11. søndag efter trinitatis 1999



NT-læsning: 1. Kor. 15,1-10a

Evangelium: Lukas 18,9-14

Salmer: DDS 697, 333 - 608, (456) og 458.



To mænd går op i templet for at bede.

Den ene går med oprejst pande så langt ind og frem, han kan. Han er der med

selvfølgelig ret; han komme her tit og kender både stedet, gudstjenesten og

alle bønnerne.

Den anden nærmest lister sig ind af bagdøren og stiller sig allerbagerst, fordi

han helst ikke vil ses af nogen. 



Og mon ikke samme historie udspiller sig i mange af vore danske kirker, hvor

der holdes gudstjeneste i dag?  

Klokkerne kalder på alle, som vil være med. 

Nogle kommer hjemmevant og tager med selvfølge kirken og gudstjenesten i

besiddelse.

Andre kommer tøvende, usikre og ængstelige for alt det, 

de ikke helt har styr på, de ældgamle salmer og ritualer, 

som de færreste synes de har et nært forhold til, 

men alligevel ikke kan undvære.



Dermed har vi altså gjort et hurtigt forsøg på at oversætte Jesu lignelse til

vores egen tid, 

og kan derefter uforfærdet begynde at sætte navne på; 

Hvem er som farisæeren og hvem er som tolderen?



Men inden vi når så langt, så bør vi måske overveje, 

om det er så enkelt? 

Vi kunne f.eks. spørge, om ikke der skulle være en tredje eller måske endnu

flere grupper.

I en lignelse kan man forenkle og overdrive, 

men hvad med virkeligheden? 

Hvad med alle dem, der har valgt kirken helt fra?

Hvad med dem, der hævder, at i kirken kommer kun de, 

der foregiver at være meget bedre end de egentligt er? 

Hyklere og farisæere, som Gud og Jesus helt sikkert ingen sympati har med? 

Som dem vil vi bestemt ikke være!



Jo, måske skal vi også tænke dem med.

Men så kan jeg nok ikke dy mig for at påstå, at hvis nogen virkeligt tænker

sådan, så behøver man ikke at komme til hverken tempel eller i kirke, for at

være farisæer - for da er det tydeligt nok en bestemt tankegang, som er

farisæisk, nemlig den, hvor man måler andres moralske fejl og mangler ud fra

sig selv og sin egen fortræffelighed.

For her er vi ved det, der for mig at se fælder den evige farisæer i os alle -

både ham i templet, i kirken og hjemme hos sig selv - nemlig, at vi som det

mest naturlige mener, 

at kunne vurdere andres værdi eller mangel på samme ud fra os selv og vore

egne fortræffeligheder!

Og det er både farisæisk, hyklerisk og meget, meget dumt!



Dermed ikke påstået, at man skal være grænseløst ydmyg og selvudslettende,

for også det er jo en karikatur.

Tolderen er hverken god og bedre end farisæeren, bare fordi han ser

realisatisk på sig selv eller ingen selvtillid har.

Tror man det, vil jeg straks give dem ret, der mener at kristendommen er en

usædvanlig usund religion. 

Nej, men skal vi måle os selv og vore gode sider med noget, 

så skal det være en ordentlig og troværdig målestok, 

hvor der ikke på forhånd er snydt med målet for at resultatet skal komme til at

se godt ud.



Der var engang en ung mand, der ønskede den bedste målestok for sit liv. Han

opsøget da Jesus og spurgte:

Gode Mester; Sig mig hvad det største bud i Loven er!

Og Jesus svarede; Kun én er god, Gud!

Vil du gøre godt, så vær som Gud og elsk din næste!



Når kristendommen overhovedet taler om menneskets godhed, så er

målestokken nu en gang Guds godhed, 

og det mål, han satte for vort liv, da han ikke blot skabte os til at leve sammen,

men bød os at elske hinanden.



I skabelsesberetningen hedder det således, at Gud skabte os i sin lighed til at

ligne ham.

Et andet sted hedder det om Gud, at han er som lyset. 

Et tredje, at Gud bor i et lys, som ingen kan nå.

Tilsammen giver disse udsagn vigtige indsigter:



For det første;

Det er Gud og Gud alene, der udstråler det lys, som alt og alle er afhængige af

- lyset, som billede på livet og alt godt. 

