Tale ved bisættelse på kapel
af Susanne Fabritius de Tengnagel, Køge
Tekster: Joh 16,19b-22
Salmer: 12 - 696 - 727
---
At holde begravelse er at gøre den sidste kærlighedsgerning mod
det menneske, som vi på forskellige måde har være bundet til i
familielivet, i venskabet.
Denne uafvendelige adskillelse - denne smerte aldrig at kunne tale
med den anden mere. Vi oplever det alle sammen, og vi må lære at
leve med sorgen, selv om den er være tung at bære.
Vi har hver især små eller store erindringsbilleder både af vore
døde og de levende iblandt os, som betyder meget for vort eget liv.
I dag og i fremtiden må I nøjes med at have erindringen om NN.
Jeres erindringsbillede gælder dog ikke blot den tid med sygdom
og til sidst de mange smerter, han var udsat for, men al den tid I har
levet med ham, sådan må billeder komme op til overfladen og ud i
lyset i taknemmelighed over hans liv med jer alle. Et menneskeliv
med en glad mand, selv om han var hård mod sig, påpasselig med
sit arbejde på sin tidligere arbejdsplads, afholdt af
arbejdskammerater og venner. Erindringen om ham er ikke blot at
huske med hovedet, men endnu mere at huske med hjertet i
taknemmelighed for, hvad NN har givet jer.
Men snart går vi ud af tiden og navne kan blive glemt, men i Guds
erindring er vi for evigt gemt. 
Jeg forestiller mig, at i Guds billedgalleri er alle navne med billeder
hængt op. De har deres værdi, fordi de er skabt i kærlighed af
skaberen selv.
Billederne er forskellige fra hinanden. Ikke to er ens. De er
forskellige med hver deres ejendommelige særpræg. 
Hvis skaberen gik hvert enkelt billed nøjere i sømmene, ville der
være noget, der skulle rettes. Ja, faktisk ville det vise sig, at de alle
burde kasseres, hvis skaberen skulle gå frem med hård hånd.
Men det forunderlige er, at hver gang han ser på billederne, ser han
ikke det, som er fejl ved dem.
De stråler af et lys, som om de lige var blevet skabt. Og der er
noget, som holder ham tilbage fra at kassere dem.
Lyset over dem kommer fra påskemorgen, da Jesus som
korsfæstet og død trådte ud af graven. Et himmelsk lys vælder ud
over menneskeheden. Og det er Jesu skyld, at Gud ikke kasserer
noget billede, ikke kasserer nogen af os mennesker. Det er det, vi
må tro.
Jesus fortæller om menneskelivet og livet efter alle trængslerne og
døden ved at bruge et eksempel med en fødende kvinde.
I skal sørge i livet, siger han, men jeres sorg skal blive til glæde.
Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er
kommet. Men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin
trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden.
Tænk, hvis kvinden ikke havde nogen som helst anelse om, hvorfor
hun havde smerte på grund af veerne, hvorfor hun fik åndenød og
følte en dødsens angst for at dø. Så havde hun ikke noget at håbe
på, ikke noget at glæde sig til. Så var fødselstimen uudholdelig og
ulidelig i sin lidelse.
Men hun har netop noget at håbe på, noget at glæde sig til. Og det
gør smerterne og åndenøden og angst til at bære.
Sådan ånder Jesus på os med håb og glæde, så vi ikke skal
fortvivle i denne verden, men tro, at der er noget at håbe på, noget
at glædes over. Jesus gik vores vej til ende. Smertens vej til livets
glæde. Han opstod fra de døde. Det er det ord, som skal bære os
oppe, når alt ser håbløst ud.
Vi skal ikke holde det for os selv. Vi skal sammen takke Gud for, at 
han lod sig føde som et menneske i Jesus Kristus og gik
vores vej, og i taknemmelighed erindre os det liv, vi har fået indtil 
i dag med dem, vi holder af.