Prædiken, 20. s.e. Trinitatis, 1999. 

Det er kun to søndage siden, at jeg stod her på samme sted og
sagde, at vi, i modsætning til f.eks. muslimer og rettroende jøder,
ikke behøver at gå rundt med en bestemt påklædning. Vi skal ikke
gøre det, eftersom der for os at se ikke findes noget ydre, der er
forordnet af Gud og måtte behage Gud. 

Kvinderne hos os går jo ikke rundt med tørklæder, og mændene
bærer ikke en kalot, og skal det heller ikke, - den slags love og
forordninger, der måtte behage Gud, har vi som kristne frihed fra,
ligesom vi har frihed til at spise hvad vi vil. 


Men nu, efter at have hørt evangelieteksten hos Matthæus, ser det
unægtelig ud som om en bestemt påklædning er et krav. For da
det til sidst lykkes kongen at gennemføre sønnens bryllupsfest, da
er der en af gæsterne, der ikke har bryllupsklæder på. Han bliver
opdaget. Og hans forseelse bliver taget meget alvorligt. Han fik
hænder og fødder bundet, og blev kastet ud i mørket uden for,
hvor der er gråd og tænderskæren.


Dog der er nu ikke noget, der er ændret. Vi har stadigvæk den
frihed, der adskiller os som kristne fra - ja, fra alle andre. Alt er
tilladt, skrev Paulus på et meget tidligt tidspunkt i kirkens historie
til menigheden i Korinth. Det gælder stadigvæk. Han føjede så til,
at ikke alt er gavnligt. Men stadigvæk skal vi ikke - for Guds skyld
- undlade at spise svinekød, og kvinderne skal heller ikke bære
tørklæde. Intet er ændret.


Jamen, hvorfor bliver så dette med den forkerte beklædning taget
så ilde op, i dag? - Det har allerførst at gøre med, at når der i
datidens Israel gik en invitation ud til et bryllup, så fulgte der også
bryllupstøj med. Det var gratis, og så skulle det naturligvis også
bruges. 


Men dernæst, så er dette jo en lignelse af Jesus. Og det vil sige:
her skal der i virkeligheden siges noget om Gud. Det gør Jesus
altid ved at fortælle en lille historie, - en lignelse. 

M.a.o.: det er Gud, som indbyder os til fest, og da kvit og frit giver
os det, vi har behov for, for at vi kan være med. Og være med
kan vi altså kun være på hans betingelser. Det vil også sige: uden
at betale for det. Det skal ikke koste os det mindste. Og det er så
at sige Guds betingelse for at vi kan tage imod noget fra ham. 

Vil du være med? Vil du have noget at gøre med mig, spørger
han? Jamen, det er i orden. Men du kan ikke betale for det. Det er
gratis! Gratis, som faktisk er det latinske navn for nåde. 


Hvis vi skulle sammenligne bryllupsklædningen med noget for os
kendt, så må det derfor være dåbskjolen. - Den dag et lille barn
bliver trukket i dåbskjolen, skal det jo ikke først have betalt noget.
Nej: den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn,
kommer slet ikke ind i det. 


Et lille barn har ikke præsteret noget for at blive et Guds barn. Det
kan ikke engang Trosbekendelsen. - Men derfor er de første ord,
der lyder ved en dåb da også: Lovet være Gud som i sin store
barmhjertighed har genfødt os til et levende håb. -
Barmhjertigheden er lig med nåden. Og nåden er gratis. - Altså
kun på dens vilkår vil Gud have med os at gøre, - og kan vi have
med ham at gøre. Nåden er det eneste, der gør os værdige til at
være med. - Her er han streng og uforsonlig, siger Jesu lignelse. 


Sådan sætter Gud altså dagsordenen. Og dags-ordenens første og
sidste punkt er, at alt er gratis: nåde. Du skal ikke iklæde dig noget
andet, for at blive set. For du er set. Bryllupsklædningen er ren
foræring, og at blive trukket i dåbskjolen koster heller ikke noget. 


Tit nok vil vi jo selv sætte dagsordenen, også overfor Gud. - Og vi
er ikke ene om det. Muslimerne vil det også. De siger: Jeg må
gøre det, der behager Gud, det han finder velbehag i. Jeg må gøre
mit offer. Og så bærer kvinderne tørklæder, det er for dem
uopgiveligt; de må gøre det, også når de sidder ved et
kasseapparat i et supermarked. 

Og muslimerne må ikke spise svinekød. Og det kød de spiser skal
være slagtet på en speciel måde. Alt er for dem netop ikke tilladt.
De skal gøre det, som de mener behager deres Gud. Dvs.: de tør
ikke andet. For det med Gud kan dog ikke være gratis, siger den
menneskelige fornuft. Vi må betale for hans velbehag. 

