Prædiken til 16. s. e. trin 1999

Livet er en dejlig gave.
Der er no'en som du kan li'.
Du har ligget i en mave,
den var lun at ligge i.

Æg og sæd blev sammenblandet,
  Og så var et barn på vej,
Svømmed rundt i fostervandet
  for en dag at blive dig.

Lægen lytted gennem røret,
det var dig, han hørte på.
Og han smiled, for i øret
hørte han dit hjerte slå.

Far og mor blev ved at spørre.
Hvem er det, som er på vej?
Maven voksed, du blev større,
mens du tænkte: det er mig!

Indsvøbt i en fosterhinde
Lå du i dit paradis,
og der var så rart derinde,
så du blev i månedsvis.

Men når maver bli'r for tunge
og for stram den spændte hud,
er det som den lille unge
pluds'lig syn's, at den vil ud.

Og du glemmer alt det andet
Under fødslens store NU.
Først så kommer fostervandet,
og derefter kommer du!

Og når først du så har skreget -
var der bedre hvor du lå?
Bli'r du pudret målt og vejet
og får egen dyne på.

Livet er en dejlig gave,
navnlig nu da du kom ud.
Underet i kvindens mave
er et under gjort af Gud.

Over dig står himlen åben.
Gud har fulgt dig på din vej.
Derfor bær de dig til dåben
Præsten si´r: Gud elsker dig

Vandet på det lille ho'de,
ord som trodser al forstand.
Sådan hjælper Gud det gode
op af livets fostervand.

Disse enkle rim er ganske rigtigt Johannes Møllehaves værk. Han vil
næppe selv hævde, at de er udtryk for den store digtekunst, alligevel er
det en kunst SÅ enkelt og ligetil at sige hvad det hele handler om.
Livet er en dejlig gave som Gud hjælper op af livets fostervand.  Det
handler troen om, og ikke om andet. Det er da også det, som dagens text
vil fortælle os, såfremt vi ellers kan lade være med at stirre os blinde
på det fornuftstridige og dermed utroværdige ved en sådan
dødeopvækkelse. Det er foriøvrigt en sproglig ejendommelighed, at det
fornuftstridige er utroværdigt. Det forholder sig i virkeligheden
omvendt, Fornuften er en såre begrænset størrelse, den kan kun rumme
visse mængder viden og bearbejde samme. Troen hører hjemme et helt andet
sted. Den er ikke begrænselig. Den tror, at livet ER et under. Fordi
troen handler om det underfulde og fornuften om det begrænselige, så kan
man i stedet sige, at det er troen, der gør fornuften utroværdig. Det
skal den også  være - den skal holde sig til det fornuftige og
beregnelige, det er det vi har den for.

Vi kan ikke forholde os fornuftigt til dødeopvækkelser. Kunne vi det
måtte vi fornuftigvis bede Vorherre om, at ordne den lille sag der
hedder flere tusinde  døde i de nylige jordskælv i Tyrkiet og Grækenland
og undgå forfærdelige orkaner som Floyd, der lige har ramt Amerikas
østkyst med død og ødelæggelser til følge. Men en  sådan troldmand er
Vorherre ikke. Døden er et livets vilkår, det rokker end ikke Vorherre
ved. Underet er, at han giver livet, sådan at det rummer en rigdom og
fylde, der trodser dét livets vilkår, at vi alle skal dø engang. Ret
beset, så er det dét som de dødes opstandelse betyder, også for den
sørgende enke fra Nain. Det er ikke utroværdigt, det er ikke utroligt,
det er til at lide på, det er til at tro på, det er til at stole på.

Som før sagt, så er tro og fornuft  forskellige ting, men de er ikke
modsætninger på nogen måde, fornuften  har sin begrænsede funktion. Men
troen har en modsætning, den hedder fortvivlelse. Den er farlig, for den
fortvivlede kan intet underfuldt se ved livet. Han hører kun de
jordskældsramtes skrig. De skrig, som   så sandelig er forfærdelige og
fortvivlende nok, men hvor de helt overdøver  livets vidunderlige
mirakel, der er der kun det rene helvede tilbage. Det må ikke ske, og at
det ikke sker, det er evangeliets forkyndelse garanten for. Det er
naturligvis kontant og barskt at blive fortvivlet over de billeder fra
Tyrkiet og Grækenland  som blev præsenteret for os hjemme i vores egen
stue fra det stedse igangværende husalter - fjernsynet.  Det er
fortvivlende. Men den fortvivlede redder ingen, mens han går til i sin
fortvivlelse.

