagtsordet bliver et lille svagt menneskebarn. Egentlig kunne vi oversætte vores prædikestykke i dag sådan: I begyndelsen var Jesus og Jesus var hos Gud og Jesus var Gud. Jesus skinner i mørket og mørket fik ikke bugt med ham.
Der er flere skriftsteder, som taler om, at Jesus var hos Gud, før han blev født. Bl.a. siger Johannes det selv et sted: Ingen er steget op til himlen, undtagen den, som steg ned fra himlen, Menneskesønnen, som er i Himlen. Paulus skriver det også i Filipperbrevet: Jesus havde Guds skikkelse og var Gud lig, men han gav afkald og tog en tjeners skikkelse på. Når Jesus er Guds søn, er det et endnu større under end det, at Jesus ikke har nogen jordisk far. Jesus er Gud selv, som kommer til verden. Jesus er samtidig et menneske som os, født af en kvinde. Derfor hører vi også, at Jesus kunne have de samme følelser som os, glæde, bitterhed, ensomhed, frygt, men dog altid i fuldstændig tro og lydighed mod Gud. For Jesus var ét med Gud. Derfor kunne Jesus gøre Guds gerninger mod os og være Guds ord til os.
Og Guds ord er en kærlig og mild stemme. Gud er et kærligt ord, der taler til andre. Gud har ikke nok i sig selv. Hvorfor skabte Gud verden. Fordi Gud er et kærligt ord, og når det lyder, skaber det liv og lys. Hvorfor sendte Gud Jesus. Fordi Gud er et kærligt ord, der vil tale til os og have os i tale for at skabe liv og lys hos os.
Men hvorfor er der så mennesker, som ikke vil tage imod Guds ord. Det er fordi Guds ord siger sandheden om os. Jeg læste om en danske forfatter, Tage Skou-Hansen, at han ikke havde opfattet sig som religiøs indtil hans søn døde som 40-årig. Så opdagede han pludselig den styrke, som er kristendommen, og som kan bære et menneske gennem den største sorg og svaghed. Men så siger forfatteren nogle ord, som sjældent bliver sagt. Han siger, at evangelierne har en realisme i synet på mennesker, som ikke findes så mange andre steder. Der står om, hvad vi svigter. Ikke altid om hvorfor vi gør det. Men at vi er rede til at ofre mennesker. Evangelierne fortæller, at mennesker er villige til at forråde hvadsomhelst for at være med på holdet, villige til at sælge kammerater og venner hvis det skal være.
Guds ord siger sandheden om os og viser det store mørke og den synd, som hersker i os. Det kan vi mennesker ikke lide. Det er vi mennesker imod. Men Guds ord udsiger ikke kun en hård dom over os og gør os til intet. Tværtimod er Guds ord en mild og kærlig røst, som kalder os ud af mørket og intetheden. Guds ord kalder os Guds børn. Evangeliet siger ikke, at vi er uduelige og værdiløse. Evangeliets lys skaber ikke kulde og afstand mellem os og Gud. Guds ord afslører os som vi er, men ikke for at vi skal tænke ringe om os selv og hinanden og det liv vi har fået. Det er tværtimod et varmende og livsfremkaldende lys, som vil få os til at finde os selv og folde os ud som dyrebare og umistelige i Guds øjne. Evangeliet kalder os ud til den virkelighed, at Gud er vores far og vi er hinandens brødre og søstre. Det har mørket og synden dækket over. Det kalder Guds ord frem i lyset. I troen på det får vi en styrke, som kan bærer os igennem alt.
Johannes taler også i vores prædikestykke i dag om en magt vi har fået. Jesus har givet os magt til at blive Guds børn. Det er en utrolig magt at få. Det er en magt, som kan overvinde alt. For det er jo Gud selv, som vil tage sig af os som sine børn. Større magt kan man ikke få. Den må enhver af os leve på i vores hverdag. For det er jo ikke os, som skal være magtfulde og stærke. Vi må være som børn. Vi er omgivet og omfavnet af den magt, som i tidernes morgen brød gennem mørket og som i tidernes fylde brød igennem julenattens mørke og skabte sang og glæde.