Og de rettroende jøder siger det samme: vi må bære kalot. Vi skal
holde sabbatten, om så også vores søn eller datter falder i en
brønd. Og også vore dyr skal slagtes på en bestemt måde, for
sådan vil Gud det. Vi må derfor gøre det, der er velbehageligt for
Gud.


Det forarger os som bekendt. Vi kan ikke rigtig have med det at
gøre. Vi synes, at de andre er nogle mærkelige nogen, dog det er
sjældent, at vi kan forklare hvorfor. Men ofte hævdes det, at bl.a.
denne ydre religiøsitet er til stor fare for os som folk. 


Men inden vi begynder at støbe de kugler, der også blev støbt i
tredivernes Tyskland, - inden vi begynder at kaste de fremmede
ud med faldskærm over Afrika, eller inden vi vil sælge muslimerne
til dem, der betaler en bare nogenlunde tålelig pris, så bør vi
måske lige ransage også os selv. 

For hvem skal sætte dagsordenen for os? Vil vi have med Gud at
gøre på hans betingelser? Vil vi lade ham sætte dagsordenen,
sådan som den sættes i Jesu lignelse? 

Vi er ikke muslimer. Vi er heller ikke jøder. Men har vi alligevel
ikke den tankegang tilfælles med dem, at der, også hvad Gud
angår, ikke er noget, der er gratis? 

Måske vi også kan finde på at mene, at der er noget som vi i hvert
fald bør gøre, bare sådan for en sikkerheds skyld. Vi banker vist
alle, hver på vores måde, under bordet. Vi kan faktisk gøre os
meget fromme, sikkert fordi vi heller ikke tør andet. 

Og den fromhed og frygt kan i øvrigt også få mæle på en helt
anden måde, når det ind i mellem kan lyde som om det er en
gudvelbehagelig gerning at holde Danmark fri for andre folkefærd.
- 


Eller man kan jo også gå i den helt anden grøft og sætte
dagsordenen for Gud på den måde, at man siger: Jeg kan ikke tro
på den gode Gud, hvis ikke - ja, hvis ikke jeg får det som jeg nu
engang vil have det.


Men nåden er gratis. Bryllupsklædningen følger med. At blive
trukket i dåbskjolen kræver ikke en checkliste med punkter, der
skal krydses ad. 

Og det er det sværeste af alt, - at Gud sætter dagsordenen på den
måde, at han siger: Vil du være mit barn og leve frimodigt som mit
barn, - det er for mig i orden. Men det sker på mine betingelser:
du kan ikke betale for det! 


Jamen, det ville dog have været uendeligt meget lettere, om man
havde f.eks. et tørklæde at bære, fordi Gud vil det sådan. Eller om
man kunne sige: Jeg afholder mig fra svinekød, og det kød, jeg
spiser, er slagtet på en bestemt måde, for sådan vil Gud det. Så
har jeg betalt mit. Og så må Guds velbehag hvile over mig.

Men i Jesu forkyndelse, i kristendommen, da sætter Guds
dagsordenen. Jeg havde nær sagt: det gør han jo i alle andre
religioner. Men her er første og sidste punkt på dagsordenen, at alt
er gratis. 

Og derfor er kristendommen ikke nogen religion i almindelig
forstand, heller ikke i ualmindelig forstand, - den er det, der
sprænger alt, der hedder religion, for den er et evangelium: alt er
nåde, gratis. 


Og vil vi ikke iklæde os den, ja, så hedder det, at vi havner ude i
mørket, hvor der er gråd og tænderskæren. Så må vi selv klare liv
og død. - Men et sådant sted, hvor man er helt alene, er også
selverkendelsens sted, hvor man, tvunget af omstændighederne,
må sige til sig selv: hvis ikke alt var nåde, hvad blev der så af mig?
Det sted, hvor alt er sat over styr, er også evangeliets sted. 


Mange blev kaldet til dette evangelium, men få er udvalgt, hedder
det til sidst. Hvem de udvalgte er, ved ingen, og da slet ikke de
udvalgte. Det ved kun Gud. Det er ham, der sætter betingelserne,
dagsordenen. - Og i al sin enkelthed er første og sidste punkt på
den, at nåden er gratis. Alt er betalt! Alt er derfor også tilladt,
skønt alt måske ikke er gavnligt. Men Guds velbehag er der. Fred
til mennesker med Guds velbehag. Sådan hedder det ikke uden
grund, når fødslen i Bethlehem forkyndes. Her blev alt jo betalt.
Og så er det sådan, at lignelsen intet er, med mindre ham, der
fortalte den, er alt. 


Amen.

