19. søndag efter trinitatis 1999 - Kr. Skensved



GT-læsning: Es. 44,22-28

Evangelium: Mark. 2,1-12

Salmer       : DDS 437, 383 - 484, 432 og 510.



Prædiken:



At danne et billede af de begivenheder, vi hører om i dag, 

er ikke svært. Straks fortællingen har lydt, kan man næsten se det for sit indre

øje:

Først de fire mænd, der ihærdigt fjerner tagsten og brædder fra taget,

hvorefter de uden tøven firer deres lamme ven ned for fødderne af Jesus.

Dernæst de omkringståendes forbavselse og råbet til de bagvedstående om at

trække sig lidt tilbage, så de ikke selv får båren i hovedet.

Og med lidt fantasi kan vi nok også forestille os slutningen:

Jesus, der sigertil den lamme, at han skal rejse sig op 

- og så den lamme, der glad og overrasket rejser sig op, tager sin seng på

nakken og baner sig vej ud gennem den højlydt undrende forsamling.



For den, der har en levende fantasi, er det ikke svært at danner sig billeder af

det synlige begivenhedsforløb.

Men det, der sker under overfladen, unddrager sig imidlertid enhver

billeddannelse og forestilling.

Hvis vi skal nærme os det usynlige, som vi ikke kan se, 

kan det ske i form af to spørgsmål:

Det ene noget i retning af: “Kan man tro for en anden?”

Det andet: “Hvem kan tilgive synd?”

Om begge spørgsmål gælder, at svaret og den virkelighed, det dækker over,

ikke kan ses, men er usynligt for øjet. 

Og hvis man gør svaret til sit eget, hvis man vover at lade sit eget liv indfange

og være en del af svaret, så kan det godt gå hel og få en masse synlige følger. 

For beretningens mening og budskab åbner sig ikke gennem forklaring, men

først og fremmest ved troens vovemod.

Ved at man selv sætter sit eget liv ind på budksabet og lader det være

bestemmende for, hvordan man lever. 



Det første spørgsmål lød: “Kan man tro for en anden?”

Spørgsmålet springer så at sige ud af beretningen i den form, som Markus har

givet den. 

For da de fire mænd har sænket den lamme ned foran Jesus, fremhæves eller

understreges det, at da “Jesus så deres tro, siger han til den lamme: Søn, dine

synder tilgives dig!”.

Det lille ord “deres” i denne sætning har siden givet anledning til mange

spørgsmål og overvejelser.

F.eks. er det oplagt at spørge, om ikke der stedet skulle have stået “hans”

tro? Det ville nemlig passer meget bedre til vores individualistiske og

personlige opfattelse af både synd, ansvar og tro.

Ikke desto mindre er der ikke belæg for at ændre det lille ord “deres” til

“hans”, hvilket så lægger op til spørgsmålet “om vi kan tro for andre?”

Findes der så at sige en stedfortrædende tro, så man få andres vegne kan

henvende sig til Gud og få slettet sin skyld og sin skyld?

Ja, kan man, som det efter sigende praktiseres hos mormonerne, henvende sig

med kopi af kirkebøgerne de sidste 200 år og få døbt hele sin afdøde slægt

ind i mormonernes kirke i Utah gennem stedfortrædende dåb?



Før vi går videre kunne der måske være god grund til at stoppe op og spørge,

hvordan vi egentligt selv forholder os til det stedfortrædende princip i

forbindelse med dåb?

For når vi bærer et barn til dåb og i forbindelse med trosbekendelsen spørger,

om barnet med navns nævnelse tror på den treenige Gud, og om barnet vil

døbes på den tro, som retter sig mod denne Gud, så svarer gudmoderen med

barnets forældre, de øvrige faddere og hele den forsamlede menighed vel

egentligt stedfortrædende på barnets vegne?

Den tro, der i dåben er forudsætning for tilgivelse for synd og frelse hos Gud,

er den så ikke i situationenudtryk for en stedfortrædende tro - en tro, som vi,

forældre, faddere og menighed sammen bærer frem for Gud?

En tro, som vi derefter beder Gud tilregne den døbte ved at indlemme barnet i

det kristne fællesskab?

Det er i hvertilfælde lidt svært helt at se bort fra, at vi netop i dåben som

stedfortrædere spiller en vis rolle.

