Jesus havde gjort et utroligt under. Han havde givet mad til 5000 mennesker. Hvis vi skulle det, måtte vi foretage en god planlægning og købe meget ind og det ville tage lang tid at forberede maden, selv i vores moderne køkkener. Men Jesus havde kun en lille drengs madpakke, som bestod af 5 brød og to fisk. Jesus så op mod himlen og takkede Gud og gav stykker af madpakken til sine disciple, som delte det ud. Og alle 5000 blev mætte og der blev endda 12 kurve fulde af rester tilbage.
Nu kommer folkeskaren til Jesus igen. Hvem vil ikke gerne være sammen med en mand, som kan skaffe mad af ingenting. Men Jesus siger, at det er af en forkert grund, at de kommer til ham. De skal hellere arbejde for den mad, som består til evigt liv. Og folkeskaren tænker straks, at det arbejde må jo bestå i, at de gør Guds gerninger. Med det mener de, de gerninger, som Gud vil, at vi mennesker skal gøre. Men vi skal aligevel lægge mærke til at siger: Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger.
Jesus svarer derimod og taler om Guds gerning, den er den, at vi tror. Guds gerning kan vi ikke gøre. Det kan kun Gud. Jesus vil vende vores tanker helt væk fra os selv. Han vender det om og ser det fra den anden side. Han ser på, hvad Gud har gjort og gjort for os. Vi ville gerne udføre Guds gerninger. Det er kun Gud, der kan udføre Guds gerninger. Og nu skal jeg sige jer, hvad Guds gerning er. Det er, at I tror på den, han har sendt. At I tror på Jesus.
Gud havde sendt Jesus til os. Sin egen søn. Han stod der foran jøderne, og de ville prøve at finde ud af, hvem han var. Derfor stillede de spørgsmål, og ventede svar, de kunne godtage. Men de godkendte nok ikke svaret. De ville have at han skulle gøre tegn. Men jesus ville ikke tvinge nogen til at tro ved at gøre et tegn. Han ville tale til os. Han ville fortælle os om Guds kælrighed. Han ville fortælle os, at der er ingen god uden Gud, og at alle har frelse behov.
At Jesus blev menneske, var Guds gerning. At han opstod fra de ddøde. var Gds g gerninge. Og det var Guds gerning, at Helligånden blev sendt pisedag for at vejlede os til hele sandheden. Det er Guds gerninge, at vi tror på, som Gud sendt.
Jøderne røbede sig selv, når de spurgte efter gerninger. De mente, at det var meget de skulle gøre. Men samtidig at de var ganske bestemte gerninger, som det ikke at stjæle og lyve. Men Jesus taler kun om én gerning, og at Gud gør det. Det samme kan vi se hos Paulus. Når han taler om alt det onde mennesker gør, så skriver Paulus: gerninger. Men når han taler den troendes liv og alt det gode, som udspringer af troen, så skriver Paulus ikke gerninger, men derimod frugt. Han siger ikke frugter. Han taler om en frugt, som kommer af Guds ånd og troen. Den frugt, som jo vokser på troens træ, eller den frugt, som Gud lader vokse på os, når vi tror, den frugt kan Paulus beskrive med mange ord, feks. kærlighed, tålmodighed, mildhed, barmhjertighed. Men det er kun en frugt. Det er altså ikke mange ting vi skal igang med at gøre for at være troende. Gerningen er Guds. Paulus skriver det sådan i Filipperbrevet: Han, som har begyndt sin gode gerning i jer, han vil fuldføre den indtil Jesu Kristi dag, hvor Jesus kommer igen og at tage os til sig.
Da jøderne var sluppet ud af Ægypten og vandrede gennem ørkenen, sagde de til Moses: Bare vi var i Ægypten. Dér var mad. Har du fået os her i ørkenen, bare for at vi skal dø af sult. Og Moses svarede: I aften vil Gud lade mad komme fra himlen. Den mad kan I samle sammen, men kun så meget som I kan spise, for det kan ikke holde sig til i morgen. Men Gud vil gøre det samme under i morgen og give jer mad. Men jøderne var stadig utilfredse. De begyndte at tørste i den stegende hede. I Mosesbogen står der, at de udæskede Gud og sagde: Er Gud hos os eller ej. Og Moses slog med sin stav på en klippe, og straks udsprang en kilde, så de kunne drikke.
De undere vi hører om i Mosesbogen, skete fordi folk sagde: Er Gud hos os eller ej.
Jesus siger, at det ikke er med den slags undere, at vi får svaret på vores spørgsmål. Men Gud har svaret rigeligt, for Gud har sendt sin søn. Jesus er svaret på vores spørgsmål, om Gud er hos os. For Jesus er hos os. Han er den mad, som kommer ned fra himlen og som giver liv til verden.
