14. søndag efter trinitatis 1999



GT-læsning: Salme 103 v. 1-13.

Evangelium: Lukas 17,11-19

Salmer: DDS 24, 269 - 29, (279 v.6-7) og 11.



Prædiken:



“Tak er kun et fattigt ord”.

Sådan synger Poul Bundgaard i Giro 413 og vi andre vel også i

lejlighedssangen til familiefesten eller firmajubilæet.

Selv om udtrykket og sangen ved sin ulidelige gentagelse let kan ende som

en slidt kliche, 

bør vi ikke desto mindre gøre os klart, 

hvor fattige vi egentligt ville være uden det lille ord “tak”.

Her taler jeg hverken om gode eller dårlige manerer, 

men derimod om, at vi hverken som mennesker eller som kristne burde være

uden fortrolighed med det lille ord “tak”.



Netop den kristne tro kommer tydeligst til udtryk gennem taknemmelighed.

Ikke blot i almindelighed, men overfor Gud i særdeleshed.

Se blot efter i salmebogen, og fortæl mig om I kan finde salmer, der ikke på

en eller anden måde og ofte hele vejen igennem udtrykker lovprisning og tak

til Gud for livet og alt det, han har givet og dagligt skænker os.

Og så er vore salmer jo ikke noget særligt, men jo blot en afsmitning af den

tone, der lyder i Det gamle Testamente.  Som f.eks. når den salme, vi

indledte gudstjenesten med, er gendigtet over salme 103, som jeg læste for

et øjeblik siden.



Man kunne imidlertid også spørge, hvordan den modsatte holdning kommer

til udtryk?

Den modsatte holdning til taknemmelighed for livet kommer til udtrykt

gennem det selvberoende menneske, 

der ser sig blind på alt det, som vedkommende har tjent, 

og derfor ser livet som en indlysende og velfortjent rettighed, man ikke

skylder andre end sig selv tak for - noget man selv har fortjent.



Det selvberoende og selvfortjente menneske har jo ikke noget at bruge

taknemmeligheden til.

Taknemmelighed afslører jo vor afhængighed og svaghed.

Taknemmeligheden lægger derfor en bombe under den såre menneskelige

slutning, at vi er, hvad vi selv gør os til.

Så dybt ligger dette i os, at selv om vi hele tiden bliver belært om det

modsatte, så lever vi dog ofte hver dag som om skæbnen og lykken alene lå

i vore egne hænder. 

Kun de store katastrofer, alvorlig sygdom og pludselig død, er i stand til at

forstyrre dette rosenrøde billede af alt som såre godt og velfortjent.



Men skæbnen og vort liv ligger netop ikke i vore hænder!

Hverken når vi står ved livets begyndelse eller afslutning har vi mulighed for

at kræve nogen rettigheder respekteret.

Livet får vi uden at have bedt om det, og døden indhenter os uanset hvad vi

har bedrevet det til i mellemtiden.



Det er da også netop ud af dette faktum, at taknemmeligheden henter sin

begrundelse og sin kraft.

For er både begyndelse og afslutningen noget, der hænder os uden vor

medvirken, da er der ikke langt til at slutte, 

at også alt det, der overgår os mellem disse yderpunkter, 

i sidste ende er uforskyldt.

Ved fødslen kastes vi ud i uanede muligheder, og netop i lyset af livets

begrænsning i døden bliver - eller burde - hvert eneste øjeblik af livet være

af uendelig værdi.

Er vi først i stand til at se på livet i dette perspektiv, 

er det alt andet en indlysende, at vi overhovedet er og lever.

Og ud af denne indsigt vokser vokse den taknemmelighed, som kan nære

glæden ved at være til.

Og den ubegrænsede glæde og taknemmelighed kan vel dybest set kun

rettes mod den, der er evig og ubegrænset?



Evangeliets beretning om Jesu møde med de ti spedalske er et

mønstereksempel på spændingen mellem ureflekteret selvfølgelighed og den

ufortjente gave, der skaber og nærer taknemmelighed i et menneskes liv.

 

De spedalske blev på Jesu tid betragtet som døde og udstødt af

samfundslivet.

De spedalske var, hvis vi skal forstå situationen rigtigt,

ikke blot syge; de var hæslige og de stank.

De blev derfor fordrevet til øde steder, hvor deres blotte eksistens ikke

kunne genere nogen.

De havde intet at leve for, og dog var hver dag en kamp for at overleve.

Livet var for dem ikke noget, man fik givet, men var en daglig kamp mod de

andre spedalske om de smuler, som gode mennesker dog satte ud til dem.



Oven i denne kontante udstødelse måtte de spedalske endvidere bærer den

byrde, at føle sig forkastet af Gud.

