3. Søndag i Fasten 1998 Michael Rønne Rasmussen mirr@get2net.dk
I fastetidens tekster er der en tendens til at modsætningen mellem Gud og hans modstandere trækkes meget skarpt op. I første tekstrække indledes fasten med fortællingen om syndefaldet, hvor fristeren i skikkelse af en slange forleder Adam og Eva til at bryde Guds bud. Og som evangelietekst finder vi dér beretningen om Jesu fristelse i ørkenen, hvor samme frister forgæves forsøger at få Jesus til at misbruge Guds magt til egen vinding.
Søndagen efter møder vi så to helbredelsesberetninger - om den kanaanæiske kvindes datter og beretningen om drengen, der gribes af grebet af kramper og fråde - epilepsi, siger vi. Men kendetegnende for begge beretninger er, at sygdommen tilskrives dæmoner og urene ånder - usynlige, men virkningsfulde kræfter, der ødelægger den menneskelige tilværelse og således modsiger livet som Guds gode gave og velsignelse.
Modsætning mellem Gud og det, der står ham imod, trækkes endnu skarpere op i dag, hvor Jesus og hans jødiske modstandere tørner sammen i noget, der ikke lader meget tilbage for de seneste ugers intense valgmøder og TV-dueller. For nok har vi der hørt beskyldninger om ikke at høre eller ville forstå, hvad den ene eller den anden havde at sige, men ingen har dog vovet at begrunde det med, at den politiske modstander havde Djævelen til Far og notorisk var arvtager til synd, løgn og mord!
Det er der mange - også gode - grunde til at vi ikke gør. Bl.a. afspejler det, at modsætningerne i vort samfund ikke længere er så skarpe, som de måske var engang, Det viser også at det politiske valg aldrig er et “enten-eller”, men ganske ofte et “både-og”. Altså ikke enten liberalisme eller socialisme, men om muligt helst det bedste fra begge! Politik er det muliges kunst og politik har derfor en indbygget tendens til kompromiser - ja, når situationen og den mulige indflydelse kræver det, indgår man endog forlig med sin argeste modstander! Efter et valg er situationen jo en anden end før valget!
Selvom om vi måske hurtigt kan blive enige om, at sådan er det altså i politik, så tror jeg egentligt, at der er meget flere - måske det fleste områder, hvor vi helst går på akkord med de rene linier frem for at fastholde det absolutte “enten-eller”. Derfor har vi det også svært med den kompromisløshed, evangelierne lader Jesus stå for, når han som i dag støder sammen med en gruppe jøder - ganske almindelige mennesker, der har fundet sig en solid og tryg baggrund at læne deres tro og selvforståelse op ad. Jøderne har kort forinden gjort rede for deres opfattelse af Abraham som deres åndelige Far og religiøse idol. De er gode jøder, der lever, som traditionen og religionen foreskriver: Holder lovens bud og går i templet for at bekende troen og bede deres bønner til Gud. Og alligevel kalder Jesus dem Djævelens børn! Guds løgnagtige modstandere og mordere! Tænk hvis det var os, der fik et sådant skudsmål? Hvad er det egentligt Jesus forsøger at sige med sine hårde ord?
“Hvis Gud var jeres far, så ville I elske mig....”. Når man starter på den måde, er det mere end antydet, at dette ikke er tilfældet. Jøderne elsker jo ikke Jesus og ergo er det ikke Gud, der er deres far! Det er jo logisk nok. Men hvorfor er Gud ikke deres far? Ganske enkelt fordi de afviser Jesus i hans krav om at være fra Gud - at være den, som kender og som er sendt med magt og myndighed til at tale, helbrede og bedømme menneskers på samme måde, som Gud ser på os alle på. For hvis de allerede kendte Gud, ville de i Jesus optræden, ord og helbredelser genkende ham eller måske blot genskinnet af Ham, som skabte verden og gav os livet i eje. Hvis de elskede Gud, ville de erkende sandheden i Jesus ord, idet han ikke siger andet end, hvad hans far sendte ham med. Og fordi de ikke erkender sandheden i det, som Jesus gør, men oven i købet kalder ham besat af en dæmon og modstander af Gud, afslører de sig selv som modstandere af Gud, og da der ikke findes et neutralt område mellem disse - altså som Djævelens børn og tilhængere.
Det er hårde ord, men heldigvis er det jo ikke sådan for os. Vi har jo lettere ved at vælge, hvem vi vil er tilhængere af. Vi kender allerede Gud som Far, Jesus, hans enbårne Søn og Helligånden, sådan som vi hver søndag bekender troen. Og forud for den trosbekendelse siger eller synger vi forsagelse af Djævelen og alle hans gerninger og hans væsen. Vi burde altså være på den sikre side i forhold til Jesus ord, for vi har jo taget stilling? Men er så vi det?
