18. søndag efter trinitatis 1999



GT-læsning: Es. 40, 18-25

Evangelium: Matt. 22, 34-46

Salmer: DDS 7, 270 - 591, (270 v. 6-7) og 277



Prædiken:



En gang imellem bør vi turde stille de spørgsmål, 

hvis svar måske i første omgang synes helt indlysende. 

For måske er svaret slet ikke så indlysende, som vi tror.

Tag nu f.eks. ordet “GUD”; 

Hvad mener vi, når vi taler om “Gud”?



I tirsdags havde vi minikonfirmanderne her i kirken.

Vi talte om nadveren, hvordan Jesus indstiftede den og hvordan vi gør, når vi

er til alters.

Men da vi kom spørgsmålet om, hvad nadveren betyder; 

at vi i nadveren møder Gud og at den derfor er et middel til at holde troen og

tilliden til Gud levende, kom spørgsmål: 

“Hvad så hvis Gud ikke eksisterer?”

Hvilken mening ligger der i nadveren og alt det andet, 

vi siger og gør her i kirken, hvis Gud slet ikke er til?



Hvordan i al verden svarer man troværdigt og overbevisende på det

spørgsmål?

Løfter man stemmen og lyder bestemt - eller hvad gør man?

Nu kunne vi imidlertid brede perspektivet ud og spørge, hvorvidt vi

overhovedet er i stand til tale sandt om Gud.

Kan ord og begreber udtrykke, hvad eller hvem Gud er?

Ord henviser jo altid til noget i vor kendte virkelighed, 

til en sansning, en erfaring eller en ting udenfor os selv, mens begreber er

udtryk for den tanke, det rejser i vort sind.

Men da Gud ikke er som os og heller ikke er en ting, 

da Gud er helt anderledes, større og mægtigere end det, 

der findes i den skabte verden, hvilke ord kan man da overhovedet bruge, hvis

man vil tale sandt om Gud?



Denne tanke finder vi også i islam.

I islam er der en utrolig stor respekt og ærefrygt for Gud.

Derfor accepterer islam hverken, at Gud bliver afbilledet eller at han bliver

sammenlignet med noget skabt.

Tag nu f.eks. denne muslimske rosenkrans, der indeholder i alt 99 perler

repræsenterende Guds “99 skønne navne”

dvs. betegnelser, som er anvendt om Gud i Koranen.

I flg. disse er Gud “Den ene”, “Den evige”, “Alle tings kilde”, “Den seende”,

“Den retfærdige”, “Dommeren” osv.

Men tanken er også, at uanset hvor mange betegnelser, 

man kan anvende om Gud, så er han ikke begrænset af dem.

Der er kun 99 perler i kransen, ikke 100.  

For dette sidste navn rummer og værner om Guds ubegrænsede væsen, som

ingen kan fatte og forstå.

Derfor lyder muslimens bekendelse ikke blot, at “Gud er stor”, men derimod

altid at “Gud er stører!”

Og dermed er vi nu ved den tekst, vi hørte til indledning:

“Med hvem vil I sammenligne Gud?

Hvad vil I sætte op til sammenligning med ham?”

Vi kan ikke lave et konkret billede af Gud, 

for det kan aldrig blive til andet end et afgudsbillede.

Vi kan heller ikke med ord og begreber rumme Gud, 

for han er skaberen, og hvem kan rumme det i sin tanke?

“Med hvem vil I sammenligne mig, så vi skulle være lige?”.

Det er netop pointen: Vi er ikke lige - vi er højst ulige. 

Kun Gud selv kan derfor fortælle, hvem Gud er!

“Gud er Gud om alle land lå øde,

Gud er Gud om alle mand var døde!”

Synger vi med ordene fra Peter Dass salme.



Men hvad skal vi arme mennesker så gøre?

Hvad skal vi svare den, der stiller det gode spørgsmål om den Gud, vi i kirken

bare tager for givet, overhovedet er til, hvis det eneste, vi har til vores rådighed

i virkeligheden ikke kan sige noget sandt om denne Gud?

Nu er kristendommen ikke blot troen på Gud.

Kristendommen er i særlig grad troen på den treenige Gud, 

der har åbenbaret sig som Skaber, som Søn og Helligånd.

Sådan lyder i det mindste det dogmatisk korrekte svar!

Men selvom det er det korrekte svar, så bør vi nok ikke undgå at spørge,

hvad vi forbinder disse ord med i vort liv? 

Vinder de genklang med noget vigtigt for os eller er de bare tomme og

indholdsløse ord? 

Nu ved jeg ikke om jeg overhovedet formår at give et svar.

Men jeg tror det er vigtigt at holde spørgsmålet brændende - også selvom det

vækker usikkerhed og tvivl.

Det modsatte af tro er nemlig ikke viden, men tvivl. 

Og så længe vi kæmper med tvivlen, har vi også fat i en ende af troens

virkelighed, idet vi fastholder at der faktisk findes noget, som er værd at

kæmpe for og klynge sig fast til. Var der ikke det, var alt jo “lige - gyldigt”!



