Prædiken, 12. s. e. Trinitatis, 1999. 

Markus 7, 31-37.


DDS: 4-383-376/141-11.

Som man måske har fulgt med i, sættes der for tiden spørgsmålstegn ved, om
alle og enhver har krav på samme helbredelse. Visse politikere gør det og
visse læger gør det. De vil dele patienterne op i A, B og C hold. Og til C -
holdet skal rygerne så høre. For efter lægeligt udsagn er rygerne ikke egnede
til enhver form for behandling. I hvert fald går rygerne i visse amter en usikker
fremtid i møde. De vil først få tilbudt en såkaldt stabiliserende rygoperation,
når de kan bevise, at tobakken er lagt på hylden.


Det har, for det første, sikkert med økonomi at gøre. Selv om en ryger og en
ikke-ryger kan bidrage med præcis det samme via skatten, så er det som
bekendt sådan, at sundhedsvæsenet fattes penge. Og så må man bruge de
midler man har, på en "fornuftig" måde, hedder det. Man må ganske enkelt
prioritere. Hvor er pengene givet bedst ud?


Det har også, for det andet, med en faglig, lægelig viden at gøre som det kan
være svært for andre at sætte sig ind i. Det er nemlig sådan, at ved en
stabiliserende rygoperation får patienten lagt noget knogletransplantat ind, som
skal have ny blodforsyning. Og den kan svigte pga. nikotin, hedder det, fordi
nikotinen får blodkarrene til at trække sig sammen og dermed hindre den nye
blodtilførsel. - Og den viden må vi jo så respektere.


Men at dele patienter ind i A, B og C hold har også, hvordan vi en vender og
drejer det, for det tredje, at gøre med at sortere blandt mennesker, som ellers
ser temmelig ens ud. Der er nogle, der har gjort sig fortjent til den bedste form
for behandling, andre ikke. - Og de, der ikke har gjort sig fortjent, er altså
dem, der ryger. 

Nu kunne der ellers godt tænkes at findes mennesker, om hvem man måtte
sige: er der nogen, der har fortjent den allerbedste behandling, så er det lige
netop ham eller hende, der bor derhenne og som vi kender. Han har slidt og
slæbt alle dage. Han har betalt sin skat et helt arbejdsliv. Jo, han har også
røget og gør det stadigvæk. Men skulle han af den grund ikke være god nok
til den allerbedste form for behandling? Nej, let er svarene ikke.


Rygning er efter alt at dømme ikke sundt. Rygning er vel mest af alt en uskik,
noget, man blot engang begyndte på, og så fortsatte med. Hvorfor? Ja, fordi
man har sin egen fornøjelse derved, og sikkert også fordi man ikke bare sådan
kan lade være. 

Rygning er selvvalgt, bliver vi vel nødt til at sige. Selvvalgt som så meget andet.
Som når man kører alt for hurtigt i sin bil, og det ender galt. Eller som når man
om vinteren tager ski på, og det ender med et brækket ben. Det koster jo
også samfundet penge. Men den største af de selvvalgte ugerninger i dag er
altså rygningen. 

Hvad er det, der egentlig sker, når der er nogen, som nu i den forgangne uge,
først vil skelne mellem rygere og ikke rygere i en behandling, som dernæst vil
forbyde tobak til unge under 18 år, og som dernæst vil gøre den receptpligtig
for afhængige voksne? - Der sker bl.a. det, at sådan noget som legemets
sundhed bliver til en religion og læger bliver med eet til præster. Og guden,
som kræver absolut lydhørhed og underkastelse, det er selve sundheden. Intet
står, over den. Intet ved siden af den.


Men der sker også det - langt mere betænkelige - at der kun levnes et svar
på, hvad et godt liv er. Et godt liv kan kun være et meget langt liv. For i
sundhedens navn skal man være fornuftig og skåne sig selv og ikke udsætte sig
for livsafkortende røg. - At man så kan være ufornuftig på så mange andre
områder, at man kan være en svindler og bedrager, ja, det tæller ikke. For i
sundhedens navn drejer livet sig alene om fysisk sundhed. - 


Det, der dermed ikke er plads til, er vores egen opfattelse af, hvad et godt liv
er. Og for den sags skyld er der heller ikke plads til, at et menneske må
foretage sine egne valg og stå til ansvar for alt det usunde han foretager sig. 

Kan et godt liv da f.eks. ikke også bestå i at have karrysalat til sildene? Kan et
godt liv ikke bestå i at spise flødeskumskager en søndag eftermiddag med
familien? Eller kan man ikke have haft et aldeles udmærket liv, skønt man
måske ikke opnåede den meget høje alder, familien kunne ønske sig? 

