Fald min engel( sat på år 2001)


Den hvide dværg( sat på år 2002)


Flying on the wings of love  ( sat på år 2002)


Græd, min engel  ( sat på år 2002)






Velkommen til dåb i Jersie Kirke.



At vente sit barn og endelig stå med det i sine arme er en erfaring, som er

fyldt med både forventning og smerte.



Når vi om aftenen står og ser på det sovende barn, ville vi så gerne, om vi

kunne beskytte det hele livet, så det aldrig nogen sinde skulle blive udsat for

noget ondt og smerteligt.



Men samtidig ved vi godt, at det magter vi ikke, og denne erkendelse fylder

os med afmagt.



Vi kan ikke beskytte vore børn hele livet - vore arme er bogstavelig talt for

korte til at vi kan holde dem beskyttende omkring dem hele deres liv.



Derfor kommer vi til kirkens gamle døbefont hvor slægt efter slægt er

kommet med deres børn.



Her kommer vi for at takke Gud for det barn, han givet os at tage vare på.



Og samtidig kommer vi også for at lægge barnet tilbage i hans hænder. For

hans hænder og hans arme er stærke nok til at beskytte hver enkelt af os fra

nu af og til evig tid.



Dette er dåbens store gave, at Gud nu række sin hånd ud og tager imod jeres

barn.



I tro og tillid til ham vil vi nu lovprise og bede;



----------------------







Velkommen til dåb i Jersie Kirke!



"Har du mistet det gyldne håb, som du fik i gave ved din barnedåb?"



Sådan sang Kim Larsen og Gasolin i 70´erne om den rodløshed, der fulgte i

kølvandet på ungdomsoprørets opgør med traditionen og autoriteterne.



Også den folkelige og kirkelige tradition med barnedåben stod for skud. 



For hvad lignede det at trække dåben og den kristne tradition ned over

hovedet på et lille værgeløst barn? 



Nej, så hellere for sagens, alvorens og det personlige ansvars skyld vente til

de blev voksne og selv kunne tage stilling!



Men hvad så med det håb, som blev givet med barnedåben? 



Hvor skulle børnene så finde et orienteringspunkt for tilværelsen, hvis ikke de

fik det givet allerede fra starten af deres liv? 



Hvad med det livsrum, som gjorde at børnene ikke straks skulle til at opfinde

tilværelsens værdier på ny, 

men fra starten blev sat ind i en sammenhæng, hvorfra de kunne vokse og

udvikle sig? 



Hvor de først fik lov til at overtage og leve sig ind i noget, som bare var givet

- et grundlag og et fundament - som de derefter enten kunne gøre til deres

eget eller lægge bag sig?



Det gyldne håb, som Kim Larsen sang om som dåbens gave, kan forstås som

den åbning, der gør, at livet altid vil være mere end det, vi kan se og fatte.



Det gyldne håb er som en sprække, der lukker tilværelsen op, så vi kan se

ud over, det, der hænder os her og nu.



I den lovprisning, der indleder selve dåbshandlingen, 



lyder det sådan her:



"Lovet være Gud, vor Herre Jesus Kristi Far,

som i sin store barmhjertighed

har genfødt og til et levende håb

ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.



Ordene er de samme som lyder, 

når vi bærer en af vore kære til hvile på kirkegården.



De er så at sige det fortegn, der både indleder og afslutter vort liv for Guds

ansigt.



Det, der på den måde kommer til udtryk, er håbet om et liv, der ikke er

underlagt døden, fordi vi modtager det fra ham, der allerede har overvundet

døden, nemlig Jesus Kristus. 



Et sådant håb og en sådan tro kan vi ikke rette mod os selv, for netop ved

livets begyndelse og afslutning erfarer vi, hvor lidt vi magter. 



Håbet retter vi derimod mod den Gud og skaber, som har skænket os livet -

både vort eget, og nu også det barns, som I står her med i dag.



Hos ham og i hans kærlighed er den sammenhæng, vi alle får givet at lever i,

og som vi skylder vore børn at give dem del i. 



