Hvis du har kommentarer så skriv hertil |
Prædiken til 20. søndag efter Trinitatis 19. okt. 1999
De fleste af os har prøvet det, at komme i et selskab vi på en eller
den måde har fejlbedømt, troet at arrangementet lagde op til
afslappet påklædning, og når man dukker op er man den eneste
der ikke har det store skrud på, eller omvendt, man kommer som
den eneste i festtøj, aftenkjole og smoking, man har overvurderet
anledningens festlighed og karakter, ikke fordi man ikke ville det
anderledes, men fordi man har misforstået et eller andet, der er
noget der er kikset et eller andet sted. Så står man dér og
signalerer noget forkert, man falder igennem og føler sig utilpas,
fordi man stikker ud. Man har ikke det tøj på som passer til den
rette anledning.
Men tøjet er ikke det eneste vi signalerer med hverken til fest eller i
det daglige. Påklædningen er ikke det eneste, som udgør
festudstyret, ankommer man til en festlig anledning og er i dårlig
humør, utilfreds eller negativ, ja, så falder man også igennem, så
står man også i modstrid til de andre, man skiller sig ud, og hvis
man ikke har til sinds at ødelægge festen med sit dårlige humør, ja
så vælger man at tage tidligt hjem.
I dagens tekst bliver der smidt en ud fra festen. Kongen opdagede
da festen endelig var godt i gang, at der var en som ikke var
festklædt, en der ikke hørte til blandt de glade og syngende
mennesker og denne ene måtte selvfølgelig ud, ud der hvor han
hørte til ud til dem er var ligesom ham selv, ud til de andre
mørkemænd, ud til de jamrende og sortseerne.
Men vi kan ikke lide fortællingen, fordi vi med vores kendskab til
biblen godt ved hvad det handler om, kongen er ikke en tilfældig
konge men Gud, tjenerne som bliver sendt ud med indbydelser og
slået ihjel er Jesu og så er der i virkeligheden ikke så mange roller
tilbage. kongen er Gud, tjenerne Jesus, hvilken rolle spiller vi så, ja
det er jo en langt mindre sympatisk rolle, nemlig rollen som de der
siger nej, rollen som dem der slår tjenerne ihjel, rollen som dem der
fester og rollen som den der bliver smidt ud. Det gør os utilpas, det
passer dårligt til det billede vi helst vi have af Gud, som den der
kærligt tager imod alle, en der lidt lallende ser stort på de dumheder
vi har gjort, det kan vi bedre håndtere og forholde os til.
At der er nogen, der ikke skal være med, det er ikke rart at tænke
på. For hvem er det af os, der er tale om? Hvem er det, der ikke
skal med? De var jo alle inviterede og alle kommet og så bliver en
hældt ud, fordi påklædningen ikke er i orden. Det kan jo være det
var det eneste han havde at tage på, at han simpelt hen ikke ejede
andet tøj end det han gik og stod i. Hører vi teksten sådan kan vi
godt høre, at det ikke er sådan teksten skal forstås, det harmonerer
simpelt hen ikke med evangeliernes tale om de fattige, om Jesus
som de toldere og synderes ven, om at give alt bort og komme til
Jesus.
Lignelsen handler derfor ikke om hvem der ikke skal med, men om
hvad der ikke hører sig til. Jeg læser til hvert eneste bryllup jeg har
teksten fra kolossenserbrevet kap. 3 om det sindelag som skal
kendetegne det menneske som er elsket af Gud: Bær hinandens
byrder; således opfylder I Kristi lov. Ifør jer da, som Guds
udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed,
ydmyghed, mildhed, tålmodighed. Bær over med hinanden og tilgiv
hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som
Herren tilgav jer, skal I også gøre. Men over alt dette skal I iføre
jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd.
Tanken om kærligheden som noget man kan tage på, som noget
man kan have eller ikke have, som noget der kan være tilstede eller
fraværende, noget man kan være i eller stå uden for. Den tanke
indeholder måske forklaringen på, hvad det er der er galt, hvad det
er som skal væk og bastes og bindes og kastes ud i mørket, hvor
det hører til.
Da først alle de inviterede, dem man kunne regne med skulle være
med til et royalt bryllup alle pingerne, da de har sagt nej tak, går
invitationen til enhver, ja helt til verdens ende. Og blandt alle disse
er der en eller noget, der ikke vil feste, noget som ikke vil være
med i glæden og på glædens præmisser. Da kongen derfor spørger:
Min ven hvordan er du kommet ind uden bryllupstøj, svarer han
ikke. Han gider ikke engang svare, han regnede ikke det at være
med til feste, at være med til et kongebryllup som noget særligt, han
mente om sig selv, at han var god nok som han var og værdigede
ikke værten et svar.
At være gæst ved en fest, gør noget ved en, man bliver
festdeltager, det var det han ikke ville være, han gad ikke svare,
han gad ikke være med, han ville godt have den gode mad og
vinen, men han ville have lov til at være fred og da det ikke kunne
lade sig at gøre, da værten sagde noget til ham, ja så svarede han
med tavshed, en mut tavshed, der udtrykker, jeg behøver ikke
svare dig, jeg skylder ikke dig noget, lad mig være i fred.
Tanken om ikke at have festdragt på og være den, der bliver kylet
ud i mørket skal derfor fylde os med selvransagelse og ikke frygt.
Tanken om en festdragt, der kan tages på som noget der
gennemsyrer alt, hvad vi gør, som en holdning som kærlighedens
holdning til hinanden og det liv vi har fået, som vi kan vælge at tage
på eller lade være, det havde et meget konkret udtryk i brevet til
kolossenserne, ifør jer da kærligheden som er fuldkommenhedens
bånd, det må vi jo tage alvorligt.
Ikke som dem der ikke ville komme, ikke som han der nok ville
komme men ikke forstod at med Gud lever vi ikke på vores egne
præmisser, der er vi ikke gode nok i kraft af os selv. han der ikke
forstod at hos Gud får vi noget som er bedre end det vi har, som
rækker ud over det vi selv magter, som siger til hver enkelt af os:
det du har i dig som ikke er båret af glæden og kærligheden, ja, det
må ud hvor det hører til, ikke som noget uhyggeligt, ikke som noget
gør os fortabte i livet. Men som en nåde, der hver dag strømmer os
i møde, som ikke lader os være i fred, men som skubber til os og
giver os et liv som er bedre end vores eget, nemlig det liv som leves
på nåden betingelser, den nåde som ikke overlader os til os selv for
egen regning og risiko.
Det dødbideri i os som ikke vil være med i festen og glæden, fordi
vi fornemmer at vi ikke kan få alt på vores egne betingelser, det må
smides ud, hvor det hører til, så den fest og glæde som er
forudsætningen for enhver som er døbt, som er den sammenhæng
enhver døbt sættes ind i og den dragt som er den døbtes festdragt
er den dragt som er knyttet til ordene: Jeg er med jer alle dage indtil
verdens ende. Ordene om at være hos os altid som den kærlighed
der er mild, ydmyg og god, den kærlighed er knyttet til tilgivelsen,
den tilgivelse som er forudsætningen for enhver af os, og bundet til
det liv vi lever sammen, den kræver at vi har en kærlig holdning til
hinanden , fordi kærligheden er Guds holdning til os og
forudsætningen for vores liv. Den kærlighed lader ikke nogen være
sig selv i ligegyldighed, den kærlighed tvinger ikke nogen til blive
væk, men gives den der tager imod.
Den kærlighed er det som gennemsyrer hele vores liv og følger os,
når livet ophører. Jeg er med jer alle dage indtilverdens ende.
Amen.
| |