Peter Kiel Nielsen - Sommersted-Oksenvad

Kære brudepar - Kære K. og J. 
Den danske filosof Søren Kierkegaard skriver et sted en meget spændende
stykke om ægteskabet. Han kalder det: ved anledningen af en brudevielse
Her filosoferer Kierkegaard over ægteskabet. Og han slutter sin tanker med
at forestille sig to ægteskaber, der er nået til afslutningen på livet.
Det ene par har døjet med al verdens besværligheder. Livet har virkelig
været hård ved dem. Modgangen blev deres lod.
Derimod har det andet par oplevet, at livet havde formet sig let. De havde
mest oplevet gode dage. Medgangen blev deres lod.
Men ved livets afslutning - siger Kierkegaard - er begge par nået til det
samme: at kærligheden overvinder alt. Slutrelutatet for begge par var
dybest set det samme. Det ene par havde oplevet glæden midt i alvoren. Og
det andet par havde oplevet alvoren midt i glæden.
Men dette at disse to par oplevede at kærligheden overvinder alt, kom ikke
ud af ingenting. Men ud af noget ganske bestemt. Nemlig dette, at begge par
på deres vielsesdag i alvor havde taget den beslutning, at de ville elske
hinanden. At de vil lade kærligheden overvinde alt.
Og Kierkegaard lægger et dybt, dybt indhold i beslutningen på vielsesdagen.
For denne beslutning, der bliver taget på vielsesdagen sætter et pejlemærke
for, hvad ægteskabet skal indeholde. Det er, som når nogen, skal bygge et
hus. Så sætter man sig også hen og overvejer, hvordan huset skal se ud.
Sådan er det jo også med jer to - K. og J.. Også I sætter i dag et
pejlemærke for jeres liv. For det første, vil I i dag sige "ja" til
hinanden. I vil faktisk giftes. Dele hus, hjem og hverdag med hinanden.
Men jeg ved også, at for jer er det ikke bare en tør lejekontrakt eller en
juridisk aftale, der bliver indgået.
Men I vil - både for mennesker og for den levende Gud - også love hinanden,
at I vil elske og ære hinanden til døden jer skiller. I vil i dag sætte
dette pejlemærke for jer selv, at kærligheden overvinder alt.
Og måske kan der i jeres hjerter være en lille gysen over dette. Kan jeg
love så meget? Kan et menneske, stå inde for det? Og der er noget sundt og
naturligt ved at have ærefrygt for dette store løfte.
Men jeg er også helt sikker på, at det først og fremmest er glæden, der
præger jer. Det afslører glæden i jeres øjne. Det er ikke ligegyldigt det
her. Men det er alvorligt. Og derfor er det glædeligt.
For glæde og lykke er ikke modsætninger til alvoren. Tværtimod hænger glæde
og lykke netop sammen med, at I begge to mener det alvorlig. I vil sætte
det pejlemærke for jeres ægteskab: at I vil lade kærligheden overvinde alt.

Hvad betyder det? Det betyder dette, at I i alt hvad i foretager jer - i
alle de dage I får med hinanden, skal I have det for øje, at kærligheden
skal overvinde alt. Hvordan I skal gøre det i alle livets situationer, kan
ikke siges her.
Men jeg tror at Kierkegaard - den store psykolog han også var - har ret I,
at vi mennesker i vores liv har brug for den slags pejlemærker. Vi har brug
for at have mål vi går efter. Brug for at vide, hvor vi vil hen.
Og det gælder også i ægteskabet. Jeres ægteskab er ikke bare noget, der
sættes i gang i dag. Det er egentlig ikke engang noget, jeg som præst har
noget med at gøre. Men det er først og fremmest noget, der sker inde i jer.
I jeres sind. I jeres vilje. I jeres beslutning.
Det er et løfte, som I - for Gud og mennesker - afgiver i dag. Men det er
også en beslutning, som I hver dag skal tage frem. Minde hinanden om. Det
er netop ud af den dybeste alvor, at I skal finde glæden.

Kærligheden overvinder alt.
Det skal være jeres pejlemærke.
For værdien af vi menneskers liv afspejles i høj grad af, hvilke værdier vi
lever efter. Det er ikke uden betydning, hvilke mål vi sætter os. Og den,
der aldrig sætter sig mål, farer vild og ødelægger sig selv. Hvorimod, den,
der sætter kærligheden som mål, vil netop opleve, at kærligheden overvinder
alt.

Men når nu det er sagt, at kærligheden overvinder alt, så er det jo også
vigtigt, at vi mennesker spørger os selv, hvorfra kærligheden kommer. 
Kierkegaard mener, at der ikke er noget ældre end kærligheden. Kærligheden
bærer noget af evigheden i sig. Ja, kærligheden er ældre end alt.
Kærligheden er fra Gud.
Derfor går I heller ikke ud fra kirken i dag alene med jeres "ja" til
hinanden. Men I skal ned på knæ for den levende Gud. Og det skal I fordi I
begge engang blev døbt til at tilhøre den levende Gud. Og fordi han også I
det, som I går ind i vil give sin velsignelse.
Hvad betyder hans velsignelse? Er det ikke bare tomme ord?
Nej, for hvis hans ord er tomme ord, hvad er så vore ord. Hvis han ikke er
til, hvad er så livet. Ja, hvor skal vi så kende kærligheden. Er den så
andet end en biologisk proces i to hjerner. Et tilfældigt skvulp på
verdensarenaens bølgegang. Tør vi så overhovedet tale om, at kærligheden
overvinder alt.
Lad mig slutte med nogle ord fra Det nye Testamente. Fra Første
Johannesbrev:
Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som
elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke
Gud, for Gud er kærlighed…
Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske
hinanden. Ingen har nogen sinde set Gud, men hvis vi elsker hinanden,
bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os. (1. Johs. 4,7-8 og
11-12). Amen.