Dermed ikke sagt, at dåben afhænger af os, for det gør den ikke - dåben og

den usynlige virkelighed bag dåbens handling er naturligvis Gud selv, hvilket vi

anerkender, 

når vi efter dåben takker Gud, fordi han i dåben allerede har skænket den

døbte både Helligånden og syndernes forladelse.



Så på spørgsmålet om, hvorvidt vi kan og har lov til at tro for andre, kan vi

altså konstatere, at det gør vi i vid udstrækning allerede i forbindelse med vor

praksis omkring spædbarnedåb.

Ligeledes er det oplagt, at vi i den efterfølgende opdragelse af barnet i “den

kristne tro og børnelærdom” må være dem, der ved vort eksempel afspejler

og viser dem, hvad det betyder at tro og have tillid til Gud.

For barnet kan jo ikke lære at tro, hvis ikke det ser troen leve hos os, der på

alle andre områder tager vare på det.

Hvis ikke vi afspejler troen på Gud, hvordan skulle vore børn da overhovedet

kunne møde og læren troen at kende?



Den stedfortrædende tro er imidlertid ikke uden belæg.

Netop i dagens tekst hører vi om de fire mennesker, 

der i tillid til at Jesus nok ville hjælpe deres ven, rydder alle forhindringer af

vejen for at bringe vennen hen til Jesus.

Og da Jesus så “deres” tro, hjalp han deres ven!

Han tilgav ham hans synd og gjorde ham fri af alt det fra fortiden, der bandt

ham i hans nuværende livssituation.

Han helbredte han fra hans lammelse, så han kunne gå derfra som et frit og

nyt menneske.

Og dette nye liv skyldtes i en eller anden forstand også hans venner og deres

tro!



Ligeledes med dåben;

Når vi bærer spædbørn til dåben for at overgive dem til Gud og for at høre

evangeliet forkyndt over dets spæde liv, 

så sker det langt hen ad vejen på vores stedfortrædende tro.

Ikke nødvendigvis sådan, at denne tro er stærk og uden tvivl, og ikke

nødvendigvis fordi vi i dag skal igennem en hel masse forhindringer for at nå

frem til døbefonden - sådan er det heldigvis ikke i Danmark.

Men fordi der i selve dette, at det er os, der kommer med barnet, ligger en

erkendelse af afmagt og en tillid til, at Gud selv tager over, dér, hvor vore

kræfter og evner ikke slår til.

Det er os, der tror det nytter, at henvende os til Gud.

Det er os, der lader barnet døbe og dermed tilhøre Gud.



Og så til det andet spørgsmål; om man kan tilgive synd?

Dette spørgsmål var alt andet lige nok mere brændende i den situation, som

Markus skildrer, end den er for os i dag.

For pointen i den diskussion, som udspiller sig mellem Jesus og farisæerne, er

den, at kun Gud kan tilgive synd.

Synd er efter deres opfattelse følge af at have brudt den lov, som Gud har

givet, og den skyld kan intet menneske fritage et andet menneske fra. 

Skal det ske, er det kun og alene Gud, der kan gøre det.

Imidlertid er det, der skille farisæerne fra os netop synet på, hvem Jesus er og

hvilken myndighed, han taler med.

I den skildrede situation har vi i Jesus jo at gøre med et menneske, der er

forenet med Gud.

I Jesus har Gud forladt sin himmel og er blevet menneske.

Så hvad enten vi nu siger, at han er Gud eller et menneske, der på Guds

vegne har myndighed til at tilgive den lamme hans synd, bliver resultatet det

samme, nemlig at det i netop Ham er blevet muligt at tilgive synd.

Ikke på trods af og ikke imod Guds vilje, men netop fordi Gud i Jesus Kristus

viser os, at sådan vil han det. 



Gud ønsker fællesskab med mennesker.

For at det kan ske, må det, der skiller først fjernes.

Det gælder hvad enten det er et synligt tag, der kommer i vejen, eller et

menneskes usynlige, men bindende tanker og handlinger.

Det sker synlig for den undrende skare i Kapernaum, 

såvel som usynligt, men lige virkeligt for os, når vi bærer vore børn til dåb eller

når vi knæler ved alterskranken, hvor Kristus forener sig med os med sit

legem og sit blod.



Amen.