Så når vi om et øjeblik døber jeres barn, er det dette, de får givet at leve

deres liv i: Et livsrum, hvor de må regne Gud for deres far. Et livsforløb, hvor

de må leve med Jesus som deres bror. Et perspektiv, hvor Gud i Helligånden

ikke er den fjerne utilgængelige Skaber, men den nære og varme kilde til tro

håb og kærlighed.



Og da skal de aldrig miste det gyldne håb!



Amen!



----------------



Velkommen til dåb i Jersie Kirke.



På spørgsmålet "hvem er du?" kan vi sædvanligvis godt give svar. Når der

spørges til vor identitet, henviser vi til navn, familie, arbejde, interesser og

omgangskreds. 



For vores identitet og selvforståelse vokser ud af den sammenhæng og det

fællesskab, vi lever i.



Identitet er derfor noget, som er givet. Den er ikke noget, vi selv skaber, men

en gave, vi langsomt kan vokse op med, ind i og gradvist udvikle vores egen

forståelse og accept af.



Sådan er det langt hen ad vejen også med dåben. 



Når vi døber, sætter vi vore børn ind i en sammenhæng, som er meget større

end dem og os selv. 



At blive døbt er ikke blot at blive føjet ind i en historisk tra-dition. Det er

heller ikke bare at blive optaget i kirkens og menighedens fællesskab.



At blive døbt er at blive sat ind i fælleskabet med den Gud, som har skabt

os, og som tager vare på os, når vi dør. Dåben føjer os ind i en

sammenhæng, der omfatter livet fra vugge til grav.



At blive og være Guds barn er derfor en identitet, som ikke afhænger af

andre mennesker. Den gives i dåben og er Guds gave til jeres børn i dag.



For denne gave vil vi nu lovprise Gud og bede:



-----------------







Velkommen til dåb i Jersie Kirke.



I gamle dage - og da skal vi helt tilbage til middelalderen, hvor de fleste af

vore danske landsbykirker blev bygget -

kunne der godt være trængsel ved kirkedøren, når man om søndagen

samledes for at holde gudstjeneste. 



Det var ikke nødvendigvis fordi, der kom mange i kirke, men kirkerummet

var indrettet på en anden måde end i dag.



F.eks. var våbenhus og måske også tårnet endnu ikke bygget, men af større

betydning var, at døbefonten stod lige indenfor kirkedøren og næsten

spærrede for indgangen.



Man kan godt sige, at døbefonden blev opfattet som en slags grænsestation,

hvor man skulle vise "pas" dvs. sin dåb for at komme forbi og ind i kirken. 



Når man da kom med sine nyfødte børn til kirken, forestillede man sig, at

komme ude fra den verden, hvor synd, død og djævelen havde

herredømmet, krydsede grænsen og derefter trådte ind på Guds domæne. 



Man forestillede sig tillige at det nyfødte barn indtil det blev døbt var udsat

for den ondes angreb, og derfor gjaldt det om hurtigst muligt at få børnene

bragt ind under Guds beskyttelse.



Når man kom til kirken var det første, der skete, at præsten udenfor

kirkedøren tegnede et kors over barnet - det tegn, der bortjager alle onde

magter - hvorefter det blev døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens

navn. 



Når det var sket, var barnet lagt over i Gud den almægtiges beskyttende

hænder og fik hjemstedsret i kirken. 



Fra nu af kunne det ikke gå helt galt uanset, hvordan det gik.



Man kunne godt sige, at dåben på den måde blev opfattet som en magisk

handling - en slags trylleformular, som det gjaldt om hurtigst muligt at få

udført på sine børn.



Efter reformationen søgte man at gøre op med den magiske forståelse af

kirkens handlinger, herunder også korstegnelse og dåb. Samtidig blev

døbefonten flyttet fra døren og op i ko-ret, idet man havde indset, at Guds

omsorg ikke kunne gøres afhængig af præstens eller noget andet menneskes

handling.