Her i julen har vi set mange lys. Adventskransen. Juletræet. Alle de lyskæder, som er på træerne uden for husene. Men det største lys er Jesus. I ham ser vi en herlighed, som Guds søn har den fra sin Far, fuld af nåde og sandhed. Nåden er først, tilgivelsen, mildheden og kærligheden. Den stråler imod os i det lille Jesus barn i
Ny prædiken
Hvad handler det om? Ordene flyder for os, når vi
hører Johannes evangeliet. Det lyder smukt, som et digt. I
begyndelsen var Ordet og Ordet var hos Gud og Ordet var
Gud. Det er svært at forstå. Og dog er det ganske enkelt.
Det første kapitel i Johannes evangeliet handler om Jesu
fødsel. De højstemte ord vi har hørt handler om Jesu
fødsel. De lyder ellers som meget teoretiske og
filosofiske ord. Det lyder som en lærebog man skal studere
for at forstå den. Men ordene handler om noget helt
konkret og virkeligt: Jesu fødsel. Det begynder ellers
meget tørt og indviklet. Men der et sted i slutningen af
stykket, hvor det hele brydes om. Der står: Ordet blev
kød og tog bolig iblandt os. og vi så hans herlighed. Det
har vi ikke svært ved at se. Så ligger Jesus barnet foran
os. Så ser vi Jesus gå omkring som voksen og prædike.
Det er Guds herlighed vi ser i ham. Eller snarer hører i
ham. For han er Guds ord.
Ordet blev kød. Jesus er Guds ord både til at høre og se og røre ved. Gud giver os ikke en lærebog, som vi skal forstå og lære udenad. Gud giver os et menneske, som er sammen med os, vandrer med os. Jeg husker, da jeg skulle tage kørekort. Selv om jeg var vant til at læse bøger, så var det svært at lære teoribogen. Dengang var der nemlig mundtlig eksamen i teori. Og hvis man sagde en sætning lidt forkert eller manglede et enkelt ord, som ellers lød ret betydningsløst, så ville man dumpe. Det er ikke sådan en bog Gud har givet os for at vi kan bestå livets eksamen. Det er ikke nogle love og regler, som vi skal kunne udenad, og hvis et komma står forkert, så dumper vi. Nej, Gud har givet os et menneske, sin søn, til at vandre sammen med os. Han fortalte os om Gud og han fortæller os stadig om Gud og viser os vejen, så vi ikke kører galt.
Jeg har hørt, at man er ved at udvikle et system for biler, så man via en satelit kan få et kort frem på en skærm i bilen og finde den rigtige og korteste vej. Det system er allerede i brug for skibe. Anvisningerne kommer fra oven. Anvisningerne kan man få, hvor man end er i verden. Når vi vandrer på livets indviklede veje har vi allerede fået en skærm, hvor vi kan få anvisninger fra Gud. Den skærm er vores foldede hænder. Når vi beder til Gud i Jesu navn, så vil Gud fortælle os, hvor den rigtige og den korteste vej er. Men det er i Jesu navn vi skal bede. Det er kodeordet, som giver os adgang til himlens anvisninger. Det er den kanal vi skal dreje om på: Jesu navn, for at vi kan få gode råd fra himlen. For Jesus er den levende Guds søn, som har været menneske som vi og som forstår vores små og fattige ord og beder for os til Gud.
Ved Jesu fødsel fik vi en direkte linje til himlen. Det gør Jesu fødsel så vigtig. Der er mange, som har problemer med Jesu fødsel. At Josef ikke var Jesu far. At Jesus ikke havde en jordisk far. At Maria var jomfru og ikke havde været sammen med en mand. Hendes barn kom fra Gud. Det er ikke alene uforståeligt. Det er sært. Det mener mange.
