21. søndag efter trinitatis 1999



NT-læsning: Ef. 6,10-17

Evangelium: Johs. 4,46-53

Salmer:        DDS 649, 569 - 142, 431 og 358





Prædiken:



Den russiske forfatter Dostojevskij fortæller i romanen “Brødrene

Karamasov” følgende:

I St. Petersborg levede i forrige århundrede en ung, fattig pige. 

Hendes mor var død. Hendes far var dranker og havde efter

moderens død giftet sig med en anden kvinde med hvem han

havde fået flere børn.

Den unge piges stedmor blev ramt af en uhelbredelig sygdom og

ville snart dø.

Det lille hjem var med andre ord truet af total opløsning.

Den eneste økonomiske redningsplanke var, at den unge pige

prostituerede sig, og det gjorde hun da. 

Det skete uden bebrejdelse mod familien og faderen, 

hos hvem hun hver dag lagde det meste af sin fortjeneste. Selv da

faderen en dag kommer krybende og tigger om de sidste mønter,

som hun havde lagt til side til sig selv, 

gav hun ham uden et ord pengene.



Den unge pige lærte en ung tillukket mand at kende. 

På et tidspunkt røber han for hende, hvordan han havde røvet og

uden følelser havde slået to gamle kvinder ihjel.

Pige blev naturligvis forfærdet. 

Ikke fordi hun var bange for, hvad han evt. kunne finde på overfor

hendes selv, men fordi han ved sin ugerning havde afsløret, at han

ikke troede livet besad en ukrænkelig værdi - den værdi pigen selv

troede og levede af.



“Hvordan kan du da tro på, at livet havde værdi,

 du, der lever af at sælge dig selv?”, spurgte han hende.

“Tror du da på Gud?”

“Ja”, hviskede hun efter en pause.

“Jamen, hvad har Gud da gjort for dig?” udbrød han og pegede på

hendes slidte klæder og hærgede udseende.

Efter endnu pause svarede pigen med høj og sikker stemme:

“Alt, alt har han gjort for mig”.

Og netop og kun derfor kunne hun gøre alt for dem, 

hun var knyttet til.



Senere fik pigen den unge mand til at tilstå mordene, hvorefter han

blev sendt 7 år i fangelejr i Sibirien. 

Hun fulgte imidlertid med, bosatte sig i en nærliggende by og kom

hver dag og besøgte ham.

Dag ud og dag ind stod de der på hver sin side af hegnet, hvor han

længe vedblev at være lige lukket og utilnærmelig.



Men en dag skete det.

Pludselig, mens de stod der overfor hinanden, adskilt, men dog

forenede, brød han sammen, rystede over hele kroppen, græd og

klamrede sig til hende. 

Pigen forstod, hvad der skete og blev fyldt af glæde.

For noget nyt var endelig nået ind til den unge mands hårde hjerte

og havde tøet det op.

Et under var sket og dette under var alene sket i kraft af hendes

utrættelige tro på, at ethvert liv havde evig værdi,

og at alene kærlighedens magt er i stand til at besejre selv det

koldeste og mest tillukkede hjerte.



Dostojevskij skriver da:

“De ville tale, men kunne ikke. Begges øjne var blændet af tårer.

Begge var de så blege, så hærgede; men i disse syge og blege

ansigter lyste allerede en ny fremtids morgengry, en sand

opstandelse til nyt liv”.



Sådan også i dagens evangelium. 

Også her bekræftes livets værd og kærlighedens sejr over alt, der

ødelægger og tilintetgør menneskers liv og glæde.

For da den kongelige embedsmand opsøger Jesus, er det ikke

blot hans søns liv, der står på spil, men også hans egen lykke og

fremtid.

Dør sønnen, kastes hans eget liv ud på sorgens oprørte hav og

mørket må sænke sig over hans fremtid. 



Stillet overfor dette og uden nogen at vende sig til, 

begiver den fornemme embedsmand sig ud på en vandring - en

troens vandring.

En vandring drevet af tro, gennem tro og til tro.

En vandring, hvor han tvinges til at overvinde sig selv,

ved at vende sig mod den eneste, som kan hjælpe hans søn.

En vandring, der ikke er uden smerte og kamp, men som alligevel

driver ham ud over hans egen muligheder.



Faderen bryder op fra håbløsheden og går ud for at opsøge Jesus.

Han når også hjem igen til den glædelige meddelelse om, at hans

dreng er reddet.

Ja, mere end det. 

Skal vi tro på evangeliet og Jesu ord, drejer det sig om mere end

blot dette at endnu en underfuld helbredelse har fundet sted.

Til faderen sige Jesus ikke, at din søn er blevet rask, 

men derimod; “Gå hjem, din søn lever”, 

Jesus lover ikke blot, at feberen går i sig selv.

