16. søndag efter trinitatis 1999



NT-læsning: Ef. 3,13-21

Evangelium: Lukas 7,11-17

Salmer: 198 v.1-7, 623 - TS777, 198 v.8 og 43



Prædiken:



Siden juli har jeg haft en bog liggende på mit natbord. 

Det er ikke meget, jeg får læst i den - et kapitel i ny og næ.

Og så er det ikke fordi bogen er tyk - kun små 300 sider.

Det er heller ikke fordi alle siderne først skal sprættes op.

Det er heller ikke fordi den ikke er spændende eller at jeg ikke har tid. 

Den eneste grund til at det går så langsomt er, 

at bogen handler om den altid nærværende død.

Bogen er skrevet af Marianne Davidsen-Nielsen, der er kendt for at have

udviklet teori og praksis bag de sorg- og selvhjælpsgrupper, som i løbet af de

sidste 8-10 år har udviklet sig i og udenfor den etablere sundhedsvæsen.

Bogen hedder “Blandt løver” med undertitlen “At leve med en livstruende

sygdom”.

Og fordi bogen bygger på en mængde virkelige sygdoms- og samtaleforløb,

er den bevægende at læse. 

Derfor tager jeg den i små portioner - jeg kan ikke andet.

For også jeg må som alle andre indse, at døden er en altid nærværende fjende

- og det er ikke blot svært, det tar tid! 

Titlen “At leve blandt løver”; bygger på en hændelse i Karen Blixens bog

“Den afrikanske farm”.

Nogle unge løver hærger på farmens område. 

De dræber et par okser, og bestyreren kommer til Karen Blixen og fortæller

ophidset om det drama, der har fundet sted. Den ene okse er blevet spist, den

anden ligger urørt.

Derfor regner bestyreren med, at løverne vil vende tilbage og æde den sidste

okse, når de igen bliver sultne. 

Han ønsker derfor at lægge gift ind i oksen, og på den måde komme dem til

livs.

Karen Blixen derimod mener ikke, at det er fair at dræbe løver med gift -

løver bør man møde og skyde.

Bestyreren bliver endnu mere ophidset og meddeler, 

at han ikke vil “risikere livet” ved at jage løverne.

Karen Blixen går derefter ind til sin ven, Deneys Finch Hatten, og meddeler,

at de nu skal ud og “risikere livet”. 

Og så citerer hun fra en gammel svejtsisk nationalsang:

“Frei lebt wer sterben kann” - “Den lever frit, som kan dø”.

For som det herefter udvikles i bogens følgende kapitler:

- kun den, der tør se døden i øjnene,

- kun den, der tør gå ud og møde løven på åbent land,

- kun den, der tør sætte livet på spil, risikerer livet på livets egne betingelser,

kun denne, lever dybest set. 

Og kun den, der virkeligt lever, kan tillige dø med livet og livets muligheder og

gaver i behold.



Anvendt på det, der er Marianne Davidsen-Nielsens anliggende, betyder det,

at kun den, der tør se muligheden for døden åbent i øjnene, er i stand til at

leve livet og drage udbytte af de muligheder, som en livstruende sygdom og

mødet med døden selv åbner op for.



Hvad er da det modsatte af at leve med løver? 

Det modsatte at leve med løver, er at flygte fra dem. 

- Det er ikke at turde se døden som mulighed og realitet i   

  øjnene

- det er at leve lammet af angst for det ukendte, 

- det er ikke at kunne bruge de muligheder, hvert eneste sekund vi lever

lægger op til; muligheden for at elske og indgår i fællesskab med andre

mennesker.

For ved vi, at det ikke varer ved, at kærligheden har vi kun i kort tid,

hvorefter vi må tage afsked og sige farvel, da kan det være så smerteligt at

elske, at vi ikke tør gøre det.

Og da dør livet for alvor - da er det forbi før det begyndte. 

Selvom hjertet slår og kroppen stadig fungerer, så har livet allerede forladt os.



Hvorfor nu disse - synes nogen - svære og ubehagelige tanker om altings og

vort eget endeligt?

Hvorfor tænke på døden, hvis den endnu er langt væk?

Hvorfor forsøge at bekæmpe angsten inden den er der?



Fordi, svarer jeg, netop på en 16. søndag efter trinitatis, vælger vi ikke frit,

hvilke løver vi skal se i øjnene.

I evangelieteksten til i dag har vi lyttet til beretningen om Jesu opvækkelse af

en fattig enkes søn, og forsøge vi at flygte til 2. tekstrække, møder vi der en

anden dødeopvækkelse, nemlig opvækkelsen af Lazarus.



Nu er der imidlertid for mange flere spørgsmål forbundet med disse

beretninger.

Det første er om de overhovedet har fundet sted?

Om Jesus virkelig har opvækket en eller flere, 

som virkeligt har været stendøde.

Det spørgsmål er der, så vidt jeg kan se, ikke noget svar på.

