1999.10.03.
Prædiken i Skåde kirke. 18.s.e.trin. 1999. Matt 22,34-
46. Salmer: 276 - 360 - 697,3-5 - 46 // 758 - 167,7 -
793  “46 Salmer”.

Hvordan har vi det med regler og bud og love?
Det er nok lidt svært at sige sådan helt generelt - men
lad mig forsøge alligevel - ud fra de iagttagelser, man
kan gå og gøre sig.
Jeg har fornemmet en tendens til en vis opstramning.
Vi havde i kølvandet på 60’erne nogle år, hvor alle
autoriteter stod for skud, hvor man satte
spørgsmålstegn ved alt, og hvor det enkelte menneske,
i individualismens navn, satte sine egne normer og
regler - både indadtil, privat, og udadtil i samfundet.
Moralen blev helt privatiseret, for ikke at sige afskaffet
- og helt generelt talt var holdningen til samfundets
lovgivning også meget kritisk.
Den tendens vendte i 80’erne - og her i 90’erne har der
været en noget venligere holdning til det, at der altså er
nogle love og regler, som skal følges. Så sent som for
et par dage siden læste jeg i J.P et indlæg med
overskriften “Lad dem dog tage deres straf”- og her
stod der: “Bryder man loven, skal man have sin straf.
Det er der vel ikke nogen, som kan være uenig i.”
Indlægget handlede om narkosmugling - men vi har
også hørt de samme toner i forbindelse med præsten
Leif Bork Hansens civile ulydighed, da han skjulte
nogle flygtninge, som skulle udvises.
Så langt så godt.
Og så kommer der et MEN. For der er i min
fornemmelse af det altsammen dét "men", at vores
ændrede holdning til regler, bud og love har sine
grænser. Vi tænker stadig uhyre individualistisk - og
vi går også stadig og laver vore egne regler. 
Eller rettere: Vi dispenserer fra de gældende regler for
vort eget 
vedkommende. Hvis det i bestemte situationer passer
os bedst at indrette os på en anden måde end det, der
skrevet står - så gør vi lige en undtagelse - bare for os
selv. Alle de andre skal selvfølgelig stadig følge
reglerne - men vi laver, for en kort stund, vore egne. 
Det gælder ikke mindst i trafikken - og m.h.t. skatter,
told og afgifter, men det gælder også på så mange
andre områder. Vi hugger en hæl og klipper en tå - for
nu at sige det på den måde. Vi overbeviser os selv om,
at vi kan godt lige gøre det på den måde - vi kan godt
lige parkere i den reserverede bås osv.
Og dermed har, som sagt, den ændrede holdning til
paragrafferne sine begrænsninger. Individualismen, og
det at vi selv er en undtagelse, stikker stadig dybt i os.

Hvad har det alt sammen med dagens prædiketekst at
gøre?
Jo, se, det har det med sagen at gøre, at farisæerne og
de lovkyndige spørger Jesus om, hvad der er det store
bud i loven - og han svarer med en henvisning til
kærligheden - og til sig selv.
Der er mange små finurligheder i den sag - men først
og fremmest er der det, at han ser hele loven med alle
dens paragraffer og bud som ét stort forsøg på at gøre
livet mellem mennesker godt og smukt og fint og sandt
og rigtigt.
Det er, grundlæggende dét, loven er der for - for at få
vort liv med hinanden til at fungere på en god måde.
Og det ville livet faktisk gøre, hvis vores holdning lige
så grundlæggende var kærligheden. Så ville vi jo, helt
af os selv, gøre alt det, som fremmer livet og gør det
godt at leve - så ville vi tage alle de hensyn, der skal
tages.
Loven siger f.eks. “Du må ikke slå ihjel - du må ikke
stjæle - du må ikke bagtale andre osv. - og den slags
gør vi jo heller ikke mod dem, som vi elsker. Så hvis vi
bare havde kærlighed nok, til 
Gud og til hinanden, så ville vi, helt af os selv, gøre alt
det, som 
loven siger og indeholder. Derfor kan Jesus
sammenfatte den i det dobbelte kærlighedsbud - og
dermed i virkeligheden ramme både alle de undtagelser,
vi går og gør, og også alle de smuthuller vi finder for at
slippe uden om loven, alle de smuthuller der er, hvor
loven ikke helt slår til. De kommer slet ikke på tale, for
kærligheden ved godt, hvad der er det rigtige, også
selv om det endnu ikke er blevet skrevet i en lov.
Og så kommer henvisningen til ham selv: “Hvad mener
I om Kristus - hvis søn er han?” - han som om sig selv
siger, at han gør loven fuldkommen og opfylder den
selv dér, hvor den endnu ikke er skrevet - han som
nemlig er kærligheden selv - hvis søn er han?
Det er noget andet at skulle forholde sig til en person -
end til en lov, et bogstav, et upersonligt princip. Dèt
kan man godt dispensere fra og smutte uden om. Det
er værre med en person af kød og blod. 
I forbindelse med ovennævnte Leif Bork Hansen-sag
læste jeg et sted om én kvinde, som skrev følgende:
“Jeg har altid taget afstand fra den slags - og været
overbevist om, at jeg ikke ville gøre det. En dag stod
jeg så pludselig over for en mand af kød og blod, som
bad om min hjælp. 
Jeg blev ved min overbevisning og sagde nej. Men det
gjorde ondt at sige det - og det gør det stadig, længe
efter.”

