Inspiration til Matt. 9,18-26
(24. søndag efter trinitatis 1999 - 14. nov.)
Monolog  - kvinden, der i tolv år havde lidt af blødninger. 
af Susanne Fabritius de Tengnagel, Køge 
 
Han var det sidste halmstrå, jeg klamrede mig til. 
Så måtte det briste eller bære. 
Hán måtte briste af forargelse og vrede over, 
at jeg som blødende uren rørte ved ham, 
eller han måtte bære min skændsel, 
blive sølet til i mit blod og velsigne mig. 
 
Kvasten var mit halmstrå. 
Kvasten på hans kappe - 
en af de fire kvaster på kappens fire hjørner, 
som en af de fire verdenshjørner - 
den gav ham status, gjorde ham utilnærmelig for mig. 
Men kvasten, som dog mindede mig om, 
at Gud havde frelst sit folk, ført folket ud af Ægypten, 
ud af trældom og slaveri, 
ud af isolation 
og ind i det forjættede land. 
 
Kvasten måtte blive min redning - 
min frelse ud af 12 års blødninger, 
urenhed og isolation fra mine omgivelser. 
12 års ensomhed, 
12 års fravær af det fællesskab med mennesker og Gud, 
som lå som en tung dyne over mit liv og gav mig åndenød, 
ja, som gjorde mig til en omvandrende dødning. 
Jeg ville ikke finde mig i min skæbne, 
der måtte være en udvej, befrielsens udvej. 
Man sagde, at jeg havde ondt i livet, 
at det var Guds straf for onde handlinger og tanker. 
Man sagde, det var min egen skyld, 
at jeg selv måtte redde mig ud af min pine. 
Min mand, mine børn, mine forældre, mine venner - 
alle holdt de mig tre skridt fra livet for ikke at dele skæbne med mig. 
Hvor ofte har jeg ønsket ikke at være blevet født. 
Og så kom han forbi - 
han, der lignede alle de andre med deres kapper og kvaster, 
deres fordomme og hellighed, deres love og forbud og påbud. 
Og ikke mindst deres renhed og angst for at blive uren 
på grund af mig og mit blod, 
som ikke ville høre op med at flyde i stride strømme. 
Havde jeg ikke ofret nok, 
havde jeg ikke tabt al ære og værdighed nok? 
Jeg var ikke et menneske i deres øjne, 
men en skændsel for dem, foragtet af folk. 
Alle der så mig, spottede mig, 
de vrængede mund og rystede på hovedet. 
Jeg var som en spedalsk, som må leve uden for byen, 
uden for fællesskabet. 
"Han har overgivet sin sag til Herren, 
lad ham udfri ham, han må redde ham, han holder af ham." 
Den gamle digters ord lød i mine øren, som ord til mit hjerte: 
lad ham udfri hende, han må redde hende, han holder af hende. 
Der måtte være en udvej, 
så jeg kunne blive genindsat i folkets historie med Gud. 
Jeg længtes efter at kunne gå ind i Herrens forgård igen 
som ren og velsignet. 
 
Kvasten var mit sidste halmstrå, 
for jeg ville leve, ville være ren og rask. 
Det er ikke godt for et menneske at være ene, har Herren sagt. 
Kvasten måtte kunne suge al min urenhed i sig. 
Og han kom forbi, travlt optaget af at følge en synagogeforstander. 
Han så mig ikke, ænsede mig ikke, 
han lignede alle de andre, som ikke ville røre ved mig. 
Men kvasten på hans kappe! - 
Han ville ikke kunne mærke noget, 
jeg gjorde det jo ikke for at gøre ham fortræd - 
- bare røre ved kvasten - 
overgive mig til skæbnen, 
hans skæbne, 
det måtte briste eller bære - 
som at kaste mig ud på dybet 
og ikke vide, hvad der ville ske med mig. 
Men jeg kunne jo ikke falde dybere ned - 
mit håb var slukket, 
det var ude med mig, 
jeg havde mærket dødens greb om min hals 
og menneskers dødelige foragt. 
Det måtte briste eller bære. 
Kvasten på en af kappens fire hjørner, 
som en af de fire verdenshjørner - 
 
Kvasten blev som en morgenrøde, 
som solen, der rejser sig i øst, 
for han vendte sig om og så mig - 
og kaldte mig sin datter. 
Han lånte mig morgenrødens vinger og gav mig livet tilbage. 
Det måtte briste eller bære - 
Og det skete, - han bar mig og alt det, der var bristet, 
og gjorde mig hel.
 
Min sjæl højlover Herren, 
og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!