Julesøndag 1998 
81 - dåb - 116 -- 106 - 96
Lukasevangeliet 2,25-40:
Nu lader du din tjener gå bort med fred,
sagde den gamle Simeon.
Nu kunne han dø med fred.
Han havde set Kristus.
Han vidste nu, 
at Gud havde ladet sin søn føde 
på jorden som mennesket Jesus.
Denne Jesus ville bære lidelser og død 
i menneskers sted.
Han ville bringe lyset til mennesker.
Han ville på menneskers vegne 
vinde over døden 
ved at genopstå til Livet.
Simeon havde set Jesus;
derfor kunne han dø med fred.
For han troede på,
at Jesus ville vinde over døden,
at Jesus ville give ham opstandelse 
og evigt Liv.
Det er det inderste i kristendommen.
Den, der i dag har set Jesus,
kan også dø med fred.
For Jesus vandt over døden
og han har sagt, at den, der tror på ham,
skal leve, selv om han dør (Johs. 11,25).
Når vi tror på Jesus,
gælder hans stedfortrædende 
død og opstandelse os.
Det var dét barn, som var blevet født:
Det barn, som skulle vokse op 
til at kæmpe med døden - og vinde!
Hvis jeg skulle lave et reklameskilt 
for kristendommen,
kunne jeg godt tage udgangspunkt i Simeons Lovsang:
Dødsangst? Tro på Jesus!
For Jesus overvandt døden,
og når vi tror på ham,
gælder opstandelsen også os!
Jesus skulle blive et tegn til fald og oprejsning, sagde den gamle Simeon,
for at mange hjerters tanker skulle åbenbares.
Han blev til fald - fordi der var mange, som ikke ville tro, at Jesus var Kristus.
Som ikke ville tro, 
at Jesu korsdød er menneskers frelse.
Og han blev til oprejsning -
fordi den, der tror på ham, får tilgivelse, hvad ondt eller forkert han end har gjort.
fordi den, der tror på Jesus,
får evig salighed efter døden.
Sådan bliver troen på Jesus afgørende for, hvad der sker med én efter døden.
Troen på Jesus bliver med andre ord afgørende for,
om vi kan dø med fred
- eller om vi er bange for døden.
Nu kan der sagtens være mennesker, der siger, at døden betyder ingenting,
for der er ingenting efter livet.
Når man er død, så er lyset gået ud 
og man opløses i intetheden.
Færdig finale, ikke mere at snakke om.
Spørgsmålet er bare, om det passer.
Ja, hvordan det er i virkeligheden,
det kan man selvfølgelig ikke vide;
det er og bliver en trossag.
Men hvilke tanker gemmer der sig 
i et menneskes hjerte?
Ja, det bliver jo åbenbaret.
Og tit bliver det åbenbaret,
når døden p.g.a. alder eller sygdom rykker indenfor ens horisont.
Så kan det vise sig,
at det dér med at mene,
at der ikke er noget efter døden;
det var bare en undskyldning for at slippe for at tage stilling til det.
Eller en undskyldning for at slippe for at se det i øjnene, at man skal dø.
Det kan lige pludselig vise sig,
at man, når alt kommer til alt, 
er bange for at dø.
Det kan være smerter eller afsked,
man er bange for.
Det kan være omsorgen for ens efterlevende, der giver én bekymringer.
Men det kan også vise sig, 
at der ligger en ubestemt angst og lurer.
Hvad sker der med mig,
når jeg dør?
Spørgsmålet bliver måske på et tidspunkt så vigtigt for én,
at man ikke mere kan sige,
at det hele er slut med døden.
Det kan vise sig, at man rummer et langt større indre univers, end man troede.
Når hjertets tanker 
bliver bragt frem i lyset, kan det være,
at man i virkeligheden 
er fuldt og fast overbevist om,
at man i en eller anden sjælelig forstand lever videre efter døden
- og hvad bliver så ens skæbne dér?
Man kan selvfølgelig forsøge 
at overbevise sig selv om, 
at det ikke passer.
Men det holder sikkert ikke.
Man kan godt fortrænge døden;
men hjertets tanker 
vil så vise sig som angst for døden.
Det er bedre at tro på Jesus.
For den, der har set ham,
kan dø med fred.
Jesus siger, at det er rigtigt,
at vi skal dø - det kan man ikke skjule.
Han siger, 
at vi skal opstå igen efter døden.
Og han siger, at den, der tror på ham,
vil komme i Paradis.
Hvis man så indvender:
Jamen jeg har ikke været et godt menneske,
jeg har gjort det og det forkert
eller jeg har ikke gjort nok for mine medmennesker,
så svarer Jesus:
det er rigtigt;
det var derfor, jeg led og døde på korset.
Det var for at betale for dine synder.
Hvis du vil tro på mig,
så tilgiver jeg dig.
Tro på mig, 
så må du følge mig til Paradis!
Der er ingen perspektiv i at fortrænge tanken om, at man skal dø.
Det holder ikke, 
at der ikke er noget bagefter døden.
Det nytter ikke at bilde sig ind, 
at man har gjort alting rigtigt.
Man kan ikke gøre sig fortjent til Paradis.
Det er bedre at tro på Jesus.
Han tilgiver os vores synder
og giver os Paradis efter døden til gengæld.
På den måde kan man dø med fred,
når man skal dø.
Alt det så den gamle Simeon,
da Josef og Maria 
kom med den lille Jesus.
Derfor takkede han Gud.
Derfor fejrer vi Jesu fødsel i julen.
Han giver os Livet - Det evige Liv.
Alt dette har (dåbsbarnet) fået i dåben i dag.
Han er blevet båret frem for Guds ansigt.
Han er blevet døbt i Faderens 
og Sønnens og Helligåndens navn.
Han har måske ikke selv set alt dette;
men Gud har set ham
og har givet ham sin velsignelse.
(dåbsbarnets) familie har så fået det privilegium at lære ham om alt dette, efterhånden som han vokser op.
Han skal lære det, 
som vi alle skal lære - igen og igen:
at Livet har vi fået af Gud,
i Kristus er det evigt
og i Helligånden lærer vi at leve det i glæde og kærlighed.
AMEN