N.P. Sørensen nielsps@post4.tele.dk Begreberne "skønhed" og "sandhed" har det til fælles, at bedømmeren i meget høj grad er psykisk involveret i sin vurdering. Skønnet afhænger i meget høj grad af den bagage, jeg har med mig.
Den, som har været forelsket, har oplevet en forvandling med det menneske, kærligheden er rettet på. Fra at være en mere eller mindre almindelig pige i mængden, skiller hun sig pludselig på forunderlig måde ud og står der som verdens yndigste prinsesse. I nuet er hun som fuldkommen og der flyder kun guldkorn og den sødeste honning fra hendes mund.
Stik modsat er det med den, man ikke bryder sig om - ham, som har forvoldt mig ærgrelse eller ondt. Han kan være aldrig så klog en charmetrold, i mine øjne tager han sig kun ud som trold og dum.
Og som sagt: tilsvarende kan det være i forhold til sandhed og løgn. Den, jeg møder med mistillid, har jeg svært ved at høre. Det er meget let at høre det, som underbygger fornemmelsen af humbug og nederdrægtighed.
Jeg har meget lettere ved at opfange det positive og fornuftige, som kommer fra den ene side af folketinget. Fra den anden side bekræftes jeg meget let i, at de er tåbelige - helt ude af trit med virkelighed og fornuft.
Altsammen afhænger det af bagagen, jeg har med mig. Også på dette punkt står situationen klarere frem hos børnene. De kender deres selvstændigheds grænse og gør ikke noget særligt for at skjule. De går ikke ind i dybsindige diskussioner, men henter åbenlyst argumenter fra autoriteterne i deres liv og mener dermed at kunne lukke munden på enhver modstander: "Det siger min mor! Det siger min far!" Der findes ikke stærkere udtryk for at vide sig på helt sikker grund. Barnet, som har sagt sådan, er næsten ikke til at rokke fra sit synspunkt.
Men selvom, man mener at have fået klarhed over en sag, viser det sig gang på gang, at man tog fejl. Man bliver narret. Man kan være rejst af med "fejlagtig bagage" og det farver det kommende forløb.
Det kan der gives utallige eksempler på i det enkelte liv, og verdenshistorien rummer en række eksempler på, at magthavere bevidst har benyttet sig af noget sådant. Husk en gang på Nazitysklands propaganda mod jøder og ikke-arier. Selvfølgelig var det vanvid, men ved målrettet agitation lykkedes det at få skaffet plads for tankerne i rigtig mange menneskers bagage. Først alt for sent opdagede de, hvor sygt og grusomt det hele var.
Det er en sandhed, at løgnen må udgive sig for at være sandhed, hvis den skal være en løgn. Løgnen er afhængig af, at der er en sandhed, som den kan fordreje. I sproget er løgnen mangel på sandhed, fravær af sandhed.
Jesus sagde til dem: "Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig... I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster... Han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke."
Hvad er sandhed og hvad er løgn?? Det er spørgsmålene i dagens prædiketekst. Jesus er Guds søn, den ventede konge. Hvordan forholder man sig til det?
Jøderne kendte godt begreberne "Guds søn" og "den nye konge" efter kong Davids forbillede. Han var ventet. Han skulle genoprette det gamle Israels mægtige rige. Jo, han var ventet, ikke mindst i den nedværdigende besættelsestid.
Men her kom så Jesus, tømrersønnen fra Nazaret, og påstod, at hán var Guds søn. Han var simpelt klædt, afstod fra magtanvendelse, talte om næstekærlighed og "alt af Guds nåde". Det virkede som hån og blasfemi.
De jøder, som af Jesus beskyldes for at være Djævelens børn og dermed løgnere fra A til Z, synes ikke modtagelige for en indsigt, der skulle få dem til at vide bedre. Tværtimod kan Jesus konkludere: "Jég siger sandheden, derfor tror I mig ikke". Denne sandhed er så ilde hørt, fordi de pågældende jøder har så svært ved at komme ud af løgnen. Djævelen har i den grad har haft held til at få dem til at tro, at løgnen er sandheden. Jesus er med sit udsagn klar over, at løgnen kun kan afsløres, hvis han får nedkæmpet dens herredømme. Når løgnen ved ondskaben har selvstændiggjort sig i forhold til sandheden, når den taler "ud fra sig selv", er sandheden tvunget til at anvende magt.
Jesus prøver at få jøderne til at indse, at han er sandheden, ikke ved at bekæmpe løgnen på de præmisser, den opstiller, når den forener sig med ondskaben, men ved at lægge bevisbyrden over på løgnens børn. Kan de pege på nogen synd hos ham, uden at de afslører sig selv som syndere? Nej. Det ville være en indsigt, der tvang dem til at tro ham.
Selv om det ikke lykkes Jesus at pånøde jøderne den nødvendige indsigt, går han ikke over til at anvende magt. Eller rettere: han viser, at den, der kan afstå fra at anvende sin magt, har størst magt; kun den underlegne behøver at kæmpe.
- Det er et spørgsmål, i hvor høj grad Jesus egentlig bekæmper ondskaben. Jesu korsfæstelse og død markerer snarere Djævelens afsløring af sig selv, som det, at han (Djævelen) "har været en morder fra begyndelsen" og altså en løgner fra A til Z. Jesu opstandelse er en overvindelse af ondskab og død, hvormed han viser sig som den sandhed, der får det sidste ord, fordi den er Alfa og Omega.
Det koster at have fjender. Kun få har evnen til at udslynge forbandelser uden bæven i stemmen. Vores situation er, at Jesus har forvundet fjenden, Djævelen. Jesus har gjort det beskidte arbejde for os, uden selv at få urene hænder.
I Johannesevangeliet er begrebet "det gode" forbundet med "det liv", hvor man i evighed ikke skal se døden. At blive udfriet af fjendens ondskab gør os ikke nødvendigvis gode, men levende. At tro sandheden, er at have del i det liv, som beror på, at løgnen er overvundet ved sandheden - at løgnens og dødens fader er besejret ved Kristi korsfæstelse og opstandelse på 3.dagen.
"Den, der holder fast ved Jesu ord, skal aldrig i evighed se døden."
Du, som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet, så for dig kun hjertet banker, så kun du i mine tanker er den dybe sammenhæng!
Ja, jeg tror på korsets gåde, gør det, frelser, af din nåde. Stå mig bi, når fjenden frister! ræk mig hånd, når øjet brister! sig: Vi går til Paradis! Amen.
Salmer: 699: Gud, du som lyset og dagen oplod 269: Gud Helligånd! i tro os lær Dåb: 697 v. 1-3 og 4-5 136: Godt og ondt i lys og mørke 167: Hil dig, frelser og forsoner Nadver: 431: Dit minde skal, o Jesus 226: Mægtigste kriste, menighedens Herre