Salmer: 26, 248, 46, 904. 
Evangelium 12. søndag efter Trinitatis:
Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø
midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde
svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham
afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans
tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: »Effatha!« - det
betyder: »Luk dig op!« Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der
bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige
det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det.
Og de var overvældede af forundring og sagde: »Han har gjort alting vel. Han
får både de døve til at høre og de stumme til at tale.« 
(Markus 7,31-17) 
Prædiken,
Løgumkloster Kirke 19. august 1999 
De mest nærliggende spørgsmål efter sådan en beretning er: Hvorfor lige ham?
Og hvorfor ikke mig? Eller min handicappede nabo?
Hvad gavn skal det gøre at fortælle os om denne lykkens pamfilius, når vi
udmærket ved, at det samme aldrig vil ske for os? Hvordan kan historien
bringe  os videre noget sted hen?
Til spørgsmålet om hvorfor lige ham - og hvorfor ikke nogen af os - er jeg
bange for, at der ikke findes noget ordentligt svar. Han var på det rigtige sted
den rigtige dag. Det var vi ikke. Hvad kan vi kalde det?
Skæbnens spil?
Eller kan vi kalde det Guds vilje? Herrens veje, der som bekendt er
uransagelige?
Nej! Guds vilje er lige præcis det, vi ikke kan kalde det, når nogle bebyrdes
med et handicap eller en uhelbredelig sygdom. Og det vil jeg gerne begrunde.
For at tage en lille detalje fra dagens tekst, så læg mærke til, at der står om
Jesus, at han spyttede på sin finger, før han rørte ved mandens tunge. At
spytte var dengang noget, man gjorde, når man ville fordrive onde ånder. Her
var der tale om et fysisk handicap.
Men det er påfaldende, at der ikke rigtig gøres forskel på, når evangelierne
fortæller om, Jesus uddriver onde ånder, og når han helbreder mennesker fra
fysiske sygdomme. Det er - efter bibelens tankegang - præcis det samme, der
sker. Det er den gode Gud, der fordriver det onde fra et menneske.
Hvis sygdom og handicap stilles lige med det at være besat af en ond ånd, så
fortæller det os i hvert fald, at bibelen ikke anser sygdom eller handicap for at
være udtryk for Guds vilje.
Det onde, der rammer os, fysisk eller psykisk eller åndeligt, er ondt. Og
dermed er det ikke Guds vilje. Så kan vi kalde det skæbnens tilskikkelser eller
tilfældigheder, eller hvad vi vil. Med Gud har det ikke noget at gøre. Det viser
i hvert fald denne helbredelseshistorie.
Gud sidder ikke og kaster terninger med Djævelen om menneskene. Gud er
det godes ophav, og det ondes ophav er Djævelen. Det Guds Rige, som en
skønne dag skal være overalt, vil betyde enden på alt det, der ødelægger
menneskers liv.
Men i mellemtiden - i mellemtiden. Det er der, vi lever. Her i mellemtiden ser
vi ind imellem glimt af det guddommelige, glimt af gudsriget. Og ind imellem ser
vi, hvordan liv bliver ødelagt helt meningsløst.
Jesus spytter på sin finger, da han skal røre ved den døvstumme mands tunge.
Spytte gjorde man, når man ville drive en ond ånd ud. I det her tilfælde var det
mandens handicap, der var den onde ånd.
Ingen skal altså sige, at Gud har givet dem en sygdom eller et handicap, eller
taget deres ægtefælle eller deres barn fra dem, fordi han ville dem et eller
andet. Godt er godt, og ondt er ondt, og det onde kommer ikke fra Gud.
Hvis han kunne, ville han befri os fra alt det, der forhindrer os i at leve fuldt ud.
Hvis han kunne?
Må man sige sådan om Gud?
Han er jo almægtig, ikke? Er det ikke det, vi hører om hele tiden? Synger vi
ikke den ene salme efter den anden om Gud, der kan alt, hvad han vil? Beder
vi ikke til “den almægtige Gud”?
Jeg tror, mange kristne menneskers anfægtelser har deres rod netop i, at vi har
fået den opfattelse, at når Gud er den almægtige Gud, så kan han alt, hvad han
vil. Så er alt det, der sker, hans vilje. Og når vi samtidig hører, at han elsker
os, må vi ty til gamle floskler som at “Herrens veje er uransagelige, og vi
forstår ikke alt, hvad han gør.”
Jeg ved godt, at vi præster skamrider forfattere som Martin A. Hansen. Men
jeg vil alligevel trække ham frem igen. I novellen “Høstgildet” er der en scene,
som meget præcist udtrykker, hvor håbløst det er at fastholde billedet af Gud
som den, der styrer alt. Jeg har citeret den flere gange før, og jeg gør det
gerne igen:
Martin A. Hansen prædiker her evangelisk og stærkt imod ethvert forsøg på
at se noget ondt som Guds vilje. Det sker i præstens natlige selvopgør, hvor
han pines af spørgsmÅlet om det meningsløses mening.