  			

 
Prædiken, 20. s.e. Trinitatis, 1999. 

Det er kun to søndage siden, at jeg stod her på samme sted og
sagde, at vi, i modsætning til f.eks. muslimer og rettroende jøder,
ikke behøver at gå rundt med en bestemt påklædning. Vi skal ikke
gøre det, eftersom der for os at se ikke findes noget ydre, der er
forordnet af Gud og måtte behage Gud. 

Kvinderne hos os går jo ikke rundt med tørklæder, og mændene
bærer ikke en kalot, og skal det heller ikke, - den slags love og
forordninger, der måtte behage Gud, har vi som kristne frihed fra,
ligesom vi har frihed til at spise hvad vi vil. 


Men nu, efter at have hørt evangelieteksten hos Matthæus, ser det
unægtelig ud som om en bestemt påklædning er et krav. For da
det til sidst lykkes kongen at gennemføre sønnens bryllupsfest, da
er der en af gæsterne, der ikke har bryllupsklæder på. Han bliver
opdaget. Og hans forseelse bliver taget meget alvorligt. Han fik
hænder og fødder bundet, og blev kastet ud i mørket uden for,
hvor der er gråd og tænderskæren.


Dog der er nu ikke noget, der er ændret. Vi har stadigvæk den
frihed, der adskiller os som kristne fra - ja, fra alle andre. Alt er
tilladt, skrev Paulus på et meget tidligt tidspunkt i kirkens historie
til menigheden i Korinth. Det gælder stadigvæk. Han føjede så til,
at ikke alt er gavnligt. Men stadigvæk skal vi ikke - for Guds skyld
- undlade at spise svinekød, og kvinderne skal heller ikke bære
tørklæde. Intet er ændret.


Jamen, hvorfor bliver så dette med den forkerte beklædning taget
så ilde op, i dag? - Det har allerførst at gøre med, at når der i
datidens Israel gik en invitation ud til et bryllup, så fulgte der også
bryllupstøj med. Det var gratis, og så skulle det naturligvis også
bruges. 


Men dernæst, så er dette jo en lignelse af Jesus. Og det vil sige:
her skal der i virkeligheden siges noget om Gud. Det gør Jesus
altid ved at fortælle en lille historie, - en lignelse. 

M.a.o.: det er Gud, som indbyder os til fest, og da kvit og frit giver
os det, vi har behov for, for at vi kan være med. Og være med
kan vi altså kun være på hans betingelser. Det vil også sige: uden
at betale for det. Det skal ikke koste os det mindste. Og det er så
at sige Guds betingelse for at vi kan tage imod noget fra ham. 

Vil du være med? Vil du have noget at gøre med mig, spørger
han? Jamen, det er i orden. Men du kan ikke betale for det. Det er
gratis! Gratis, som faktisk er det latinske navn for nåde. 


Hvis vi skulle sammenligne bryllupsklædningen med noget for os
kendt, så må det derfor være dåbskjolen. - Den dag et lille barn
bliver trukket i dåbskjolen, skal det jo ikke først have betalt noget.
Nej: den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn,
kommer slet ikke ind i det. 


Et lille barn har ikke præsteret noget for at blive et Guds barn. Det
kan ikke engang Trosbekendelsen. - Men derfor er de første ord,
der lyder ved en dåb da også: Lovet være Gud som i sin store
barmhjertighed har genfødt os til et levende håb. -
Barmhjertigheden er lig med nåden. Og nåden er gratis. - Altså
kun på dens vilkår vil Gud have med os at gøre, - og kan vi have
med ham at gøre. Nåden er det eneste, der gør os værdige til at
være med. - Her er han streng og uforsonlig, siger Jesu lignelse. 


Sådan sætter Gud altså dagsordenen. Og dags-ordenens første og
sidste punkt er, at alt er gratis: nåde. Du skal ikke iklæde dig noget
andet, for at blive set. For du er set. Bryllupsklædningen er ren
foræring, og at blive trukket i dåbskjolen koster heller ikke noget. 


Tit nok vil vi jo selv sætte dagsordenen, også overfor Gud. - Og vi
er ikke ene om det. Muslimerne vil det også. De siger: Jeg må
gøre det, der behager Gud, det han finder velbehag i. Jeg må gøre
mit offer. Og så bærer kvinderne tørklæder, det er for dem
uopgiveligt; de må gøre det, også når de sidder ved et
kasseapparat i et supermarked. 

Og muslimerne må ikke spise svinekød. Og det kød de spiser skal
være slagtet på en speciel måde. Alt er for dem netop ikke tilladt.
De skal gøre det, som de mener behager deres Gud. Dvs.: de tør
ikke andet. For det med Gud kan dog ikke være gratis, siger den
menneskelige fornuft. Vi må betale for hans velbehag. 

