13. søndag efter Trinitatis 1995



GT-læsning 3. Mos. 19,1-2 og 9-18

Evangelium: Luk. 10,23-37.

Salmer; DDS 700, 258 - 606, (279 v. 6-7) og 608



Prædiken

Mon ikke den fortælling, vi netop har lyttet til, er en af de nytestamentlige

lignelser, som de fleste kender til?

Den om den barmhjertige samaritaner, der hjælper, 

hvor de andre går forbi.

Og hvad enten vi tænker på selve lignelsen eller ej, er dens budskab gået så

dybt ind i os, at de fleste på spørgsmålet, hvad kristendommen handler om,

vil svare; "Næstekærlighed!"



Indlysende er det også, at betegnelsen "Samaritter" om den, der uddanner sig

i førstehjælp, og som vi kan møde til dyrskue, rockkoncerter eller

motionsløb, netop stammer fra denne fortælling.

Fortællingen om den barmhjertige samaritaner har altså allerede inden vi

hørte den i dag, sat dybe spor hos os alle.

Men netop fordi den er så bekendt, kommer vi også nemt til at gøre os alt for

hurtigt færdige med den. 

Derfor er det godt at stoppe op og lytte nøje til den, og opdage, at den

faktisk indeholder mere end vi først troede.

Det første, vi konstaterer er, at fortællingen ikke står alene. Den er sat ind i

en ganske konkret sammenhæng:

En lovkyndig kommer og stiller Jesus et spørgsmål, som han og andre

jødiske skriftkloge var brændende optaget af. 

De skriftkloge studerede Moseloven med de mange love og regler, vi hørte

et uddrag af i begyndelsen af gudstjenesten. Så meget havde de gransket

skriften, at de kunne sætte tal på budene, ikke bare de ti, Moses bragte med

sig ned fra Sinaj Bjerg, men også de, der var kommet til i tidens løb; i alt 613

forpligtende love, bud og regler var det blevet til. Og med så mange bud,

som skulle overholdes, var det i sagens natur nødvendigt med en eller anden

form for sammenfatning.



Det er dette, der ligge bag den lovkyndiges spørgsmål til 

Jesus: "Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?"

Han kunne også have spurgt: Hvad skal jeg gøre for at livet kan lykkes -

både her og senere?

Jesus henviser da til det, den lovkyndige allerede kender: "Hvad står der i lo-

ven? Hvad læser du der?"

Dermed viser Jesus, at svaret er givet. 

Ligesom vi ved den lovkyndige på forhånd, hvad Guds vilje er, for alle ved vi

godt, at kærligheden er sammenfatningen af hele loven: "Du skal elske Herren

din Gud - og din næste som dig selv".



Vi skal altså elske, men hvad betyder og indebærer det? 

Det betyder, at Gud skal være det første og det vigtigste i vort liv. 

Gud har skabt os og kærligheden til ham udspringer af samme

taknemmelighed, som alle har overfor den,

de er afhængige af.

Men Gud har også skabt min næste - det menneske, 

der står ved min side, og som jeg deler liv og verden med. Kærligheden til

Gud kan derfor ikke skilles fra forholdet til det andet menneske.



Så langt er Jesus og den lovkyndige faktisk enige.

Her kunne samtalen have sluttet, og så havde vi nok ikke kendt lignelsen om

den barmhjertige Samaritaner.

Men den lovkyndige vil gerne have Jesu svar skåret ud i pap og spørger så:

"Hvem er så min næste?".

Som svar fortæller Jesus lignelsen. 

Den skal altså tilsyneladende give svar på, 

hvem den næste er, som man skal elske.

Men jeg siger med vilje "tilsyneladende" og rejser dermed spørgsmålet, om

det kun er den gode samaritaner, 

vi skal se os selv i?

 

For Jesu lignelser har ofte den overraskende pointe, 

at det er muligt at identificere sig med mere end én person. Hvis vi blot ser os

selv i samaritaneren, der hjælper den nødstedte, fortæller lignelsen os ikke

mere end vi godt vidste i forvejen - at vi skal være gode ved hinanden, 

men er det hele?



Så lad os nu se på de andre muligheder:

Vi kunne f.eks. se os selv som præsten og levitten, 

der lader som om de ikke ser den nødstedte og går forbi.