Baggrunden er, at en stor dreng er død. Han har drukket sig ihjel. Og vi hører
nogle af præstens smertefulde overvejelser:
“Ja, den fromme Nielsen kunne jo let forklare det. Mening? ville han sige, -
det er en prøvelse. En Herrens prøvelse.
Javel, javel. Nu kan en teologisk tanke mÅske skelne mellem ulykken, som
Gud ikke har del i, og så følgerne af den i de ulykkeliges sind, hvor Guds værk
begynder. - Javel, men den tanke hører hjemme i høj og tynd luft, Marie!
Mennesket må spørge fra bunden. Hvorfor skal de to derude på sandbanken
prøves så grufuldt og ikke du og jeg? Trække en nitte i Guds afsindige lotteri?
Skulle Skaberen lade deres barn drikke sig ihjel for at prøve et par forældre,
som dårligt kan skrabe det tørre brød sammen? Prøve dem, for at de skulle
omvende sig?
Men dersom de nu ikke gør det? Lille Jens Otto ligger spildt i graven. Og
hvad med Jens Otto selv? Hans liv? Skulle hans liv bare være et øksehug mod
hans mor?
Jeg forstår ingenting. Men jeg ved da, at I er løgnere. Du er en løgner,
Nielsen. I er løgnere, alle I, som lærer, at Gud styrter folk i ulykker og krig for
at.......” 
- Der er sandheder. Og så er der virkeligheden.
Den fromme Nielsen i Høstgildet kendte sandheden. Martin A. Hansen var
derimod mere optaget af virkeligheden end af sandhederne.
Samme modsætning finder vi i de store diskussioner i Jobs Bog. Jobs venner
holdt sandhederne, som de havde lært dem, op for den plagede Job. Han selv
kunne ikke bruge disse evigtgyldige “sandheder” til ret meget. For han stod
midt i virkeligheden, og den ville han ikke lukke øjnene for. Det var den,  han
ville tale alvorligt med Gud om. Ikke nogle principielle sandheder.
Og virkeligheden, som vi oplever den, er tydeligvis, at Gud ikke har al magten.
Gud styrer ikke alt.
Hvis I skulle være i tvivl om, hvad jeg siger, så spørg jer selv: Styrer Gud mig?
Er alt, hvad jeg gør, Guds vilje? Hvis jeg svigter min ensomme, syge nabo, er
det så Guds vilje, at han skal være ensom og overladt til at have kommunen
som sin nærmeste? Er det Gud, der styrer mig?
Nej. Mig har han ikke ret meget styr på, desværre. Gid han havde - det var
der mange omkring mig, der ville være glade for.
Men hvordan kan vi så mene, at han styrer alt? At alt, hvad der sker, er hans
vilje, - når vi så smerteligt ved, at det, som vi gør mod hinanden, alt for
sjældent er det?
Jeg tror, at en rigtigere forståelse af “den almægtige Gud” kunne lyde: Han er
den, hvem al magten tilkommer. Han er den retmæssige magthaver. Og han vil
en dag indtage den plads, som retteligt er hans: som den, der er alt i alle.
Den dag, hvor det er virkelighed, - da lever vi i Guds Rige. Det er det, vi ser
frem til.
I mellemtiden - der hvor vi jo lever - i denne mellemtid er virkeligheden en
broget blanding af lykke og ulykke, godt og ondt, gudsnærvær og djævelskab.
Det er vores virkelighed.
Midt i den virkelighed kan vi kun gribe fat om alle de glimt af Guds nærvær,
der møder os på vejen. Gribe fat om dem og stole på, at det er Gud, der er på
vej ind i vores verden - og djævelen der er på vej ud. Selv om det går
langsomt.
Vi kan lade vort sind blive præget og oplyst af Guds nærvær. Tale med ham.
Gøre ham til vores fortrolige, som vi udøser vort hjerte overfor. Lytte efter
hans svar til os, når vi er stille i bøn. Fordybe os i den hellige skrift. De gamle i
min familie havde et dagligt andagtsliv. Det kunne vi lære noget af.
- Vi har nemlig noget helt afgørende tilfælles med Gud: Vores utålmodige
længsel efter, at hans vilje må ske. At hans rige må komme. At den ondes tid
snart må være omme.
I den længsel forener vore bønner sig med hans løfter - og ud af den forening
kommer håbet. Det kan vi leve i, og i håbet lever vi ikke alene. Han er os nær.
Og når tiden er inde, vil han blive alt i alle. Også i os.