16. søndag efter trinitatis 1999 - Høstgudstjeneste



GT-læsning: Salme 65

Evangelium: Lukas 7,11-17

Salmer: 677, 675 - TS862, 279 v. 6-7 og 678



Prædiken:



For nogle år siden sendte DR1 en serie for børn med titlen “Alle os under

himlen”.

Den handler om to børn, Tine og Michael, som vi følger i deres dagligdag et år

igennem - specielt i de situationer, 

hvor de støder på det med Gud, Jesus og kirken.

I et af seriens afsnit skal Tine og Michael til børne- og familiehøstgudstjeneste. 

Alle børnene har til lejligheden medbragt et eller andet, 

som har vokset i haven eller i en altankasse på terrassen. 

Udenfor kirken står børnene klar til at bære gulerødder, blomster, kartofler,

salat, kål og meget mere ind i kirken, for at vise, hvad høstgudstjenesten

handler om.

Tine har medbragt en kæmpestor solsikke, 

som hun er meget stolt af.

Og mens hun står med den store blomst, der er lige så høj som hende selv, er

præsten dum nok til at spørge, 

hvordan hun har lavet den.

Tines svar er fornuftigt nok: “Jeg lagde bare et frø i jorden, og så kom den op

af sig selv”.

Overfor dette indlysende svar stiller præsten spørgsmålet: 

“Hvem har så lært frøet at vokse?” 

“Det har Gud!”, lyder Tines svar prompte.

Og efter en yderligere snak bliver de to så enige om, 

at Gud og Tine har hjulpet hinanden med at lave solsikken.

Eller som Tine selv udtrykker det: 

“Det er Gud og mig, der har lavet solsikken!”



Og det er faktisk en god måde at udtrykke det på.

Ting bliver ikke til af sig selv - det skulle lige være nullermænd - men for alt,

der vokser i haver og på marker, ja, endog de dyr, vi mennesker også lever

af, gælder det, 

at de er resultat af både et Guds under og menneskers til tider hårde arbejde.

Gud giver os livet og alt levende omkring os.

Han giver os lov til at dyrke, forfine og udvikle skabninger, så de kan blive til

mad og klæder - både for os selv, 

men sandelig også for de mange, som vi slet ikke kender.

Tilsammen er det Gud og os, der har lavet det, 

med det formål, at vi skal dele disse gaver med hinanden.



Og sådan er det med alt, hvad der virkeligt har værdi i livet; glæden,

fællesskabet, kærligheden.

Alt, hvad der er værdifyldt, bliver netop til ved at vi gør vort bedste med det,

som vi har fået givet af Gud, og at Gud samtidig lægger sin velsignelse oven i

vore anstrengelser.

For vi kan jo alle gøre meget for at glæden, fællesskabet og kærligheden skal

lykkes i vort daglige liv med hinanden, men rigtigt godt bliver det først, når der

også kommer noget til os udefra, noget, som vi ikke selv kan gøre eller

forklare.

Dette udefrakommende kalder vi normalt for et under.

Og et under vil ofte være noget, vi tager imod med både undren og

taknemmelighed.

En lykke, vi aldrig kan skabe selv, som vi ikke kan bestemme over, men som

bare overmander os.



Det allerstørste under jeg har oplevet, var hver gang jeg har fået lov til at stå

med et af mine nyfødte børn i armene. 

Om netop det barn ved jeg, at det har jeg været med til at skabe, men

samtidig jeg følte jeg hver gang stærkt, 

at netop dette nye liv var og blev et under, jeg kun kunne undres over og

takke Gud for!

Da erfarede jeg, hvad det vil sige at Gud bruger os til at fremme glæden,

fællesskabet og kærligheden på jorden.

Da blev det klart, at livet og alt, hvad det frembringer, 

på en eller anden forunderlig måde først rigtigt blev til, 

når Gud og vi mennesker hjalp hinanden!



Netop derfor er det så også ubegribeligt og smerteligt, 

når livets modsætning, døden, nedbryder det, 

som Gud og vi sammen har hjulpet hinanden til verden.