Man kunne dertil spørge om vi overhovedet er klar over, hvad det vil sige at forsage? At frasige sig fællesskab og sympati med alt det, der står Gud i mod er jo ikke det samme, som ikke at møde eller medvirke til at fremme de livsødelæggende kræfter i verden. For var Djævelen bare en person eller en dæmonisk kraft, som vi vidste, hvor vi havde, var det jo ikke så svært. Men er sagen jo den, at vi aldrig kan vide os sikker på, hvor vi har det onde og hvor vi selv står i forhold til den, så bliver det straks sværere - ja, måske umuligt at vide om forsagelsens ord er dækkende for det, vi mener, når vi udtaler dem.
For ligesom troen er også forsagelsen et absolut valg - det er aldrig “både-og”, men altid “enten- eller” - og hvem kan egentligt overskue et sådant valg? At vælge mellem Gud og hans modmagt, hvad enten vi personificere dem med navne eller blot kalder dem upersonlige magter eller kræfter i tilværelsen - er som valget mellem lys og mørke: Ingen kan på samme tid stå i både lys og mørke - heller ikke mens man overvejer, hvad man skal holde sig til.
I vor tid er det imidlertid en almindelig antagelse, at man netop i valgsituationen har mulighed for at stå i en neutral position og gøre sig sine overvejelser før man vælger. F.eks. er en valgkamp jo egentligt blot en pause i den daglige politiske kamp. Selvfølgelig kæmpes der også i valgkampen, men det er ligesom en anden kamp, hvor der ikke står så meget på spil. Man prøver først og fremmest kræfter og giver løfter med henblik på at vælgerne i ro og fred kan sætte deres kryds, hvorefter den mere alvorlige politiske kamp går videre. Men i den kamp, der siden syndefaldet har fundet sted mellem Gud og hans modstandere, er der ingen fristed - intet sted og ingen stemmeboks, hvor man står alene med sit valg. I denne kamp er man altid allerede placeret i en bestemt lejr - enten i forhold til Gud eller i forhold til hans modstander.
På Luthers tid bølgede der en heftig diskussion om netop dette spørgsmål: Luthers samtidige, humanisten Erasmus af Rotterdom, skrev en bog “Om den frie vilje”, hvori hans forsvarede menneskets frie valg og ansvar. Mennesket har af Gud fået en frihed til at vælge om det vil tro på Gud eller forkaste troen, og netop i denne frihed består menneskets storhed og værdighed. Hertil svarede Luther i sin bog “Om den trælbundne vilje” et klart og kategorisk “Nej”. Menneskets har ingen storhed, ingen frihed og intet valg! Alligevel skal det stå til ansvar overfor Gud for sit liv. For at vise, hvad han mente, brugte Luther billedet af en hest. Hesten er altid styret af en rytter. Det afgørende er imidlertid ikke hesten, men hvem rytteren er: Gud eller er det Djævelen? For hesten vælger ikke sin rytter - hesten traver eller galoperer ud over marken udleveret til den, der sidder på ryggen og magtesløs overfor, hvor han fører den hen.
Sådan, siger Luther, er menneskets situation overfor tilværelsens fundamentale magter efter syndefal- det. Ved syndefaldet blev der truffet et absolut valg. Som bekendt faldt valget dengang på slangen, Guds modstander, og Adam og Eva blev som følge heraf forvist fra den have, hvor de havde levet som søn og datter af Gud. Dette var og er i den bibelske sammenhæng fortabelsen - at være skilt fra Gud. Og den, der er fortabt, har også tabt sit frie valg - det fortabte menneske har intet andet valg end at leve videre i fortabelse.
Skal det befries fra denne skæbne, må en anden gribe ind. Og det har Gud så gjort. Også Gud har truffet et valg - om det er frit eller bundet, det afhænger af, hvordan man ser på kærligheden, men alle kender vi dog udtrykket: at kærligheden tvinger.
For da alt var tabt og der intet håb syntes at være tilbage, sendte Gud Ordet med den Sandhed, der skulle gøre menneskets absolutte og fatale valg godt igen - ikke så vi igen kunne blive frie og uafhængige, men så vi nu kunne komme ind under Guds magt, vilje og herredømme. Dette Ord er Jesus, der som lys er kommet til mørket. Og når man som jøderne i dag står overfor ham, må man træffe et valg, som kun muligt fordi han ved sin tilstedeværelse viser, at der er en absolut forskel på lys og mørke. For den, der står i mørket, er der ingen forskel - alt er mørkt, men er lyset først kommet, ser man forskellen - og uden at kende forskellen på Gud og hans modstander, kan man ikke elske Gud.
Evangeliet er, at Gud har valgt - og at vi er valgt af ham. Går det først op for os, gælder det blot om at holde fast og leve i dette “en andens frie valg”. Også selvom livet leves i syndefaldets verden - den verden, hvor vi ikke altid ved, hvor vi har os selv, men hvor vi altså har lov til at tro og have tillid til, at Guds valg både er stærkere og vigtigere end vort. Gud har én gang for alle valgt os - og hans valg er absolut. Han holder derfor fast i os - hele livet og indtil den dag, hvor det er tydeligt, at vi har spillet fuldstændig fallit og aldrig har kunnet andet. Men selv da lyder det til os: “Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden”. Amen.