Det er selvfølgelig ikke rart, men alligevel ved vi godt, hvad det handler om;

Vi rører ved den dårlige samvittighed. 

Alle kender vi situationen, hvor vi ikke fik gjort det, 

vi skulle have gjort: trøstet, støttet eller hjulpet.

Hvad vi indser er altså, at vi ikke er så gode, som vi burde være. Havde vi

glemt det, bliver vi altså mindet om det her.



Så kunne vi se os selv i lyset af værten for herberget.

Er vi ikke uddannede samarittere, er der dog mange, 

der har et arbejde, der minder om værtens: sygeplejersker, socialrådgivere

og alle de, der gennem deres arbejde har ansvar for at hjælpe andre menne-

sker.

Her behøver vi ikke at få dårlig samvittighed - vi kan også godt behandle

andre med respekt og kærlighed - hvis vi vil bruge de ord om vores arbejde.



Så er der er røverne - voldsmændene, der slår manden fordærvet; men de

kan vel ikke komme på tale som idealer? Nej, næppe, men det modsiger jo

ikke, at vi engang imellem opfører os som røvere overfor hinanden. Så også i

det ligger der en sandhed, selvom vi ikke er glade for at høre den.



Ja, og så er der jo den sidste - den overfaldne?

Hvorfor nu det, vil nogen spørge? 

Hvis det handler om, hvad vi skal gøre, 

kan han da ikke komme på tale?

Men hvorfor ikke? 

Er det ikke også os? 

Kender vi ikke situationer, hvor vi er hjælpeløst afhængige af andre? Alle har

vi været børn, der intet kunne uden hjælp. Mange har prøvet at være indlagt

på hospitalet og sygehuset - og nogle af os vil uden tvivl ende vore dage på et

plejehjem uden at kunne sørge for os selv.

Helt bortset fra disse indlysende situationer så lever vi hele tiden i sam-

menhænge, hvor vores måde at være overfor hinanden enten kan nære

livsmodet eller slå det ihjel. 

"Vi har altid næstens liv i vore hænder". 



Kommet så langt, kan vi nu spørge, hvad det er, 

Jesus vil have os til at se og gøre? 

Svaret herpå finder vi i Jesus spørgsmål til den lovkyndige:

"Hvem af disse tre (præsten, levitten eller samaritaneren) synes du var næste

for ham, der faldt i røvernes hænder?"



Læg mærke til, hvordan Jesus spørger? 

Hans spørgsmål drejer sig ikke om, hvordan man finder en næste at hjælpe. 

Hans spørgsmål er stillet fra den nødstedtes side: Hvem var den overfaldnes

næste? 

Jesu viser med andre ord solidaritet med ofret.

Og er vi ikke alle i en eller anden forstand hinandens ofre?

I det mindste kan vi ikke leve uden at komme så dybt i gæld til hinanden, at

vi har brug for tilgivelse for at komme videre.

Så vel handler kristendommen om næstekærlighed, 

men ikke kun om det. 

Den forkynder også, at vi i vort liv er forbundet med hinanden, og at livet kun

kan lykkes i kærlighed. 

Kun gennem kærlighed ser vi et glimt af evigheden 

- eller med den lovkyndiges ord; arver vi evigt liv - 

for kun kærligheden er ikke underlagt død og undergang. 

Det sidste kan vi imidlertid ikke sige os selv, læse os frem til i de 613 bud fra

GT eller høre fra lignelsen om den barmhjertige samaritaner.

At kærligheden overvinder døden - det ved vi kun fra ham, som fortæller

lignelsen. 

Kun han levede og døde i ubetinget kærlighed til alle. Derfor kunne døden

ikke holde ham fast i sit rige. 

Han opstod og lever, for at også vi skal leve evigt med ham.



Hvad skal vi så gøre for få livet til at lykkes? 

Vi skal ikke gøre så meget. 

Vi skal ære Gud og behandle vores næste med den samme respekt, som vi

ønsker for os selv.

Og så skal vi i øvrigt erkende, at vi på godt og på ondt er mennesker; røvere,

præster og levitter, men også samaritanere og herbergsværter. 

Vi lever med hinanden og med næstens liv i vore hænder.



Amen.