For det er jo såre menneskeligt at drage slutninger mellem den retfærdige

sammenhæng mellem menneskets skæbne og Guds eller andre magters vilje. 

For hvad enten det gælder spedalskhed, AIDS, lungekræft eller overvægt,

det ligesom ligger i luften - også i dag - 

at de ramte jo bare kunne tage sig sammen, undgå risikoadfærd, spise sund

og motionere rigeligt.

Gør de ikke det, er det jo mere eller mindre selvfortjent, hvis Gud, skæbnen

eller hvad vi nu kalder det, sørger for at man falder i den grav, man selv har

lagt grunden til. 







Sådan også synet på de spedalske på Jesu tid.

Var de ramt af den frygtede sygdom, så var det udtryk for Guds vilje og

deres egen skyld.

Og har nogen tænkt sådan, så har det uden tvivl været svært for de syge selv

ikke at gøre denne dom til deres egen også.



Det underlige er nu, at selvom de spedalske måske har følt sig udstødt af

mennesker og forkastet af Gud, så har de åbenbart tillid til Jesus.

De henvender sig til ham, råber med høj røst: 

“Jesus, Mester, forbarm dig over os”.

Hvor spinkel deres håb end har været, så var det stærkt nok til at de turde

bevæge sig ud fra deres isolation og ind i nærheden af det menneskelige

samfund for at opsøge ham.

Vi bør også lægge mærke til, at deres henvendelse ikke sker ydmygt og

høfligt. 

De råber derimod højt og forstyrrende, og gør overfor dem, der holder på

de gode manerer vel et lige så dårligt indtryk, som de demonbesatte eller de

kvinder og børn, der ofte trængte sig frem for at være nær ved Jesus.

For overfor Jesus behøver man ikke at være forsigtig og høfligt, når man

beder om hjælp - her kan man godt råbe og skrige i afmagt, for om muligt at

trænge igennem til den almagt, hvorfra man venter alt godt.

Jesu behøver man ikke at skamme sig over.

Han kender selv til forkastelse og afmagt.

Han forstår og han accepterer, hvad alle andre fornægter, at også de

spadalske er Guds skabninger. .

De er ikke forkastet og døde for Gud. Tværtimod!



Netop derfor sender han de spedalske ind til præsterne, 

der administrerede grænserne for rent og urent.

De spedaslek skulle ikke blot helbredes, men fuldt ud godkendes og

anerkendes som Guds skabninger.

Og frem for alt skulle de gennem denne procedure vise alle, at det aldrig er

håbløst, at rette sin nød mod Gud. 

For netop de fortabte og de døde skal møde livet som en ny og altid

overvældende gave.

Hvorfor og hvordan de blev syge interesserer ikke Jesus.

Kun dette, at livet atter skænkes dem og at de atter bliver indlemmet i

fællesskabet med andre, har hans interesse.   



Men så er det jo, at vi måske sidder og blive lidt forargede over, at der kun

var en enkelt ud af ti, som vendte tilbage og sagde tak for sin helbredelse.

Først takkede han Gud - med høj røst - og dernæst Jesus.

Men hvad med de ni andre? Burde de ikke også være taknemmelige for det

overraskende gode, som de fik del i?

- Tænker vi måske....?



Men mon ikke denne ene i sin tak er lige så repræsentativ som vi er i vores

tak for alt det gode, vi dagligt får givet, men sædvanligvis tager alt for givet

og selvfølgeligt?

Fylder denne ene samaritaners tak egentligt ikke mere end vores, fordi vi

sjældent lader den komme så synligt og højlydt til udtryk, som han gør.

Vi, som har ondt af, at muslimer kan finde på at bede offentligt eller i det

mindste bede om et offentligt rum at bede i, selvom de er sammen med os?

Vi, der hellere sparer takken sammen til særlige lejligheder som f.eks. den

årlige høstgudstjeneste eller den gode medarbejders 25- eller 40 års

jubilæum?

Hvem ligner vi mest - de ni ellerr de den ene?



For nok er ”tak” kun et fattigt ord, men det bliver nu på ingen måde mindre

værd af at blive brugt mere 

- hverken i vor omgang med hinanden eller overfor vor Gud og skaber i

Himlen.



Og skulle vi føle, at at vore egne fattige ord ikke synes at kunne udtrykke

det, vi føler, de skal, så kan vi, når vi holder gudstjeneste her i kirken,

heldigvis altid låne nogle af de ord, som tidligere slægter har fundet

dækkende.

Også disse ord er kun fattige ord, men dog ord, hvormed vi til stadighed kan

samle også vores tak til Gud.

For vel er vi ikke spedalske, men har vi ikke ret beset lige så meget at takke

for, som alle de ti, der i mødet med Jesus fik livet igen?



Amen.