Og de rettroende jøder siger det samme: vi må bære kalot. Vi skal
holde sabbatten, om så også vores søn eller datter falder i en
brønd. Og også vore dyr skal slagtes på en bestemt måde, for
sådan vil Gud det. Vi må derfor gøre det, der er velbehageligt for
Gud.


Det forarger os som bekendt. Vi kan ikke rigtig have med det at
gøre. Vi synes, at de andre er nogle mærkelige nogen, dog det er
sjældent, at vi kan forklare hvorfor. Men ofte hævdes det, at bl.a.
denne ydre religiøsitet er til stor fare for os som folk. 


Men inden vi begynder at støbe de kugler, der også blev støbt i
tredivernes Tyskland, - inden vi begynder at kaste de fremmede
ud med faldskærm over Afrika, eller inden vi vil sælge muslimerne
til dem, der betaler en bare nogenlunde tålelig pris, så bør vi
måske lige ransage også os selv. 

For hvem skal sætte dagsordenen for os? Vil vi have med Gud at
gøre på hans betingelser? Vil vi lade ham sætte dagsordenen,
sådan som den sættes i Jesu lignelse? 

Vi er ikke muslimer. Vi er heller ikke jøder. Men har vi alligevel
ikke den tankegang tilfælles med dem, at der, også hvad Gud
angår, ikke er noget, der er gratis? 

Måske vi også kan finde på at mene, at der er noget som vi i hvert
fald bør gøre, bare sådan for en sikkerheds skyld. Vi banker vist
alle, hver på vores måde, under bordet. Vi kan faktisk gøre os
meget fromme, sikkert fordi vi heller ikke tør andet. 

Og den fromhed og frygt kan i øvrigt også få mæle på en helt
anden måde, når det ind i mellem kan lyde som om det er en
gudvelbehagelig gerning at holde Danmark fri for andre folkefærd.
- 


Eller man kan jo også gå i den helt anden grøft og sætte
dagsordenen for Gud på den måde, at man siger: Jeg kan ikke tro
på den gode Gud, hvis ikke - ja, hvis ikke jeg får det som jeg nu
engang vil have det.


Men nåden er gratis. Bryllupsklædningen følger med. At blive
trukket i dåbskjolen kræver ikke en checkliste med punkter, der
skal krydses ad. 

Og det er det sværeste af alt, - at Gud sætter dagsordenen på den
måde, at han siger: Vil du være mit barn og leve frimodigt som mit
barn, - det er for mig i orden. Men det sker på mine betingelser:
du kan ikke betale for det! 


Jamen, det ville dog have været uendeligt meget lettere, om man
havde f.eks. et tørklæde at bære, fordi Gud vil det sådan. Eller om
man kunne sige: Jeg afholder mig fra svinekød, og det kød, jeg
spiser, er slagtet på en bestemt måde, for sådan vil Gud det. Så
har jeg betalt mit. Og så må Guds velbehag hvile over mig.

Men i Jesu forkyndelse, i kristendommen, da sætter Guds
dagsordenen. Jeg havde nær sagt: det gør han jo i alle andre
religioner. Men her er første og sidste punkt på dagsordenen, at alt
er gratis. 

Og derfor er kristendommen ikke nogen religion i almindelig
forstand, heller ikke i ualmindelig forstand, - den er det, der
sprænger alt, der hedder religion, for den er et evangelium: alt er
nåde, gratis. 


Og vil vi ikke iklæde os den, ja, så hedder det, at vi havner ude i
mørket, hvor der er gråd og tænderskæren. Så må vi selv klare liv
og død. - Men et sådant sted, hvor man er helt alene, er også
selverkendelsens sted, hvor man, tvunget af omstændighederne,
må sige til sig selv: hvis ikke alt var nåde, hvad blev der så af mig?
Det sted, hvor alt er sat over styr, er også evangeliets sted. 


Mange blev kaldet til dette evangelium, men få er udvalgt, hedder
det til sidst. Hvem de udvalgte er, ved ingen, og da slet ikke de
udvalgte. Det ved kun Gud. Det er ham, der sætter betingelserne,
dagsordenen. - Og i al sin enkelthed er første og sidste punkt på
den, at nåden er gratis. Alt er betalt! Alt er derfor også tilladt,
skønt alt måske ikke er gavnligt. Men Guds velbehag er der. Fred
til mennesker med Guds velbehag. Sådan hedder det ikke uden
grund, når fødslen i Bethlehem forkyndes. Her blev alt jo betalt.
Og så er det sådan, at lignelsen intet er, med mindre ham, der
fortalte den, er alt. 


Amen.