Selv om hun ikke ændrede holdning, så viser kvindens
udtalelse her os alligevel, hvad det er for en barsk
situation, Jesus sætter farisæerne og de lovkyndige i:
De står dér og taler om den lov, som er så umådelig
vigtig for dem. Jesus, som ved, at en lovtekst kan man
vende og dreje og nogle gange løbe fra, dispensere fra,
han siger: Her står jeg og opfylder, ja fuldender loven i
kompromisløs kærlighed - hvad siger I til det? Hvor
kommer det fra? Hvor kommer jeg fra?
Se, det spørgsmål kan man ikke bare snakke sig fra -
dér slipper man ikke uden om en personlig afgørelse -
den som rækker dybt ind i ens tro og inderste
overbevisning.

Og nu vil jeg så godt forlade de gamle jøder på Jesu tid
og lade dem være i fred. For i dag er det jo nu os, der
får spørgsmålet: Hvor alvorligt mener I det, som I selv
anser for at være jert livs grundlag? Holder I det
altsammen nede på det plan, hvor det ikke bliver alt for
engagerende og nærgående - hvor I altså hele tiden kan
dispensere og smutte uden om, hvis det passer jer
bedst? Eller anerkender  I, at der er noget, som har
absolut krav på jer - nemlig den kærlighed, som der
dybest set aldrig kan dispenseres fra?
Når I svigter den, hvad jo alle gør en gang imellem,
ved I så godt, at I svigter, og at I lever på nåden og
tilgivelsen? Eller ophøjer I jer selv til at være den
højeste instans og dommer, som nok selv skal
bestemme, hvad der er meningen med jeres liv?

Det er, faktisk, det spørgsmål, vi i dag stilles over for:
Er den kærlighed, vi ser hos Jesus, bare et tilfældigt
menneskes liv her på jord? eller er den Guds
forkyndelse af livets og evighedens mening og
indhold?
Tror vi på kærligheden som livets dybe sammenhæng -
eller gør vi ikke?
Er du og jeg i vores forhold til os selv og til dem vi
elsker, i vores forhold til livet og vore omgivelser
dybest set overladt til os selv og til, hvad vi sammen
og hver for sig formår - eller er vi i det altsammen en
del af Guds den store helhed, hvor kærligheden var der
før os, er der som grunden under os og forbliver der 
som den magt, der bærer os ind i hans evighed?
Er det menneskeliv, vi kaster os ud i med hinanden, en
lille krusning på årtusindernes overflade - eller er det
Guds indbydelse til en glæde uden grænser, når han en
dag samler alle vore gode og dårlige dage op og giver
dem hele kærlighedens fylde?
Altså: Tror vi på kærligheden, eller gør vi ikke? Hvis vi
gør, så gives der ingen dispensation. 
Men vi må nok til at indrømme, at det kan være for
stor en mund fuld at leve sin tro. Det kan man bruge et
helt liv til at øver sig på.
Amen.