Fra da af har man forstået dåben som en forkyndelse i ord og handling - en

forkyndelse af den kærlighed og omsorg, som Jesus gennem sit liv afspejlede

som det inderste af Guds væsen.



Hvad der sker i dag, er derfor ikke blot rettet mod de børn, der skal døbes.

Det, der sker om et øjeblik, angår os alle. Også til os lyder dåben som en

forkyndelse af Guds ubegrænsede kærlighed og omsorg for alle.



Men når vi i samme åndedrag også taler om dåben som en personlig gave, er

det for at have noget konkret, at knytte vores tro til. 



Dåben er Guds betingelsesløse accept formet som en personlig henvendelse

til den enkelte. 



En sådan personlige tiltale er ikke nødvendig for Gud, men sker af hensyn til

os mennesker - vi, der ikke blot kan tro og tage imod, men også kan tvivle

og fortvivles. For den, der gribes af tvivl er dåben et konkret og håndfast

tegn på, at Guds kærlighed ikke blot gælder mennesker i al almindelighed,

men også den enkelte i særdeleshed.



Dermed har alle døbte fået givet dåben som et middel at gribe til, når vi bliver

grebet af tvivl, for med dåben siges det både generelt og personligt, at intet

kan skille os fra Guds kærlighed.



Og derfor vil vi nu indlede dåben med lovprisning, tak og bøn til Gud.



-------------



Velkommen til dåb i Jersie Kirke!







Forældre, der ønsker deres barn døbt i den kristne tro, 

har sikkert gjort sig tanker om, hvorfor de gør det. 

Nogen vil f.eks. sige, at det er en god tradition, 

som de gerne vil føre videre. 

Men man behøver ikke kun at tænke på traditionerne. 

Man kan også have mere nærliggende bevæggrunde.

For lad os vende det om og spørge, hvad vi ville gøre, 

hvis der ikke var nogen barnedåb? 



Hvor ville vi så gå hen med vores børn - de børn, der på en og samme tid er

vores største glæde og største bekymring?



For hvis dåben ikke var der, ville vi nok hurtigt komme til at stå alene med

alle de ønsker, håb og bekymringer, 

der vækkes i os, når vi indser, hvor stor en opgave, 

vi har påtaget os. 



Langsomt går det op for os, at der er så meget, vi ikke kan og magter, og

derfor vender vi os uvilkårligt mod Ham, 

vi fornemmer er større end os selv. 



Netop fordi vi har fået barnet fra Gud, føler vi også, at det må være rigtigt at

lægge det tilbage i hans favn igen 

- ikke for at lægge ansvaret fra os, men for at have Ham, 

at komme til med vor glæde og bekymring. 



Der findes dem, der kan huske, at de engang lå i barne- vognen, sad på

forældres skød eller blev båret på skuldre. Når sådanne oplevelser sætter sig

så stærkt, er det fordi de rummer essensen af den tryghed, der er så vigtig for

os alle. I vore drømme kan disse øjeblikke komme til os som noget, vi på én

gang føler fjernt og uopnåeligt, 

men samtidig ikke kan slippe længslen efter.



Disse drømme skal vi ikke undervurdere betydningen af, for de viser os,

hvad der er vigtigt at give videre til vore børn. Samtidig afslører de for os den

magtesløshed, som gør det meningsfuldt at bringe vore børn til kirken her.





For ligesom de med tiden ofte vil komme til os, grædende, sårede og krybe

op på vort skød for at genvinde den tryghed, som livets knubs har taget fra

dem, sådan har både vi og de brug for et sted at vende os til, 

når livet tager magten fra os eller påfører os smertelige sår. 

Dåben et sådant tryghedens sted, vi kan vende tilbage til.

Her får vi noget givet, som den almægtige Gud selv står inde for. 

Her er et fristed og en "helle", hvor vi kan være trygge og få mulighed for

genvinde troen på, at der virkeligt er én, 

der tager vare på os; voksne og børn - i liv og i død. 