Men også det kan vi læse om i vores prædikestykke. Vi kan læse om det så det pludselig får en helt ny vinkel. Johannes skriver også om jomfrufødsel. Han skriver om os kristne, om os, som tager imod og tror på Jesus. Han skriver sådan: De blev ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og det er jo akkurat det samme som gælder om Jesus. Han blev ikke født på grund af en jordisk far, men på grund af vores himmelske Far. Men Johannes taler ikke om Jesus. Johannes skriver de blev ikke født af mands vilje. På den måde gælder jomfrufødslen også for os. Og det er hemmeligheden ved Jesu fødsel.
Da vores dronning fødte sit første barn, kronprinsen, og hvis vi kunne gå på barselsbesøg på slottet. Så ville vi beundre de mange herligheder som er i de kongelige gemakker og ved det lille barns vugge, ville vi tænke: Hvilket herligt barn og hvilken strålende fremtid, som venter ham i disse kongelige sale. Jeg ved ikke om Einstein fik børn eller om Niels Bohr fik børn. Men hvis de gjorde, så tænkte folk nok ved fødslen om ikke den dreng eller pige havde arvet sin fars geni. Det kan jo ske. Og så ville barnet have en strålende fremtid.
Ved Jesu fødsel i stalden i Betlehem er det helt anderledes. Der rammer Johannes evangeliet helt i plet. Den herlighed vi ser, når vi bøjer os og ser det lille Jesus barn, det er en herlighed, som barnet giver os. Det aner vi, når vi hører juleevangeliet hos Lukas om hyrderne, som skynder sig ind til Betlehem og bøjer sig over krybben for at se den nyfødte kongesøn. Det aner vi når vi hører evangeliet hos Mattæus om vismændene, som falder på knæ for krybben og giver dyre gaver. De tænker ikke: Det barn har en strålende fremtid. Det skal nok gå ham godt. Han er sikret. Nej, ved krybben er der et stille og trygt fællesskab. For barnet i krybben giver os en herlig fremtid. Barnet sikrer os. Evangelisten Johannes skriver: Alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn. De er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.
I jordiske forhold har det stor betydning, hvilket blod man er født af. Det kan være blåt blod, og så er man sikret er kongelig fremtid. Man kan være født af en genis blod, og så har man muligvis arvet store evner. Eller hvis det er af en rigmands blod, så arver man store rigdomme. Og vi, som er født af det danske blod, vi har arvet et samfund med alle de sociale fordele, som ikke findes i ret mange lande. Men evangelisten Johannes taler om noget større. Vi kristne er ikke født af blod.
Vi er heller ikke født af mands vilje. Med det tænker Johannes måske på ønskebørn. Når forældre har det store ønske at få et barn. Barnet er planlagt og alt er parat til, at barnet kan få de bedste forhold. Og når barnet kommer til verden, så sætter forældrene alt til side for at tage sig af barnet. Et ønskebarn kommer ikke til ulejlighed. Et ønskebarn får hele deres forældres opmærksomhed og kærlighed. Men evangelisten Johannes taler om noget større. Vi kristne er ikke født af mands vilje.
Vi er født af Gud. Det er Gud, som har ønsket os. Derfor sendte han sin søn og gav os ret til at være Guds børn. Det er vores himmelske Far som ville have ønskebørn, som han kunne give hele sin opmærksomhed og kærlighed. Vi er ved troen indsat som Guds arvinger. Vi må arve hele Guds rigdom og visdom og herlighed. Det giver nogle sociale fordele, som ikke findes i nogen jordiske lande, for det giver fællesskab med engle.
Det er ved troen den fødsel sker. Det er, når vi tager imod Jesus. Og det gør vi ved tro. I troen ser vi den herlighed og nåde, som stråler ud fra Jesus, at den nåde og tilgivelse gælder os. Vi ser, at Gud vil gøre alt, ja, har planlagt, at vi skal være hans ønskebørn.
Alt det læser vi i Johannes evangeliet. Var det så svært? Nej, Johannes' julebudskab er lige så smukt et digt som englenes, når de synger for hyrderne: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag. Også Johannes' julebudskab får os til at juble sammen med engle over Jesu fødsel.