Hvad er målestokken for et godt liv? Ja, hvad er et godt liv, eller det vil jo
også sige: hvad er meningen med vort liv? - 

Består et godt liv alene i ikke at være for fed, at motionere, at afsky tobak?
Jamen sådan må svaret lyde, når sundhed er målestokken, det første bud. Du
må ikke have andre guder end sundheden. - Og teenagepigerne tager det til
sig i en sådan grad, at de i frygt for fedme får spiseforstyrrelser, mens
drengene får at vide, at de skal dyrke mere sport, for det ikke er sundt at
sidde foran computeren. Og så bliver de hevet hen på sportspladsen, hvor der
venter dem nogle af deres værste personlige nederlag.


I dag har vi hørt Jesus helbrede. Han helbreder en døv, der også havde svært
ved at tale. Han helbreder, uden i øvrigt først at stille spørgsmål eller stille
betingelser. Han spørger ikke sig selv, om det nu også kan betale sig. Han
spørger heller ikke til mandens situation, om han tilfældigvis skulle være
hedning. Han helbreder ganske uden spørgsmålstegn, også en hedning.


Jesu undere var tegn. Udråbstegn, men aldrig spørgsmålstegn. Nej, de var
udråbstegn, der eftertrykkeligt skulle vise hen til, hvad Guds mening med et
menneske er. Og den mening var han aldrig bange for at vise hen til, hvor
meget man end mente, at her var det snarere Djævelen, der var på spil end
Gud selv. - Han fortsatte, og gjorde sine udråbstegn på samme selvfølgelige
måde som andre, der passer deres arbejde. Det hørte med til hans daglige
dont, som det hører til bondens at pløje og så og høste, og som det hører til
lægens at læge patienten. - 


Derfor ville Jesus heller ikke have, at der skulle stå blæst om hans undere. Han
ville ikke have dem i avisen. Man skulle ikke blive stående ved det
usædvanlige selv. Så blev det ikke til tro, men til overtro. Og derfor afviste han
også dem, der kom bare for at få undere at se. 


Og så satte han da sit udråbstegn. Han helbredte den døve, der også havde
svært ved at tale. Han sagde Effatha! Det betyder luk dig op! Og straks
lukkedes den døves ører op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og
han kunne tale rigtigt. - 


Det er meningen. Meningen er at kunne høre. Høre, og da høre, at der kun er
én Gud. Skaberen. Som må tiltales med Fader Vor. - Og et menneske er
skabt til at lovprise sin Skaber: Giv mig Gud en salmetunge, så for dig jeg ret
kan sjunge. 


Din gud er alt det, hvoraf du forventer dig alt godt, siger Martin Luther et sted.
Og indrømmer dermed, at der findes flere guder. - Ja, der er jo intet til hinder
for, at sundhed kan antage en religiøs karakter og blive til en gud. Den gud,
man forventer alt godt fra. Og hvad man forventer er et godt liv. Men se da til,
at du i sundhedsgudens navn ikke glemmer din næste. Og tænk over, om det
ikke er frygten for livet snarere end glæden ved livet, der bestemmer din
dagligdag. Og forvent i øvrigt ikke noget svar fra sundheden, hvis den en dag
måtte blive til skuffelse, og kræve spørgsmålstegn. 


Jesus satte ikke spørgsmålstegn, men udråbstegn, der skulle lukke vore ører
op, så at der kom en anden mening for dagen. En anden mening end frygten
for livet.

Men evangeliet lover ikke, at livet vil være os nådigt, derimod at Gud vil være
det. Den dybe mening ligger ikke i det gode liv, men i den gode Gud. - Som er
der, også når alle vore og sundhedsapostlenes forholdsregler kikser, eller når
vi har slidt os selv op i vor glæde over livet og alle dets muligheder. 


Og kun den gode Gud har ret til at inddele os som A, B eller C patienter. Som
egnede eller uegnede. - Må Gud da lukke vore ører og øjne op for, hvad det
er, han ser i hver enkelt. Må han lære os at se på vort liv som det er, og da,
som de egenvillige og syndige, vi er, lære os alligevel at lovsynge og lovprise
ham. - 

Det er dybden i livet at kunne gøre det. Den døvstumme kunne gøre det, da
han fik sin hørelse og tale tilbage. Derfor hedder det om Jesus, at han har gjort
alting vel. Ja, vi er også i dag midt inde i meningen af det hele, når vi kan
lovsynge Gud for hans godhed, selv om vort liv ser ud som det er, og det ikke
bliver spor bedre med os. Der, i dag, i syndens verden, er det gode liv.

Amen.