Og det sværeste er ikke døden, men det allersværeste er, 

når døden rammer et barn.

Og det er netop den situation, vi hører om i dag.

En kvinde har mistet sit barn, sin eneste søn. 

Man er i færd med at bære barnet ud på begravelsespladsen. Mange følger

med, de kender glæden ved at bære et barn, og måske også smerten ved at

miste det igen.

Og de ved, hvad nærvær og fællesskab betyder, 

når glæden over livets under bliver slået i stykker.



Hvad skal vi da tænke, når det, som Gud har givet os, 

det, vi har elsket over alt i verden, bliver taget fra os igen?

Hvem skal vi da rette vore spørgsmål og klage mod?

Da tvivler vi jo ikke på, hvad vi selv har gjort og anstrengt os for at gøre - for

det ved vi jo. 

Nej, det er da ikke alt det, vi selv har gjort, vi tvivler på, men på det, som vi

føler Gud skulle have gjort. 

Da retter vi ikke glæden og taknemmeligheden mod Ham - for glæden er væk,

og det, vi var taknemmelige for, er ikke længere hos os.



Men hvad vi end føler for Gud, som vi ventede hjælp fra, 

så er det i beretningen til i dag, Jesus, der står i fokus.

Direkte imod begravelsesoptoget kommer han.

Han kommer fra det sted, hvor de er på vej hen.

Han ynkes over kvinden, han føler medlidenhed.

Han kommer ikke fra en uvirkelig verden, men er selv så virkelig, at han

fuldtud kender og kan leve sig ind i sorgen og smerten ved at miste det

kæreste, kvinden ejede.

“Græd ikke” er han eneste ord til hende.

Og så vender han sig mod båren og taler til den døde.

“Unge mand, jeg siger dig: rejs dig op!”

Og den unge mand rejste sig op og begyndte at tale.

Så hedder det kort og godt: Jesus gav han til sin mor!

Hun fik sit livs gave og under tilbage, det, som Gud og mennesker sammen

havde skabt, det fik hun igen.

Derfor behøvede hun ikke længere at græde bitre tårer.

Som Jesus siger i bjergprædikenen: 

“Salige er de, som sørger, for de skal trøstes”. 



Og så kunne det måske være, at en eller anden spurgte: 

Var også dette under resultat af vor og Guds anstrengelser?

Var denne opvækkelse af enkens søn, noget vi mennesker kunne hjælpe Gud

med at realisere for andre?

Ingen tvivl om at vi gerne ville.

Ingen tvivl om at der er mange, der har arbejdet i årevis 

- og fortsat vil gøre det - på at udskyde og måske endog bryde dødens magt

gennem nye videnskabelige metoder. 



Her møder vi dog den grænse, som er absolut for os.

Vi kan dyrke jorden og forædle de dyr, som vi lever af.

Vi kan forfine og mangedoble den høst, 

som vi og andre skal leve af.

Men vi kan ikke ophæve døden, når den er indtrådt.

Her handler Gud alene og uden os. 

Her er vi enten passive tilskuere eller afmægtige ofre.

Og søger vi selv håb og trøst, for det, der overgår vore kære og en dag skal

ske for os selv, da har vi alene det løfte, 

der ligger i budskabet om Jesu egen opstandelse til nyt liv.



For når vi står ved graven og hører ordene:

“Af jord er du kommet,

til jord skal du blive 

og af jorden skal du igen opstå”, 

da er disse ord nok udtryk for vort håb, men først og fremmest er de en bøn til

Gud, som kun han kan opfylde.



Da handler det ikke mere om vor møje og anstrengelse med at skabe og

udvikle det, som vi skal dele med hinanden.

Da handler det om noget helt andet.

Noget, som vi må lade være op til Gud at gøre.

Den Gud, som indtil nu har sørget for os.

Som har givet alle de goder gaver, 

som kommer ovenned.



Og i troen på, at som han har sørget for os indtil nu, 

sådan vil han også for Jesus skyld sørge for os, 

når vi må give slip på livets gave, 

kan vi da istemme omkvædet:

“Så tak da Gud, ja pris da Gud, 

for al hans kærlighed.”



Amen.