13 søndag efter trinitatis; Luk 10,23-37

Der kan være så mange vanskeligheder ved at skulle udlægge en tekst, som har
2000 år på bagen. Det kan handle om, at samfundsforholdene var så meget
anderledes, så vi først skal i gang med en redegørelse om, hvordan det var
dengang i forhold til nu. Det kan handle om, at teksten ikke rigtig mere
hænger sammen, eller ord, som for os ikke længere er umiddelbart
forståelige, selv om vi for så vidt måske synes, at vi kender dem. Måske kan
endda hele den tekstlige problemstilling forkomme os lidt irrelevant.

Vanskeligheden ved teksten til i dag - lignelsen om den barmhjertige
sa-maritaner - er måske først og fremmest, at den er så kendt, at vi har
vanskeligt ved rigtig at høre den. Den tages frem og bruges i alle mulige
sammenhænge, måske fordi den tilsyneladende afspejler den herskende
humanisme. Vi er i vort samfund jo alle enige om, at den nødstedte skal
hjælpes. Til de katastrofe-ramte strømmer pengene ind - sådan da - men så
snart vi har købt os god sam-vittighed, glemmer vi den nødstedte igen. Netop
de seneste begivenheder i Ko-sovo viser, hvor hurtigt vi glemmer og
koncentrerer os om vore egne forhold.

Og til den humanistiske indstilling, som vi i hvert fald i princippet ønsker
at hylde, passer dagens lignelse vældig godt.

Men lægger vi rigtig øre til, så ser vi, at fortællingen vil meget mere end
at svare på spørgsmålet om, hvor grænsen for din forpligtelse overfor
medmenne-sket går. Den rejser et af de spørgsmål, som høre til
menneskelivets grundspørgsmål, og som kan få theologer og filosoffer til at
holde vejret, fordi vi ganske enkelt ikke ved, hvad vi skal stille op med
det.

»Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?"  Det spørgsmål er
egentlig spørgsmålet om mening og mål for hele den menneskelige
eksistens. »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?"  sådan
spørger han; men han kunne lige så godt have spurgt: "Hvem er jeg, og hvad
er meningen med, at jeg er her?"

Hvad står der i loven? Hvad læser du dér? Jesus henviser ham til, hvad han
allerede ved: elske Herren din Gud …og din næste som dig selv. Jesus bringer
ham ikke dybsindige udredninger, men henviser ham til det helt
selv-følgelige. Og hvis vi et øjeblik tillader os et lille tankeeksperiment
og lader beretningen slutter dér, slutte med ordene: Du har svaret rigtigt,
så ville alt være i sin skønneste orden, og den lovkyndige kunne være gået
hjem i be-vidstheden om, at han havde fat i den rigtige ende. Men Jesus
lader det ikke blive ved det. Du skal ikke gå herfra og hjem til lænestolen
med de rigtige meninger, så derfor: Gør det!

Hvis man skal tale med et menneske, som føler sig klemt, så er der nogle
vejledende spørgsmål, som er vældig gode. De lyder sådan:

1. Hvordan har du det?
2.
3. Hvad er grunden til, at du har det sådan?
4.
5. Hvad kan du selv gøre ved det?
6.
7. Vil du det?
8.
…  hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?  Det er mit spørgsmål. Hvad er
meningen med mit liv? Hvordan får jeg sammenhæng og fylde i livet? Hvordan
bliver livet helstøbt for mig?

Og svaret lyder: "Du skal elske Herren din Gud og din næste." Elske betyder:
Du skal flytte dig selv fra dit livs centrum og give plads for Gud og din
næste. Den lovkyndiges spørgsmål kredser hele tiden om ham selv. Det handler
om, hvad han skal gøre, for at han kan arve evigt liv. Men så længe han
forsøger at gøre sig selv til tema - ikke bare for sit eget liv, men for
hele verden, vinder han ikke den fred, som han stræber efter, derfor: du
skal flytte dig fra dit livs centrum. Vil du det?

Den lovkyndige ville sætte Jesus på prøve, trække Jesus ind i dybsindige
overvejelser om menneskelivets mening og mål for at se, om Jesus kunne stå
mål; men Jesus lader ham selv svare på spørgsmålet, og det svar handlere
ikke mere om dybsindige, spidsfindige teorier, men om det helt selvfølgelige
og banale, som han godt vidst i forvejen, og som ethvert menneske ved i
forvejen - også den, som i depressionens neurose hele tiden kredser om sig
selv. Flyt dig og lad en anden få den centrale plads i dit liv. Men vil du
det?

Jeg kendte engang en gammel mand, som havde det med at sige: "Jeg kan ikke,
for jeg vil ikke?" Umiddelbart lyder det som noget vrøvl; men det er en
meget præcis beskrivelse af vores virkelighed, hvor det netop handler om, at
vi har det, som vi har det, fordi vi ikke vil det anderledes. Og det er
netop, fordi den lovkyndige ikke vil det selvfølgelige og nødvendige, at
Jesus fortæller lig-nelsen.

Det handler om, at han ville retfærdiggøre sig, som det hedder, og det
be-tyder i denne sammenhæng, at han ville smutte uden om. Han så sig
pludselig på anklagebænken. I begyndelsen har han initiativet, nu er han
pludselig den anklagede. "Du skal elske Gud og din næste"; han havde selv
citeret det, og nu kan han ikke springe fra. Men ud af Jesu ord: "Gør det!"
springer anklagen: "Det har du ikke gjort, det du godt ved. Gør det, så skal
du leve." Og nu vil han smutte, for gøre det, kan han ikke, fordi han ikke
vil.

Se, det er der, du står med den menneskelige grundsynd, som Luther kal-der
at være kroget ind i sig selv, hvor hele livet bedømmes ud fra dig selv og
dine trav, og hvor du ikke på nogen måder er rede til at lade Gud og din
næste få pladsen. Sådan bider det hele sig selv i halen: Du tror, at du ved
at anbringe dig selv i dit livs centrum, gøre dig selv til dit eget livs
mål, vinder indhold og fylde. Evangeliet sige: Flyt dig! Giv Gud og næsten
din plads, så får du, hvad du af hjertet begærer. Men jeg gøre det ikke, for
jeg tror ikke Herren på Hans ord.

Et andet sted siger Jesus: Talsmanden …kommer, skal han overbevise ver-den
om synd … at de ikke tror på mig (Joh 16,7)  Den synd kan vi ikke bryde ud
af dybest set, fordi vi ikke vil. Sådan spærrer vi os selv inde fra livet.

Derfor blev Jesus din samaritaner. Gud sendte sin Søn for at fri os ud af
mørkets magt og give os plads i sin elskede Søns rige

"I Djævlens fængsel var jeg sat …" skriver Luther og fortsætter: "Min dyd og
gerning hjalp mig ej … Da ynked Gud i evighed min jammer og elende … og
kosted derpå faderlig det kæreste, han havde," skriver Luther i en salme.
Det handler om fængsel, som jeg ikke kan komme ud af, fordi jeg ikke vil;
men som Han kan åbne

Hvem er så min næste? spurgte den lovkyndige Jesus. Men Jesus om-former
spørgsmålet, så det lyder: Hvem er du næste for? Selv blev Han din næste, og
at være kristen er at være en kristus for sin næste.




--------------------------
Eskil Agger
Asylgade 22
DK-7700  Thisted
Tlf.: +45 9792 0316
Fax: +45 9792 2789
e-mail: agger@thisted.folkekirken.dk