Prædiken til 19. s. e. trin. 1999

En gammel digter har i en sang sagt: "Menneskelivet er underligt".
Umiddelbart hører vi  det som om han siger, at det er mærkeligt - det er
det vel nok også, men det er ikke det han siger. Digteren mener, at det
er lig  med et under.  Og det endda i ganske bogstavelig forstand -
akkurat som det under vi hører i dagens text - om den lamme, der
genvinder sin førlighed og  dermed påny kan give sig sit liv i vold.

Der er ikke spor at sige til at moderne mennesker, som vi vel må
henregnes til - finder dette mærkeligt -  i betydningen  fremmedartet.
Vi har ikke fantasi til at forholde os til mirakler, dertil er vi for
jordbundne af vores videnskabeligt funderede fornuft. For Jesu tilhørere
forholdt det sig imidlertid omvendt. I deres samtid vrimlede det med
mirakelmagere af alle slags - de ville derfor ikke have fundet det spor
fremmedartet, om han havde sagt til den lamme: “ Stå op, tag din seng og
gå”!   Men han sagde noget andet - han sagde: "Dine synder er dig
forladt". Det  fandt de ikke alene mærkeligt - de fandt det også
forargeligt og blasfemisk. "Hvem i alverden bildte han sig ind, at han
var? Kun een kan forlade synder, og den ene er Gud!"

Men nu er det atter os der er på den! Vor moderne bevidsthed finder
nemlig talen om Gud fremmedartet og ordet synd mærkeligt. Det hænger
sammen med, at moderne hevidsthed er ensbetydende med selvbevidsthed. Vi
vil gerne være os selv, finde os selv, blive os selv nok; vi vil selv,
vi kan selv - og kan vi ikke det - trods ihærdige anstrengelser - så
bliver vi 'frustrerede' eller for nu at oversætte det hæslige fremmedord
til godt dansk - vi bliver handlingslammede. Vi mister så at sige vores
åndelige førlighed. Dén handlingslammelse giver sig udslag i
afstumpethed overfor vores nærmeste og indskrænkethed overfor alt andet
end det altoverstigende problem, som vi har gjort os selv til.

Kommet så vidt er det på tide at overveje hvad det egentligt var Jesus
mente, da han sagde: "Vær frimodig, dine synder er dig forladt". Han
mente ikke andet end dette: Du er fritaget fra din selvoptagethed! Du
behøver ikke længere plage dig selv med  spørgsmålet om hvor vidt du er
god nok! For det er du! Det er du fordi JEG har sagt dig det! Jeg kommer
nemlig fra den instans, der er større end både dig og mig - fra Gud
selv. Min myndighed har jeg fra ham!

Dermed kan vi ikke længere påstå, at vi finder begrebet  SYND
mærkeligt. Når synd er lig med selvoptagethed - så ved vi hver især
udemærket hvad sagen drejer sig om. Men eet problem står tilbage - vi er
nemlig blevet instans-forladte. Vores 'villen-være-os-selv-nok', har
medført, at det kniber os overhovedet at forholde os til at der er noget
til, som er større end os. Vi vil vide 'hvor det er?' 'Hvad det er?
.Hvordan det hænger  sammen?' 'Vi vil måle og veje!' Tælle og lægge
sammen! Foretage konsekvensberegning på vore fantastiske computere! Det
kan vi GODT- så at sige på det vandrette plan. Men når vi skal kunne
måle og veje noget - så er det altid en forudsætning, at det er en
afgrænselig mængde -  bevares - den kan udvides og udvides - men altid i
forhold til een af os vedtaget måleenhed. En sådan må vi fornuftigvis
have - for ikke at komme ud i groteske finurligheder som når vi spørger:
Hvad er højest? Et tordenskrald eller Rundetårn?

Men der er vitterligt forhold i dette mærkelige menneskeliv, der ikke
kan måles og vejes. Det er det som gør det underfuldt. Jeg henviste før
til en gammel digter, der påstod at menneskelivet er underligt - altså
lig med et under. En moderne digter siger det samme - nej ikke i en
salme - men i et dybtfølt personligt digt som han kalder: "Livet er
smalt og højt". Der siger han:"Målt på langs er livet kort, men lodret
målt uendeligt, en dirrende fiber i dødens muskel." Det er stærkt sagt,
og det betyder, at den digter godt ved, at vi lever i to dimensioner -
en vandret i hvilken vi kan måle alt; og i en lodret, der har
uendelighedens og dermed umålelighedens præg over sig. De to dimensioner
forholder sig til hinanden som kvantitet til kvalitet, hvor kvaliteten
er en umålelig egenskab,  der ER til som dét, der giver værdi og fylde
til det målelige, til kvantiteten.´

Anderledes sagt: Forholdet mellem vandret og lodret, mellem kvantitet
og kvalitet - er som forholdet mellem tid og evighed, mellem selv at
skulle præstere noget på den ene side og på den anden at være den, der
tager  imod. - På een og samme tid - i det samme menneske - i dig og i
mig - også selv om vi er højt oplyste individder i sidste halvdel af
det højteknologiske tyvende århundrede. Når det kommer til stykket så er
der nemlig ikke noget nyt under solen. Det er fortsat  'kærlighed, der
er lysets kilde'. Det er det vi får skænket - betingelsesløst - der gør
livet underfuldt. Dermed er det også godtgjort, at vi ikke er eller kan
være instansforladte - vi må og skal forholde os i tro - det vil sige: i
modtagelse til kærlighedens instans det vil sige: til GUD ham, der
forlader os vores selvoptagetheds synd og dermed påny skænker os vores
åndelige førlighed. Når det er  sket - så kan vi bogstaveligt talt -
tage vores seng og gå - det vil sige: gå ud i den verden, i det samfund
i hvilket vi er sat - og der i kald og stand øve kærlighedens gerninger,
ja vi kan simpelthen ikke lade være.

Det er Martin Luther, der har sagt, at det ikke er gode gerninger, der
gør et menneske godt; men et godt menneske gør gode gerninger. Den lamme
blev rask på et ord, han blev god-kendt, han fik sine synders
forladelse, dermed kunne han gå ud og gøre godt. Også vi er god-kendte,
også vi modtager et livgivende ord, der ophæver vores frustration, vores
handlingslammelse; på  det ord kan vi give os livet i vold - og  hvad
mere er - det  er det vi skal. At vi kan og skal det - det er et under -
livets under - det er det fordi det trodser vores erfaring af nederlag
overfor dén indbildske syge,  der går på at vi skal kunne alting selv.
Vel skal vi ej - tværtimod - kærlighedens instans - Gud - kommer os
imøde og forstørrer dermed vores tilværelse - udstyrer  os med  livsmod
og trænger alle skygger pa flugt.

Skyggerne er ensbetydende med de fornuftsmæssige forbehold, der er
indbygget i os, når vi kun måler vores liv på langs. I det nærsynede
perspektiv kan vi ikke undgå at ødelægge livet for os selv og andre; men
heldigvis så behøver vi ikke blive ofre for den perspektivforskydning.
For livet ER både SMALT og HØJT. Vi har på een og samme tid hjemme i
begge dimensioner. De virker ind på hinanden, ikke altid - ja vel
egentligt kun  sjældent i god balance. Men vi kan have både fortrøstning
og også håb - fordi vi lever i begge dimensioner.

    Ja menneskelivet ER underligt - lig et under, for
    Målt på langs er livet kort,
    men lodret målt uendeligt
    en dirrende fiber i dødens muskel.

      Amen!!