Men har vi brug for den mad. Er vi sultne efter himmelsk mad. Jeg så i fjernsynet, at en gruppe munke i spanien har udgivet en plade og en video med gamle sange. Det er gregoriansk kirkemusik. Og den plade har solgt utrolig meget også i andre lande og er kommet på hitlisterne. Munkene mener, at det er fordi de unge er åndeligt sultne. De finder ånd og ro i de gamle kirkesange.
Ånd og ro trænger vi til. Både fordi vores eget liv i hverdagen kan blive splittet op i så mange forskellige gerninger, at vi egentlig bare er glade over, at dagen er overstået. Dagen havde ingen ånd og ingen ro, så vi går mætte og tilfredse i seng.
Den ånd og den ro får vi ved at være sammen med Jesus. Vi er sammen med Jesus i troen. Jesus er livets brød, og den som kommer til ham, skal aldrig sulte og den som tror på ham skal aldrig tørste.
Jesus sagde noget af det samme en anden gang, da han talte med en kvinde, som var gået ud til en brønd for at hente vand. Jesus sagde: Den, der drikker af det vand, som jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand jeg vil give vand, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv. Og lidt efter sagde Jesus til kvinden: De sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed.
Mon ikke de unge, som køber de spanske munkes plade med kirkemusik, på en måde føler, at de tilbeder noget åndeligt, når de hører musikken. Vi får tro og ånd og ro, når vi med salmer og bønner lovpriser Gud, fordi Gud har begyndt sin gode gerning og vil fuldføre den. Vi tilbeder Gud i sandhed ved at høre Jesu ord. Ligesom jøderne der hver dag i ørkenen samlede manna, skal vi samle på Jesu ord og gøre det jævnligt. Så får vi et godt forråd, som vi har tage frem af, ja som vi kan leve evigt på.
Der er kurser, hvor man lærer at planlægge sin tid, så man kan nå noget mere. Men så læste jeg om en, som sagde, at man skal hellere se på en anden måde på vores tid, vi skal tænke, at vi har god tid, vi skal ikke hele tiden tænke på at blive færdig med det ene for at komme til det næste. Vi skal glæde os over det vi er ved lige nu. Egentlig skal vi tænke, vi ikke engang med den bedste planlægning kan overkomme at gøre Guds gerninger. Vi skal lade Gud gøre sin gode gerning i os og glæde os over den, for den fører til evigt liv, den forgår ikke, men varer til evig tid.
Vi blvier aldrig selvforsynende. Vi må altid bede til Jesus: Giv os mad, giv os den himmelske mad, som er liv for verden. Og Jesus svarer ved selv at være hos os.
Ny prædiken
Jesus havde gjort et utroligt under. Han havde givet mad til 5000 mennesker. Hvis vi skulle det, måtte vi foretage en god planlægning og købe meget ind og det ville tage lang tid at forberede maden, selv i vores moderne køkkener. Men Jesus havde kun en lille drengs madpakke, som bestod af 5 brød og to fisk. Jesu så op mod himlen og takkede Gud og gav stykker af madpakken til sine disciple, som delte det ud. Og alle 5000 blev mætte og der blev endda 12 kurve fulde af rester tilbage.
Nu kommer folkeskaren til Jesus igen. Hvem vil ikke gerne være sammen med en mand, som kan skaffe mad af ingenting. Men Jesus siger, at det er af en forkert grund, at de kommer til ham. De skal hellere arbejde for den mad, som består til evigt liv. Og folkeskaren tænker straks, at det arbejde må jo bestå i, at de gør Guds genringer. Med det mener de, de gerninger, som Gud vil, at vi mennesker skal gøre. Men Jesus siger til dem: Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt. Det kan for det første betyde at vi handler efter Guds vilje, når vi tror. Men er det en handling at tro? Flere steder i bibelen beskrives det netop som modsætningen til gerninger, at vi tror. Vi opnår ikke fortjeneste hos Gud ved gerninger, men vi må ganske gratis tro og da er vi straks under Guds nåde. En handling kan man jo også se. Den har ikke kun virkninger, man kan se når der handles. Men troen den er usynlig.
