17. søndag efter trinitatis 1999 - Havdrup Kirke.



GT-læsning: Salme 19 v. 2-7

Evangelium: Luk. 14,1-11

Salmer: DDS 350, 366 - 608, (432) og 7.



Der findes intet så forudsigeligt som stjerners og planeters flugt over himlen, så

af deres bevægelser har man i århundreder beregnet årets og tidens gang.

Men selvom de er stabile i deres løbebaner, oplever vi mennesker - fordi vi

har så begrænset levetid og horisont - den mindste afvigelse som noget stort; 

En sol- eller en måneformørkelse, der med århundreders mellemrum bryder

ind i vores rytme, er i naturens store perspektiv lige så regelmæssig og

forudsigelig, som solens opgang og nedgang i morgen.



Hvad der på den måde kendertegner naturen kan godt virke tiltrækkende på

os mennesker.

Tænk om vi i vort liv med hinanden var reguleret med den samme præcision

som planeternes kredsen om hinanden?

Tænk om de etiske og moralske love, vi værner om vort samliv med

hinanden, var lige så sikre og uforanderlige som tyngdeloven?



Meget ville da være lettere.

Havde vi ikke haft mulighed for at vælge, var der heller 

ikke mulighed for at fejle og ødelægge livet for hinanden.

Vor omgang med hinanden ville da være lige så hensigtsmæssig, som dyrernes

adfærd.

Intet ville komme bag på os og intet ville fravige de love, der lå nedlagt i vore

gener og instinkter.

Ingen ville da fristes til at køre om kap i byens gader ved nattetide, og ved et

uheld kvæste og dræbe tilfældigt ventende ved et busstoppested.

Ingen ville da sørge over, at en ung og ubetænksomt mand på den måde

forandrede på sit eget og andres liv.

 

Men spørgsmålet er samtidig, om vi da stadig ville kunne tale om, at vi var

skabt i Guds billede? 

Ville noget afgørende menneskeligt da ikke være gået tabt? 

Kunne en robot ikke gøre det lige så godt - og måske bedre? 

Af den forventer vi ikke andet end det, den er programmeret til. Den er fejlfri,

men også ansvarsfri! 

For ansvar og skyld kommer bl.a. af friheden til at vælge - og dermed også af

muligheden for at fejle.



Hvorfor nu sådanne tanker om mennesket i lyset af himmellegemerne og

robotter?

Jo, fordi man ind imellem godt kan få den tanke, at vi mennesker et eller andet

sted egentligt gerne så vort liv med hinanden reguleret med samme

forudsigelighed, som vi er omgivet med i naturen eller den højteknologiske

verden.

At vi tiltrækkes af tanken om det forudsigelige og trygge, og derfor er

tilbøjelige til at acceptere tvang og styring.



Farisæernes optræden i den beretning, vi har lyttet til i dag, er et

skoleeksempel på, hvordan Guds anvisninger i den lov, han gav Moses på

Sinai Bjerg, af dem opfattes som lige så tvingende som solen og månens gang

over himlen.

Havde Gud ikke i sin lov krævet, at den syvende dag i ugen skulle være

helliget menneskers og dyrs rekreation?

Og havde han krævet det, burde intet menneske dispensere fra den visdom,

han havde lagt deri 

- uanset om de forstod den eller ej.



I farisæernes øjne var Gud derfor som en programmør, der i ophøjet

majestæt styrede alt med den samme nøjagtighed, som de, der lægger og

styrer DSB´s køreplaner 

- og som dem tålte han absolut ingen afvigelser fra planen! 

Og var kravet til mennesket robottens forudsigelighed, da måtte Gud også

være en forudprogrameret og hensynsløs robot. Vi er jo skabt i hans billede!



Især sabbatten værnede farisæerne om med en ildhu, 

som var det verdens fremtid, der stod på spil.

Og det var det på sin vis også. 

For sabbatten blev ikke kun begrundet med fortiden - med Guds skabelse

eller med det 3. bud.