Hvis vi altså også voksne tør se ned i vort eget væsens dyb, finder vi dér den

længsel efter tryghed, der gør at vi bærer vore børn til dåben. 



Vi mærker vor egen sårbarhed og usikkerhed.

Og samtidig drives vi af kærligheden til at give barnet det, vi selv længes
allermest efter: 

at blive lagt i den almægtige Guds favn og derefter leve vort liv i visheden om,

at vi aldrig nogen sinde skal være alene.



Lad os indlede dåbshandlingen med en lovprisning og bøn. 



--------







Velkommen til dåb i Jersie Kirke.



Det er ikke så tit, vi taler om dåben. Ikke sådan til hverdag, for hvad har den

med hverdagslivet at gøre - dåben er jo det, der sker ved en ganske speciel

lejlighed.



Skulle det alligevel ske, er det de positive sider, der frem-hæves. Dåbens

vand kan opfattes som det rensende element, der skyller snavs og urenhed

bort, eller det livgivende, der får det bedste i os til at gro og blomstre.



Men dåbens vand er et tvetydigt tegn. 

Vandet har her en dobbelt betydning;

Den første betydning er det destruktive vand, der oversvømmer verden med

død og ødelæggelse til følge. 



Først herefter bliver vandet til det livsopbyggende vand, hvori livet dag for

dag gives til os alle.



Uden at have denne dobbelthed med i vores forståelse af dåben, kan vi have

svært ved at forstå apostlen Paulus, der taler om det at blive døbt, som "at

dø og opstå med Jesus Kristus". 



I gamle dage blev dette understreget ved, at barnet blev dyppet helt ned

under vandet i døbefonden og på denne måde symbolsk druknet. Ved dåben

bad man tillige en bøn, der kaldtes "syndflodsbønnen", hvor man takkede

Gud for frelsen gennem det vand, der både bragte død og nyt liv.



Forfatteren Tage Skou-Hansen siger et i et interview:



"Det er nok en fejl, at man bilder sig ind, at man kan klare alting...At man

ikke engang imellem erklærer sig fallit og indrømmer, at dette kan man altså

ikke klare selv".



Man kunne godt sige at dåben er en falliterklæring, for her bliver al overblik

og kontrol taget fra os mennesker. 



Her står vi konfronteret med tilværelsens nøgne og barske realiteter; At livet

leves og livet dør - og at vi over for dette intet kan stille op.



Men samtidig står vi også overfor den almægtige Gud. 



Gud er, at livet er meget større end os selv og hvad vi selv magter. Og når vi

konfronteres med afmagten, vender vi os mod almagten og giver os og vore

børn i hans hænder.



Vi erkender vores afmagt, men modtager samtidig et helt nyt liv, som er

større end vores afmagt. For netop i dåben bliver vi forbundet med Guds

løfte om evigt liv i hans kærlighed.



Tage Skou-Hansen siger også:



"Der, hvor alle kendte sammenhænge falder omkuld, der begynder der

måske noget nyt".



Ved dåben behøver vi ikke at sige måske. For gennem vores afmagt formår

Gud, at skabe det nye liv, som ingen - heller ikke døden - kan tage fra os og

vore børn igen.



Derfor indleder vi nu dåben med lovprisning og bøn;



-------------



Velkommen til dåb i Jersie Kirke



Til indledning hørte vi i dag apostlen Paulus udlægge dåben som både

begravelse og opstandelse i en handling. Måske det i første omgang lyder

overspændt, men tænker vi efter kan det godt give mening.



Skal vi f.eks. starte forfra med et eller andet, er det vigtigt at få det gamle

fjernet, så man kan begynder på bar bund. 



Døden, der i gamle dage kom til udtryk gennem dåbsbarnets fuldstændige

neddykning i vandet, er det, der sletter tavlen ren, og når det atter tages op,

føres det ind til livet - det nye og af fortiden uberørte liv.



I dagens prædiken var der netop tale om en sådan proces fra død til nyt liv.

Dostojevskis latterlige mand fik nyt liv, idet han fik lov til at føle ansvar og

skyld. 