Den letteste måde at tale om Gud på, det er at tale om Jesus.

I den kristne bekendelse til Jesus som Guds Søn ligger tanken om, at ingen

kender Faderen bedre end Sønnen.

Vil vi vide noget om Gud, så skal vi spørge Sønnen! 

Det er også, hvad Jesus udfordrer farisæerne til i dag.

Farisæerne vil vide hvilket bud, der er det vigtigste, 

det i hvilket meningen med menneskets liv, pligt og skæbne er opfyldt.

Det svar Jesus giver dem, er hverken overraskende eller nyt.

Det er traditionen og den jødiske bekendelses svar, 

at menneskelivets mening opfyldes i den kærlighed og lydighed mod Gud, der

udmønter sig i forholdet til næsten.



Dette svar kan imidlertid også omskrives til noget andet.

At elske Gud og næsten kan også omskrives til at tro på Gud og have tillid til

den skabermagt, vi ikke kender, 

men alligevel er givet i vold.

Tro er ikke den blotte antagelse af luftige ord og postulater, men den er også

en mulig erfaring, vi enten må hengive os helt og fuldt til eller afvise som

meningsløs.



Og her synes islams forståelse af menneskelivets mening som den ubetingede

tro på Gud at ramme meget præcist:

Islam betyder nemlig; “overgivelse” eller “hengivelse”.

At være muslim er at overgive sit liv til Gud, ubetinget at elske og frygte Ham,

og uden forbehold at lyder han vilje.

Det sidste synes vi danskere vist nok er for meget forlangt!

Skal vi adlyde Gud, er der dog oftest på visse betingelser.

Det kan f.eks. være, at vi ikke skal stå overfor urimelige eller uforståelige krav

- vi vil helst selv have lov til at “godkende”, hvad Gud forventer af os.

Vi er jo ikke “fanatiske” i vores tro - det lader vi heldigvis andre om!



Og det kan vi sådan set godt slippe afsted med, så længe vi lever den frie og

smertefrie tilværelse, som er blevet den vesteuropæiske verdens ideal.

Men på et enkelt punkt krakelerer billedet af tilværelsen uden krav, modgang

og smerte.

Det er når det til vor store overraskelse og fortrydelse en dag opdager, at vi

faktisk skal dø.

Da går det forhåbentligt op for de fleste af os at livet ikke er vores egen

ejendom, men er givet af en magt, som altså også har magt til at tage det igen.

Netop da står vi overfor den største udfordring til troen.

For har vi indtil da holdt påstanden om noget større og vigtigere end os selv på

afstand, hvordan skal vi da vende os mod en sådan magt, den dag vi

uafvendeligt står overfor at skulle hengive os til enten intetheden eller den, der

bærer alt skabt i sine hænder?

Om ikke før, så vil det i denne situation afsløres, om vi har noget at holde os

til, noget, der gælder os ubetinget.

Noget, der kommer før alt andet.

Noget eller nogen, som vi elsker af hele vort hjerte og hele vor sjæl, og som

derfor faktisk allerede livet igennem har været indholdt af ordet “Gud”.



Hvis Gud er den, der er, når vi ikke længere er,

hvis Gud er tilværelsens ophav og kilde, 

så er han også den, som vi hver eneste dag, vi lever, må elske af hele vort

hjerte og hele vor sjæl og hele vort sind.

For så er Gud nemlig fastholdt som den virkelighed, som al anden virkelighed

står og falder med - også vor egen.

Dette udsagn vil i visse situationer ganske rigtigt være en påstand, vi vil have

svært ved at begrunde.

For ligesom skabelsesberetningen indledes med ordene 

“I begyndelsen skabte Gud himmel og jord”, 

sådan sætter troen og tilliden til Gud et forudsætningsløst begyndelsespunkt, vi

ikke lader afhænge af argumenter og begrundelser.

Skulle vi derefter stadig være i tvivl om, hvordan vi taler og tænker om Gud,

da har vi Jesus forkyndelse at vende os til.

Har vi ikke ord og ved vi ikke, hvad vi skal sige om Gud, 

kan vi måske nemmere komme til rette med spørgsmålet:

“Hvad mener I om Kristus?”.

For i evangeliet får vi netop så meget at vide om Ham, 

at vi ikke kan undgå det næste spørgsmål: 

“Hvis Søn er han?”.

Hvor kommer han fra? Hvilken myndighed taler han med?



I det svar, vi kan give på det spørgsmål, ligger meget gemt, men det betyder

vel ikke, at vi skal springe det over?

Vi behøver vel ikke på forhånd afskrive muligheden for, at vi her faktisk kunne

finde opfyldelse af lidt af de længsler, vi i øvrigt søger opfyldelse for i vort liv?

Og endelig skal vi vel heller ikke afvise muligheden for, at vi finder et svar,

som spejler og støtter sig i vores erfaringer af livets dybeste og største

erfaringer, så vi derigennem finder ord for det uudsigelige?



Det kunne jo være, at Gud også på den måde var større end de forventninger,

vi indtil da havde vovet at have til ham?

Gud er jo stor, ja, men han er også stører!



Amen.