Sabbatten blev også begrundet med visionen om Guds endelige frelse af

verden - den store sabbatshvile.

For når engang Israels folk - bare en eneste gang - alle som én havde

overholdt sabbatten efter Guds bud, da ville hans Rige med en naturlovs

nødvendighed bryde frem!

Det er bl.a. dette synspunkt, der ligger bag, når Jesus provokerende

helbreder denne og andre syge på en sabbat.

Havde han villet det, kunne han jo bare have ventet til dagen efter, men det

ville han ikke.



Men Jesus gjorde alene, hvad Gud, hans far, ønskede.

Han ville opfylde Guds vilje med os mennesker. 

Den vilje, der også lå bag skabelsen af jorden, himlen, stjerner, planeter og

dyr 

Den vilje, som stadig var gældende, selvom mennesket forlængst havde

forladt den bane, han havde givet det at leve i.

For Jesus ville bevare livet i en verden, hvor døden og nedbrydelse af det

skabte var blevet menneskers selvvalgte lod - den skæbne, vi selv ikke

længere kunne frigøre os fra.



Så når den syge står frem med sin lidelse og smerte, 

står han frem for Ham, der er sendt med budskabet om Guds nåde og

barmhjertighed overfor alle undertrykte.

Og når Jesus helbreder ham, er det Guds vilje der sker og vil ske, uanset om

det er mandag eller tirsdag, arbejdsdag eller ferie, lørdag eller søndag.



Gud selv holder jo aldrig fri. 

Guds skabergerning er aldrig ophørt.

Guds kærlighed kan ikke spilles ud mod helligdagsloven eller vore fastlåste

arbejdstidsregler.

For Guds vilje kan ikke være i modstrid med den kærlighed, der kommer til

udtryk ved at han helbreder en syg - selv på en sabbat.

På den måde er det tydeligt, at det netop Gud kærlighed, 

der er lige så bestandig, som himmellegemernes vandring over himlen.

Gud er bestandig, men det er vor vilje og evne til at elske hinanden til gengæld

ikke.

Og at vi ikke kan se det - at vi ind imellem bærer os lige så stivnakkede ad

som farisæerne, 

det sige trods alt mere om os end om Gud!



Sabbatten, søndagen eller enhver anden dag, Gud har helliget, er alene helliget

ved det gode, som vi kan og skal gøre mod hinanden.

Og gør vi det, skal vi imidlertid ikke regne med nogen særlig belønning for

det.

For over alt, hvad vi er skyldige at gøre - overfor Gud og for hinanden - er

det dog er Gud og Gud alene, der lader sit Rige vokse hos os.

Det er ham, der ophøjer os til sit Rige - når og hvor han vil.

Det er ham vi skal tro og have tillid til - ikke en køreplan og ikke en computer

med alle beregninger og statistikker.



For Gud er ikke en maskine eller en planet i flugt over himlen.

Gud er ikke underlagt nødvendigheden af at føje vores ønsker og

anstrengelser om at skabe paradis på jorden.

Nej, Gud er Gud - med sin fulde frihed til at stå uafhængigt af vores

begrænsede horisont og indsigt.

Vi er kun sande mennesker i forhold til ham, der har skabt os i sit billede, hvis

vi ejer den samme frihed, som ham. 

Og den frihed er jo netop den, han har sat os i, da Jesus opfyldte sin Fars vilje

med os og for os.

Kun i den frihed, som Gud selv skænker os, kan vi bøje os ind under hans

gode vilje.

Alt andet er farisæisk bondefangeri!



Når Gud handler, sker det til frelse og befrielse for os. 

At sætter os fri til at leve i frihed og med det ansvar, der følger af denne

frihed.

Det være i dag eller i morgen,

til hverdag eller når det er helligdag. 

Og denne dag skal vi da efter bedste evne fylde med det, vi skønner bedst er

i overensstemmelse med Guds vilje.



Og lykkes det, da er det Gud, der gør det.

For hans er Riget, æren og magten!



Amen.