Således også med den dåb, vi skal foretage om et øjeblik. Både før og efter

dåben takker vi Gud, fordi han i dåben genføder det lille barn og skænker

det syndernes forladelse. Vel har det endnu ikke gjort noget, som fortjener

fordømmelse, men allerede i et lille værgeløse barn ligger kimen til den

ondskab og ukærlighed, der en dag vil det folde sig ud og sætte frugt,

ligesom det er sket hos alle os andre.



Fordi det vil ske, behøver vi troen på, at det er muligt at starte forfra, når livet

tager magten fra os eller når vor vrede løbe af med os og vi bogstaveligt talt

tager livet af andre.



Ved dåben som en symbolsk drukning af synd og al ondskab, får vi lov til at

være skyldige, men samtidig skænkes vi tilgivelsens altid nye mulighed - den

mulighed, der også kaldes evigt liv hos Gud.



Amen.



----------------



Velkommen til dåb i Jersie Kirke



Når vi døber et barn, døber vi med vand - et element, der oftest bliver

opfattet som livgivende og vækstfremmende.



Altså noget positivt og trygt.



Men vi må ikke glemme, at dåbsvandet er et tvetydigt symbol - vandet har en

dobbelt betydning.



Den første betydning er ikke det livgivende, men derimod det ødelæggende

og livstruende vand.



Det er syndflodens vand, som dræber alt levende, før livet sikres overlevelse

gennem arken.



Den samme dobbelthed findes vi i Paulus tale om dåben som en handling,

hvor vi både dør og opstår med Kristus.



I gamle dage blev dåbsbarnet således dykket helt ned under avndet - dåben

var en symbolsk drukning - noget skulle dø før noget nyt kunne blive til.



Det lyder barskt, men har sin forklaring.



Når vi døber, er det ikke det barnet, som vi elsker, der bliver druknet. Det,

der skal dø, er synden og alt det, der før, nu og fremefter ville kunne skille os

fra Gud og hans kærlighed. Først når det er fjernet, kan dåbens vand blive

det livgivende vand, som ingen kan leve uden.



Så vil vi da indlede denne døb med at lovprise og bede: 



--------------



Velkommen til dåb i Jersie Kirke



Ovenpå de alvorlige toner fra dagens tekst, er det godt at synge en salme,

som den vi netop har sunget. 



Det er den tidligere biskop i Helsingør, Johannes Johansen, der med sin

salme giver indbydelsen til kirkens fællesskab om ikke moderne, så dog

letforståelige ord og billeder:





"Kom og del din Herres glæde

ind i lyset må du træde

på din Herres ord,

her er himlen altid åben

over Jesu små i dåben,

ved hans nadverbord."



Det er denne indbydelse, som i dag har bragt de to små piger, som skal

døbes, ind i kirkens rum for at blive en del af et

fællesskab, der ikke blot dækker Jersie sogn, men også rækker ud til ethvert

sted på jorden, hvor mennesker samles til gudstjeneste, dåb og nadver.



Dette fællesskab er ikke skabt af mennesker, men af den Herre og konge,

som til stadighed sender sin indbydelse ud til mennesker.



Og at fællesskabet virkeligt er åbent, fremgår med af den måde, hvorpå man

får del i det. 



Som et lille værgeløst barn, der ikke kan fremlægge andre kvalifikationer end

det at modtage omgivelsernes omsorg og kærlighed, sådan er også vilkåret

for at komme i Guds Rige dette enkle, at tage imod en gave og leve i dens

virkelighed.



Det gælder ikke blot de små, der døbes, men også alle os store, hvis dåb

ligger langt tilbage i tid, og som med alderen har lært at stille store krav til

både os selv og til andre.





Men her skal vi ikke stille krav - her får vi lov til at tage imod og være med.

Det gælder også, hvis vi allerede på forhånd synes, at vi allerede hars at

vores muligheder over styr, for som Johannes Johansen siger det;



"Du, som er i verden fremmed,

du er barn i kirke-hjemmet,

her fik du dit navn;

selv om du la´e livet øde,

løber Gud dig glad i møde,

ta´r dig i sin favn." 



