Tale ved begravelse  
af Susanne Fabritius de Tengnagel, Køge
Tekster: Præd.3,1-11 - Joh 11,25-26
Salmer: 718 -700 -727
-----
"Af jord er du kommet, til jord skal du blive, men af jord skal du
igen opstå." Sådan skal ordene lyde over NN., når jeg kaster jord
på kisten ude ved graven. 
De første to udsagn: af jord er du kommet, til jord skal du blive, er
en konstatering af det, vi godt ved i forvejen. At vi lever på lånt tid.
Og vi ved ikke, hvor længe, vi får lov at leve i tiden.
Sålænge der er noget, der hedder Tid, er døden en realitet i vor
verden. 
Tiden er afgrænsning, tiden sætter skel mellem dag og nat, mellem
liv og død. Tiden er til tider noget udefinérligt, uhåndterligt. Til
andre tider er den begribelig. Der kan være for meget af den, eller
for lidt af den. Tiden kan gå eller den kan stå stille. Sådan oplever
vi den i forskellige hastigheder, afhængigt af den situation, vi
befinder os i.
Vi befinder os så at sige i Tidens dimension. Som små har vi tiden
for os. Sådan siger mange voksne til børn: Jamen, du har jo tiden
for dig - foran dig. Der er meget, du skal nå, og lige pludselig er vi
blevet voksne og opdager, at vi ikke har tid nok, til det vi skal nå.
Alt for mange har brug for mindst 36 timer i døgnet og mindst to-
tre liv mere.
Pludselig bliver vi bremset, pludselig står tiden stille, for en af vore
kære er gået ud af tiden.
Pludselig bliver tiden nærværende, når døden sætter skel mellem
os. Det bliver klart, at tiden er en kostbar størrelse, som vi må tage
vare på og bruge med omtanke. 
Men pludselig er det for tidligt, for tidligt at miste, for tidligt at dø.
Adskillelsen medNN, hustru og mor slår revner i jeres tid. Der var
så meget mere, I skulle være med hende, og hun skulle være for
jer. Meget mere, I skulle sige hende efter så mange år sammen,
som både rummede et godt ægteskab ....... Denne voldsomme
adskillelse er som et stormvejr, der går hen over jer, og I er blevet
væltet omkuld. Jeg kan ikke trøste jer med, at tiden læger alle sår,
for det gør den ikke. 
Det tager sin tid at finde sig selv og finde ud af, at den plads, der er
blevet tom, aldrig bliver udfyldt igen, og ikke kan udfyldes af nogen
anden. NN var det ganske særlige mennesker for jer, fyldte sin
plads med jer som hustru, mor, svigermor og farmor.
Vores store filosof Søren Kierkegaard har sagt noget væsentligt om
vort savn, når vi mister. Han hævder, at den kærlighedens gerning
det er at erindre vore døde, er den frieste og trofasteste kærlighed.
Og han opfordrer os til at gå hen og udøve den kærlighed, både
ved at mindes, og samtidig at elske de levende. Elske og værne om
dem, vi lever sammen med.
"Af jord skal du igen opstå" - Det sidste udsagn er et udtryk for tro
og håb. 
Ordene er som Guds stemme også til os fra påskemorgen om, at
Gud har brudt tiden og døden. Der er ikke længere nogen
adskillelse mellem os og Gud. Evigheden er brudt ind i tiden.
Ordene fra påskemorgen placerer os i en her-og-nu tilværelse,
hvor alt står på spil hver dag, men hvor vi tilgengæld får lov til at
lægge hvert øjeblik i Guds gode hænder i blind tillid til og i håbet
om, at vi sådan er fælles med vore døde også i Guds fremtiden.
Med Jesu død på korset og hans opstandelse kan I fastholde den
tro, at der foran os, hvad enten vi lever eller dør, altid ligger en ny
begyndelse, en ny tid, som bærer evigheden i sig.