Ny prædiken Der er højstemte sætninger i evangeliet i dag og så er der sætninger, som er bitre. Så er der sætninger, som er så slagkraftige, at de fremkalder undren.
Det højstemte: at lyset kommer til verden. vi kan ikke leve uden lys. Det giver næring til os og til alt det grønne. Når mørket sniger sig ind på os om eftermiddagen, så tænder vi lys og trækker gardiner for, så vi ikke ser mørket. Men der er nogle som siger, at kunstigt lys slet ikke er det samme som naturligt lys, og at farver og vores øjne har bedst ved naturligt lys. Det naturlige lys kom til verden julenat. Det havde været før som et lys, der omstrålede jorden, men nu kom selve lyset til jorden til os mennesker. Det er da højstemte sætninger, som om det er et digt Johannes fremsiger.
Altfor smukke digte kan blive intetsigende. Man nyder måske ordene, men tænker, at de intet har på sig. Det undgår Johannes, for han har også bitre sætninger i sit juleevangelium. Han skriver, at verden ikke kendte ham, som blev født julenat. Verden blev til ved ham, men kendte ham ikke. Og kende, det er et stærkt ord hos jøderne. Det betyder det samme som tæt fælleskab og venskab. Men der skulle da ikke have nogen, som verden kunne komme så tæt på, som netop den verden er blevet til ved. Egentlig må verden og skaberordet ligne hinanden, ikke sådan som spørgsmål og svar hører sammen, for Gud spurgte ikke. Gud svarede og så blev Guds svar til virkelighed. Men verden var mærkelig, for den begyndte at stille spørgsmål til Gud. Som om verden ikke var tilfreds med at være et svar fra Gud, som om verden ville stille sig over GUd. Verden stillede GUd til regnskab og stillede sig tvivlende til GUd. Det er meningen, når der står, at verden ikke kendte ham, som blev født julenat.
Han kom til sit eget og hans egne tog ikke imod ham. Der er ikke noget mere bittert. Hans egne. Det ord bruger vi også om familie. Og man taler om det er en familietragedie, hvis en familie splittes, og de ikke vil se hinanden. Så kan man endda forstå det, hvis en ung har opført sig forfærdeligt og er blevet så voksen at han kan klare sig selv, hvis forældrene siger, nu må du finde et sted hvor du kan bo, vi vil ikke mere finde os i dine uartigheder. Det sker jo at børn og forældre skilles i vrede. Selv om det lige så tit ender med, at de forsones igen, fordi de unge jo ser, at der far og mor ikke var så forkert på den endda. Det ender med at de kan mødes som ligemænd, når først de unge har gjort oprør.
Men når der står, at Jesus kom til sit eget og hans egne tog ikke imod ham. Så er det ikke en uartig søn der kommer hjem til sin familie, det er ikke det sorte får, som vender hjem, nej, det er den gode, den himmelske, den overvældende gode som kommer til sit eget, og det er en gåde, hvorfor hans egne ikke vil tage imod ham. Var Jesus for god. Hvorfor ville de ikke tro på ham. Ja, alle som han hjalp, de troede på ham, men det var jo som om de var forsvundet fra jordens overflade langfredag, da Jesus blev korsfæstet. Ingen hjalp ham. Hans egne tog ikke imod ham. Hvorfor forstod de ham ikke. Det er en tragedie. Eller var det meningen at de ikke tog imod ham, for så kunne andre få lov tage imod ham. Så fik han en anden familie. Så endte det ikke med, at kun jøderne beholdt Jesus som frelseren. Nej, andre troede på ham og for dem blev han frelseren. På den måde fik Jesus en større familie. Der blev et større antal mennesker, som blev hans egne og kom til at tilhøre ham. Nemlig alle døbte af alle folkeslag.
