Tale ved bisættelse i kirken
af Susanne Fabritius de Tengnagel, Køge
Tekster: Sl. 39,5-8 + Rom 6,3-11
Salmer: 12 - 620 - 642 - 727
------
Lidt personligt.
Og jeg vil her i dette rum pege på en genstand, som har med døden
at gøre, men som også rækker ud over døden og ind i Guds rige.
Døbefonten som symbol på dåben, hvor døden og det evige liv
hører så nøje sammen i vor kristne sammenhæng.
For NN.’s ansigt og bryst blev der engang sagt ved denne
døbefont: Modtag det hellige korses tegn både for dit ansigt og dit
bryst til et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede
Herre, Jesus Kristus.
Modtag det, blev der sagt, underforstået, at der var noget, som
blev givet NN., en dåbsgave, en gave for livet, ja, det evige liv,
udtrykt i korstegnet, i vandet på hendes hoved, i ordene om at
være døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. 
Det hele var og er og skal vedblive at være en bekræftelse fra Gud
om, at ethvert lille menneske, med navns nævnelse får Guds
velsignelse som en evighedsblomsterkrans om sit liv. Vi tilhører den
korsfæstede Herre.
Da Jesus hang på korset, råbte han, hvad alle mennesker råber højt
eller i det stille, bevidst eller ubevidst, når livet bliver meningsløst og
synes så gudsforladt: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt
mig.
Men inden der var gået et år efter dette fortvivlede råb, var mange
blevet døbt med korsets tegn i Jesu navn, fordi man troede, at
manden på korset var Gud, som blev menneske for at dele livet og
alt i livet med os, blev vores forbundsfælle i liv og død, fordi han
gik i vores sted og tog vore synder og død på sig, så intet kan skille
os fra Guds kærlighed og velsignelse. 
Dåben med korsets tegn er ingen garanti for et langt og lykkeligt liv.
Og derfor vil korset og manden på korset være forargeligt for den,
der vil sikre sit liv.
Men har I tænkt på, at vort danske sprog ikke kan udtrykke noget
sikkert om livet. Om døden siger vi: Den visse død, den sikre død,
den, som er ganske vist. Men om livet kan vi ikke sige: Det visse
liv. 
Vort modersmål, vort hjertesprog, som er stærk inficeret af den
kristne tankegang, udtrykker en dyb sandhed om det ubegribelige
og det gådefulde i tilværelsen, som vi står magtesløse overfor.
Alt det vil en dag forsvinde, død og sorg og pine vil forsvinde og
døden skal ikke være. For ikke døden, men Vor Herre og hans
kærlighed vil få det sidste ord med os, opstandelsesordet, så vi kan
tro, at vi levende såvel som døde er levende for Gud i Kristus
Jesus.