Fortvivlelse kan have mange  årsager. Noget af den er til som sygdom -
depression f.x., visse depressive tilstande kan helbredes ved hjælp af
piller, andre kan ikke. Jo piller kan man tage, der kan dulme
depressionens smerter, blot har disse piller uvægerligt den bivirkning
at de sløver patienten, så denne i stedet for at være depressiv nu går
rundt i en uvirkelighedens medicin-døs. Begge dele er slemt, det gør liv
til ikke-liv. Den fortvivlede  er altid indkroget i sig selv, han er
håbløs fange af sin egen selvoptagethed. Det lyder både hårdt og barskt,
nogen vil måske endda mene, at det er ukærligt at sige sådan. Det passer
ikke, det værste man kan gøre for den fortvivlede er at snakke ham efter
munden, prøve på at forstå ham. Det svarer ganske til at lade en
druknende gå til bunds mens man spørger ham ud om hvordan pokker han
faldt i vandet. Det kan man ikke - man springer ud og bjerger ham i
land, hvad enten han vil reddes eller ej.

Som før sagt med Møllehave, så ER  livet en dejlig gave, som Gud
hjælper op udaf livets fostervand. Hvilket er det samme som at sige, at
vejen ud af fortvivlelsen skal beredes af noget, der kommer udenfor os
selv, fortvivlelsen kommer indefra, det gør den,  fordi den ret beset
altid er en angst for vores personlige undergang. Men frelsen,
redningen - den kommer udefra og den er tro-værdig fordi den er identisk
med livets giver, som godt nok kommer til os  i ´et ord der trodser al
forstand'. Redningens indhold er rent faktisk en oprejsning fra de døde,
den består i en tilsigelse af, at vi der lever i vor selvoptagetheds
mørke, som er dødelig, at vi føres fra 'dødningehjem til de levendes
land´. Til det land, i hvilket vi skal leve vores liv uden fortvivlelse,
uden selvoptagethed. Det land er lig dét sted vi er sat på jorden, hvor
vi sammen med vort medmenneske skal give os livet i vold.

Nu ved jeg godt, at de såkaldede 'bibeltro' vil anklage en udlægning
som denne, for at underkende det faktiske mirakel om enkens søn fra
Nain. Den anklage tager jeg mig let, det er nemlig IKKE Bibelen vi skal
tro på, den er ikke tro-værdig som sådan. Den er et konglomerat af
forskellige skrifter  fra forskellige tider, der har hver deres bestemte
ærinde. Kristendom er ikke nogen bogreligion, men den er tro på en
person, der fortælles om i en bog - Bibelbogen. Hvor kristendommen gøres
gældende som bog-religion, der  fører den fortvivlelse med  sig. For der
er det alene bogstaven, der tæller. Men det er ånden, der gør
levende.-Det må vi aldrig glemme, og det  være sagt  med tydelig adresse
til  den del af kirken, der kalder sig bibeltro, samtidig med at de
mener, at de er bedre kristne end os andre hedninger, fordi vi ikke vil
tage bogen på ordet, men i stedet finder ORDET  - forstået som
kærlighedens budskab - i bogen.

Det er bogstaven, der slår ihjel og skaber fortvivlelse - bogstaveligt
talt så et det den, der indskrænker  tilværelsen, gør den småtskåren og
dermed falsk. Men ånden gør levende, den reducerer bogstaven til at være
det: den skal være: hjælpemiddel til bærer af et livgivende budskab.

Ved himlens port, siger Luther - møder jeg engang Moses, og han siger
strengt: Har du overholdt min lov? Da svarer jeg: Ja, jeg kender din
lov.....den har jaget og forfærdet mig, så jeg til sidst ikke vidste
andet at gøre, end at gemme mig bag nåden, og flygte hen til Kristus.
Der fandt jeg loven opfyldt i ham, som var den fuldkomne kærlighed og
den fuldkomne medlidenhed. Og Moses svarer: “Så  har du forstået min lov
ret. Den skulle netop få dig til at gøre, hvad  du gjorde”. Og så sænker
Moses stemmen og siger: Mellem os sagt - jeg er selv kommet her på den
samme måde. Dér står også vi - og med et par andre vers af Møllehave:

Nåden er din dagligdag
hverdagen det nære.
Mennesker at leve med
nåden er: at være.

Nåden er et ord fra Gud
over alle dage.
Nåden er når alt er tabt
at få alt tilbage.
    Amen.