Tænk at komme til sine egne og vente en god velkomst og så siger de: Vi kender dig ikke. Gå væk. Du er en fremmed for os. Og hvis han så vil forsvare sig og sige: Jamen, jeg er af jeres slægt. I må da kende mig. Hvis I kender Gud, så kender I mig. Hvad er der i vejen med jer. Og jøderne så svarer: Vi tror ikke på dig. Du kommer ikke fra Gud, for hans vilje og bud har vi lært udenad og du passer slet ikke ind i det vi ved. Og når du ikke kommer fra Gud, hvem kommer du så fra, er det djævelen du kommer fra. Og jøderne så på Jesus som en ond folkeforfører, der var farlig. Han kom til sig eget, men hans egne tog ikke imod ham. Det er bittert.
Mærkelig nok at det kun få steder, at man kan se, at Jesus er ved at miste håbet, da han prædiker Guds rige. Et af stederne siger han om Jerusalem: jeg prøvede at samle jer som en høne samler sine kyllinger under sine vinger, men I ville ikke. Nu bliver I overladt til jer selv. Og om de 3 byer Korazin og Betsajda og Kapernaum siger Jesus: det skal gå jer værre end hedningebyer ved dommens dag, fordi I ikke tog imod mig. Jesus var bitter, men alligevel blev han ved med at prædike Guds tilgivelse også i disse onde byer, som ikke troede på ham. Jesus blev ved med at prædike tilgivelse lige til det sidste. På korset sagde han: Far, tilgiv dem.
Jo i det første kapitel af JOhannes evangeliet er der både højstemte sætninger og bitre sætninger. De højstemte sætninger om lyset og livet bliver realistiske fordi der også er bittert sande sætninger om vantro og modstand mod Jesus. Men så er der også en anden slags sætninger i Johannes første kapitel. Der står: Ordet blev kød og tog bolig iblandt os og vi så hans herlighed, en herlighed som den enbårne har den fra faderen, fuld af nåde og sandhed.
Den sætning er ikke højstemt. man kan snarere sige at den er helt jordnær: Ordet blev kød. I vores ører lyder det meget bastant. Det ville have været bedre, hvis der havde stået: Ordet fik krop. Ordet blev et menneske. Eller Ordet kom til os som en person. Også det ville være svært at forstå. Normalt får vi et budskab ved at en budbringer kommer til os og overrækker os ordene. Her hører vi at Gud ikke nøjes med at sende en budbringer. Det er ordet selv som kommer gående til os. Det er Ordet selv, som lever iblandt os som mennesket Jesus I Israel for 2000 år siden. Og Jesus opstod fra de døde, så ordet er stadig levende iblandt os. Ordet, der er jo ordet fra begyndelsen,som sagde: det blive lys og der blev lys. Det er skaberordet. Skaberkraften som er levende og er hos os, har krop, er til at røre ved, er til at se. Ja, der står jo egentlig i Johannes evangeliet: Ordet blev kød.
Det er et kraftigt udtryk. Det er næsten som om vi kan se fødslen for os. Ordet blev kød. Vi kan se det lille nyfødte blodige barn, som endnu er bundet til sin mor med navlestreng.
Emil Nolde, maleren, som brugte meget stærke farver, har også malet situationen fra stalden, hvor Maria lige har født. Hans maleri er domineret af røde farver. Marias ører og læber er røde, som om man næsten kan mærke den anstrengende fødsel som er overstået. Og Josef står bag ved og læner sig frem for at se den lille nyfødte. Og Josefs kinder er meget røde, som om han har delt Marias smerte og lidelser. Maria har en hvid trøje på, men hun sidder i en meget rødt tæppe og i hænderne som hun løfter op, holder hun beundrende sit lille barn og barnet er malet som en klump, en lille blodig klump. Det er meget modigt malet af Emil Nolde. Det var som jo sådan det var: Ordet blev kød, blodigt kød. Så tæt kommer Guds skaberkraft os. Det er juleevangeliet.
Jeg har hørt det udtrykt sådan, at vi mennesker har en navle. Det viser,
at vi er født. Gud er ikke født. Gud var før verden blev og Gud vil stadig
være, når verden hører op. Gud er evig. Så Gud skulle egentlig ikke have en
navle. Men det har Gud. Det gik Gud julenat. Det er julevangeliet. Guds ord
blev kød og tog bolig iblandt
os.