For det andet: 

Skal vi ligne ham, må også vi udstråle dette lys.

Men da vi ikke har det i os selv, må vi modtage det fra Ham, som er lyset,

livets og kærlighedens kilde.

Vort eget lys, vor godhed og vor kærlighed, skal hverken forklejnes eller

fornægtes, men må forstås som en spejling af Guds godhed og kærlighed.

Tror vi, at vi har alt det i og fra os selv, skaber i stedet mørke og ukærlighed

omkring os.



Dette burde ikke være svært at forstå, netop i denne uge, hvor mange af os

har oplevet en solformørkelse.

Uden at være astronom har jeg forstået, at en solmørkelse opstår, når månen i

sin bane passerer mellem solen og jorden, hvorved den kommer til at skygge

for solen. 



Og det er jo egentligt et godt billede på ligheden og forskellen mellem

farisæeren og den gode tolderen.

I templet måler de sig begge, men med hver sin målestok.

Farisæeren måler ikke blot sig selv, men også andre menneskers moralske

værdi ud fra sin egen godhed.

Og uden at forklejne denne godhed, så fører det dog til, 

at farisæeren afslører sig selv som selvretfærdig. 

Uden frygt stirrer han lige direkte op på Guds ansigt:

Eller billedligt talt; ind i solens kraftige lys.

Og selvom han så ikke mærker det, det medfører det dog, 

at solens stråler brænder hans synsceller op.

Han kan ikke se klart - hverken på sig selv eller sin næste. 

Han er - med biblen sprogbrug - en synder, der ikke længere ved, hvad det

gode, han skylder Gud, overhovedet er. 

Og derfor kan han naturligvis heller ikke gøre det.

Det, han tror er godt og rigtigt, er blevet en perverteret opfattelse af, hvad

Gud kræver af ham. 



Sådan er mennesket en uforbederlig synder;

Èn gang for alle blændet af Guds lys, fordi vi naivt troede, 

vi kunne være som Ham, går vi nu rundt og kan ikke længere se og gøre det,

som Gud ønsker af os.

Det betyder ikke, at vi ikke skal gøre, hvad vi kan for at gøre godt og elske

vor næste.

Vi kan imidlertid ikke selv skabe den rene vare, men vi må være som spejle,

der reflektere Guds kærlighed til andre.



Dette vidste tolderen, der gik retfærdig hjem.

“Gud vær mig arme synder nådig”, bad han.

Tolderen målte sig med den kærlighed, som udgår fra Gud,

og overfor den blegner alt, hvad vi kan præstere.

Bliver vi i billedet af solformørkelse kan vi sige, at vi som månen skal afspejle

solens lys, men behøver noget beskyttende for øjnene for ikke at blive blindet.

Det fik tolderen ved at bede om Guds tilgivelse og nåde, hvormed han derefter

med frimodighed kan se op på Gud uden at blive ødelagt.

Farisæeren derimod stiller sig selv op mellem Gud og sin næste, og lod sin

egen fortræffelighed skygge for solen, 

så ikke en eneste stråle trænger frem til tolderen.

“Godt jeg ikke er som andre!” var hans selvretfærdige ord.



Set i lyset af farisæerens selvretfærdighed er der intet håb for tolderen - han er

fortabt og forkastet.

Men set i lyset af tolderens realistiske syn på sig selv, 

at han kun kan leve af Guds barmhjertighed og nåde, 

bliver der faktisk også håb for farisæeren. 

“Guds sol går op over både onde og gode”, siger Jesus.

Også over farisæeren sender Gud sit lys og sin kærlighed, om han dog bare

kunne se det og tage imod det.

Og dermed skulle der være håb for alle, idet Guds nåde kun på den måde kan

siges at være en gave til alle.



Til sidst dette herlige billede af Storm P.

En manden spørger en tigger; Kan De leve af at tigge?

Denne svarer: Nej, somme tider må jeg spæde lidt til selv!



Vi er alle tiggere, der lever af, hvad Gud giver os. 

At være som farisæeren er imidlertid at bilde sig ind, 

at vi altid kan spæde lidt til selv.

At være som tolderen er at have nok i det, vi får fra Gud.



Amen.