Men netop i Johannesevangeliet er der en tæt sammenhæng

mellem troen på Jesus og hans ord og det evige liv, 

der sprænger grænsen mellem liv og død. 

Allerede inden beretningen om denne helbredelse har Jesus sagt:

“Enhver som tror skal have evigt liv i ham” 

og “Den som tror Sønnen har evigt liv i ham”.

Beretningen om helbredelse skal altså vise os, hvordan troen på

Jesus kommer til udtryk i et menneskes liv. 

Og hvordan gør den så det?

Ja, hvordan erfarer vi selv, hvad troen er for noget?

Om troens væsen skriver forfatteren til hebræerbrevet:

“Tro er fast tillid til det, der håbes på, 

overbevisning om det, der ikke ses”.

Troen rette sig mod det, der ikke kan ses, men som dog  alligevel

besidder en magt og kraft, som virker ind på vore handlinger, så vi

gør noget, der både kan ses og mærkes. 

Så vi bryder op, flytter os og forandrer os.

Man kunne sige, at troen er udtryk for en bestemt måde at se på

verden.

Troen gør at man får øje på og derefter rækker ud efter

muligheder for liv, mening, glæde og fællesskab, selv når der

tilsyneladende ikke længere er noget at komme efter. 

Troen er at gribe ud over sin egne muligheder og stædigt rette sit

håb mod, at der dog alligevel vil vise sig en udvej. 



Og det var netop, hvad den kongelige embedsmand gjorde.

Han blev ikke hjemme og sørgede over sin søn, men han brød op

og begav sig på vej, for at bede Jesus om hjælp.

Så allerede inden han overhovedet havde mødt Jesus, 

var troen på færde!

Og da Jesus ligesom forsøger at holde ham hen med snak, beder

manden han om at droppe snakken og følge med før drengen evt.

dør.

Han kæmper; kæmper med troen og kæmper for troen.

Kæmper sig ind i, gennem og frem mod troen.

Så da Jesus endelig svarer; “Gå hjem, din søn lever”, tøver han

ikke med at tage ham på ordet og gå hjem, hvor han da finder det

netop, sådan som Jesus sagde og han selv håbede.

Da står der, at han og hele hans husstand kom til tro, hvilket er

noget vrøvl - manden har jo hele tiden haft tillid og tro.

For hans tro havde jo allerede båret ham og hans kamp for det

usynlige han satte hele sit håb til, havde ført ham frem til den

afklarede tro. 



Så de første udtryk for tro var ikke ringere end de det sidste, men

udtryk for stadier på den vej, som troen må gå.

Troen kan ikke stå stille, men må stræbe ud over sig selv og

handle efter det, som den håber på og retter sig mod.

Og netop derved når troen frem til det liv, som er evigt.

Som ikke ender og som ikke kan gå til og blive til intet.

For I mødet med ham, der både udfordrer og kalder troen frem,

finder og griber det evige liv både faderen og os.

Det evige og uforkrænkelige liv, som er Guds gave til os, er en

kraft, der overmander, opsluger og tager os i sin vold!



Netop sådan var det, at den unge mand i Dostojevskijs roman

mødte den kærlighed, der så det usynlige og skjulte i ham og ikke

opgav troen på, at han havde værdi som menneske - også selvom

han på den mest ubarmhjertige måde havde taget livet af andre

mennesker.



Den unge pige, der trods al modgang aldrig havde opgivet troen

på det bedste i mennesket, som trods den nedværdigelse hun selv

var udsat for ikke slap troen på hvert eneste menneskes

værdighed og ukrænkelighed, 

hun formåede det, som ingen andre havde formået; at vise den

unge mand, at også hans liv havde mening og værdi.

Da det gik op for ham brød hans hårde og beskyttende skal

sammen og ud af asken trådte et nyt menneske;

“en ny fremtids morgengry, en sand opstandelse til nyt liv”.



Og også til os lyder det: “Gå hjem, din søn lever”.

Gå hjem; hvad du håber, tror og længes efter, det sker.

Din sorg, din smerte, din længsel efter kærlighed 

- alt, hvad du inderligt stræber efter, men sjældent finder, vil en

dag blive til virkelighed.

Tro det, og du vil se det, som tvivlen ikke kan få øje på.

For de, der ser på tilværelsen med tro og håb, forventer jo

allerede, at de har noget godt i vente, og handler derud fra.

De, som ikke tør tro og håbe, dem sker der aldrig noget, som de

ikke allerede havde forudset - og frygtet. 



Det har Piet Hein faktisk et lille Gruk over:

Pessimisterne er dog de reneste tåber!

De tror på det modsatte af, hvad de håber.

Nej, de optimister, som livet beror på, 

er dem, der tør håbe på noget, de tror på.

                                                                        Amen!