Hvad der er sket i en fjern fortid kan vi under ingen omstændigheder

kontrollere og gentage. Filmens og fjernsynets mulighed for playback er ikke

til stede.

Tilbage er alene muligheden for at afvise dem som nonsens eller tro på, at de

har en mening og en funktion, som vi på en eller anden kan møde og erfare i

vort eget liv i dag.



Det næste spørgsmål kunne være, hvad det var for et liv, som hhv. enkens

søn og Lazarus fik skænket af Jesus.

Og forbundet med det spørgsmål, hvad det var for en død, de undgik den

dag, Jesus opvakte dem fra døden.

For trods beretningen om deres opvækkelse må vi ikke glemme, at det kun

var til livet, de vendte tilbage.

Det var ikke til et liv uden døden - dø, det gjorde de senere! Om både

enkens søn og Lazarus gælder det, at deres opvækkelse kun er udtryk for en

udskydelse af det uundgåelige - en ekstra frist før det, som sker for alle, 

også skete for dem.

Også de endte som jord i jorden. 

Kun beretningen om deres opvækkelse har skænket dem liv, der går ud over

den række øjeblik, de trak vejret, åndede og levede - for sig selv, for andre

mennesker og for Gud.



Derfor må vi nødvendigvis ende med at spørge: So what?

Hvorfor skulle de vækkes til live, når det nu kun gav dem en stakket frist, før

døden atter indhentede dem - en frist, 

der både kunne fyldes med angsten for det uundgåelige eller det, som er livets

mening; at indgå i kærlighedens fællesskab med andre mennesker.

En tid, hvor de atter måtte “leve med løver”.



Svaret på det spørgsmål begrænses ikke af den beretning, 

vi har for os i dag.

For svaret må findes i den gåde, der gemmer sig bag hele fortællingen om

ham, der i troens lys hævdes at have vendt vor skæbne.

Han, der ikke blot levede “blandt vore løver”, 

men tillige hævdes at have slået dem på en måde, 

så de aldrig mere vil få endegyldig magt over os.



Nøglen - ikke til forklaring og forståelse - men til den tillid og tryghed, som

gør at vi vil kunne se vores lidelse og vores egen død i øjnene - ligger i teksten

i denne ene korte sætning: “Gud har besøgt sit folk!”.

- Gud har været hos sin skabning.

- Gud har levet blandt mennesker.

- Gud har været som en af os.

Men selvom han var som os, så gik det ham ikke, 

sådan som det går og må gå med os.



For om Gud kan vi kun tale, sådan som vi har fået ord, erfaring og indsigt

gennem Jesus, der i sin forkyndelse af Guds magt og herredømme ikke blot

helbredte nogle få, men også opvakte endnu færre døde.

I disse handlinger afsløres ikke blot Guds “herligheds rigdom med kraft”, men

den kærlighed, der er så forenet med almagten, at disse klræfter i Gud ikke

kan skilles.

Ligeledes kan hans kærlighed ikke skilles fra sit mål, 

det faldne og fortabte menneske, der er hjælpeløst overladt til menneskelivets

løver; synd, skyld, undergang og død.

Men gåden og hemmeligheden er dog, at det ikke er noget vi har tænkt os til,

men netop det vi møder i beretningerne om Jesus om Nazareth, sådan som

andre har mødt, troet og videregivet dem til os.

Vores vej til et liv, der ligger ud over udskudt død, går gennem troen på deres

ord om, at en har besejret døden, 

og at denne ene ikke bare var som en af os, men repræsenterer noget andet

og noget mere, nemlig Guds indgriben overfor vor og alle menneskers

skæbne.



Og griber vi med Guds og Helligåndens hjælp i et glimt blot en smule af

“bredden, længden og højden og dybden” af den kærlighed, der kom til

udtryk, da Jesus ynkedes over en fattig enke, der havde mistet sin eneste søn

og sit eneste håb, da nærmer vi os ganske langsom en erkendelse af, 

at målet med “Guds fylde” naturligvis vil sprænge alle de bånd og grænser,

som vi mennesker stadig lever under.



Og ud af den tro vokser da håbet om, at også for os vil døden en dag være

endegyldigt besejret.

Ikke sådan at vi undgår at dø.

Ikke at vi slipper for at lide det, som alle er underlagt.

Men blot dette, at vi i døden ikke skal møde den løve, 

der nu går brølende på rov blandt mennesker med sorg, lidelse og død til

følge, men at den for evigt er besejret.



Dette håb er da håbet om den egentlige opstandelse.

Opstandelsen til evigt liv, som er livet hos Gud.

Gud, der med sin kraft formår at gøre langt ud over, 

hvad vi forstår og fatter.

Ham, der alene er al ære værd, i kirken og i Jesus Kristus. 



I troen og tilliden til ham, skal vi forsøge at hente styrke til se de løver i

øjnene, som vi hver især står overfor.

Så vi får styrke til at elske og leve med og for vore kære, 

så længe vi har hinanden.

Og måske jeg så en dag får læst min bog færdig!



Amen.