Og med denne vished, vil vi da alle, store som små, i glæde og

taknemmelighed lovprise Gud:



------------------



Velkommen til dåb i Jersie Kirke.



Når vi om et øjeblik har døbt Charlotte, 

synge vi den salme, der er aftrykt på det vedlagte ark.



Det er en nyere salme, der på en enkel og ligefrem måde siger, hvad dåben

er. 



Det jeg specielt vil pege på, er at dåben er en begyndelse.





"Lille knop på livets træ,

lille stump på voksenknæ,

nu er livet godt begyndt,

kærlighedens håb forkyndt:

Du skal vokse, blomstre smukt,

bære evig dejlig frugt." (v.1)



Dette "nu", hvor "livet er godt begyndt", kunne være jeres piges fødsel for

snart 5 mdr. siden, men er det ikke.



Salmens "nu" er det øjeblik, hvor vi døber Charlotte til at høre til hos Gud og

være hans barn

- det er dåbens nu, hvor barnet som en lille gren podes ind på et stort træ,

hvorfra det fremover skal hente næring til sin vækst.



I salmen omtales barnet som en "lille knop på livets træ" 

- en knop, der "skal vokse og blomstre smukt", 

for "at bære evig dejlig frugt".



Igen kunne det passe til almindelige forhold omkring vækst og modning, men

i dåbens sammenhæng handler det snarere om livet hos og i Guds varetægt 

- at dette liv nok begynder nu, men tillige har et perspektiv, der rækker langt

ud i fremtiden.



Denne nye begyndelse omtales i ritualet som "genfødsel til evigt liv" - en

fødsel til et liv uden afslutning og ende.



Men her på jorden - det ved vi godt - er intet evigt.

Alting får en ende, også vort liv. 

Alene Gud er evig og giver os af kærlighed del i sit liv 

- det evige liv, som er kærlighedens liv.



Og en sådan kærlighed, der giver del i sig selv, sætter livet for den, der

døbes, i perspektiv, nemlig håbets perspektiv:

At blive døbt er derfor at blive sat ind i troen, håbets og kærlighedens evige

liv. - det liv alene Gud kan give give os. 



I opstandelsens og kærlighedens evige liv kan intet drage os ud af Guds favn

- da skal vi blomstre og bære evig frugt.



Derfor vil vi nu lovprise og takke Gud for dåbens gave:



----------------



Velkommen til dåb i Jersie Kirke!



"Op al den ting, som Gud har gjort,

hans herlighed at prise. 

Det mindst han har skabt er stort,

og kan mans magt bevise" (DDS 12 v.1).



Mon ikke de fleste giver mig ret, at blandt det mindste,

Gud har skabt, er netop vore børn de, der fylder os med

mest forundring og størst betagelse?



For er det ikke underligt, at der ud af den kærlighed, 

som binder os til hinanden og skænker os den største lykke,

kan opstå nyt liv?

At livet netop der, hvor vi føler den største helhed og fylde,

begynder og spirer på ny?



Et nyt menneske bliver til?

Ikke som en kopi af os selv, men som noget hidtil uset 

- lidt af den ene og lidt af den anden, men dog et nyt og

fuldbårent skud af den menneskelige slægt.



Det er i sandhed livets under - liv ud af kærlighed,

og kærlighed til den vidunderlige verden, vi sættes ind i.



Denne oplevelse og forundring fik engang forfatteren til en

af de smukkeste salmer i Det gamle Testamente til at skrive:



"Når jeg ser din himmel, dine fingres værk,

månen og stjernerne, som du satte der,

hvad er da et menneske, at du husker på det,

et menneskebarn, at du tager dig af det?" (Salme 8 .v. 4-5).



Det store uendelige univers 

og mennesket med et uendeligt dyb i sit væsen 

stillet overfor hinanden 

- og dog tager Gud sig af den allermindste skabning!



