12. søndag efter Trinitatis (I) – Markus 7,31-37

Hvorfor er nogle mennesker syge og andre raske? Hvordan kan det være, at
nogen kan leve hele deres liv uden at se et hospital indefra; mens andre må
igennem den ene indlæggelse efter den anden, undersøgelser i én uendelighed,
behandlinger og operationer? Hvorfor bliver nogen født med et handicap eller
rammes af en pludselig ulykke eller sygdom, og andre kan springe rundt, som
de har lyst til? 

Hvorfor kan nogen ikke høre vindens susen, den elskedes stemme eller se
naturens farver, smukke blomster og nyde dejlige billeder? Hvorfor er nogen
født med et let og lyst sind, mens andre ustandselig må tumle med mørke
tanker og med depression?

Det er store og svære spørgsmål! De er for svære til, at noget menneske kan
besvare dem. Vi bliver så tavse, hver gang de bliver stillet. Det er derfor ikke
underligt, at det er den slags spørgsmål, vi lader gå videre til Gud. Vi må give
op og appellerer afgørelsen og svaret til Gud. Han må dog vide det - om
nogen gør det! 

Men mange oplever også, at Gud er tavs. Og derfor er der dem, som vender
sig imod troen og mod kristendommen i skuffelse over, at heller ikke dér fik
de et svar på det allersværeste, som de gik og tumlede med. De mistede
troen, tilliden til Gud.

Det er sådanne svære spørgsmål, som får nogen til at tale om skæbnen: at alt i
tilværelsen skulle være fuldstændig tilfældigt; at livet er hamrende uretfærdigt.
At lykke og ulykke fordeles som i et kæmpelotteri.

Mon ikke alligevel de fleste nærmer sig evangeliernes fortællinger med en
forventning om, at der i dem åbnes bare en lille sprække af en forklaring, en
svag antydning af et svar? At der her åbenbares en verden som vi ellers ikke
kan trænge ind i? Som fx nu i dag, hvor Jesus helbreder en døv, der også har
svært ved at tale, som der fortælles.

Det er én af de helbredelser i Det nye Testamente, som er mest udførligt. ”Han
tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte
ved hans tunge, og han så op mod himlen og sagde til ham ’Effatha’! - det
betyder ’Luk dig op!’ Det her skulle ingen se, hvordan det gik til; ingen skulle
aflure ham. Men mennesker skulle opleve, at Jesu ord havde en kraft i sig,
som ingen andre.

Jeg tror, at vi alle kan føle denne oplevelse af storhed, af kraft, af
guddommelighed, ved at høre om, når Jesus helbreder et sygt menneske. Men
samtidig også en form for afmagt. Det sker ikke i dag, siger vi (hvem ved for
resten det?) Og selv om det forekommer, er det tilfældigt!

Også de helbredelser, som vi hører om i Det nye Testamente, kan virke
tilfældige. Som nu denne fortælling; Jesus kommer forbi ad den rute; nogen
opdager, at han kommer og øjner muligheden. Men hvad med alle de mange
andre syge? Hvad glæde har jeg af, at andre bliver raske og helbredte, når det
er mig, der har brug for det?

Fortællingen slutter endda med det mærkelige udbrud, at da folk så, hvad der
var sket med den døve, da bliver de totalt overvældede og udbryder: ’Han har
gjort alting vel!’ Det er vel dog at tage munden lidt for fuld! Der er langt fra én
til alle!

Men det, folk så den dag, var altså mere end et mirakel, mere end en enkelt
mand, som blev helbredt. De huskede på den gamle fortælling om dengang
Gud skabte himlen og jorden og gav liv til alt, hvad der er til. I den fortælling
slutter hvert afsnit med en slags omkvæd: ’Gud så, at det var godt.’ Og til
sidst: ’Gud så alt hvad han havde skabt, og han så hvor godt det var.’

Gud så på det hele, de grønne træer, blomsterne, de mange mærkelige og
flotte dyr, ja han lod øjnene glide op mod himlen og universet, og han fik øje
på mennesket, som han havde skabt i sit eget billede. Og han så hvor godt og
smukt det var. Det var en overvældende skønhed. Det var alt sammen sådan,
som han havde tænkt, det skulle være. Og sådan ville han, at det skulle blive
ved med at være. 

Derfor er det ikke Gud, som sender sygdom og lidelser i tilfældig orden. Gud
sidder ikke om natten og spiller terninger om menneskers skæbne. Han
kæmper for, at alt skal blive ved med at være lige så godt, som han havde
tænkt sig fra begyndelsen. Det blev det ikke, for ondskaben og djævelskab
sneg sig ind og ødelagde så meget for os.

Men det som skete den dag med den døve, og som kunne se ganske tilfældigt
ud, var ikke det mindste tilfældigt for dem, som oplevede det. ’Han har gjort
alting vel’, lød deres lovprisning. De var ikke i tvivl om, at Gud med dette
bekræftede sin mening og sin vilje med livet.

’Han har gjort alting vel’. Den sproglige form i denne sætning er det, vi kalder
for perfektum: han har gjort… Det er sket, kan vi sige, men det er ikke bare
fortid; ikke blot noget, der skete for længe siden. I mellemskolen lærte jeg af
min fremragende dansklærer, at den sproglige form, perfektum, udtrykker en
handling i fortiden, som er afsluttet, men virkningen af denne handling rækker
frem til nutiden og helt ind i fremtiden.

Det var altså ikke en enkeltstående handling, da Jesus helbredte den døve
mand, og som vi kan lade gå i glemmebogen. Nej, virkningen af denne
handling rækker helt frem til os og ind i fremtiden. Den helbredelse er med til
at give os tro på, at Guds vilje med os er altid det gode; og håb om at alt
lidelse og ondskab engang skal blive overvundet; og kærlighed til at vi selv
skal være med i kampen for at nedkæmpe ondskaben.

’Han har gjort alting vel’ blev ganske vist sagt ud fra én enkelt oplevelse, men
det bekræfter, at som Gud engang så, at alt var godt, sådan skal det også
engang blive. Guds handlinger i fortiden rækker ind i nutiden, i vor verden hvor
vi også kæmper med sygdom, lidelser og uforståelige hændelser, og ind i
fremtiden med et håb om, at engang skal alting genoprettes.

Vi lever altså nu så at sige i en mellemtid, hvor vi ikke uden videre kan se det
med det blotte øje, og det er derfor vi hele tiden må stille de mange vanskelige
spørgsmål og undertiden opleve ikke at få svar på dem. 

Men vi må leve med håbet rettet fremad imod, at Gud igen engang vil gøre
alting vel.

    Amen.

Salmer: 778 – 697 – 384 / 141 – 365 – 927 – 759