Der er nogle, som mener, at det at tro, det er at have meninger og have de rigtige meninger om Gud. Men det er langt fra rigtigt. Jo, i fortællinger om Jesus kan vi høre, at folk mente noget om ham. Til en romersk officer sagde Jesus: så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen jøde. Romeren troede nemlig, at Jesus kunne hjælpe og Jesus kunne det bare ved at sige et ord. Romeren troede på kraften i Jesu ord. Men det var ikke kun en mening han havde. Det var noget dybere. Han byggede sit liv på det. Meninger kan man have og skifte ud. Men det man bygger sit liv på, det er så grundliggende at det er meget svært at skifte ud. Derfor kan man også sige, at troen ikke kan rokkes. Når vi tror på Jesus, så er det grundliggende for hele vores liv, og hvis troen blev taget fra os, så blev vi til andre mennesker i bund og grund. Det var en utrolig fast tro, som romeren havde til Jesus, intet kunne rokke den, ikke at hans søn lå for døden og alt så håbløst ud. Romeren troede, at Jesus kunne hjælpe. Også selv om romeren følte sig meget ringere end Jesus og følte sig uværdig, så troede han alligevel på Jesu kærlighed, at Jesus ville hjælpe selv en sølle mand som romeren. Det troede han fuldt og fast. Romeren følte ikke, at det var en handling, som han gjorde, da han troede på Jesus som sin frelser. Tværtimod stolede han på at Jesus ville handle. Alt lagde han over til Jesus, sit barns liv, sit eget liv. Han gjorde det med tryghed. Det var mere end en mening, som romeren havde. Troen var hans liv.
Det er den handling, troen, det er det liv, som Gud vil at vi skal gøre. Vi kan også se det af, at Jesus tit spurgte mennesker, som bad ham om hjælp. Jesus spurgte: tror du. Og dog er det lige modsat en handling, for når vi tror på Jesus, så venter vi os alt fra ham, fred, frelse, velsignelse, salighed. At tro det er at lade Jesus eller Gud handle.
Sådan kan ordene nemlig også forstås, når Jesus siger: Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt. Troen er Guds gerning. Mange steder i bibelen står det. Paulus skriver i brevet til Efeserne: For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. For hans værk er vi.
Men hvordan kan det komme fra Gud, det som sker frivilligt inderste i vores sjæl, og sådan er troen. Den har med det inderste at gøre i vores hjerte og troen kan man ikke tvinges til. Man kan opmuntres til den. Vi modtager troen, vi beslutter den ikke, troen er nemlig som nåden og som alt det der har med Gud at gøre. Det er altsammen gave på gave.
Men hvordan kan man så tale om tvivl. Hvis troen kommer fra Gud, må den da være lige så fuldkommen som Gud. Og alligevel gælder det for os alle, som der står i en salme, at tvivlen klæber til os. Men hvis troen skal være noget grundliggende for os, hvordan kan der så være huller i den, være tvivl. Så er vores tro jo intet. Nej, det er netop der tvivlen sætter ind, når vi vil gøre vores tro til noget, som om vi skulle stille noget frem for Gud. Vi kan ikke gøre den gerning fuld ud, at tro, også deri må vi stole på Guds nåde. Måske har Gud lade tvivlen være hos os, netop for at vi også med hensyn til troen helt må være overladt til Guds nåde.
Da jøderne var sluppet ud af Ægypten og vandrede gennem ørkenen, sagde de til Moses: bare Vi var i Ægypten. Dér var mad. Har du fået os her ud i ørkenen, bare for at vi skal dø af sult. Og moses svarede: I aften vil Gud lad mad komme fra himlen. Den mad kan I samle sammen, men kun så meget som I kan spise, for det kan ikke holde sig til i morgen. Men Gud vil gøre det samme under i morgen og give jer mad. Men jøderne var stadig utilfredse. De udæskede Gud og sagde: Er Gud hos os eller ej. Og moses slog med sin stav på en klippe og straks udsprang en kilde, så de kunne drikke.
De undere vi hører om i Mosebogen, skete fordi folk sagde: er Gud hos os eller ej.
Jesus siger, at det ikke er med den slags undere, at vi får svaret på vores spørgsmål. Men Gud har svaret rigeligt, for Gud har sendt sin søn. Jesus er svaret på vores spørgsmål: om Gud er hos os. For Jesus er hos os. Han er den mad, sommer ned fra himlen og som giver liv til verden.
Jesus er livets brød og den som kommer til ham, skal aldrig sulte, og den som tror poå ham skal aldrig tørste.
Jesus sagde noget af det samme en anden gang, da han talte en kvinde, som var gået ud til en brønd for at hente vand. Jesus sagde: den, der drikker af det vand, som jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand jeg vil give, skal i ham blives en kilde, som vælder med vand til evigt liv.
Vi skal lade Gud gøre sin gode gerning i os og glæde os over den, for den fører til tro, den fører til evigt liv, den forgår ikke, men varer til evig tid.
Vi må altid bede til Jesus: Giv os mad. Giv os den himmelske mad, som er liv for verden. Og Jesus svarer ved selv at være hos os.