Denne holdning fra Guds side er i dåben omformet til en

konkret handling:



I dåben viser Gud sit sindelag overfor ethvert menneske.

Dåben er en håndgribelig handling, hvor den døbte får

skænket Guds kærlighed og omsorg at leve livet på -

i tro og tillid til, at den Gud, der bærer universet i sin hånd, 

også har magt til at bevare sin allermindste skabning 

- både i livet og i døden.



For denne gave, der nu bliver jeres barn til del, 

vil vi nu lovprise og takke Gud:



------------



Velkommen til dåb i Jersie Kirke!



Fadervor er den bøn, der bedst sammenfatter og udtrykker

det kristne billede af Gud som en kærlig Far,

Det er tillige den bøn, somde to børn, vi skal døbe, så at

sige får med sig her fra kirken som deres første dåbsgave.

Men ikke blot bønnen i sig selv, men vigtigere er selve det

forhold, som Fadervor er udtryk for, og som NN og NN i

dag blive føjet ind i.

For i dåben skænkes vi barnekår hos Gud dvs. får lov til at

leve hele livet i tillid til hans omsorg og kærlighed.



Ved at lære jeres børn at bede Fadervor, lærer I dem også at

kalde og regne Gud for deres "Far".



Nu er Fadervor ikke en magisk remse eller et trylleord, som

blot ved at blive sagt, beskytter den, der beder. 

Deri ligger nemlig forskellen på troen og overtroen, at

overtroen ikke behøver den nære relation til det, man

påberåber, mens troen altid forbliver afhængig af den, 

den er rettet imod, nemlig Gud som Far.



Ved at bede Fadervor med jeres barn, lærer i dem både, at

Gud er til - og at han er til at komme til:

Gud er ikke fjern og uden interesse for os, men som den

opmærksomme Far eller Mor, har han altid tid og lytter til

sit barn - det skal børnene selvfølgelig vide.



For deri ligger en tryghed, som er direkte følge af den

døbtes barnekår hos Gud; at der altid er én, der er det nær

og følger barnet livet igennem.

Som forældre er vi kun hos vore børn en tid - en dag vil de

stå alene.

Forhåbentligt er der til den tid andre mennesker, de kan

knytter sig til, men også disse relationer forsvinder en dag.



Når det en dag går op for barnet - og det sker ofte tidligere

end man tror - så er det utroligt vigtigt at kunne pege på

nogen, som ikke forsvinder, men altid er til at regne med.



Som vi sang det for et øjeblik siden:

"Himmel og jord engang forgår,

aldrig dog fadervor rokkes;

det er Guds ord i barnemund

klippe og skjold i farens skjold,

pant på Gud-faderligheden". (DDS 553 v. 1).



Ved at lade jeres barn døbe, lære det Fadervor og den tillid

som ligger i at kunne kalde Gud for Far, giver I jeres børn

en en stor gave; 

en urokkelig klippe at leve livet på 

og et skjold at krybe bag, når tilværelsen rystes. 



Men først og sidst skyldes det Gud selv, som i Jesus har

skænket os dåben og dens gaver.

Derfor vil vi starte med at lovprise og takke Gud.



-------------







Velkommen til dåb i Jersie Kirke.



Vi kender nok alle fortællingen om Moses - ham, hvis navn

betyder "den, der er trukket op af vandet".



På den tid var israelitterne slaver i Egypten, hvor Farao

regerede. Men israelitterne fødte mange børn og Farao

følte, at et stort fremmedt folk i hans land var en trussel for

hans magt. Derfor udstedte han befalingen om, at alle

drengebørn skulle dræbes straks efter fødslen.

Moses forældre var ulykkelige, men det lykkedes alligevel

hans mor at holde ham skjult i tre måneder. Til sidst måtte

forældrene dog indse, at det ikke gik i længden.

Da fik moderen den idé, at flette en kurv af siv og tætne

den med asfalt. Hun redte den som en vugge, lagde drengen

deri og satte ham ud mellem sivene ved Nilens bred.

Så gik hun hjem uden at kende fremtiden for sit barn.



Men storesøsteren Miriam kunne ikke nære sig. 

Hun gemte sig i nærheden for at se, hvad der skete.

Og det gik jo godt. 

Da ingen andre end Faraos datter senere kom ned til flod¬

bredden for at bade, fik hun øje på kurven mellem sivene og

gav sine hofdamer besked om at hente den.

Da hun åbnede kurven og så den lille dreng, forstod hun

nok sammenhængen, men hun havde aldrig tænkt nøje over,

hvad hendes fars befaling betød før nu, hvor hun så det med

sine egne øjne.

I det samme stod der en stor pige - nemlig Miriam - ved si¬

den af hende og spurgte: "Skal jeg skaffe en amme til

barnet?

Faraos datter svarede : "Ja, men skynd dig."

Og Miriam hentede selvfølgelig sin mor.



På den måde fik hun sit barn tilbage.

Da hun ikke længere kunne beskytte det selv, måtte hun

give det fra sig og overlade drengen til en ukendt fremtid.

Men Gud vendte situationen til noget godt - moderen fik på

underfuld vis sit barn tilbage igen.



På samme måde med os.

Heller ikke vi kan - hvor gerne vi end ville - i længden be¬

skytte vore børn mod alt det onde, vi godt ved er til.

En dag må vi give slip og lade dem gå en ukendt fremtid i

møde.

Allerede fødslen er et sådant skridt - det første af mange

skridt ind i livet. Ganske langsomt må vi give dem fra os.



Men her ved døbefonden gør vi det med glæde.

Her lægger vi barnet i Guds hånd og beder om hans velsig¬

nelse og nærvær.

Og selvom Gud tager imod jeres barn, så beholder han det

ikke, men giver det på underfuld vis tilbage til jer igen med

et løfte om evig omsorg og troskab, som både I selv og jeres

barn kan leve i tillid til ham på.



Og derfor vil vi nu love og bede: 



-----------



Velkommen til dåb i Jersie Kirke



Det er nok ikke tilfældigt, at jeg hver gang, når vi som idag

har tre dåb, kommer til at tænke på en salmen;

"Her kommer Jesus dine små".

Ganske vist er det en julesalme, men teksten kunne for så

vidt godt synges til enhver dåb i kirken:



"Her kommer, Jesus dine små,

til dig i Betlehem at gå;

oplys enhver i sjæl og sind

at finde vejen til dig ind" (DDS 99 v.1).



For det er, hvad dåben handler om;

At finde vejen til den stald, som blev Vor Herre Jesu

indgang til sit liv blandt menneske, og hvor det under skete,

at;

den største blev den mindste -

Guds Søn blev menneske -

for at bære os på sine skuldre op til Gud, 

der skænker os plads i sit Rige.



Når vi dåber vore børn - med tre håndfulde vand og et løfte

fra Gud om nærvær, fælleskab og kærlighed livet igennem -

gør vi det for på den måde at lade alt det, Jesus med sin

fødsel, død og opstandelse bragte i stand, gælde for de børn,

vi gerne vil det bedste for.





Med sit liv og sin død ønsker Jesus at tjene alle.

Vort eget liv kan forfejles,

Vi kan forspilde vore muligheder og tabe alt på gulvet.

Men en ting mister vi ikke;

den kærlighed, som han giver os gennem sit liv for alle.



Det viser dåben og derfor døber vi stadig vore børn.

Med vandet og løftet fra Gud,

løfter han de små op og skænker dem håb at leve på - 

håbet om et evigt liv i hans kærlighed.



Og fordi han er urokkeligt i sine løfter,

kan vi frimodigt synge et af de andre vers fra "Her kommer

Jesus dine små", nemlig det, der lyder sådan:



"Lad verden ej med al sin magt

os trokke fra vor dåbes pagt;

men giv at al vor længsel må

til dig, til dig alene stå". (v.6) 



Derfor vil nu takke og lovprise Gud: